Nittende uge

 

Torsdag d. 24/2 - uge 18 + 1

Jeg skulle ALDRIG have fortalt sundhedsplejersken, at Matthias sover 10-11 timer i træk om natten! Kl. 01 "reddede" jeg ham fra dynen, som han nærmest var kommet op at slås med i søvne, så der ikke var meget at se af Matthias. Det var faktisk kun lige toppen af hovedet og spidsen af hænder og fødder! Kl. 01.45 brød han ud i gråd, så da fik han en tør ble og noget at spise. Kl. 05 græd han igen - og fik noget at spise. Så sov han til gengæld "helt" til kl. 7.45, hvor han begyndte at pludre og vi stod op kl. 8.20, hvor han igen var blevet ked. Da havde han også fyldt bleen - det havde både Bjarke og jeg hørt. Da han havde fået tøj på legede han lidt på tæppet og fik mad kl. 9. Her faldt han hurtigt i søvn i min favn og sov vel 3 kvarters tid. Så lagde jeg ham ind i seng, men han vågnede selvfølgelig, da jeg tog ham op for at bøvse. Der kom ikke nogen bøvs, så derfor havnede han i sengen - for der skulle nok komme noget ud! En halv times tid senere pylrede han meget, så da tog jeg ham med ind i stuen igen, hvor han fik lov at hygge sig på tæppet, igen.

- Hi hi!

Han er begyndt at slå til tingene på bøjlerne på aktivitetstæppet og han roder også mere rundt med spejlet. Og han hygger sig, gør han! Det er SÅ skønt, at han kan ligge selv og bare lege. Ind imellem vil han gerne have opmærksomhed og så står jeg på alle fire hen over ham og snakker til ham og laver ansigter. Og så får han jo også lov at ligge på maven - for der vi l jeg altså holde øje med ham. Sådan som han gylper, skal han ikke ligge alene, når han ligger på maven - der skal være fuld opsyn på! Men det er dejligt at se, han bliver mere bevidst om sine bevægelser og selv prøver at få fat i ting med hænderne, eller bare "piller" ved ting. Ofte sidder jeg i sofaen, mens han ligger på ryggen, og så kigger han af og til op på mig og smiler. Det er bare dejligt!

- Nøjj, det er godt at ligge på maven! Især, når man kan få fat i sit legetøj :-)

- Det er godt man altid har noget "ved hånden" at putte i munden ;-)

Efter et par timers hygge med tæppet og et par tøjskift besluttede jeg, at nu skulle han sove i barnevognen - og vi skulle en tur ind til byen, efter nogle smarte bluser fra H&M. Matthias fik mad, var oppe at bøvse og var godt træt, da jeg "parkerede" ham på dobbeltsengen og gjorde barnevogn og pusletaske klar. Han var lidt utilfreds med at blive pakket i drømmeposen, og rigtig gal over, at blive lagt i barnevognen! Han græd næsten hele vejen op til bussen. Så slappede han af og lå bare og kiggede. Sutten havde han for længst accepteret. Han faldt i søvn kort før vi ankom til centrum og så gik vi i H&M i Bruun's galleri. Jeg fandt det jeg ville have og han vågnede på vej ud af H&M. Han var lidt sur på vej ud af Bruun's, men faldt dog i søvn. Så besøgte vi de to andre H&M butikker. Den overfor Salling havde måske lidt mere børnetøj, men fx havde den ikke de smarte bluser med AC/DC, som Bjarke gerne ville have. Den havde de heller ikke i den nye H&M på broen - og den var nærmest umulig at komme til med barnevogn. Der var godt nok elevator til kælderen, hvor børnetøjet var, men det gik ikke ligefrem godt med at få elevatoren til at køre derned, eller op igen. Og så var der absolut heller ikke plads til at komme rundt med en barnevogn, så dén butik behøver vi ikke besøge igen!

