Den første uge

Dag 0+1 (den korte tid, der er tilbage af onsdag d. 20/10 + torsdag d. 21/10)

(Sidste del af fødslen)
"Så, nu kan man se hovedet - vil du mærke barnets hoved Tina?" spørger Diana pludselig. "Nej!" siger jeg - jeg vil bare have det overstået! "Hvad med dig Bjarke, vil du mærke?" spørger hun så, henvendt til Bjarke. "Mig? Jamen, øhh... Tør jeg - må jeg godt det?" Bjarke er lidt befippet. "Ja, det er da dit barn!" siger Diana så til ham. Jeg smiler og griner lidt for mig selv. Bjarke føler vores barns hoved. "Åhr, hvor vildt!" udbryder han. Så presser jeg igen. For dælen, hvor gør det bare ondt, når barnets hoved står i spænd og jeg venter på næste ve! "Så, pres pres pres pres pres! Den er der næsten! Du skal frem og have hovedet til at stå fast!" siger Diana. Jeg kan mærke, han lige står der et øjeblik, for kort efter stille og roligt at glide retur. "Så kom dog med en ve!" tænker jeg bare! Endelig lykkes det - barnets hoved bliver stående, og nu er der ikke lang vej igen! Et par veer senere siger jordemoderen: "Nu er det meget tæt på, så når jeg siger til, skal du ligesom gispe efter vejret, for der må du ikke presse længere - vil du have ham op på maven, når han kommer ud?" mens hun viser mig, hvordan jeg skal trække vejret i gisp. "Ja!" svarer jeg. Så kommer der en læge ind. Gad vide, hvor længe der er igen. Meget kort, viser det sig! "Så, gisp og kom med dine hænder," kommanderer Diana. Jeg rækker hænderne ned - totalt uforberedt, for jeg troede virkelig ikke, det var SÅ tæt på! Mit barn er næsten helt ude og jeg griber fat i ham, mens jordemoderen siger: "Træk ham så op på maven." Jeg er lidt forvirret - jeg vil gerne presse lidt mere, men er bange for at gøre mit barn fortræd. Det hele går lige pludselig så stærkt. Det er et overvældende øjeblik. Jeg er blevet mor! "Tillykke - i har fået en dreng," siger Diana. "Men det vidste i jo. Klokken blev desværre 22.25. Det var sikkert fordi Tina blev forstyrret, af at Jeannette lige skulle være med også," med henvisning til vores mål for fødselstidspunktet, som blev ændret til 22:20, da vi passerede 20:10. Jeannette er læge og har været inde over tidligere i forløbet også, og hun ville gerne være med til fødslen. Jeg er ret ligeglad med alting - jeg ligger her med det mest fantastiske vidunder på min mave, det eneste, som betyder noget lige nu - mit og Bjarkes barn!

- Så er man lige kommet ud. (20/10 kl. ca. 22.30)

Han er nærmest helt blå, indsmurt i fosterfedt, græder lidt - og ellers er han bare dejlig! "Vil du klippe navlestrengen?" bliver Bjarke spurgt "Ja, hvis du da kan se noget." Bjarke græder af lykke. Selvfølgelig vil han gerne klippe navlestrengen. "Bare jeg nu ikke klipper tisseren af ham," siger han. "Bare rolig", siger lægen, "Den har vi styr på." Navlestrengen klippes, jeg får en indsprøjtning i låret, som skal få min livmoder til at trække sig sammen, og knægten får også en indsprøjtning, som skal hjælpe ham til at blive helt klar til verden udenfor min mave. Læge og jordemoder siger jeg er sej - og de siger det mange gange. Jeg er bare udmattet, så jeg føler mig ikke særlig sej. Bjarke siger, han aldrig havde troet jeg skulle få de farver i hovedet, som jeg har haft under fødslen. Jeg har klemt ham i hånden nogle gange, så han har fået mærker. Stakkels Bjarke - han har været SÅ god og jeg føler virkelig, han har været der for mig og støttet mig!

"Nu skal du lige syes og så synes jeg i skal ind i sengen inde ved siden af bagefter," siger Diana. Lægen er allerede i gang med at undersøge mig og beder om nål og tråd, mens hun fortæller Diana, hvad hun har tænkt sig. Jeg skal have 2-3 sting i hver side. Det er virkelig irriterende at blive undersøgt! "Vil du bedøves, eller skal vi bare prøve uden?" spørger lægen. Jeg vil gerne bedøves - jeg synes jeg har udsat mig selv for rigelig med smerte. Jeg er dog overrasket over, at jeg stort set ikke kan mærke, jeg bliver stukket, for at blive bedøvet. Måske kunne det godt gå uden bedøvelse - men det er jo så for sent nu. Det tager godt nok sin tid at blive syet - sådan føler jeg det i hvert fald. Pludselig bliver lægen nødt til at gå, da hun bliver akuttilkaldt til en anden fødestue, så Diana må sy mig færdig. Hun har lige straks fri og havde bestemt ikke regnet med, at jeg skulle føde på hendes vagt! "Han har dine øjne," siger hun til mig og bemærker også, at han har ret lange fingre - "Måske han skal være pianist?" bemærker hun. Det får tiden vise. Lige nu skal han bare have det godt!

- Moderkagen

- Til højre jordemoder Diana - som virkelig satte festen i gang! Til venstre Jeannette, som er læge.

Langt om længe er jeg færdig med at blive syet, og hvad de nu ellers har foretaget sig med mit underliv. Bjarke hjælper med at lægge sækkestol, dyner og puder til rette på sengen i rummet ved siden af, så jeg kan komme til at sidde godt. Det er dejligt at sidde der, med vores lille vidunder. Bjarke sætter sig også i sengen - og jeg konstaterer med det samme, at denne seng er meget blødere, end vores egen derhjemme, idet jeg får total slagside over mod Bjarke, idet han sætter sig! Der kommer en vogn med vand og sandwich til Bjarke og jeg, og det er godt at få noget at spise. Det går helt fint at spise sandwich med knægten i favnen. Jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at give slip på ham! Knægten er godt klar over, hvad han skal, nu han er kommet til verden. Han vil have mad! Det er en helt speciel følelse, første gang han suger sig fast til mit bryst! Han får dog ikke lov at ligge der ret længe, inden den nye jordemoder, Trine hed hun vist, kommer og henter ham, for at undersøge, måle og veje ham. Først skal han dog lige have noget at spise, for at sikre, at han får noget mad. Det er fordi jeg har graviditetssukkersyge og han skal derfor have målt sit blodsukker 2 timer efter at have fået noget at spise, og så 2 timer senere igen - og der skal være 2 fine blodsukkermålinger i træk, før de er tilfredse med ham!

