Fødslen

NB! Denne beretning er mest lavet for min egen skyld, så jeg kan genkalde mig forløbet og huske, hvad der er foregået, som en eventuel forberedelse, når vi gerne vil have flere børn. Der er IKKE lagt fingre imellem og der er måske elementer i teksten, som kan virke stødende på nogen. Er du sart, bør du derfor IKKE læse min fødselsberetning!

Igangsættelse på Skejby

Så blev det onsdag d. 20. oktober 2010. Jeg er nu i uge 37+4 og der er 17 dage til terminen 6. november. Vi har tid til indlæggelse med igangsættelse på Skejby kl. 10.30. Vi sætter os til at vente. Nu er det nu! I dag bliver vi måske forældre, alt afhængigt af, hvor lang tid det tager at sætte fødslen i gang. Er vi klar til at blive en familie? Klar til at tage os af et helt nyt menneske? Der er ingen vej tilbage - og ingen fortrydelsesret!

Der kommer en jordemoder ud og siger, at hun liiige bliver 10 minutter forsinket. Det er ok - vi har ikke travlt. Der er jo nok en årsag til, at hun er forsinket, og ingen har vel lyst til at blive jaget gennem systemet, bare fordi der er lagt en tidsplan, som ikke lige kunne overholdes. Det er jo heller ikke fordi, vi har andre planer. kl. 11.15 bliver vi kaldt ind til jordemoderen, Anette. Jeg får sat nogle målere på maven, som skal måle barnets hjerterytme. Det ser ikke godt ud! Hans hjerterytme er nede omkring 90 slag i minuttet, så der tilkaldes straks en ekstra jordemoder samt en læge. Nu ligger jeg på ryggen, så jeg skal lige prøve at lægge mig om på siden, for det kan være, det vil hjælpe. Det hjælper ikke rigtig, hverken at ligge på den ene eller den anden side. Den anden jordemoder og lægen kommer lynhurtigt, og de siger, at jeg muligvis skal forløses med det samme. De er altså klar til at foretage et kejsersnit. Bjarke spørger, hvordan jeg har det med det. For mig er det vigtigst, at barnet har det godt - og jeg må jo stole på, at lægerne gør det rigtige. Så forbedres hjertelyden og ligger nu på ca. 140 slag i minuttet. Jeg ved ikke, om jeg har fået lidt af et adrenalinchok af at få at vide, der måske er noget galt, så jeg skal have kejsersnit - men uanset hvad, ser det lige nu godt ud på skærmen. Lægen beslutter så, at jeg skal med den anden jordemoder, Anne Cathrine, op på fødegangen og sættes i gang, hvorfra de så også vil holde ekstra øje med barnets hjerterytme. Så går vi op til akutmodtagelsen på fødegangen. Lige inden lyder det lidt som om jordemødrene laver et lille væddemål om, hvorvidt jeg er moden eller ej. Det er noget med, hvor lang livmoderhalsen er og hvor meget den har åbnet sig. Vi når i hvert fald lige at høre den ene sige "Umoden, 2 cm".

I akutmodtagelsen blev der målt CTG (det er noget med hjerterytmen) i en halv times tid, og den var normal. Den nye jordemoder sagde, at det kan være, han har haft navlestrengen viklet rundt om sig, hvilket så kan have givet den svagere hjerterytme, men det var der altså ikke noget at lægge i. Så undersøgte hun mig indvendigt. Det var ikke videre behageligt - og det gjorde det nok ikke bedre, at jeg ikke er så glad for den slags i forvejen og ikke fik slappet ordentligt af imens. Jordemoderen var overrasket, for hun vurderede min livmoderhals til at være ca. 2 cm og at jeg var 1 - næsten 2 - fingre åben. Nu ville hun lige snakke med en læge. Så gik hun. Gad vide, hvad det betyder.