Da vi havde besøgt H&M trillede vi ligeså stille rundt og ventede på, at Bjarke skulle få fri. Så gik vi i føtex i Guldsmedegade - hvor der også var problemer med elevatoren. Matthias vågnede på vej ned i elevatoren, så vi fandt hurtigt de ting vi skulle have i føtex og så måtte resten vente! Jeg skyndte mig ud med Matthias, mens Bjarke sørgede for betalingen. Matthias faldt i søvn igen på vej op mod Park Allé, men vågnede, igen, deroppe. Han vil ikke rigtig sove i dagtimerne for tiden, ud over de 15-40 minutter han sover i min favn, når han får mad. Pokkers også! Men han faldt i søvn igen på vej hjem i bussen og vi gik en tur i Aldi, hvor vi fandt et "puslespilstæppe" til 100 kr. Bjarke håbede, at Matthias ville sove lidt på altanen, men nej - han vågnede med det samme. Da havde han også lagt i barnevognen 3 timer, men måske kun sovet de 2. Så blev han puslet og fik mad, og så var der hygge på tæppet. Han fik mad igen kl. 18 og så sad han lidt hos Bjarke inde på kontoret. Det var meget spændende, for der er rigtig mange ting på kontoret - og mange ting der lyser! Bjarke og jeg er enige om, at Matthias nok ikke skal være derinde for længe ad gangen, fordi der er så mange indtryk.

- Har godt fat i den gule hest!

Så var det tid til aftenens bad. Det gik fint, selvom knægten flere gange forsøgte at rejse sig op. Det endte med, at han sad nede i den ene ende af badekarret og havde "trængt badeanden og termometerfisken op i en krog". Han vippede med fødderne og forsøgte også at gribe ud efter jordbærsvampen, men han tabte den, på vej op til munden. Det er dejligt, at det går så godt med at bade ham! Efter badet blev der ammet i soveværelset og han krævede fra begge sider. Det tegner ikke for godt for nattesøvnen, hvis han ikke bliver ordentligt mæt! Vi må have gang i noget skemad hurtigst muligt - men det vil muligvis også hjælpe, hvis vi får aftensmad omkring kl. 18, i stedet for at jeg først får noget at spise, efter Matthias er blevet puttet.

 

Fredag d. 25/2 - uge 18 + 2

Matthias var oppe for at spise kl. 02.15-3.00. Her spiste jeg så en bolle, fordi jeg også var blevet lidt sulten. Hold da op, hvor var jeg træt! Matthias havde nærmest spist i søvne og lod til at sove trygt og godt, da jeg puttede ham igen, men da jeg stod i køkkenet hørte jeg pludselig et hvin fra ham. Knægten var vågen! Han hvinede igen, da jeg var på vej ind i soveværelset igen og han lå længe og snakkede. Bandit! Heldigvis faldt han da i søvn igen.

Kl. 6 var det så maven der drillede drengen. Han brokkede sig højlydt og jeg kunne høre han pruttede lidt. Jeg kunne jo ikke rigtig gøre noget, så jeg lyttede bare efter, om han vågnede eller begyndte at græde. Bjarke snorkede bare endnu højere og reagerede først, da katten sprang op på maven af ham - ved at nusse katten og så ellers fortsætte med at snorke. Men han kan jo så heller ikke løfte noget, når han ikke er rigtig vågen, med den ryg han render rundt med - og når Matthias vågner, er det jo som regel fordi han er sulten, så det er alligevel mig der skal til.

Jeg håbede lidt, at Matthias ville sove bare lige lidt længere, da han havde fået mad her til morgen - klokken alt for tidligt. Men næh, nej. Han var lysvågen og klar til at lege! Bjarke syntes jeg skulle tage ham med over i sengen, så det gjorde jeg. Matthias var klar til at lege - Mor var klar til at sove! Jeg blev slået i hovedet og fik hans fingre prikket i min mund, mine øjne og min næse, mens han lå og hyggede mellem forældrene. Bjarke forsøgte at underholde Matthias lidt, så jeg kunne sove, men jeg kunne godt have fortalt ham, at det var umuligt. Til sidst stod jeg op og gjorde puslebordet klar og da jeg kom tilbage til soveværelset for at hente knægten, lå Bjarke og hoppede i sengen! Det syntes Matthias var rigtig sjovt. Så kom han med ind og fik en ren ble og tøj på og så var der dømt tæppeleg.

