Elvte uge

 

Torsdag d. 30/12 - uge 10 + 1

Knægten har sovet en del i dag. Vi tog en lille lur sammen til formiddag, fordi jeg var træt - men det var han så ikke. Da han så kom ud i barnevognen, sendte Bjarke mig i seng med alarmen, mens han tog ud og kiggede på mere fyrværkeri. Efter turen i barnevognen var knægten vågen en tid. Han sov en lille halv times tid hos Bjarke og vi forsøgte at lægge ham ind. Der gik dog ikke længe, før han vågnede i et vræl! Han halvsov, da jeg gav ham mad, for det var alligevel ved at være ved den tid. Men han blev bare mere vågen af at få mad.

- Far multitasker, ved både at passe knægten, katten - og fjernsynet. Knægten vil helst bare kigge på lampen...

- Ok, man kan da også lige tage et kig på fjernsynet.

Så fik vi noget at spise, og da knægten virkede mere træt end tidligere, lagde vi ham ind igen. Men han vågnede, da han ramte madrassen - sikkert fordi den var kold. Og han ville bare ikke sove, men lå og græd i næsten ti hjerteskærende minutter, før Bjarke gik ind efter ham igen. Puha, det var hårdt! Herefter blev knægten skiftet og fik tørt tøj på et par gange, inden han langt om længe faldt i søvn og det lykkedes at putte ham. Denne gang nøjedes han med at få en stofble med i seng, som han hang på på min skulder. Der havde han hængt små ti minutter, uden at bøvse, så vi håber der bare ikke var noget at bøvse af.

- Hygger med Far.

- Det er SÅ dejligt!

- Man kan næsten falde i søvn, når man hygger her.

Knap havde vi lukket døren, før nogen fyrede et kanonslag af lige udenfor! Heldigvis lod knægten sig ikke mærke med det - i hvert fald hørte vi ikke en lyd fra ham, så vi gik ud fra, han sov trygt videre. Det bliver spændende, hvordan han tager nytårsaften, hvor området vel nærmest minder om en krigszone! Bjarke skal fejre nytår hos vores venner i Tranbjerg, mens Mor har valgt at blive hjemme. Hun har ikke lyst til at have knægten med udenfor på noget tidspunkt nytårsaften. Hun har prøvet at blive skudt efter med en nytårsraket - og har bestemt ikke lyst til at prøve det, med knægten på armen! Desuden håber jeg, at aftenen kommer til at gå bedre, når vi er i vante rammer, fremfor hvis vi var ude et nyt sted. Knægten kunne vel også risiker at blive bange for at besøge vennerne derude en anden gang, hvis han får en traumatisk oplevelse nytårsaften, og det vil vi selvfølgelig også helst undgå.

Det fortsatte med at brage udenfor, men knægten må jo være træt, siden han bare sover og sover. Dejligt! Går det helt galt i morgen aften, tager jeg ham med i seng...

 

Fredag d. 31/12 - uge 10 + 2 - knægtens første nytårsaften!

Knægten sov over 5 timer første nat-lur! Jeg tog ham op, da han ømmede sig over en masse prutter, som dog ikke var andet end bare prutter. Så sov han 2,5 time igen, og så var klokken ca. 7. Da jeg lagde ham i seng igen kl. ca. 7.30, vågnede han vist og lå og småpludrede. Hvor længe han gjorde det, ved jeg ikke - men halvanden time senere tog jeg ham over i vores seng, hvor vi lå og hyggede. Der var smil og grin til både Far og Mor - og katten. Vi stod op, da han blev utilfreds - og det var nok fordi, han havde noget, han skulle af med. Jeg havde lige vasket ham og var ved at pakke den fyldte ble sammen, da der kom en sending mere. Godt vi fik vasket i går, så der var rent af det hele!