"Vi tager fostervandet nu", sagde hun, da hun kom tilbage igen. Jeg fik lige lov at gå på toilet og så kom der en assistent. Hun skulle trykke mig på maven, så jordemoderen kunne komme til at prikke hul på fosterhinderne. Her forsøgte jeg virkelig at slappe af. Det gjorde lidt ondt, at jordemoderen trykkede så hårdt op mod mit bækken, men det værste var faktisk, at blive trykket på maven, så hun kunne få prikket hul. Selve "prikket" var i øvrigt heller ikke videre rart. Kl. 12.45 blev vandet så taget - og der var meget, sagde de (300 ml ifølge journalen). "Vi kigger til dig senest kl. 15.45", sagde de så. Så blev vi efterladt for os selv, efter jeg havde fået "ble" på, og der blev sendt noget mad op til os. Det kan godt være, de kalder det et bind - men det er så stort, at det ligner en ble! Den største forskel er nok, at der ikke er tapelukninger i siderne, men derimod klister under bunden, så det kan sidde fast i trussen. Så har man også prøvet det! Vi fik en sandwich hver og så var der ellers vand og saft for resten. Til rundvisningen på fødegangen opfordrede de til, at man medbragte juice, kiks og evt. chokolade, men det var der ikke umiddelbart brug for. Ventetiden brugte vi på medbragte bøger og sudoku, samt at snakke om, hvordan vi nu havde det med forløbet. Hvordan kommer det nu til at gå? Når det nu viste sig, at jeg faktisk er moden, ville der mon så være gået ret lang tid mere alligevel, inden knægten selv ville melde sin ankomst, hvis vi ikke var blevet indlagt til igangsættelse? Tja, det får vi jo så aldrig at vide. Har knægten det nu godt nok? Hvordan har vi det med, at de overvejer kejsersnit? Vi er dog begge enige om, at det vigtigste for os er, at knægten har det godt! Og hvis lægerne siger, det skal være kejsersnit, så er det bare sådan det er. Der er dog noget med, at barnet har godt af den stress det bliver udsat for under en vaginal fødsel, så vi foretrækker da at fødslen kommer til at gå normalt. Vi kan følge hjerterytmen på en skærm, og en enkelt gang var jordemoderen inde for at bede mig vende mig om på den anden side, fordi hjerterytmen faldt igen. Det hjalp dog gevaldigt, at jeg kom om at ligge på højre side - selvom jeg siden 2007, hvor jeg var indlagt i Holstebro, har døjet med sure opstød og mavekneb, når jeg har lagt på højre side. Ja, det er faktisk sjældent jeg kan ligge der ret meget længere end et kvarter. Men i dag gik det heldigvis rimelig godt. (Jeg fik vist vendt mig et par gange i løbet af dagen.) Vi snakkede også lidt om det med, at han måske har fået viklet navlestrengen rundt om sig, eller på anden måde klemt på den, så han ikke har fået så meget ilt, hvilket nok er det der har påvirket hans hjerterytme. Vi forestillede os, at han havde fået fat i navlestrengen og tænkt: "Næh, hvad er det?" og så klemt på den, blevet utilpas og have sluppet igen, blot for at starte forfra med at lege. Det kom jeg sådan til at grine af - og jeg havde ret svært ved at holde op. Gad vide, hvad folk udenfor har tænkt, hvis de har hørt mig ligge og grine inde på fødestuen. Det er vist ikke helt normalt i forbindelse med en fødsel!

Kl. ca. 15.15 blev vi flyttet over på fødegang 1, hvor vi blev mødt af en ny jordemoder. "Hej, jeg hedder Diana, jeg er jordemoder - og jeg kommer for at sætte gang i festen!". Jeg blev så tilbudt et lavement. "Er det noget, du vil have?" Det er sådan noget, der tømmer tarmen. Bjarke fik det under hans indlæggelse i Horsens. "Øh - umiddelbart nej, men der er jo nok en årsag til, at du tilbyder det", svarede jeg. "Nogen kan godt få fornemmelsen af, at de skal skide, når fødslen rigtig går i gang, og så holder de igen - og så tager det virkelig lang tid," forklarede hun. Bjarke syntes det var fedt, at hun talte et sprog der var til at forstå, når hun bare sådan talte lige ud af posen! Jeg spurgte, hvad hun anbefalede, og hun anbefalede helt klart, at jeg tog imod tilbuddet om det lavement. "Så sprøjter jeg det her op i enden på dig," sagde Diana, mens hun viftede lidt med en ækel stor plastiksprøjte. "Det må gerne sidde 10 minutter og det SKAL sidde 5 minutter", fortsatte hun. Det var lidt ækelt at få noget sprøjtet op i rumpen. Det lykkedes mig at holde på det 6-7 minutter. Bjarke gik lidt rundt og snakkede om hans egen oplevelse med det i Horsens. "Du er selv ude om det, hvis du er i vejen, når jeg skal på toilet lige straks!" sagde jeg så. Han gik nemlig rundt mellem mig og udgangen til toilettet, men efter den udmelding, skyndte han sig over i den modsatte side af stuen. Klogt nok, for ret hurtigt efter, fik jeg travlt med at komme af sted. Det var ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig. Ikke den mest fantastiske oplevelse, men så absolut heller ikke det værste, jeg har været udsat for.

Så blev der sat en elektrode på barnets hoved, så de kunne følge hjerterytmen helt nøjagtigt. Bjarke blev bedt om at hjælpe, ved at spritte hænder og finde de ting Diana havde brug for i skabet. Elektroden drillede åbenbart lidt. Dertil blev der lagt et ve-stimulerende drop, fordi der ikke var nogen "indvendig" forandring. Jeg var altså ikke blevet mere åben, af at have fået taget vandet. "Hvilken hånd vil du helst af med? - Ja, du får den da igen, men du kan godt føle dig lidt amputeret indtil da," sagde jordemoderen. "Du skal også lige tage stilling til, om du vil have den der trøje på, eller du vil have en af vores på under fødslen, for det er altså ret besværligt at ændre mening senere." Jeg har læst, det er godt for barnet at komme op på maven, hud mod hud, lige efter fødslen - og så vil jeg da også hellere have hospitalstøj griset til, end mit eget, så jeg skifter min røde T-shirt ud med en hospitalsskjorte. Undertrøje ikke nødvendigt - den vil bare være i vejen, når jeg skal have barnet op på maven. Jeg valgte venstre hånd til droppet, for det er den jeg bruger mindst, når nu jeg er højrehåndet. Dermed ville jeg både kunne gennemføre toiletbesøg og skrive i min notesbog. Droppet blev lagt ca. kl. 16.10 og herefter skulle vi så regne med, at der ville gå mellem 4 og 12 timer. Som Bjarke sagde: "4 timer - det giver 20.10!" Som flere havde tilkendegivet på Facebook, ville det jo være helt enormt sejt, hvis vores dreng blev født d. 20/10-2010 kl. 20.10! Den havde jordemoderen ikke lige tænkt over. Hun kunne godt huske, der lige havde været noget med den 10/10-10, men hun kunne godt se det sjove i denne dato også. Droppet blev sat til 18 ml/t og skulle øges hvert 20. minut.