Han fik mad igen kl. 9 og sov den, efterhånden, obligatoriske lille halve times tid i min favn, mens han spiste. Han gylpede næsten ikke, men sendte da lidt ud, da han lå på tæppet lidt senere. Halvanden times tid senere blev han pylret, så jeg puslede ham og gav ham en tør bluse på. Da vi gik ind til puslebordet så han noget klat-øjet ud, så jeg tænkte, at han da skulle puttes, når vi var færdige derinde. Han var noget sur over at blive lagt på puslepuden, men blev da glad igen. Da vi var færdige var han så, igen, fuld af energi, så han kom, igen, ned på tæppet, hvor han lå og legede med aktivitetsbøjlen med musik og snakkede.

Da klokken blev 11 tænkte jeg, at nu skulle han altså ud at sove! Han krævede dog lige at få mad først og så gik vi en tur i kvickly. Han var vågen et godt stykke tid, efter vi kom ud, og faldt vist først i søvn, da vi nærmest var inde i kvickly. Men så sov han også. Vi var hjemme ca. 12.30 og han kom på altanen, mens jeg fik luftet ud. Han vågnede kl. 14.15. Så blev han puslet og legede lidt på tæppet. Så prøvede vi en tur i hoppegyngen. Det var spændende at stå og kigge ned på tæppet og rundt omkring. Han hoppede ikke rigtig, men så da ud til at nyde det alligevel.

- Hmm, det her har jeg prøvet før!

- Hopper næsten!

Jeg besluttede, at vi skulle prøve noget grød i dag. Jeg kogte vand og gjorde klar, og så var knægten bare sulten. Jeg var nødt til at give ham bryst først. Lidt senere satte vi os med en halv portion grød og han var da ikke afvisende, men jeg ved så ikke, hvor meget han fik i sig. Han gylpede og savlede en hel del. Bjarke kom hjem, da vi var ved at være færdige med "forsøget", og ville også være med. Kl. 19 var det tid til bad og så blev han puttet. Det er ikke helt så let nu, som da han fik medicin - men heller ikke værre end før.

Vi gik i seng omkring 22.30 og knægten var noget urolig. Kl. 23 fik han mad og så faldt han i søvn igen.

 

Lørdag d. 26/2 - uge 18 + 3

Knægten var en del urolig i løbet af natten. Han fik mad kl. 5.30 og lå vågen lidt, inden han faldt hen igen. Kl. 8 vågnede han igen og lå lidt og hyggede i sin seng - og fyldte bleen. Det blev hygget lidt på tæppet, men ikke ret længe. kl. 9.15 fik han mad og sov en god halv time hos mig. Så spurgte Pia, om vi ville med i Føtex. Med lidt held, ville Matthias sove lidt - også efter vi kom hjem. Han faldt først i søvn, da vi kom ned i Viby Centeret. Her mødte vi så pigegarden, så vi holdt lige lidt afstand og skyndte os forbi dem, da de holdt pause mellem 2 numre. Hjemme sov han 1 times tid på altanen. Det har været godt til ham!

Han er begyndt at sparke fødderne op i luften, for så at hamre hælene ned i gulvet, så det larmer. Og så er han meget urolig, når han ligger på puslebordet, hvor han både vrider sig og sparker meget. Det gør det til noget af en udfordring, at undgå at få skidt ud over det hele, når han bliver puslet, eller at give ham en ny ble på, så den sidder ordentligt!

- Er blevet ret god til at "fange" spejlet og lege med det - og putte det i munden.

- Næh, hvor spændende!

- Der er pænt mange ting jeg kan rode med her. He he!

- Hygger med Far, mens Mor bager lagkagebunde!

- Man kan ikke se det på billedet, man jeg kan faktisk få "hestens" mule i munden herfra!

- Æv bæv, det kan du bare ikke!