Jeg benytter øjeblikket til at gå på toilet - for det trænger jeg altså til. Jeg er noget overrasket over, hvor meget blod der er - og det gør da bare mega-ondt at tisse, fordi jeg er sprukken og blevet syet! Puha, det bliver hårdt de næste mange dage, til sårene er helet op! Det hjælper at holde en våd vaskeklud på såret og jeg bliver anbefalet at bruse såret under fremtidige toiletbesøg. Jeg kan lige se ind på fødestuen, hvor Bjarke og jordemoderen er godt i gang med mål og vægt, inden Bjarke bliver bedt om at give knægten tøj på for første gang. Bjarke er for længst blevet udstyret med min mobiltelefon, sat på flytilstand, så han kan tage nogle gode billeder.

- Har lige lagt hos Mor, inden man skal ind og måles og vejes.

- 53 cm lang, omkreds på hoved og mave er 35 cm, vægt 4020 gram.

- Der holdes godt ved vægten - man skulle jo nødig falde ned!

- Og vægten står på 4020 gram.
 

- Far har givet tøj på.

- Så fin han er.

Jeg har hele dagen noteret ting og sager i min notesbog, så jeg kan genkalde mig dagen - og få skrevet en slags dagbog. Men efter kl. 18 står der ikke rigtig noget - for her blev jeg ligesom optaget af de der veer. Vi spørger derfor jordemoderen, om der er mulighed for at få en kopi af journalen, så vi kan se, hvad der er foregået hvornår. Det kan vi sagtens, men der kan jo så opstå en masse spørgsmål, især pga. de mange fagudtryk, der står i sådan en journal. Vi kan bare spørge efter en kopi af journalen, inden vi bliver udskrevet, og hvis den så ikke er dukket op efter en uges tid, så skal vi bare ringe. De har nemlig lidt travlt for tiden, så de kan godt komme til at glemme den slags. "Nej, jeg går lige ud og laver en kopi til jer nu - så har i da den og i kan bare bede om en kopi inden i tager hjem også, så i kan få det hele med," siger jordemoderen. Vi skal alligevel vente en rum tid på en bus - et køretøj der anvendes på sygehuset til at transportere patienter, som ikke er bundet til en seng. Vi har allerede ventet lidt på at få at vide, om vi skulle have en seng fra fødeafdelingen, eller vi ville blive tildelt en på Mor/Barn afsnittet. Men vi har ikke travlt. Livet som familie er lige begyndt!

Jordemoderen er ikke længe væk og Bjarke læser journalen, mens jeg sidder med knægten. Der er en ordliste med og Bjarke finder kun en enkelt ting, han gerne lige vil stille spørgsmål til. "Nu her på den sidste side, der står der - "Føder spontant levende pige"! Vi vil da godt lige gøre opmærksom på, at vi altså har fået en dreng," siger han. "Ej, står der det?" siger jordemoderen og flår nærmest journalen ud af hænderne på Bjarke. "Det er en fejl - det retter jeg lige!" siger hun, mens hun streger pige ud og skriver dreng i stedet. Så kommer portøren endelig og vi bliver kørt til Mor/Barn afsnit Y2.

Knægten fik såkaldt "early feeding" 20/10 kl. 23.10, fordi Mor har graviditetssukkersyge. Kl. 01.10 måles hans blodsukker til 2,8 og han får lidt mere early feeding. Blodsukkeret skal være minimum 2,5 og han skal have to gode målinger efter hinanden, før sundhedspersonalet vil være tilfredse. Jordemoderen siger, han har en lille forreste fontanelle, så der kommer lige en børnelæge og kigger på ham i morgen. Samtidig skal jeg have målt mit blodtryk, fordi min puls er lidt høj. Fontaneller er de bløde områder på barnets hoved, hvor kraniets knogler mødes. De er ikke vokset sammen endnu, men har haft mulighed for at give sig under fødslen, så barnets hoved lettere kunne komme gennem fødselskanalen.

Kl. 2. 15 ankom vi til barselsgangen Y2, stue 215. Knægten bliver lagt i en vugge (det ligner nu mere et gennemsigtigt badekar på hjul) og sover sødt. Jeg er træt - og meget sulten. Bjarke går ned til bilen efter hans ting og kommer nok tilbage med lidt mad til mig. Jeg ved ikke rigtig, om jeg vil sætte mig ned, for jeg vil gerne på toilet - men ikke efterlade knægten uden opsyn, selvom han ligger i vuggen og sover så dejligt. Så kommer Bjarke heldigvis tilbage og kan holde et vågent øje med ham, mens jeg går på toilet. Der står en 'sprøjteflaske' klar til mig - og den er bare guld værd! Jeg får også at vide at sygeplejersken, Mette, at jeg skal sørge for at drikke rigeligt med vand, for det vil fortynde min urin - og dermed mindske smerten ved at tisse. Og så vil det også hjælpe mig af med det vand jeg har i kroppen, hvor mærkeligt det end lyder. Vi gør klar til natten, og sidder og snakker lidt sammen. Der er ikke længe til han skal have målt sit blodsukker igen, så vi beslutter at holde os vågne lidt endnu, frem for at lægge os til at sove, for så bare at blive vækket ret hurtigt igen.

Kl. 3.45 kommer der en sygeplejerske for at måle knægtens blodsukker igen. Det viser 2,0. Han gylper en del mad op og skal have målt sit blodsukker igen om en time. Og så er han altså lidt kold, synes de. Så lægger vi os til at sove. Jeg bryder mig ikke om at slukke alt lyset, for så kan jeg ikke se ham - og jeg tør ikke lade ham sove 'uden opsyn'. Hvordan skal jeg ellers være sikker på, han ikke gylper og bliver kvalt, eller i det hele taget vide, om han trækker vejret?! Puha, en Mors bekymringer er mange! Bjarke synes det er helt i orden - han skal nok sove fra den smule lys jeg har behov for.