Nu, hvor jeg både havde fået drop og en ledning på barnets hoved, følte jeg mig noget bevægelseshæmmet. Det var dog muligt at dreje skærmen med jordemoderens kontrolpanel så meget, at jeg kunne komme på toilettet - med hjælp fra Bjarke. Det var lidt besværligt med alle de ledninger, men de skulle jo være der - og det vigtigste for mig var stadig, at mit barn havde det godt. Jeg kan jo selv sige, hvis der er noget, jeg er utilfreds med eller føler der er noget galt. Han kan ligesom ikke sige noget, men målingerne fra elektroden på hans hoved kan give en indikation af, hvordan han har det.

Der var lidt problemer med droppet, fordi der blev ved med at komme luft i slangen, så den meldte fejl hele tiden. Til sidst blev slangen skiftet, for nu gad Diana altså ikke rende og slå på den mere. Droppet var nu sat til 30 ml/t. Jeg valgte at stå lidt op, bare for ikke at ligge ned hele tiden. Sådan et fødselsleje er ikke videre behageligt at ligge på, og jeg var efterhånden begyndt at få ondt i rumpetten. Da slangen på droppet var blevet skiftet, lagde jeg mig ned for at skrive lidt i min notesbog, så jeg kan få så meget som muligt med i min "dagbog" her - og så faldt knægtens puls. Bjarke og jeg var enige om, at nu kom de nok snart farende igen. Jeg havde næsten lige vendt mig om på min venstre side og Diana kom ind og sagde, jeg skulle vende mig tilbage på den højre og gav mig en iltmaske på. Så kom jeg til at ligge med ryggen til døren, men kunne høre, at det pludselig nærmest væltede ind med folk! "Nu kommer de og piller ham ud!" tænkte jeg bare, lidt skræmt - men mest bekymret for, hvordan mit barn havde det. Der var en jordemoder, en læge og en praktikant, og så kom der en overlæge. De præsenterede sig for Bjarke og ville alle følge med i, hvad der foregik. Overlægen, Benedikte, havde tilfældigvis stået lige udenfor, og hun ville da bare lige se, hvad der skete. Her er klokken vel ca. 16.30 og der tales igen om forløsning ved kejsersnit. Heldigvis rettede kurven sig igen og vores barn lod til at have det fint. Jeg får at vide, at nu må jeg absolut ikke ligge på ryggen, da det åbenbart kan stoppe ilttilførslen til mit barn - og det skal vi bestemt undgå! Så er det jo egentlig meget heldigt, at det er mindst behageligt at ligge på ryggen.

Jeg fortsætter med min sudoku. Til min store irritation kan Bjarke ikke finde min stiftblyant. Den super-smarte grønne stiftblyant, som til forveksling ligner en helt almindelig blyant. Det er jeg overraskende irriteret over og Bjarke indleder en eftersøgning. Han finder den dog ikke i akutmodtagelsen, men får udlånt blyant og viskelæder i receptionen. De er meget forstående og det lader til, at min irritation over den manglende stiftblyant hører til småtingsafdelingen, af hvad vordende mødre kan udsætte vordende fædre for. Da jeg så beder om min notesbog og kuglepen, finder Bjarke alligevel min stiftblyant i posen. Mens Bjarke var ude for at lede, havde jeg igen besøg af jordemoderen, som sagde, at jeg skulle regne med at ligge mange timer. De vidste simpelthen ikke, om der ville gå 5 eller 15 timer, før jeg havde født. Puha, tænkte jeg bare! Kan det da ikke bare blive overstået?!

"Du har da mælk nok," bemærker Diana under et af hendes besøg, med henvisning til min skjorte, som er gennemvædet og gullig omkring det højre bryst. Radioen kører i baggrunden, og der bliver sagt noget i retning af - 'jeg vil hellere dø, end miste dig'. Bjarke kigger mig dybt i øjnene: "Det vil jeg også," siger han. Jeg bliver rørt til tårer og der går lige et stykke tid, inden jeg får fremstammet: "I lige måde."

Droppet øges til 60 ml/t kl. 16.40 og kl. 17.10 til 90 ml/t, så det er måske ikke så mærkeligt, at det føles lidt køligt i min venstre hånd, hvor droppet sidder. Jeg kan stadig ikke rigtig mærke nogen veer. Til gengæld er jeg ved at være lidt sulten. Der er lidt udsving på skærmen, hvor en ve-måler også viser en kurve, men jeg mærker ikke andet end let murren a la menstruationssmerter. Bjarke henter noget mad til os i kantinen. Han er lidt i tvivl om, hvor meget jeg mon kan/vil spise, og spørger jordemoderassistenten, som tilfældigvis også er i kantinen efter mad, hvor meget han mon skal tage med til mig. Hun siger, han ikke skal tage noget med, han ikke selv kan lide og så ellers ikke for meget, for det kan godt være jeg siger, jeg er sulten, men han skal ikke regne med, at jeg spiser op. Kl. 17.30 er han tilbage med maden. Det er godt at få noget at spise - og jeg spiser alt, hvad han havde med til mig! Skinke- og grøntsagstærte, frikadeller, ribbensteg og stege kartofler. Det var bare lækkert! Det var lige tilpas. Jeg har taget min ring af og hængt den i min halskæde - just in case.