Der blev leget en del på tæppet. Jeg fik ryddet op og vasket gulv, inden vi lavede aftensmad. Bjarke og Matthias holdt øje med, at jeg gjorde det ordentligt, da jeg tog opvasken. Matthias var meget interesseret i spisebordet i køkkenet - og tingene på det! Vi havde aftalt med Pia at spise sammen, hernede, i dag. Matthias lå på tæppet, mens Bjarke holdt øje med ham. Prut, prut, prut, havde det sagt. Og så én gang til. "Hygger du dig?" spurgte Bjarke - og så grinte Matthias bare! Bjarke kunne ikke holde til at ligge på gulvet og skulle desuden skrælle kartofler, så jeg overtog Matthias. "Skal du om på maven lidt?" spurgte jeg, hvortil han grinte. Jeg vendte ham om - og så, at han var helt gul på ryggen! Han havde fyldt bleen så hårdt, at den var flydt godt og grundigt over. Det var ikke kun knægtens tøj, men også tæpperne, der skulle vaskes. Matthias blev puslet og fik mad, og så var aftensmaden også ved at være klar.

Jeg ved ikke, om der har været for mange indtryk i løbet af dagen; om der er noget der ændrer sig i kroppen på ham - eller noget helt andet. Men Matthias er noget pylret for tiden og har svært ved at falde i søvn. Han var meget pylret, da han havde fået mad lige inden vores aftensmad (derfor prøvede vi ikke med grød igen i dag), og jeg nåede kun at spise lidt af min aftensmad. Matthias sad i sin højstol, selvom han hang noget til højre, men der gad han altså ikke sidde ret længe. Lige til at starte med, var det ellers mægtig spændende, men der gik ikke lang tid, før han blev hys. Det endte med, at jeg gav ham nattøj på og puttede ham. Her viste det sig, at hans ble sad rigtig skidt, eftersom en af lækagebarriererne faktisk sad mellem hans balder - og dét er bestemt ikke meningen. Ikke så sært, han var utilfreds, men han virkede nu også meget træt og pylret, da han havde fået nattøj på. Selvom han næsten lige havde spist, krævede han en del mad. Og alligevel var han ikke meget for at overgive sig. Bjarke nussede ham i sengen, mens Pia og jeg tog opvasken. Langt om længe faldt knægten i søvn. Det var nu ikke, fordi det var sent, men det havde taget en times tid, at få ham til at sove. Da jeg gik i seng kl. 23.30, hvor jeg var færdig med lagkage og fastelavnsboller til fødselsdag for familien søndag, var han noget urolig og han havde en hel del luft i maven.

 

Søndag d. 27/2 - uge 18 + 4

Matthias vågnede til midnat, hvor han fik en tør ble og noget at spise. Han lå nærmest på tværs i sengen, da jeg tog ham op - og han så meget vågen ud! Så sov han ca. 4 timer og var sulten igen. Her havde han sparket dynen af sig - HELT af sig! Han vågnede vel omkring kl. 7.30 og lå lidt og pludrede i sengen, inden jeg tog ham over i vores seng - bare for at hygge lidt, mens jeg vågnede. Så fik han tøj på og fik mad kl. 8, hvor han faldt i søvn og sov en god halv time. Jeg måtte jo hellere forsøge at putte ham, i stedet for, at han skulle ligge og sove hos mig - men så snart jeg rørte mig, slog han øjnene op. Han lod til at falde let hen igen på min skulder, men han vågnede, med det samme jeg lagde ham i sengen. Pokkers!

- Hygger med Far i sengen - og gemmer mig under kramme T-shirten!

- Glad T-shirt :-)

Matthias blev lagt på tæppet, mens jeg fik et bad. Bjarke underholdt ham og da jeg var færdig, var knægten igen ved at være pylret og træt. Han blev puslet og fik mad og så forsøgte jeg at putte ham i barnevognen. Igen vågnede han, da han kom op for at bøvse og han var ret vågen, da jeg pakkede ham ind i jakke og drømmepose. Og han var sur! Jeg fik lige åbnet vinduerne og lukket for varmen, inden han blev gal og kom ud i barnevognen, så der kunne blive luftet lidt ud. Og så trillede og rokkede jeg ellers med barnevognen. Jeg gav ham sutten, havde drømmeposen oppe at vugge i favnen, men intet hjalp. Knægten ville ikke sove! Så måtte han jo med ind igen. Jeg lagde ham på tæppet, men det ville han heller ikke. Så forsøgte jeg at give ham lidt mere at spise og lagde ham i seng - men det hjalp heller ikke. Stakkels lille dreng, som ikke kan/vil sove.

- (tekst unødvendig!)