Kl. 4.55 er blodsukkeret 2,7, så det er fint. Sygeplejersken spørger, om han må få donormælk, eller om vi foretrækker, at han får modermælkserstatning. Bjarke og jeg kigger på hinanden. Jeg er bare træt, og for mig betyder det ikke det store. Han har bedst af donormælken, siger sygeplejersken. Jeg skynder mig at sige til Bjarke, at det må han tage stilling til. Bjarke har egentlig heller ikke så meget at sige til det, så det bliver donormælken.

Kl. 7.20 bliver hans blodsukker målt igen, og det er nu på 3,9 så nu er sygeplejerskerne tilfredse med ham. Dog synes de stadig, han er noget kold. Vi får selv lov til at skifte ham og får at vide, han skal have mad hver 3. time. For at opnå det, er vi selvfølgelig nødt til at vække ham, og den bedste måde at vække et spædbarn, er ved at skifte bleen. Han skal have mad ofte for at forebygge eller bekæmpe gulsot. Sygeplejersken synes han så småt er begyndt at blive lidt gul, så derfor skal han have mad ofte. Desuden skal vi give besked, når han har tisset. Det er vigtigt han får tisset indenfor de første 24 timer - ellers kan der måske være noget galt med urinvejene. Fordi engangsbleer er så effektive og har så fantastisk en sugeevne, som de nu har, skal vi holde os til stofbleer, for at være sikker på, at han har urineret. Afføring har han haft flere gange. Det første var nærmest sort, og som Bjarke siger, så manglede det bare en hvid hinde for at ligne fuglelort! Det bliver dog mere og mere gulligt, som baby-afføring nu engang er. Bjarke spørger, om vi skal vaske det der snask af ham, som han stadig har på huden efter fødslen. "Nej, lad endelig det sidde," siger sygeplejersken, "Det skal i først fjerne efter 4 dage, så har det ikke rigtig nogen effekt længere." Dag-sygeplejersken hedder Jytte, og det er hende der også viste rundt, den dag jeg var til 'fødselsforberedelse for diabetikere'. Fordi knægten er så kold, skal vi forsøge at holde ham varm og vi skal ikke lade andre holde ham, for at undgå, han bliver mere kold - og så beskytter vi ham jo også mod sygdomme, ved at holde ham for os selv.

- På Mor-Barn afsnit Y2.

- Man har lidt en gul næse!

Vi forsøger at amme, men det går ikke rigtig. Enten kan han ikke få fat, eller også kan han ikke forstå, at han skal sutte. Jeg bliver præsenteret for en "malkemaskine", som skal bruges ca. hver 3. time, 5 minutter ad gangen på hvert bryst, 3 gange på hvert bryst - så altså en halv time pr. gang. Der kommer næsten ingenting ud. Og vi er trætte. Han får donormælk igen kl. 10, kl. 13 og kl. 18.

- Man er så fin.

- Et lille smil måske?

- Sover meget.

- Eller lidt surmulet.

Efter frokost kommer han over til mig at sidde. Han er stadig kold, så han får pakket min dyne om sig. Der er Tempelriddernes Skat II i fjernsynet. Knægten har siddet op hos mig på armen for at bøvse - og nu sover han sødt. Egentlig ville jeg lægge mig ned og sove sammen med ham, men da han falder i søvn, nænner jeg ikke at flytte rundt på både ham og mig selv. Han sidder jo så fint og sover så sødt - og det er besværligt at skulle lægge sengen ned, så vi kan putte. Især, når sengehestene er slået op, så ingen af os falder ud - for de er trælse på denne seng! Bjarke sover i stolen og jeg falder vist også hen. I hvert fald har jeg ondt i nakken senere, hvor filmen er ved at være færdig. Vi pusler knægten, og der er måske 3 dråber urin, så vi holder os fortsat til stofbleerne.

- Hygger hos Mor. Her er man lagt ned for at få varmen, for man har ret kolde fingre, siger sygeplejerskerne.

- Det er ren råhygge!

- Så fik man vist varmen igen.

 

Pludselig ringer sundhedsplejersken. Eller rettere - en vikar for hende, for vores sundhedsplejerske har nemlig ferie i denne uge. De har allerede fået besked om, at vi har fået en lille dreng og vil gerne aftale et besøg hos os i næste uge. Det er jo overvældende, så hurtigt det går! Vi aftaler, at sundhedsplejersken skal komme forbi torsdag d. 28/10 kl. 8.30.

Bente kom og besøgte os kl. ca. 16.20 og fik selskab af Lotte og Michelle kort efter. Bente havde blomster med, sammen med vores autostol, mens Lotte kom med tøj fra hende og Dingel. Vi prøver endnu en gang at amme, men mit venstre bryst duer åbenbart ikke rigtig. Enten kan han ikke "fange" det, eller også forventer han vist, at mælken løber selv. Er det fordi han er ved at vænne sig til bægrene med donormælk? De besøgende går efter ca. 1 times tid, hvorefter der er aftensmad. Og så kommer den ventede tisseble - og der er ingen tvivl om, at han har tisset, for bleen er helt fuld! Nu kan vi med god samvittighed gå over til engangsbleer.

- Far er stolt!

- Tager en slapper hos Far.

Kl. ca. 20.30 fik vi besøg af Kenneth og Marion, som havde en larmende legetøjsbold med. Vi havde jo selv ønsket os legetøj med lyd, pointerede Marion.

Vi forsøger at malke lidt ud igen, men der sker ikke rigtig noget. Det bliver nærmest mindre og mindre og jeg bliver lidt bekymret, om jeg er kommet for sent i gang med at malke ud, eller bare ikke kan, selvom jeg dryppede så rigeligt onsdag. I hvert fald bemærkede jordemoderen i løbet af eftermiddagen, at jeg da havde mælk nok, eftersom min hospitalsskjorte var gennemvædet og gullig omkring mit højre bryst.