Kl. 17.50 er den gal igen med hjertelyden. Denne gang er det så "bare" fordi jeg gik på toilettet, og den retter sig, da jeg kommer tilbage igen. Nu skulle de der veer være ved at begynde, men jeg mærker stadig ikke rigtig noget og mit drop bliver øget til 120 ml/t. Knægtens puls falder lidt ind imellem. Jeg tager nogle dybe vejrtrækninger imens, hvilket lader til at hjælpe med at få den op igen. Jeg ved ikke rigtig, om jeg har mærket veer endnu. Selvom der er en ve-måler på skærmen, ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal kigge efter. Jeg spørger jordemoderen, men det er åbenbart ikke altid, man kan se noget på den kurve. Hun retter lidt på den og går igen. Det strammer lidt i maven ind imellem - måske er det veer?

Kl. 18.20 synes jeg at kunne mærke veer ca. hvert andet minut af ca. et halvt minuts varsel. Her har jeg lagt på min venstre side og kigget på uret. Diana kommer ind og beder mig vende mig om på højre side, fordi barnet heller ikke er glad for, at jeg ligger på min venstre side. Jeg får så en sækkestol mellem knæene, for at kunne ligge nogenlunde behageligt. Jeg bliver undersøgt forneden igen og der er nu kommet en såkaldt "fødselsbule". Jordemoderen kan altså se mit barns hoved! Droppet øges til 150 ml/t. Kl. 18.45 øges droppet til 180 ml/t - det højeste de giver.

Kl. 18.40 er jeg ikke i tvivl om, at jeg kan mærke veerne. Efter der er blevet rettet på ve-måleren, kan jeg rent faktisk følge mine veer på skærmen. Jeg får nogle varmepuder til at ligge ind på maven, og de hjælper rigtig godt. Kl. 19.25 forsøger jeg at stå lidt op i stedet, efter at have besøgt toilettet. Det går ikke helt godt og barnet bryder sig heller ikke om, at jeg står op, så jeg bliver nærmest beordret op på lejet igen og skal ligge på højre side. Det er hårdt og jeg er forpint under veerne. Diana mener jeg skal prøve masken med lattergas. Den kan måske gøre mig lidt ør og give mig lidt kvalme, men der går ikke noget videre til barnet. Hun nævner også, at der er mulighed for akupunktur og som sidste udvej, epiduralblokade. Ifølge journalen har jeg 4-5 veer pr. 10 minutter. Kl. 19.40 er jeg oppe på 5 veer, og kl. 20 har jeg 6-7 veer pr. 10 minutter. Her beder jeg om at prøve akupunktur. Det kan vel ikke skade at prøve og Bjarke har jo haft gode erfaringer med akupunktur i forbindelse med hans rygsmerter. Bjarke siger, han er glad for, jeg er så positivt indstillet og at jeg gerne vil prøve akupunktur. Jeg får lagt 3 nåle på hver side af navlen et godt stykke nede på maven, hvor det gør ondt, når jeg har veer. Jeg har ikke prøvet akupunktur før og ved ikke, om det vil virke på mig. Jeg ser ikke nålene, men det føles som om, det "bare" er sådan nogen på størrelse med knappenåle, altså et par cm eller måske 2,5 cm, som bliver stukket i bund. Bjarke fortæller mig så senere, at de faktisk er ret lange, men at det sikkert passer meget godt, at det var 2-2,5 cm der blev stukket ind. Så forstår jeg bedre, at der blev sat plaster over dem! Men jeg var super glad for virkningen.

Kl. 20.20 er jeg begyndt at hyperventilere, i stedet for at bruge masken med lattergas, så mit drop skrues ned på 90 ml/t. Jeg føler ikke rigtig masken hjælper - men jeg kan helt klart mærke kvalmen. Det føles bedre at hyperventilere i stedet for at bruge masken, men jeg får at vide, at jeg skal trække vejret dybt i masken i stedet. Jeg må jo hellere forsøge at høre efter og gøre som der bliver sagt - for hun siger det jo nok ikke for sjov. Og eftersom det er min første fødsel, er jeg jo ligesom nødt til at lytte til dem, der ved hvad det drejer sig om! Så jeg forsøger bare at høre efter og gøre som jeg får besked på - og så ellers slappe så meget af som muligt, i håb om at det kommer til at gå så hurtigt som muligt - og forhåbentlig mindre smertefrit. Jeg ligger og hiver mig selv i håret, mens jeg ligger på højre side og har veer. På et tidspunkt mente Diana, at nu var det på tide at komme om på ryggen i stedet. Den fornemmelse havde jeg også selv fået. Jeg får en kold klud på panden.

Kl. 21.00 er det bare ikke sjovt længere! Nu gør det virkelig ondt, og selvom jeg fik at vide tidligere, at der er visse bivirkninger ved en epiduralblokade, så vil jeg bare have den - og det skal være nu! Diana beder Bjarke læse en folder om epiduralblokaden, mens hun går ud og bestiller den, for lægen vil spørge, om vi er bekendt med bivirkningerne. Jeg har ikke selv læst folderen og jeg kan ikke huske, hvad hun sagde om den tidligere. Diana vender hurtigt tilbage igen og siger, hun altså lige vil undersøge mig igen, for at se, hvor langt der er igen. "Du skal ikke have den epiduralblokade! Du er faktisk fuldt åben, så presseveerne kan komme når som helst, og så gør epiduralblokaden bare mere skade end gavn," siger hun. Lige da hun siger, at jeg ikke skal have den epiduralblokade jeg lige har bedt om er jeg absolut ikke tilfreds, men jeg accepterer, da hun siger, den ikke vil gøre noget godt for mig, og at det nu kun er et spørgsmål om tid. Jeg har hørt/læst noget om, at presseveerne ikke er så slemme som de veer man har i udvidelsesfasen, hvor livmoderhalsen åbner sig og gør klar til fødslen. Bjarke er bekymret og jeg kan se det piner ham, at han ikke føler, han kan gøre noget for at hjælpe mig. Indtil nu har han sørget for, at jeg har fået masken med lattergas på under veerne, han har givet mig noget at drikke, når jeg har bedt om det, og selvom jeg "måske" ikke lige giver udtryk for det, er jeg bare glad for, at han er der, og jeg synes han klarer det fantastisk! Det er trods alt ikke hver dag, man ser sin elskede være så forpint, samtidig med, at man bare føler sig totalt hjælpeløs.