- He he - rock baby!

Marianne kom til middag og hjalp med at bage boller. Farmor nåede at komme inden familien kom fra Haderup. Der blev hygget lidt på tæppet, mens jeg gjorde lagkagen osv. klar. Da kaffen var klar, gad Matthias heller ikke ligge på tæppet længere. Han sad lidt ved Bjarke, men blev mere og mere pylret, så Bjarke tog ham med i seng. Der gik lang tid, inden han kom tilbage og Matthias sov en halv times tid. Han var fortsat pylret, da han vågnede igen. Så fik han noget at spise - og fyldte bleen. Da gæsterne kort efter var gået gik vi til puslebordet og besluttede at tage dagens bad, selvom klokken kun var 18. Det gik fint med badet, men bagefter var han stadig hys. Han ville ikke engang have noget at spise. Vi forsøgte at putte ham, men det gik bare ikke. Han var utrøstelig. Bjarke var inde ved ham en halv times tid, hvor han forsøgte at få knægten til at sove. Omkring 19.15 kom de ud og Matthias fik noget at spise. Han lå en lille halv time, inden han slap og så blev han ellers puttet - uden at vågne. I dag har det vel så taget halvanden time at få ham puttet. Jeg håber godt nok, det kommer til at gå bedre, når vi får ham introduceret ordentligt for grød, og at det ikke er noget, der skal fortsætte! Det er virkelig hårdt, når han er så træt, at man bare ikke kan gøre noget!

 

Mandag d. 28/2 - uge 18 + 5

Det har været en hård nat. Matthias har været urolig flere gange. Kl. 3 var det tydeligt at høre, han havde problemer med maven. Han fik en tør ble på og noget at spise. Han vågnede, da jeg lagde ham i seng. Jeg tog mig lidt at spise, inden jeg gik i seng igen. Så kiggede jeg lige ned i tremmesengen. Matthias lå lysvågen og sprællede - og havde sparket dynen helt af sig! Jeg gav ham dynen på igen og sagde godnat. Jeg frygtede, at han ville være vågen, men han faldt da heldigvis i søvn igen.

Kl. 7 var der pludren fra knægten igen. Jeg var alt andet end klar til at stå op! Da Bjarke skulle op, stod han lidt og underholdt Matthias. Knægten pruttede igennem, så han skulle have en tør ble. Bjarke skulle afsted, så jeg måtte jo hellere stå op. Han vi fik tøj på og kom ind at ligge på gulvet. Han fik nærmest fat i spejlet, inden han rørte gulvet - og så fik det ellers tur. Men han gad ikke rigtig gulvet, så han fik noget at spise i stedet - og faldt i søvn. Øv - hvorfor kunne han ikke have sovet en time mere i sengen i stedet? Han så noget groggy ud, da han vågnede, men han ville ikke sove videre, så der var dømt tæppe. Han var dog noget pylret, men glad, når jeg lagde mig ned til ham.

- Jaaah, jeg har fanget fåret!

- Rullesten!

Han var nærmest hys kl. 10.30, så da forsøgte jeg at tage ham med i seng. Når nu han falder i søvn, når han får mad, kunne jeg måske være heldig, at han ville sove bare lidt længere, hvis jeg ikke behøvede flytte mig, for også at få lidt hvile. Han faldt hurtigt i søvn derinde, men blev ved med at sutte. Jeg havde desværre ikke fået sutten med over i dobbeltsengen. Selv faldt jeg ikke i søvn, men han sov da en lille time. Så var han klar til at være vågen igen, om end han stadig så ret træt ud.

Der blev leget en del på tæppet. Han er blevet ret god til at gribe fat i ting og kan næsten vende sig om på siden. Det er alle tiders, når musikcenteret spiller, men han kan godt blive sur, hvis det ikke vil som han vil. Han er noget pylret i dag og det lod til at han måske kedede sig lidt, med det legetøj han har, så jeg fandt noget af det, han har fået i barselsgave. Der var bl.a. en aktivitetsbold, som både kan trille selv og sige lyde. Men Matthias var måske for træt til den slags, for han begyndte bare at græde, næsten som om han blev bange for den. Stakkels lille fyr! Så fandt jeg en "bondegård", med dyreknapper, som siger lyde. Den sad vi lidt og trykkede på - og den kunne da godt lige bruges lidt.