- Far ser fjernsyn, mens knægten bøvser.

Kl. 21.55 starter jeg dagens sidste udmalkning. Sygeplejersken siger, hun vil vise mig hvor jeg gør af mælken, når jeg er færdig. Der er meget meget få dråber og jeg gøler mig ikke bare træt, men også nærmest ubrugelig og dertil totalt udmattet. Bjarke tager knægten, så jeg kan sove. Han er ikke ligefrem glad, så jeg ringer efter sygeplejersken. Måske er han sulten. Hun konstaterer hurtigt, at jeg er træt og siger, hun vil tage knægten med og give ham mad, og så komme tilbage kl. 3, hvor han gerne skal spise igen. Klokken er lige lidt over midnat. Vi accepterer at han bliver fjernet fra os lidt - selvom det er hårdt, for er vi så dårlige forældre, eller hva´? Selv er jeg mere eller mindre ligeglad - jeg er nødt til at være lidt egoistisk og prioritere at få noget søvn. Jeg er tæt på at bryde sammen af træthed! Det kan også være årsag til, at jeg ikke rigtig producerer noget mælk. Inden jeg lægger mig til at sove igen, tager jeg min ring på igen. Den har siddet i min halskæde lidt over et døgn, men det lader til, jeg sagtens kan tage den på igen nu.

Dag 2 (fredag d. 22/10)

Jeg sover godt og vågner kl. ca. 3 og skal på toilet. Jeg går i seng igen og venter på knægten. Kl. 5 vågner jeg igen. Jeg er sulten og går i køkkenet efter et stykke toast m. marmelade. Jeg kigger lige hurtigt i receptionen og overvejer at spørge efter knægten, men tænker, at de jo nok har styr på ham - og at jeg stadig har brug for søvn. Mine fingre er hævet voldsomt op, så jeg tager, med besvær, min ring af igen. Godt sæbe kan hjælpe med den opgave - for jeg vil være utrolig ked af at skulle have ringen klippet af og ødelagt, fordi mine fingre hæver for meget!

Kl. 7 vågner jeg igen og når lige på toilettet, inden sygeplejersken kommer med vores dejlige dreng. Hun fortæller, at han var vågnet kl. ca. 2.15 og havde fået lidt mere mad og at de havde valgt at lade os sove. Men nu skal han helst til selv at spise. Jeg håber den gode søvn har givet pote, så jeg kan amme. Jeg lægger mig på siden, for jeg er stadig afkræftet. Det er dejligt at blive genforenet med knægten igen, og glæden er ikke mindre, da han straks falder til og sutter, som om han aldrig har lavet andet! Det er fantastisk! Han sutter en hel time - ved hvert bryst! Imens får Bjarke ringet til Hørecenteret og får tid til høreprøve kl. 13 i dag, hvorefter han henter morgenmad til os. Han får mig også skrevet op til en bus ned til fysioterapien, hvor der er et kursus i genoptræning af bækkenbunden efter fødslen. Jeg skal bare vente på stuen, så kommer der en portør og henter mig.

- Har lige fået en flaske hos Far.

Kl. 9.30 går jeg i bad. Det er skønt! Jeg har ikke gjort noget for at fjerne resterne af 'snasket' knægten var smurt ind i, da han kom op på min mave umiddelbart efter fødslen - og jeg er sikker på, jeg lugter fælt. Det er godt nok smertefuldt at vaske og bruse mellem benene, men det er vigtigt at holde det rent, for at undgå infektioner. Jeg er dog gået en størrelse ned i de der kæmpe-bind, så nu ligner det bare dem til nyfødte, sådan rent størrelsesmæssigt.

- Mine skuldre er helt dækket af røde prikker. Det ligner nærmest, jeg har fregner! Sygeplejersken siger, det er blodsprængninger, fordi jeg har spændt så meget under fødslen. Skræmmende!

Efter badet får jeg ringet til mine bedsteforældre og fortalt dem den gode nyhed, at de er blevet oldeforældre (igen - eftersom min kusine Hanne, allerede har to børn). Min mor har selvfølgelig fortalt det hele, og de vidste da også, jeg skulle sættes i gang onsdag, men de er glade for at høre fra mig, og at alle har det godt.

- Lidt mere gul.

Kl. 11.00 er bussen ikke kommet endnu. Jeg går op i receptionen, for jeg tror jeg er blevet glemt. "Nej, nej, i er skam 3 der skal af sted, men portøren har lidt travlt lige nu. Gå bare ned på stuen, så bliver du hentet så snart han er ledig," får jeg at vide. Hende fra nabostuen skal også med derned. Bjarke troede egentlig, at han og knægten skulle med derned også, men nej, mænd er strengt forbudt og de vil heller ikke have spædbørn med, for hvis der er et barn der græder, farer alle mødre jo hen for at se til netop deres barn - ligesom hvis en mobiltelefon ringer eller modtager en SMS i en større forsamling. Kort efter kommer portøren. Den sidste der skal med har født ved kejsersnit - og vi har alle født onsdag. Det går stærkt, når man transporteres med bus, og vi joker lidt med, at portøren skal passe på ikke at tabe nogen af os i svinget. Selvom det ikke er sket endnu, er der jo en første gang for alting. Det gælder om at holde humøret højt :-)

Det var en spøjs oplevelse i fysioterapien! Der sad to i forvejen, som havde født for henholdsvis 1 og 4 uger siden. Fysioterapeuten var meget frisk. Hun ville gerne have vist os et knib, sådan rigtigt, men det må man ikke. Så hun fortalte og viste tegninger. Hun lagde vægt på, at det ikke må gøre ondt - "Og heller ikke sex! Sex må aldrig gøre ondt!" Hun gjorde meget ud af at fortælle, at nogen er 'i gang' efter 3 uger, mens andre venter til efter lægebesøget ved 8 uger. "Uanset hvad - så lad være med at vente for længe!" formaner hun. Og når vi så skal til lægen til den tid, og alligevel bliver kigget efter dernede, kan vi jo lige bede om at få tjekket vores knibeøvelser, om vi gør det rigtigt og sådan.