Jeg kan godt mærke, at jeg snart får lyst til at presse, men lige nu gør det stadig bare ondt. Forfærdeligt ondt! I den såkaldte udvidelsesfase tænker jeg, især hen imod slutningen, at "Det her, skal jeg da godt nok ALDRIG nogensinde udsættes for igen! Hvis vi skal have flere børn, så skal det helt sikkert være ved kejsersnit! Lige nu, vil jeg bestemt ikke have flere børn - og den her fødsel, skal bare overstås! Havde jeg vidst for et år siden, hvad jeg var på vej til at udsætte mig selv for, er det ikke sikkert, jeg ville have sagt ja til at få børn!" Det er virkelig ikke sjovt længere! Det gør ondt som bare pokker - en ubeskrivelig smerte i underlivet! Så begynder det stille og roligt at gå over og i stedet får jeg en fornemmelse af, at nu skal jeg til at presse. Diana er lige gået ind på kontoret og fordi jeg ikke ved, hvad jeg skal gøre, er jeg ved at gå lidt i panik. "Jeg lytter til min krop og forsøger at presse - og så må hun altså gerne komme tilbage og fortælle mig, hvad jeg skal gøre!" tænker jeg. Så kommer Diana heldigvis tilbage og fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Hun beder også Bjarke om at hjælpe mig med at presse. Han skal støtte mit hoved, når jeg presser, så jeg ikke bøjer nakken bagover, men får hovedet frem mod maven. Jeg forsøger virkelig at koncentrere mig og orker næsten ikke at sige, at han presser for hårdt, så jeg næsten ikke kan få vejret mellem pressene. Jeg forsøger at presse flere end de tre gange, Diana har bedt mig om - det er vel kun godt? Men nej, det får jeg altså ikke noget ud af! Jeg skal holde presset noget længere og "kun" presse tre gange under hver ve. Puha, det er hårdt! Jeg ender næsten hvert pres med et brøl/frustrationsskrig. Ret tidligt i forløbet får jeg skubbet til en af akupunkturnålene, og beder om at få dem fjernet, fordi jeg er bange for, de skal komme til at gøre skade på enten mig eller mit barn. De bliver lynhurtigt fjernet alle sammen - og nu er jeg i hvert fald ikke i tvivl om, at de har hjulpet på mine ve-smerter! Men jeg er altså også glad for, de er ude nu, for jeg ved ikke, om jeg kan komme til at gøre skade på mig selv eller mit barn, når jeg lige straks skal til at krumme sammen og presse i vildskab!

Kl. 21.40 presser jeg aktivt. Diana mener mine veer er for korte, så hun skruer droppet op til max igen, så jeg får tid til at presse ordentligt. Indtil nu har jeg åbenbart gjort det helt forkert! Jeg har ikke rigtig kunnet holde presset, jeg har forsøgt at presse for mange gange - og så har jeg ellers skreget! Det optimale er - for det første, ikke at bruge kræfter på at skrige. Det får jeg ikke noget ud af. Så skal jeg presse 3 gange i løbet af en presseve. Man holder så pause mellem presseveerne og samler kræfter til den næste. Imens glider barnet så lidt tilbage igen og det første pres i næste ve, skal så helst bringe hovedet frem til det sted, hvor det var, sidst man pressede, hvorefter de to følgende pres skal bringe hovedet endnu længere frem. Det var godt nok hårdt arbejde, og ikke nogen helt nem opgave. Da jeg startede med at presse lidt efter kl. 21, satte Diana to fingre der, hvor jeg skulle fokusere mit pres. Da var det godt nok ubehageligt, og jeg ville hellere, at hun lod være. Nu, hvor jeg er kommet så langt, at jeg presser aktivt, er det egentlig rart nok at kunne mærke, hvor det er man ligesom skal lægge presset. Jeg presser og presser, så godt jeg nu kan - håber jeg. Jeg tænker lidt, at det nok var rigtig godt, jeg fik det lavement tidligere - og er der noget tilbage alligevel, så er det altså bare ærgerligt. Jeg har pruttet en enkelt gang, og Diana sagde selv, at det skulle jeg ikke tænke på. Der er vel heller ikke rigtig noget jeg kan gøre - og er der noget, der vil ud, så må det jo bare ud. Jeg vil ikke forsøge at holde noget tilbage - jeg vil bare have den her fødsel overstået!