Knægten sov næsten 3 timer i barnevognen. Og så var han vågen et par timer. Her hyggede han lidt hos Far og vi hyggede på gulvet. Han krævede mad, faldt i søvn kort efter og blev puttet. Bjarke gjorde klar til at tage afsted til nytårsfest - og knægten vågnede så, efter kun at have sovet en halv time. Det var Bjarke jo lidt ked af - for sæt nu knægten ville være utilfreds resten af aftenen. Jeg lod ham ligge, for at se, om han ville falde i søvn igen med min T-shirt, men da Bjarke var gået, tog jeg ham op. Der var en bøvs, der klemte og han skulle da også lige gylpe lidt. Så fik han tørt tøj på - og en tør ble, som han også trængte godt og grundigt til. Så fik han lige lidt at spise igen, og så var han ellers klar til at blive puttet endnu en gang. Han fik min T-shirt med i seng (vi byttede, så han fik den jeg havde på, mens jeg tog "den gamle" kolde T-shirt på "til opvarmning",) og så boblede han ellers bare derudaf. Også selvom der blev skudt fyrværkeri af lige udenfor.

Bjarke snakkede om, at det var spøjst, at knægten havde sovet så meget oppe hos Farmor og igen i nat - og mon det er fordi der har været larm omkring ham? Farmor har jo set fjernsyn, mens han sov i liften, og i nat blev der ikke sjældent skudt kanonslag af i området - flere af dem ret så tæt på. Og da fætrene var på besøg, var her jo heller ikke ligefrem stille. Man fristes næsten til at påstå, at knægten sover bedre, jo mere larm der er omkring ham (bortset fra da vi holdt jul for Farmor, og Bjarke tabte et grydelåg i køkkenvasken!). Så måske bliver der ikke noget med ham i aften - måske sover han simpelthen bare, fordi der med garanti vil være larm af fyrværkeri det meste af eftermiddagen, hele aftenen - og natten. Men bliver der noget, prøver jeg at putte ham i liften inde i sofaen, hvor der er mindst larm udefra, og ellers går jeg simpelthen i seng med ham.

Knap havde jeg skrevet ovenstående, før knægten vågnede og krævede mad. Han lå halvanden time i streg og bare suttede - og nægtede at give slip. Liften gad han ikke ligge i og der var i det hele taget ikke ret meget, jeg kunne underholde ham med, mere end ganske få minutter. Vi stod i køkkenet og kiggede ud, hvor vi kunne se lys i blokken overfor. Det syntes han var sjovt. Så kom der lidt fyrværkeri bag blokken. Jeg ved ikke, om han kunne se lysglimtene, men han syntes ikke at ville kigge mere. Han ville bare have mad! Så tog han halvanden time mere ved det andet bryst og jeg er ret sikker på, han begyndte at få ondt i maven, med alt det han havde spist. I hvert fald blev han mægtig arrig! Så gylpede han en hel del og da klokken efterhånden var blevet 22, besluttede jeg mig for at tage ham med i seng. Han faldt nogenlunde hurtigt i søvn og slap lidt senere igen. Imens flyttede jeg kanalerne på plads på Bjarkes TV i soveværelset - og katten puttede sig i Bjarkes dyne. Der kom mere og mere fyrværkeri udenfor - og det skal ikke undre mig, om facaden er sort, for der var en del, der gik af lige nedenfor vores vinduer! Knægten lod sig ikke mærke med det overhovedet.

 

Lørdag d. 1/1-11 - uge 10 + 3

Knægten vågnede kl. 00.30 og skulle skiftes. Han faldt nærmest i søvn igen, mens jeg gjorde puslebordet klar og vågnede først op, da han var blevet skiftet. Han faldt dog hurtigt i søvn igen, da han fik mad. Så sov han ca. 4 timer. Han var dog lidt urolig, da Bjarke kom hjem og vi lå og snakkede lidt.

- Vi ser fjernsyn!