Så laver vi strækøvelser. Skulderrul, skuldrene op til ørerne og derefter hænderne ned mod gulvet, samt armstræk bagud. Utroligt, så meget det hjælper - hvorfor har jeg dog ikke tænkt på det selv noget før? Jeg er jo helt vildt øm! Uha, det er dejligt - og det hjælper SÅ meget! Så går vi over til knibeøvelserne. Vi står på alle 4 og kniber, ligger på ryggen og kniber. Så laver vi mave- og venepumpeøvelser. Og så er vi færdige. Jeg får afleveret mig lånte trokanterbælte, inden vi bliver kørt tilbage med bus igen.

Da jeg kommer tilbage til stuen har Bjarke lige givet knægten lidt at spise. Han var nemlig blevet sulten. Det passer jo fint, for vi skal helst sørge for at han har fået mad - og allerhelst, at han sover, når han skal testes i hørecenteret. Vi henter frokost og får skiftet ham, inden vi går ned til hørecenteret. Vi følges med hende der fik kejsersnit onsdag morgen. Vi har taget vuggen med, hvor de andre bare har deres barn på armen. Hørecenteret ligger nede ved patienthotellet, og der er en gang, der fungerer som venteværelse. Der sidder 2 par og venter i forvejen. Det ene par har været der siden kl. 11.30! Deres pige ville ikke sove - og så vågnede hun for let, da hun endelig var faldet i søvn. Vores knægt er også lysvågen og bliver efterhånden sur. Jeg ser mig nødsaget til at knappe op og lade ham sutte, selvom jeg ikke er meget for det i andres nærvær. Bjarke synes jeg er sej. Hmm, det hører jeg meget for tiden, synes jeg. Jeg tænker bare mest på vores barn. Dertil bør jeg vel gøre hvad jeg kan for at han ikke skal vække de andre børn, så flere par får problemer og skal vente i evigheder. Der kommer et par mere og efterhånden som de sovende børn kommer ind, er vi nu alene med dem der har siddet længst. De har været inde en enkelt gang, mens vi forsøgte at få vores basse til at sove. Hun vågnede, da de var næsten færdige. Hørecenterets beliggenhed er nu heller ikke ligefrem gennemtænkt, for den gang vi sidder på bruges flittigt af sundhedspersonale og portører - og ingen lader til at vide, der helst skal være sovende børn, eller også er de bare ligeglade. Døren smækker flere gange, og en portør går ligefrem og både fløjter og smælder med en kasse! Heldigvis er der ingen af de sovende børn, der vågner - men heller ikke ligefrem nogen, der falder i søvn. Vi kommer ind kl. ca. 14, men han vågner desværre og er absolut ikke tilfreds. Parret med pigen kommer endelig igennem testen - efter 2,5 timers ventetid. De skal så afsted igen om en måneds tid, fordi hun har fået medicin. Så er vi alene tilbage. Jeg har forsøgt at amme lidt mere, men han er bare vågen. Vi spørger, om han SKAL sove, for han er jo egentlig meget rolig lige nu. Vi gør forsøget, mens jeg står med ham på skulderen. Så kan hun også bedre komme til elektroderne, som blev sat på hans hoved, i forhold til da han lå på min arm ved første forsøg. Det er lidt hårdt at stå der, men jeg vil gerne - for jeg bryder mig ikke om at skulle afsted i næste uge. For mig gælder det om at skulle transporteres så lidt som muligt, især her i starten. Endelig går testen igennem på venstre øre! Så vil jeg også have det andet igennem! Det tager sin tid, men jeg kæmper for at holde mig i en nogenlunde stilling og holde knægten i ro samtidig. Så går højre øre også igennem. Hørelsen fejler ikke noget, så vi runder lige kiosken på vej tilbage. Vi køber cola, chokolade og flødeboller.

Min far og mine søstre kan komme på når som helst. Min mor er blevet hjemme, fordi hun er noget så forkølet. Vi er tilbage på stuen kl. 15 og Birthe har skrevet kl. 14.50, at nu er de på vej. Vi når lige at amme lidt, og knægten falder i søvn, inden de kommer kl. ca. 16 og bliver til 17.30. De har gaver med. En 'fodboldrangle', en legetøjsmobiltelefon i stof - med lyd, og en 'putte-i-kasse'. Knægten sidder bare og sover.

- Fars dreng!

Så får vi aftensmad og jeg forsøger at amme lidt igen. Men han vil bare sove. Vi får at vide, han skal vækkes senest kl. 21 og have mad. Så der skifter vi hans ble. Jeg er meget i tvivl, om jeg gør det rigtigt med hensyn til amningen, for det er igen som om han ikke kan/vil tage fat. Jeg lader Bjarke holde ham lidt, mens jeg går ud for at spørge nogen.Sygeplejersken forsikrer mig dog om, at jeg gør det rigtigt og han skal måske bare have et bæger, for at få noget. Det er ikke sikkert mælken er løbet til endnu. Jeg nævner også, at han ind imellem ligesom sitrer - som om han spænder alle muskler i kroppen og måske virker sådan lidt skræmt. Det kan være en slags fødselstraumer, hvor han ligesom genoplever fødslen og det han har været udsat for. Jeg får helt skyldfølelse - har jeg nu alligevel fået klemt ham under fødslen? Bare han ikke har taget skade!

Han får et bæger kl. ca. 23. Han vil så ikke sove, men fortsætter med at lave suttebevægelser. Jeg prøver at lægge ham til igen og han sutter lystigt. Kl. ca. 23.45 stopper han med venstre bryst, og jeg vil lige give ham 10-15 minutter at bøvse af i og falde i søvn. Så fortsætter han sutteriet, men biver utilfreds, så jeg prøver højre bryst. Her sutter han også, men bliver alligevel mere og mere utilfreds.

Dag 3 - lørdag d. 23/10.