Det er altså ikke helt let, at presse hovedet frem til hvor det var, da sidste ve sluttede! Det er i hvert fald hårdt - og det var vist også derfor Diana satte droppet op til 180 ml/t igen. Det gør ikke så ondt at presse - hvis man ser bort fra, at det føles som om, jeg er lige ved at sprække. Nu gør det faktisk mere ondt mellem veerne - men det er ingenting i forhold til veerne i udvidelsesfasen. Så snart en ve er slut, håber jeg bare den næste kommer hurtigt, så jeg kan presse mere - og få det overstået. Jeg spørger hurtigt mellem to veer, om jeg skal klippes eller selv skal sprække, fordi det simpelthen spænder så meget og føles som om jeg vil sprække enormt meget (men det er jo bare min opfattelse). Diana vil ikke klippe - hvis jeg skal briste, bliver det spontant. Der er vist også noget med, at det heler bedre, end hvis man bliver klippet. Så altså ingen smertelindring der heller. Ok - det kan godt være, det måske kun lige letter smerten og så går fra at være spænding til noget helt andet, hvis man enten brister eller bliver klippet. Jeg ved det ikke.

"Så, nu kan man se hovedet - vil du mærke barnets hoved Tina?" spørger Diana pludselig. "Nej!" siger jeg - jeg vil bare have det overstået! "Hvad med dig Bjarke, vil du mærke?" spørger hun så, henvendt til Bjarke. "Mig? Jamen, øhh... Tør jeg - må jeg godt det?" Bjarke er lidt befippet. "Ja, det er da dit barn!" siger Diana så til ham. Jeg smiler og griner lidt for mig selv. Bjarke føler vores barns hoved. "Åhr, hvor vildt!" udbryder han. Så presser jeg igen. For dælen, hvor gør det bare ondt, når barnets hoved står i spænd og jeg venter på næste ve! "Så, pres pres pres pres pres! Den er der næsten! Du skal frem og have hovedet til at stå fast!" siger Diana. Jeg kan mærke, han lige står der et øjeblik, for kort efter stille og roligt at glide retur. "Så kom dog med en ve!" tænker jeg bare! Endelig lykkes det - barnets hoved bliver stående, og nu er der ikke lang vej igen! Et par veer senere siger jordemoderen: "Nu er det meget tæt på, så når jeg siger til, skal du ligesom gispe efter vejret, for der må du ikke presse længere - vil du have ham op på maven, når han kommer ud?" mens hun viser mig, hvordan jeg skal trække vejret i gisp. "Ja!" svarer jeg. Så kommer der en læge ind. Gad vide, hvor længe der er igen. Meget kort, viser det sig! "Så, gisp og kom med dine hænder," kommanderer Diana. Jeg rækker hænderne ned - totalt uforberedt, for jeg troede virkelig ikke, det var SÅ tæt på! Mit barn er næsten helt ude og jeg griber fat i ham, mens jordemoderen siger: "Træk ham så op på maven." Jeg er lidt forvirret - jeg vil gerne presse lidt mere, men er bange for at gøre mit barn fortræd. Det hele går lige pludselig så stærkt. Det er et overvældende øjeblik. Jeg er blevet mor! "Tillykke - i har fået en dreng," siger Diana. "Men det vidste i jo. Klokken blev desværre 22.25. Det var sikkert fordi Tina blev forstyrret, af at Jeannette lige skulle være med også," med henvisning til vores mål for fødselstidspunktet, som blev ændret til 22:20, da vi passerede 20:10. Jeannette er læge og har været inde over tidligere i forløbet også, og hun ville gerne være med til fødslen. Jeg er ret ligeglad med alting - jeg ligger her med det mest fantastiske vidunder på min mave, det eneste, som betyder noget lige nu - mit og Bjarkes barn!

Han er nærmest helt blå, indsmurt i fosterfedt, græder lidt - og ellers er han bare dejlig! "Vil du klippe navlestrengen?" bliver Bjarke spurgt "Ja, hvis du da kan se noget." Bjarke græder af lykke. Selvfølgelig vil han gerne klippe navlestrengen. "Bare jeg nu ikke klipper tisseren af ham," siger han. "Bare rolig", siger lægen, "Den har vi styr på." Navlestrengen klippes, jeg får en indsprøjtning i låret, som skal få min livmoder til at trække sig sammen, og knægten får også en indsprøjtning, som skal hjælpe ham til at blive helt klar til verden udenfor min mave. Læge og jordemoder siger jeg er sej - og de siger det mange gange. Jeg er bare udmattet, så jeg føler mig ikke særlig sej. Bjarke siger, han aldrig havde troet jeg skulle få de farver i hovedet, som jeg har haft under fødslen. Jeg har klemt ham i hånden nogle gange, så han har fået mærker. Stakkels Bjarke - han har været SÅ god og jeg føler virkelig, han har været der for mig og støttet mig!

"Nu skal du lige syes og så synes jeg i skal ind i sengen inde ved siden af bagefter," siger Diana. Lægen er allerede i gang med at undersøge mig og beder om nål og tråd, mens hun fortæller Diana, hvad hun har tænkt sig. Jeg skal have 2-3 sting i hver side. Det er virkelig irriterende at blive undersøgt! "Vil du bedøves, eller skal vi bare prøve uden?" spørger lægen. Jeg vil gerne bedøves - jeg synes jeg har udsat mig selv for rigelig med smerte. Jeg er dog overrasket over, at jeg stort set ikke kan mærke, jeg bliver stukket, for at blive bedøvet. Måske kunne det godt gå uden bedøvelse - men det er jo så for sent nu. Det tager godt nok sin tid at blive syet - sådan føler jeg det i hvert fald. Pludselig bliver lægen nødt til at gå, da hun bliver akuttilkaldt til en anden fødestue, så Diana må sy mig færdig. Hun har lige straks fri og havde bestemt ikke regnet med, at jeg skulle føde på hendes vagt! "Han har dine øjne," siger hun til mig og bemærker også, at han har ret lange fingre - "Måske han skal være pianist?" bemærker hun. Det får tiden vise. Lige nu skal han bare have det godt!