Inden vi stod op, kom knægten over i vores seng, så vi lige kunne ligge og vågne lidt. Han var i rigtig godt humør - ganske som i går. Det var bare hygge! Han snuppede min finger i munden og gnuflede lidt på den. Han kan faktisk bide ret hårdt! Da knægten var blevet skiftet og havde fået mad, (og gylpet så meget, at der både skulle skiftes tøj og vaskes tæpper og puder fra sofaen!) var han vågen et par timer, hvor vi bl.a. så fjernsyn og hyggede på gulvtæppet, inden han overgav sig og kom i seng igen. Han kan godt være lidt svær at underholde, for han kan jo ikke selv fortælle, hvad han vil. Det er nemmest bare at sidde stille med ham - men det er der jo ikke meget sjov i for ham. Jeg håber snart han finder ud af at bruge sine hænder, så han kan putte ting i munden - og finder glæde i at bide i fx hans fine nye bideringe og andet legetøj.

- HA! Jeg er vågen!

- Tag mig op, ellers vanker der!

- Hygger i sengen med Far. Far fortæller, at hér må man gerne fise under dynen!

- Det er SÅ hyggeligt!

- He he - jeg nøjes ikke med at fise!

- Mmmm - Dyne! Kan den spises?

Knægten sov kun lidt over en time, før han vågnede igen. Bjarke sad og frøs lidt, så han tog knægten med i seng, hvor de lå og puttede under hans dyne. Bjarke fortalte knægten, at her er det tilladt at fise under dynen - men knægten misforstod vist budskabet, for han nøjedes ikke med at fise! Han fik lidt mad igen, for han var træt, så måske det kunne få ham til at falde i søvn. Det virkede ikke. Knægten var vågen et par timer, hvor han til sidst fik en flaske hos Bjarke, fordi han nærmest var utrøstelig. Han suttede en del, men spiste ikke rigtig noget. Han gylpede en hel del igen - mon der snart kan være mere i ham? Så lå han hos Bjarke og hyggede, hvor han ind imellem faldt hen, blot for at vågne op igen. Stakkels knægt.

3,5 timer gik der, inden han kunne puttes! Da havde han været vågen i 7 timer, bortset fra den stund han småsov hos Bjarke. Vi gjorde hurtigt klar til at gå i seng selv, for vi var efterhånden godt brugte. 2,5 timer senere var det næsten midnat og da var knægten klar til at spise lidt igen og sove videre.

 

Søndag d. 2/1 - uge 10 + 4

Efter et par timers søvn blev knægten urolig. Måske var det bleen der generede. Han blev skiftet og fik mad, og så lå han vågen lidt. Jeg tog ham over i vores seng, for han var ikke glad for at ligge i tremmesengen - og om natten skal han altså bare ikke ligge og være ked af det. Så hellere tage ham over til os. Han faldt heldigvis i søvn rimelig hurtigt. Det lykkedes så at få ham til at sove i hans egen seng, da han havde fået mad igen nogle timer senere.

Knægten lå vågen i sin seng lidt, inden han blev skiftet og fik mad. Så var han vågen et ar timer, hvor vi hyggede på gulvet og siden sad han lidt hos Bjarke - som han valgte at tømme maven ud over.

 

Mandag d. 3/1 - uge 10 + 5

3,5 times søvn efterfulgt af to gange 3 timer. Dejligt. Men han har været noget urolig, så jeg har ikke sovet nær så meget som ham og er derfor meget træt. Juleferien er forbi og Bjarke skal afsted på arbejde igen. Jeg forsøgte at tage knægten med i seng, men han sov kun en halv times tid - og gylpede en del. Så gik vi ind i stuen og legede lidt på tæppet. Jeg lagde knægten på maven og holdt en hånd under brystet på ham, så jeg hurtigt kunne løfte ham, hvis det skulle blive nødvendigt, og ellers bare støtte ham. Det er ikke noget vi gør ret meget i, fordi han gylper så meget, men han skal jo lære det.

- Ejj, hvor er den bare fiiin!

- Gået totalt kold hos Mor!

- Nøjj - vi ser dart!

- Også katten :-)

- Far er vist lidt træt - men det er jeg ikke!

- Øv bøv, her sidder vi bare godt!