Kl. ca. 00.45 vækker jeg Bjarke, så han kan hente noget erstatningsmælk til ham. Knægten er dybt ulykkelig og det piner mig virkelig, at jeg ikke kan gøre noget. Da Bjarke kommer igen er mælken for varm. Jeg får den kølet ned i en kop vand. Knægten drikker og hygger, men det lader til han stadig er sulten. Kl. 01.30 ringer vi efter sygeplejersken. Nat-sygeplejersken hedder Annemarie, og aften-sygeplejersken hedder Lis. Lis har sagt, at hvis han vil have mere end 2 bægre (á 20 mL), skal han have flaske, for ikke at få for meget luft i maven. Så hvad gør vi nu - og kan vi give ham for meget? Vi fortæller hvad han har fået i løbet af dagen og hun siger, at han nok bare vil have en del her til natten - - for det ville han jo også i går. Og vi kan ikke give ham for meget at spise - han skal nok sige fra, når han er mæt. Hun henter en flaske til ham og forklarer, at det er helt normalt, jeg ikke har mælk nok endnu og vi skal bare starte med bryst og så resten på flaske. Det er helt naturligt - og forståeligt - at jeg bliver ked af det. De skal nok gå alt sammen, forsikrer hun!

Knægten spiser godt og vi behøver ikke vække ham før kl. 6, siger Annemarie. Kl. 2 får vi ham puttet og kan selv få lidt søvn også.

Jeg har ikke drukket for meget i løbet af dagen, men jeg er begyndt at få gang i maven (og enden!) igen. Det er lidt en mærkelig følelse. Presser jeg nu rigtigt - er det det rigtige hul jeg forsøger at presse noget ud af? Det kommer til at tage lang tid - meget lang tid - at gå på toilet de næste mange gange! Det er ret ubehageligt, når det nærmest føles som om, jeg er ved at presse livmoderen ud, i stedet for det jeg egentlig forsøger at presse ud.

Kl. ca. 6.20 står jeg op og henter vand til os, samt får en bolle. Jeg spørger, om vi skal vække knægten, så han kan få noget at spise. Annemarie siger vi skal skifte ham og så give ham mad. Det er absolut ikke let at amme! Jeg forsøger at hjælpe ham, ved at styre brystet, men enten kan han ikke få fat, eller også vil han ikke sutte. Det er noget vi begge skal lære! Jeg ringer efter sygeplejersken, for jeg vil gerne vide, om jeg gør det rigtigt. Hun mener det ser fint ud. Der kan godt gå nogen tid, før mælken rigtig falder til, men det skal nok komme, får jeg at vide. Indtil da må vi supplere med erstatningsmælk, når det er nødvendigt.

Så kommer laboranten. Det er tid til hæleprøve og blodprøve for gulsot. Det er ikke sjovt og han er dybt ulykkelig. Heldigvis falder han hurtigt til ro igen. Vi overtaler sygeplejersken til at måle hans blodsukker igen, hvis nu det er dér problemet ligger. Det er på 3,8, så der er ingen grund til bekymring for det. Så forsøger jeg at sove lidt med ham ved siden af mig. Sygeplejersken Mette, som var hende der tog imod os, da vi ankom til stuen torsdag morgen, siger, at prøven for gulsot var fin, men vi skal komme igen i morgen. Jeg forsøger igen at sove lidt. Så henter Bjarke frokost til os. Kort efter kommer der en børnelæge for at tjekke ham for den sitren vi har lagt mærke til hos ham. Hun mener ikke, der er noget galt, for knægten reagerer helt som han skal, så vi skal ikke være bekymrede.

Jeg fik ikke spist hele min frokost, for lægen vækkede jo knægten midt i det hele og så skulle han ammes igen. Bente kommer forbi med en pose ammete jeg kan få med hjem. Hun går igen kl. 14, da hun skal på job. Så er det tid at tage hjem. Bjarke pakker vores ting, mens jeg forsøger at amme lidt igen. Det går slet ikke liggende og det er åbenbart svært for ham at få fat. Mens jeg er i bad, giver Bjarke en flaske erstatning. Bjarke tager ting med ned i bilen og kører bilen tættere på, mens jeg giver knægten vores eget, lånte, tøj på, samt en flyverdragt. Vi har lidt forskelligt tøj med, men må hurtigt konstatere, at halvdelen er for småt og resten kan han vokse i. Flyverdragten er alt for stor, men han skal jo bare køres hjem, så hellere for stor end for lille.

- Så skal vi snart hjem.

- Tøjet er kun "lidt" for stort!

På hjemturen begynder jeg at græde. Nu skal vi for alvor til at klare os selv og livet begynder! Jeg er glad, men også lidt bange. Kan vi klare det? Nu har vi jo ikke længere den røde snor at trække i. Og hvad med katten? Knægten sover fra det hele. Bjarke går en tur i kvickly efter noget erstatningsmælk, så vi har noget. Knægten og jeg venter i bilen imens. Ingen tænker på, at vi nok også får brug for noget at spise.

Da vi kommer hjem er katten nærmest skræmt. Hun er tydeligvis utilfreds med, at vi har været væk så længe, selvom vores venner har taget sig godt af hende. Hun vil ikke spise sine gærtabletter og vi lugter underligt - og så har vi noget ukendt med hjem. Jeg fortæller Bjarke, hvilke skræmmende tanker jeg har haft næsten lige efter fødslen. At jeg er lidt overvældet, spændt, glad og bange på en gang - og at det var derfor jeg græd i bilen på vej hjem. Han spurgte selv - og det var rart at få det sagt. Bjarke bliver også ked af det. Ingen af os håber, vi bliver så frustrerede, at vi kommer til at skade vores barn! Og oveni kattens reaktion, som er kommet bag på Bjarke, er det svært at holde tårerne tilbage. Bjarke går ind og reder knægtens seng og pakker vores ting ud. Han har lige brug for at samle tankerne lidt.

- Katten ved ikke helt, om den er glad eller hvad.

- Far kan heldigvis sagtens nusse katten, selvom han holder knægten. Uha, han er gul i dag!

Pia og ungerne kommer forbi kl. ca. 18.30 og bliver en times tid. De har også gaver med. Et stort sæt tøj og et barnevognstæppe. Knægten sover bare - som sædvanlig, når der er besøg, kan man vel næsten sige. Vi snakker om hele forløbet og fortæller også, at det har været overvældende at komme hjem. Pia siger så, at det tredje døgn sidder følelserne udenpå, så der er ikke noget at sige til, hvis vi føler vi er lidt ved siden af os selv, og måske ikke føler vi har helt styr på det.