Langt om længe er jeg færdig med at blive syet, og hvad de nu ellers har foretaget sig med mit underliv. Bjarke hjælper med at lægge sækkestol, dyner og puder til rette på sengen i rummet ved siden af, så jeg kan komme til at sidde godt. Det er dejligt at sidde der, med vores lille vidunder. Bjarke sætter sig også i sengen - og jeg konstaterer med det samme, at denne seng er meget blødere, end vores egen derhjemme, idet jeg får total slagside over mod Bjarke, idet han sætter sig! Der kommer en vogn med vand og sandwich til Bjarke og jeg, og det er godt at få noget at spise. Det går helt fint at spise sandwich med knægten i favnen. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at give slip på ham! Knægten er godt klar over, hvad han skal, nu han er kommet til verden. Han vil have mad! Det er en helt speciel følelse, første gang han suger sig fast til mit bryst! Han får dog ikke lov at ligge der ret længe, inden den nye jordemoder, Trine hed hun vist, kommer og henter ham, for at undersøge, måle og veje ham. Først skal han dog lige have noget at spise, for at sikre, at han får noget mad. Det er fordi jeg har graviditetssukkersyge og han skal derfor have målt sit blodsukker 2 timer efter at have fået noget at spise, og så 2 timer senere igen - og der skal være 2 fine blodsukkermålinger i træk, før de er tilfredse med ham!

Jeg benytter øjeblikket til at gå på toilet - for det trænger jeg altså til. Jeg er noget overrasket over, hvor meget blod der er - og det gør da bare mega-ondt at tisse, fordi jeg er sprukken og blevet syet! Puha, det bliver hårdt de næste mange dage, til sårene er helet op! Det hjælper at holde en våd vaskeklud på såret og jeg bliver anbefalet at bruse såret under fremtidige toiletbesøg. Jeg kan lige se ind på fødestuen, hvor Bjarke og jordemoderen er godt i gang med mål og vægt, inden Bjarke bliver bedt om at give knægten tøj på for første gang. Bjarke er for længst blevet udstyret med min mobiltelefon, sat på flytilstand, så han kan tage nogle gode billeder.

Jeg har hele dagen noteret ting og sager i min notesbog, så jeg kan genkalde mig dagen - og få skrevet en slags dagbog. Men efter kl. 18 står der ikke rigtig noget - for her blev jeg ligesom optaget af de der veer. Vi spørger derfor jordemoderen, om der er mulighed for at få en kopi af journalen, så vi kan se, hvad der er foregået hvornår. Det kan vi sagtens, men der kan jo så opstå en masse spørgsmål, især pga. de mange fagudtryk, der står i sådan en journal. Vi kan bare spørge efter en kopi af journalen, inden vi bliver udskrevet, og hvis den så ikke er dukket op efter en uges tid, så skal vi bare ringe. De har nemlig lidt travlt for tiden, så de kan godt komme til at glemme den slags. "Nej, jeg går lige ud og laver en kopi til jer nu - så har i da den og i kan bare bede om en kopi inden i tager hjem også, så i kan få det hele med," siger jordemoderen. Vi skal alligevel vente en rum tid på en bus - et køretøj der anvendes på sygehuset til at transportere patienter, som ikke er bundet til en seng. Vi har allerede ventet lidt på at få at vide, om vi skulle have en seng fra fødeafdelingen, eller vi ville blive tildelt en på Mor/Barn afsnittet. Men vi har ikke travlt. Livet som familie er lige begyndt!

Jordemoderen er ikke længe væk og Bjarke læser journalen, mens jeg sidder med knægten. Der er en ordliste med og Bjarke finder kun en enkelt ting, han gerne lige vil stille spørgsmål til. "Nu her på den sidste side, der står der - "Føder spontant levende pige"! Vi vil da godt lige gøre opmærksom på, at vi altså har fået en dreng," siger han. "Ej, står der det?" siger jordemoderen og flår nærmest journalen ud af hænderne på Bjarke. "Det er en fejl - det retter jeg lige!" siger hun, mens hun streger pige ud og skriver dreng i stedet. Så kommer portøren endelig og vi bliver kørt til Mor/Barn afsnit Y2.

Kl. 2. 15 ankom vi til barselsgangen Y2, stue 215.

Fjerde besøg hos jordemoder - det blev så aldrig til noget.

27. oktober - uge 38+4

24 dage efter fødslen, fik jeg min menstruation igen...

Fordele og ulemper ved at blive forældre

De gode ting (umiddelbart lyder det måske ikke som om der er så mange i forhold til de knap så gode - men de gode er til gengæld SÅ meget mere værd!)

Sammen har man skabt det mest fantastiske i verden - et nyt lille menneske! Et barn, som vil være 100 % afhængig af dig de kommende år - og især de nærmeste.

Deres første smil og tegn på genkendelse vil smelte dit hjerte!

At amme giver en fantastisk kontakt og det er vidunderligt, når det lykkes.

Dit barn vil give dig mange hyggelige stunder. Både i vågen og sovende tilstand. De kan lave mange grimasser og du vil have svært ved at få øjnene fra din lille guldklump!