Jeg forsøgte at putte knægten, men han var bare ikke klar på at sove, selvom det var tydeligt, at han var træt. Jeg spurgte Bjarke, hvornår han regnede med at holde fri i dag, for så kunne vi mødes inde i byen og kigge på dåbskjole mm. Han ville dog ikke holde tidligere fri, selvom han var mødt tidligt, så jeg måtte forsøge at dysse knægten ned, som nu var blevet ret hys. Og jeg selv var bare sulten. Men selvom det tager tid at gøre knægten klar og komme ind til byen var det alligevel for tidligt at tage afsted nu. Det havde ellers været alle tiders at putte knægten i barnevognen, men jeg ville bare risikere, at han vågnede og ville have mad og pusles inde midt i byen - og det ville jeg alligevel ikke. Knægten fik lidt mere at spise og faldt i søvn på ammepuden. Jeg lod ham ligge der et lille kvarters tid, inden jeg puttede ham i seng og fik noget at spise. Det lykkedes også at plyndre juletræet inden knægten vågnede igen.

Knægten vågnede en lille times tid efter, hvilket passede perfekt med at skulle med bussen og mødes med Bjarke inde i byen. Vi var væk et par timer, hvor Bjarke og jeg besøgte Lilly butikken for at forhøre os om dåbskjoler. Jeg købte nye bodystockings og et mønster til en dåbskjole og så tog vi ellers hjem igen. Som så ofte før, vågnede knægten kort efter vi kom hjem. Så legede vi igen lidt på tæppet og forsøgte at få knægten puttet efterfølgende. Men knægten ville ikke sove, så jeg lavede mad, mens Bjarke sad med knægten. Han var for urolig til at lægge i sækkestolen, så jeg spiste først og overtog så knægten, mens Bjarke fik noget at spise. Knægten var godt sulten, selvom det ikke var meget mere end en time siden han sidst havde fået mad. Til gengæld lykkedes det at få ham puttet. Han var noget urolig, men det lykkedes Bjarke at få ham lullet i søvn i tremmesengen. Jeg gjorde klar til at sy en hat færdig til knægten og der gik et stykke tid, inden jeg var klar til at starte symaskinen. Jeg ved så ikke, om det var de mange "bip" den siger, eller selve syarbejdet, men i hvert fald vågnede knægten, netop som jeg blev færdig med at sy. Pokkers også! Og han var bare træt! Han fik lidt mere at spise og lod sig så heldigvis putte i seng. Bjarke og jeg fulgte hurtigt efter!

 

Tirsdag d. 4/1 - uge 10 + 6

Knægten sov 4 timer, inden han var klar til mad igen. Jeg var i tvivl om, hvornår han sidst var blevet puslet, men da han ikke lugtede, valgte jeg at springe over og nøjes med at amme. Han sov kun en halv times tid igen, inden han blev urolig og jeg måtte tage ham op og skifte ham - en ordentlig tisseble. Han fik også lige lidt mere at spise, for at lulle ham i søvn. Han bøvsede, men var lidt urolig, da jeg lagde ham. Han sov ca. 3 timer, men var noget urolig den sidste time, inden jeg tog ham op igen. Her snuste jeg også til ham og syntes stadig ikke han lugtede. Da han næsten var færdig med at spise, lagde jeg mærke til, at han var lidt fugtig ved bleen. Den var fuld - og jeg havde ikke lagt mærke til noget! Det havde jeg det ikke godt med, men han blev skiftet og var glad. Bjarke kom og legede lidt, inden han tog afsted på arbejde. Så håbede jeg, at knægten ville med i seng igen, for jeg var bare træt - som sædvanlig. Men knægten var vågen og ville bestemt ikke være med til at ligge i sengen! Så legede vi lidt på tæppet under musik-uroen, inden han så ud til at være træt nok. Han fik lidt at spise og blev puttet.