Kl. ca. 14 var det en god time siden, han sidst havde fået mad, så jeg tænkte, at nu skulle vi prøve med lidt grød. Jeg satte en hal portion i microovnen, inden vi gik til puslebordet. Da jeg tog den ud bagefter, var det sprøjtet ud over hele drejepladen - så tiden passer helt sikkert ikke til vores microovn! Så lavede jeg en ny portion med noget kortere tid, som desværre blev for varm. Matthias var meget interesseret i, hvad jeg lavede og jeg tror faktisk godt han vidste, det var til ham - og at han gerne ville have det. Men den sidste portion blev jo så for varm, så jeg satte det i en skål kold vand, for at køle det af. Det gik der jo lige lidt tid med. Matthias har vist, desværre, arvet min tålmodighed, så han var ikke rigtig klar til grød, da den endelig var klar. Han fik måske lige en halv skefuld, men han var træt og blev bare mere og mere hys. Han ville ikke engang have bryst, hverken i sofaen eller liggende i sengen. Jeg vuggede ham i min favn, på min skulder, men det hjalp kun kortvarigt. Han var træt, så efter at have forsøgt på at trøste ham et kvarters tid pakkede jeg ham i drømmeposen og ud i barnevognen, hvor jeg trillede og rokkede lidt med barnevognen, inden jeg tog ham op og vuggede drømmeposen i min favn. Endelig faldt han i søvn - med sutten i munden.

Han sov kun en halv time :-( Så var han bare ked igen - men da ville han da i det mindste gerne have noget at spise. Jeg havde lige parkeret ham på tæppet, efter han var pakket ud af drømmeposen, så jeg kunne besøge toilettet. For jeg tænkte, at hvis han nu faldt i søvn i min favn, skulle han altså bare have lov at sove, så længe som han nu kunne! Han har noget røde kinder, og har haft det et par dage, så måske han er lidt småsyg. Så længe han spiser og besørger som han nu skal, er jeg dog ikke bekymret - og lægen vil sikkert heller ikke gøre noget, når ikke der er nogen symptomer, ud over røde kinder og pylren. Matthias faldt hurtigt i søvn og suttede længe. Han sov lige knap 2 timer og spiste lidt undervejs. Det hjalp gevaldigt på hans humør!

Der blev leget lidt på tæppet igen og knægten var i rigtig godt humør! Han fik sig drejet ret så meget, så han ligefrem så fjernsyn på hovedet, mens han sparkede til musikbøjlen. Han fik også lige kigget lidt på aktivitetsbolden, som jo faktisk ikke var så farlig alligevel. Den skal nok blive et hit!

- Jamen jeg ligger da helt stille!

Kl. 18.30 forsøgte vi os med lidt grød, igen. Jeg er ikke sikker på, han fik noget ind i munden, men han var så urolig og det var helt tydeligt, at han bare ville have mad! Og han skal jo nødig tro, at grøden er en straf, så jeg pressede ikke for meget på med skeen. Men vi prøver igen i morgen! Han fik bryst og så var han klar til at lege lidt mere på tæppet, mens Bjarke og jeg fik aftensmad - sammen, for en gangs skyld.

- Far har skåret Mors mad ud og gjort klar til at hun kan spise! Han er så flink :-)

Klokken blev faktisk 19.45 før vi kom til puslebordet igen og fik gjort klar til bad. Det gik nogenlunde i dag. Matthias var ikke sur, men han ville meget gerne op at stå. Han forsøgte dog også at få fat i badeand og termometerfisk, men han var vist ikke særligt interesseret i at være i vandet i dag. Så sagde vi godnat til Far og gik i soveværelset. Han nøjedes med at spise fra det ene bryst, inden han faldt i søvn. Er det mon tegn på, at han kan klare sig gennem natten - eller at han bare er enormt træt?

Kl. 22. var der uro i tremmesengen. Bjarke gik ind og gav ham sutten, men et kvarters tid efter måtte jeg ind og give ham noget at spise. Idet jeg tog ham op, virkede han som om, han var ved at få noget i den gale hals, men han lod alligevel til at have det fint, da han landede på min skulder. Han spiste og fald hurtigt i søvn igen.