De knap så gode ting

Dit liv er nu fuld af bekymring om, hvorvidt dit barn nu har det godt - og det vil fortsætte resten af dit liv! Der vil sikkert være flest bekymringer i starten, hvor barnet ikke rigtig kan noget selv og er fuldkommen afhængig af dig. Her vil du bekymre dig om, hvorvidt dit barn nu får nok at spise, om det nu har det godt, og når den lille guldklump sover - om han/hun nu også trækker vejret! Vuggedød, kolikbarn og sygdom er ting du IKKE ønsker sat i forbindelse med lige netop DIT barn!

Du er ikke bare sikret minimum 18 års bekymringer - men også 18 års udgifter!

Kan du ikke skifte tøj - og især ble - på en baby, er det på tide, at få det lært, for de næste mange måneder, kommer der mange af slagsen!

De næste mange uger - måske endda måneder - vil du føle dig lidt som en robot, der "bare" skal skifte ble, amme, trøste og putte. Og samtidig skal du helst også selv både på toilet, have noget at spise og forsøge at sove. Dertil kommer de almindelige dagligdags ting som madlavning, opvask, rengøring, tøjvask og indkøb. Her er det virkelig en fordel at have en hjælpsom og forstående partner! Men lad være med at udnytte og tage ham for givet. Gør hvad du kan, for at forberede dig til hver amning, ved fx at sørge for mad og drikke indenfor rækkevidde, så du ikke hele tiden skal have hjælp, men

Det kan være en hård kamp at få amningen til at lykkes! Det er noget både du og dit barn skal lære, og det kræver tålmodighed. Normalt er jeg ikke den mest tålmodige person, men jeg har virkelig strammet mig an i forbindelse med amningen. Det er mere end hvad man kan sige om knægten, for han har godt nok ikke været tilfreds med, at det ikke er lykkedes med det samme! På hospitalet fik jeg udleveret en suttebrik - en "silikonehat" man sætter over brystvorten, så den er lettere at få fat i for barnet (brystet kan være så spændt, at brystvorten nærmest forsvinder, når man forsøger at klemme mælk ud - og her hjælper en suttebrik virkelig). Den kræver lidt mere arbejde fra barnets side, fordi mælken skal suges ud af brystet og gennem 4 små huller i spidsen af suttebrikken, men man kan hjælpe lidt til, ved at malke et par dråber ud i brikken, inden barnet får den i munden. Suttebrikken var et hit, fordi knægten så kunne få mad - men den gjorde ondt på mig at bruge, fordi han sugede så hårdt. Jeg kunne ligefrem se 4 små "dutter" på min brystvorte, når han var færdig, der hvor hullerne i suttebrikken havde været. Det var meget smertefuldt for mig at bruge den, de få dage jeg gjorde brug af den. Sundhedsplejersken viste os heldigvis, hvordan man kan "hjælpe lidt på vej", ved at faderen dels dirigerer barnets hoved, dels hjælper med at "forme" brystet, så barnet lettere kan få fat. Det hjælper selvfølgelig en del, at der ikke er så meget "tryk" på. Jeg havde meget spændte bryster fra søndag til onsdag (altså dag 4-7), hvor vi brugte suttebrikken, men heldigvis hurtigt fik den afskaffet igen. Men den var altså nødvendig de første dage, hvor mælken virkelig løb til!

Det er måske ikke videre behageligt at sidde ned de første mange dage efter fødslen. Det er noget af en belastning dit underliv bliver udsat for, og hvis du er blevet syet, gør det ikke sagen bedre. Toiletbesøg kan være forbundet med stor smerte, fx i form af svie fra sårene. De første gange man skal have afføring, kan man være meget i tvivl om, hvordan man skal presse, for det kan virkelig føles som om, man er ved at presse livmoderen ud, i stedet for det der nu var meningen - hvilket kan være skræmmende nok i sig selv! Sørg endelig for at holde maven i gang, med masser af vand, masser af måltider - sunde måltider.

Der er ikke noget så hjerteskærende, som at høre ens barn græde. Især ikke, hvis man ikke umiddelbart er i stand til at standse gråden. Man kan virkelig bekymre sig! Er der nu noget galt? Hvad gør jeg forkert? Er jeg en dårlig forælder? Generelt er der 3 ting, du kan give dit spædbarn, for at gøre det tilfreds igen: Tør ble, mad eller kontakt. Med tiden vil i hver især lære, hvilken type gråd der betyder hvad - for gråd er barnets eneste mulighed for at udtrykke, at der er noget galt.

Far kan godt være lidt jaloux, for han kan ikke give mad (med mindre i giver flaske), og så kan han godt føle sig udenfor, fordi barnet oftest er hos moderen.

Mange parforhold går i stykker pga. børn. Sørg for at snakke sammen - tag hensyn og forstå hinanden!

Sex er måske ikke lige det man tænker mest på. Sørg for ikke at glemme din partner - men husk også, at sex ikke må gøre ondt!

Ting der har skræmt mig!

Da jeg fik vores søn op på maven for første gang, var jeg både lykkelig - og skræmt! Kan vi nu klare det enorme ansvar det er, at tage os af sådan en lille størrelse? Tankerne fløj gennem mit hoved, med forestillinger om, hvad man har hørt/læst om, at folk kan finde på at gøre ved deres børn, i ren og skær afmagt, når barnet er fuldstændig utrøsteligt. Virkelig skræmmende tanker! Ikke "småting" som at ruske barnet, men langt værre ting, som at trykke barnets hoved ind mod skulderen, så barnet kvæles, eller de langt langt værre ting, som at smadre barnet ind i en væg eller kaste det ud af et vindue! Puha! Fy, føj! Forfærdelige tanker!