Et par dage før vi skulle på hospitalet bagte jeg cookies med nødder og marcipan. Vi får skiftet knægten og guffer de sidste cookies, mens vi ser TV og ammer lidt. Venstre bryst kan bruges og knægten er rimelig vågen. Kl. ca. 23 går vi i seng. Lidt senere står jeg op og skifter ham. Der er en stor tissetår og muligvis en lillebitte bloddråbe - eller i hvert fald noget der ligner. Han er noget rød, så jeg smører zinksalve på hans pung og penis. Kl. 2 går jeg i seng igen. Kl 4 er vi alle oppe igen - og her tager han rigtig godt fat. Det er tydeligt at høre, at han får noget.

Dag 4 - søndag d. 24/10

Kl. 7.30 ringer alarmen igen. Jeg står op kl. 8.20 og får morgenmad, inden jeg skifter ham. Bjarke har ikke taget sine piller siden onsdag morgen - han vil ikke gå glip af noget, men nu har han hovedpine. Jeg har advaret ham om, at det nok ikke er helt smart, det han har gang i, men jeg kan godt forstå ham. Han sover jo næsten som en sten, med alle de piller han tager til natten. Nu tager han sine piller og går i seng, mens jeg forsøger at amme. Det går ikke. Knægten kan ikke fange højre bryst - og det er altså der han skal have fra. Mine bryster er fyldte og det er så slemt, at vorterne nærmest forsvinder, når jeg forsøger at klemme noget ud, for at gøre klar. Det lykkes ikke at amme og jeg er lidt bekymret for knægten. Han skal jo helst spise hver 4. time! Godt vi skal på Skejby til blodprøve for gulsot senere i dag, så jeg kan spørge om råd. Jeg lægger knægten ind i sengen til Bjarke og får klemt ca. 20 ml ud i en flaske. Bjarke mener bare det skal på køl. Det tog sin tid at klemme ud og mine bryster er lidt ømme nu.

Der er ved at komme godt gang i min mave igen og jeg er glad for, jeg ikke har hård mave! Knægten bare sover og sover. Bortset fra den røde pung og penis, og det at han ikke har spist siden kl. 4 er det jo egentlig gået godt. Knægten har primært sovet i vores seng, så katten ikke kunne komme for nær og måske lægge sig på ham i tremmesengen. Dertil er han hurtigt blevet ked af det i sin egen seng og så kan jeg meget nemmere holde øje med ham, når han ligger lige ved siden af mig og nærmest deler dyne med mig - selvom han har sin egen dyne på. Bjarke tror det bliver for varmt for ham, men der er faktisk ret køligt mellem de to dyner, så jeg tror ikke han skal bekymre sig. Desuden mærker jeg efter hvor varm han er i nakken flere gange i løbet af natten, for at kontrollere, han ikke får det for varmt.

Jeg er bekymret over, at han ikke har spist siden kl. 4 i morges, hvor vi igen gik i seng. Han fik ca. 20 ml af min mælk, som det lykkedes mig at malke ud ved håndkraft, inden vi tog afsted mod Skejby. Jeg har fået lidt morgenmad, men er meget sulten - og tørstig. Knægten laver suttelyde, så forhåbentlig vil han sutte bryst, når vi kommer til Skejby!

På Skejby får vi hjælp og gode råd af Mette omkring amning. Vi ammer lidt både før og efter laboranten ankommer og Mette så knægtens ble, som passende trængte til at blive skiftet, da laboranten havde fået hvad hun kom efter. Der er igen en let rødlig plet, men det er ikke noget, der betyder noget. Hun forklarede det med et eller andet ord - men det er altså bare forsvundet! Og så siger hun god for min brug af zinksalven. Til vores problemer med amningen finder hun en suttebrik. Det er et stykke silikone, som nærmest ligner en sombrero, hvor en del af skyggen er skåret væk. Her skal næsen være ud for. Der er 4 små huller i toppen af "hatten", hvor mælken kan suges ud. Det kræver lidt mere af barnet at suge mælken ud gennem suttebrikken, men til gengæld kan han få fat i brystvorten - og så kan man hjælpe lidt på vej, ved at klemme nogle dråber mælk ud i brikken, inden man lægger barnet til. Det prøver vi!

- Venter på laboranten på Skejby, hvor vi møder ambulant, for at få taget en ny blodprøve for gulsot.

På vej hjem får vi endelig frokost! Vi har haft sandwiches med fra Cafe Skytten, men ikke haft mulighed for at spise dem, før vi er tilbage på parkeringspladsen, på vej hjem fra Skejby. Vi spiser i bilen. Eller - jeg gør. Bjarke spiser ikke ret meget, for han får pludselig kvalme. Er det pillernes hævn mons tro?

Da vi skal dreje fra Herredsvej ud på Ringvejen må vi holde tilbage for en lægebil, der kommer kørende i fuld fart hen ad Ringvejen. Han har selvfølgelig lov til at køre over for rødt, så vi stopper op, selvom vi er på vej ud i krydset. Og så bliver vi påkørt bagfra! Heldigvis ikke voldsomt, men nok til, at det lige kan mærkes. Der sidder en ung kvinde i en rød Hyundai, som vist har travlt med både mobiltelefon og et barn på forsædet. Bjarke står ud og tjekker, om der er sket noget med bilen. Ikke at det betyder noget for os, for Ford'en skal jo snart skrottes - og med anhængertræk, skal der meget til, før der sker skade. "Ej, ramte jeg dig," spørger bilisten. Hmm - hvis ikke, hvorfor holder vi så her i buslommen, tænker jeg bare. Bjarke spørger, om der er sket noget med hende og da hun svarer nej og der ikke lader til at være noget i det hele taget, kører vi hver især videre. Jeg noterer lige hendes registreringsnummer, just in case. Knægten sover stadig.

I krydset ved motorvejen ringer de fra Skejby. De har allerede svar på blodprøven. I går var tallet for gulsot 211 og i dag er det så steget til 270. Det må ikke blive højere end 350, så vi skal lige komme igen i morgen kl. 10 og få taget endnu en blodprøve, bare for at være sikker. Hans tal bør toppe i dag, men hvis ikke, skal han måske have lys, for at komme over gulsoten. Han ligner lidt en appelsin i hovedet!