 

Tirsdag d. 1/3 - uge 18 + 6

Der blev puslet og ammet kl. 01.30. Kl. 6 var knægten lysvågen igen, og havde sparket dynen næsten helt af sig. Han havde kun et lille hjørne over sig, som han lå og krammede. Bandit! Så fik han mad og blev puttet igen. Jeg tror dog ikke, han faldt i søvn, men nærmere, at han lå og pludrede og hyggede. Jeg føler heller ikke selv, jeg faldt i søvn, så det var lidt hårdt at stå op kl. 7.30! Han nåede lige at fylde bleen, inden Bjarke tog ham med ind på puslebordet, mens jeg gjorde mig klar til at stå op. Dygtig dreng! Så lagde jeg ham på tæppet, mens jeg fik mig noget morgenmad. Matthias var dog ikke helt glad for at ligge der, så han kom op og fik noget at spise kl. ca. 8. Her faldt han hurtigt i søvn og han sov lidt over 2 timer på ammepuden. Godt jeg havde været forudseende, og besøgt toilettet, inden jeg gik ind og tog ham op!

- Jamen jeg ligger da bare og hygger, indtil du tager mig op!

Jeg tror han vågnede, fordi han havde mere, der skulle ud i bleen. Men han var da heldigvis i godt humør. Sådan da. Han var lidt pylret og det var som om han ikke helt vidste, hvad han ville. Men han hyggede sig da heldigvis det meste af tiden. Han fik vendt overkroppen ind mod musikbøjlen og lå og krammede lidt med den. Han havde også godt fat i nogle af dyrene på aktivitetstæppet. Ind imellem var han ked af at ligge på ryggen, men så var det heldigvis bare skønt at komme om på maven i stedet! Han fik mad igen ca. 13.30 og da han faldt i søvn, valgte jeg at lægge ham ind i tremmesengen - også selvom han vågnede, på vej derind. Jeg tror han lå og snakkede en god times tid. Kl. 14.45 besluttede jeg mig for at gøre ham selskab - og ca. 2 minutter efter jeg havde puttet mig under dynen, begyndte han at græde. Nu gad han ikke ligge der længere - eller også var det "bare" en bøvs der klemte. I hvert fald skulle vi ikke sove mere!

- Næh, hvor er du fin!

- Se, der er fjernsyn!

Kort efter kom Bjarke hjem og Matthias fik mad endnu en gang. Bjarke syntes vi skulle have en ispind. Det kunne jeg jo godt styre med min frie hånd. Matthias havde sluppet brystet og lå bare og hyggede sig - og så begyndte han at række ud efter min is. Næh, nej - den skulle han i hvert fald ikke have af mig! Meget vil jeg dele - men ikke min is! Det sagde Bjarke også til ham, mens han grinte.

Knægten var lidt pylret og kl. ca. 18 syntes Bjarke, vi skulle overveje at bade ham lidt tidligere og så se, hvad der ville ske. Jeg rørte dog først en gryderet sammen til aftensmaden, for jeg syntes godt nok det var alt for tidligt. Derefter gik Matthias og jeg ind og puslede, mens Bjarke hentede vasketøjet i tørretumbleren. Det gik fint med badet, om end det gik lidt hurtigt. Knægten ville ikke rigtig sidde ned, men så rød som hans bag er for tiden, er der vist ikke noget underligt i det. Vi havde glemt at smøre ham i morges, men han fik den lægeordinerede creme på til aften. Så får vi se, om jeg husker at smøre ham ind i morgen også. Så stemmer det vist! Matthias blev lidt med, mens han blev tørret og fik nattøj på. Han var træt og så vist frem til at sige godnat og komme ind i soveværelset for at få mad og blive puttet. Han spiste vel et lille kvarter - så var han klar til at komme i tremmesengen. Det bliver spændende at se, hvor mange gange han vil have mad i løbet af natten.

- Er kravlet HELT ned under dynen, nede i bunden af tremmesengen.