Så fik jeg mig noget at spise. Det var tiltrængt! Jeg gjorde klar til at gå i seng og tage mig en lur sammen med knægten og undrede mig over en lyd i babyalarmen. Jeg kiggede ind i soveværelset for at kigge til knægten. Han lå lysvågen og pludrede, mens han kiggede sig omkring og hev i stofbleen, som hang over sengekanten. Bandit! Ingen lur til Mor i denne omgang. Jeg lod døren stå åben og gik ind i stuen igen. Knægten pludrede videre. Godt han kan underholde sig selv lidt :-) Jeg kiggede til ham lidt senere - da var han faldet i søvn igen.

Så var knægten vågen næsten fra kl. 12 til kl. 22! Der var lige et par korte lure på hhv. ca. 30 og ca. 45 minutter mellem 14.30 og 16.30. Ellers krævede han mad en gang i timen - og blev hys, hvis han ikke fik mad. Det var jo ikke til at holde ud, så han fik sin vilje. Endelig kom vi i seng kl. 22.30!

- Hygger på tæppet.

- Man er HELT i hopla!

- Kan da sagtens selv starte musikken (selvom det måske ikke er helt bevidst endnu).

- Næh - fjernsyn!

- Vi ser tegnefilm!

 

Onsdag d. 5/1 - 11 uger gammel

Knægten sov 3 timer, så 2,5 timer, 2 timer og 1,5 timer, inden han var vågen et par timer. Undervejs fik vi gnubbet hovedbunden med tandbørsten, fordi han havde gylpet i den hat jeg havde givet ham på, efter at have smurt olie på hans hovedbund. Jeg tog ham over i vores seng kl. ca. 9, hvor vi lå lidt og vågnede sammen alle 3. Det er nu så hyggeligt. Så sov han 2 timer i barnevognen, var vågen en times tid, sov en god time - og var vågen resten af dagen. Han lå vågen i sin seng fra kl. ca. 15.15 vil jeg tro og var herefter vågen. Igen i dag var han godt sulten, men det lykkedes at underholde ham, så der gik en eller to timer mellem hans måltider. Han har gylpet en del i eftermiddag, hvilket formentlig er årsag til hans store sult - selvom sundhedsplejersken siger, han nok skal få næring, selvom han gylper det hele op igen.

Bjarke har været i Tyskland med Kenneth efter drikkevarer til barnedåben. Det lykkedes at lave aftensmad sammen med knægten. Gryderet. Han lå i sækkestolen, mens jeg brunede kødet, men så gik den heller ikke længere. Da havde jeg heldigvis gjort resten klar, så det bare skulle hældes i. Så gik vi ind og ammede. Lidt efter syntes jeg, det lugtede brændt, så jeg gik ud i køkkenet - med knægten hængende ved brystet. Der var ikke noget galt i gryden, ud over at det kogte meget, så jeg fik skruet ned for blusset og ind i sofaen igen. Jeg har jo nok klemt ham lidt, især da jeg måtte holde ham vandret i en arm, mens jeg fik rørt rundt i gryden. I hvert fald gylpede han en del, da vi fik sat os til rette igen. Men det gik og der var ingen sure miner.

Han har det meste af dagen være glad og smilende. Rigtig skønt og dejligt :-) Vi har hygget en del på tæppet ved musik-uroen og gået rundt og kigget i lejligheden. Han har også kigget lidt på sig selv i spejlene, men det har vi nu ikke brugt megen tid på, da han har villet have mad. Ind imellem kører han panden rundt på min skulder, som om der er noget der klør. Må have gjort noget mere ud af det arp! Knægten kom i seng kl. ca. 22, hvor han dog var noget urolig og Bjarke var inde og give ham sutten. Den lå han længe og suttede på, kunne vi høre. Om han sov med den, eller bare lå vågen og suttede, ved jeg ikke.

Jeg var alene med ham det meste af dagen, og det lykkedes mig ikke at måle længden på ham. Men vægten fik jeg da. Vores store dreng vejer nu 8,9 kg! Nu synes jeg så godt han snart må holde lidt igen med at tage på, for barnevognen er altså kun beregnet til børn på op til 15 kg, og med den fart han har på, når han jo den vægt inden han bliver et halvt år! Dét går virkelig ikke!