Til aften er jeg lidt i "panik". Knægten har spist i ca. 20 minutter og så er han bare faldet i søvn. Det er jo ikke meget, sammenlignet med, at han suttede 2 x 1 time torsdag morgen! Får han så nok at spise? Jeg ringer til Y2, hvilket vi har fået lov til, hvis der skulle opstå noget inden i morgen. Hende jeg snakker med synes ikke der er noget galt i det. "Synes du ikke 20 minutter er længe nok?" Jeg er ikke helt overbevist og Bjarke nævner, at sundhedsplejerskerne har en hotline, som er åben kl. 17-20 i weekenden. Jeg skynder mig at ringe, men af en eller anden årsag meldes der fejl på linien. Pokkers også! Så ringer jeg til min mor og får en snak om lidt af hvert, hvilket beroliger mig en del. Om ikke andet, så skal vi jo, igen, på Skejby i morgen.

Knægten bliver lagt til igen kl. 22 og vi er i seng ved midnat.

Dag 5 - mandag d. 25/10

Jeg vågnede kl. 4 og syntes han sov så sødt. Kl. 4.30 vækkede jeg ham alligevel. Han skal jo have mad ofte, for at komme af med den gulsot. Kl. 8 blev han vækket igen, så vi kunne blive klar til Skejby. Her var vi hjemme fra igen kl. 11 og fik mad kl. 11.30. Der var nærmest kø på afdelingen, så det var bare lige ind og få taget blodprøve og så hjem igen. Jeg fik dog lige stillet et par spørgsmål, da vi kom først og skulle vente på laboranten i børnerummet. Der er vel mælk til 15-20 minutters amning i hvert bryst, og hvis bare han spiser og tisser 6 gange i døgnet, er der ikke noget at være bekymret over. Jeg spurgte også lige til journalen, og den skulle gerne blive sendt til os. De ringer igen fra Skejby. Tallet er det samme som i går, så vi går ud fra at gulsoten har toppet og vi behøver ikke komme ud til flere undersøgelser. Jeg fik mit første bad hjemme efter fødslen, og hold da op, hvor var det lækkert! Og SÅ er det vist tid til en lur til Mor også!

Knægten og jeg sov til kl. ca. 17. Wauw! Kun lige afbrudt af en tissetur og en opringning fra sundhedsplejersken, som ville have bekræftet, at vi har en aftale på torsdag, nu hvor hun er tilbage fra ferie. Vi var oppe hos Pia i blok 3 og spise aftensmad.

- Med Far og Mor på besøg hos Pia, Anders og Henrik.

- Man vil gerne snart hjem og have mad.

- Man er vel lidt veltilpas.

Så knægten fik altså mad kl. 17, inden vi tog afsted, og igen kl. 21, hvor vi kom hjem igen. Og kl. 21 var knægten så bare vågen - og Mor var træt! Knægten fortsatte med at være vågen, og blev småsur, samt lavede suttelyde. Han blev lagt til venstre bryst, liggende i sengen - og det gik rigtig godt. Men det var lidt som om, at "sovemælk" blev til "vågenmælk".

Dag 6 - tirsdag d. 26/10

Klokken var i hvert fald 3, inden han faldt i søvn igen. Men så sov vi også til kl. 10!

- Der puttes igennem i sengen!

Jeg har haft let kvalme ind imellem, kombineret med, eller afløst af, smerter i nederste højre side af maven. Nu har jeg lige sat vasketøj over - og det var bare hårdt. Bjarke har bedt mig ringe til lægen, og jeg fik en akuttid kl. 14.40. Jeg er bekymret! Skal jeg nu indlægges? Er det blindtarmen, den er gal med? Og hvordan vil det påvirke vores hverdag? Kan jeg bære vores søn og tage mig af ham bagefter?

Knægten har været meget vågen fra kl. 10.30. Han føltes meget varm, da jeg tog ham op. Han blev vasket og fik rent tøj på. Og så suttede han fra kl. ca. 11 til kl. ca. 12.30. Det var ikke dybe søk, men han suttede.

Lægen sagde, at jeg "bare" har en "sur mave". Det skal jeg bekæmpe med mælkesyre, som fx yoghurt.

Knægten fik mad, da vi kom hjem igen. Her var han sulten igen efter 2 timer. Sutter han forkert? Kommer der ikke nok ud til ham? Jeg forsøgte at amme igen kl. 22, men han sov bare. Så fik han 20 ml fra flasken jeg havde malket ud i går. Og nu malker jeg så ud igen. Jeg er jo nødt til at have mælken ud af mine overspændte bryster på en eller anden måde!

Der blev malket mindst 50 ml ud fra hvert bryst. Knægten skulle lige have lidt, men faldt hurtigt i søvn igen. Han pjevser en del, synes jeg.

1 uge - onsdag d. 27/10

Kl. 3.40 vågner knægten selv og er sulten. Han sutter lidt og så "vrænger" han ligesom lidt også. Jeg trænger SÅ meget til et bad! Knægten spiser noget med brikken, efter jeg har skiftet ham. Hans navle er godt på vej af nu.

Knægten får skiftet ble og bliver ammet kl. 10.30, kl. 13 og kl. 16. Han spiser ikke så meget. Han har svært ved at tage fat uden suttebrikken. Min højre brystvorte er meget øm - især med brikken på! Knægten sover ikke ret længe ad gangen. Han sutter i søvne, men kan/vil ikke åbne munden nok for at kunne sutte uden brikken.

Kl. 18.45 har han en våd ble og det lykkes at amme lidt uden brik. Kl. 20.30 vågner han igen - denne gang ammer vi med brik. Omkring midnat er der en fuld ble, og der bliver suttet noget ved et meget ømt højre bryst. Vi forsøger at "fylde ham op" med flasken fra i går, men han sover bare. Jeg malker ud fra højre bryst og det bliver til ca. 50 ml.

- Uha, hvor er man bare fin.

- Man kan godt lide at kigge på farver. "Blomsten" er siden flyttet ud i barnevognen, mens "Bien" stadig bor på puslebordet - og er meget god at kigge på.