 

Onsdag d. 2/3 - 19 uger gammel

Det var ikke helt så hård en nat for Mor - eller også har jeg bare vænnet mig lidt mere til det. Der blev spist kl. ca. 01.30, hvor han nærmest var "kravlet" helt ned i bunden af tremmesengen og var næsten helt dækket af dynen, og så igen kl. 6.30. Matthias vågnede allerede kl. 6, og ville altså ikke falde i søvn igen. Han havde gylpet, da jeg kom tilbage efter min morgenmad, så jeg tog ham over i vores seng, hvor vi lå og hyggede en god halv time. Så måtte vi op igen. Matthias fik tøj på og lå lidt på tæppet, men ville ret hurtigt have mad igen. Her faldt han i søvn og Bjarke mente, vi skulle forsøge at sove en time mere, sammen med knægten, i dobbeltsengen. Matthias vågnede, selvfølgelig, men jeg lagde ham ind til Bjarke - og lagde mig selv på sofaen! Jeg fik da i det mindste lov til at hvile mig en times tid.

Vi prøvede med lidt grød kl. 11. Matthias var nysgerrig - men ikke helt interesseret i, at få noget nyt og ukendt ind i munden. Han ville hellere have bryst! Det fik han så og faldt, igen, i søvn. Så besluttede vi, at gå en tur i forsøg på at få knægten til at sove lidt mere. Vi gik over til Fredensvang, hvor Bjarke skulle køre med AGF's talenter. Matthias græd de første 10-15 minutter og lå så bare vågen en halv times tid og stirrede op i kalechen. Vi tog afsked med Bjarke ved Fredensvang og gik nogle få minutter i stilhed. Så græd han ca. 5 minutter igen og faldt i søvn. Han sov ca. 15 minutter - og græd rigtig meget ca. 20-25 minutter, til vi var hjemme, hvor han blev pakket ud og kom op på min skulder. Så sendte han en skylle, som jo så sandsynligvis har klemt ham, ned af ryggen på mig. Og så var han bare glad. Han kom ind på tæppet at ligge, mens jeg spiste frokost. Her vendte han sig faktisk om på siden - men jeg var selvfølgelig ikke hurtig nok med mobiltelefonen!

- Næh, hvor er hesten altså bare fin!

Så var Matthias ellers vågen! Han legede meget på tæppet - og hvor er det altså bare dejligt, at han kan det! Han pylrede da lidt, ind imellem, men sådan er det jo bare. Han blundede da lige en lille halv time, da han fik mad omkring kl. 16, men så var det også det. Så han har altså kun sovet en lille time, fordelt på 3-4 doser, siden han vågnede kl. ca. 6 i morges - og det i min favn, i forbindelse med amning. Det er vist ikke helt godt!

Jeg har lagt mærke til, at han ind imellem virker lidt fugtig i nakken - men ikke sådan varm ellers.

Kl. 18, mens Bjarke lavede aftensmad, prøvede jeg at give Matthias lidt mere grød. Han fik da 3-4 skefulde ind denne gang, og jeg tror kun godt halvdelen kom ud igen - så lidt har han da fået. Han skar ansigt og spruttede lidt, men var ellers ikke afvisende. Vi starter stille ud - i hans tempo. Han skal ikke føle det som en straf.

Matthias faldt egentlig i søvn, da han blev ammet efter grøden, men vågnede op, da jeg tog ham op for at bøvse. Så kom han ned på tæppet, mens Bjarke og jeg fik aftensmad. Matthias hyggede! Derefter var det tid til bad og så var det ellers sengetid. Matthias gylpede i badet og var noget urolig. Han var fortsat urolig, da jeg ammede i soveværelset. Da jeg tog ham op på skulderen, for at skifte side, gylpede han en del - og så puttede jeg ham i seng, i stedet for at amme videre. "Gryyy," sagde han. "Godnat," svarede jeg - hvortil jeg fik endnu et "Gryyyyy". Han har måske lagt vågen 20-25 minutter, inden han faldt i søvn.

Inden badet fik vi målt og vejet Matthias. Ifølge vores mål og vægt, er han nu 70 cm og vejer 10,2 kg. Næste gang sundhedsplejersken kommer på besøg, må vi hellere lave en "kontrolmåling" med vores egen vægt!

 

Næste uge