Fireogtyvende uge

 

Torsdag d. 31/3 - uge 23 + 1

Matthias vågner omkring kl. 3 fordi han prutter. Jeg pusler ham, men der er kun luft - og en tisseble. Han falder ikke til ro, da jeg ammer ham, men ligger stadig og roder rundt i barnevognskassen, da jeg kommer ned igen, efter at have spist lidt havregryn. Jeg ammer ham så ved det andet bryst også og så falder han heldigvis i søvn igen. Kl. 6.30 vågner han igen - denne gang med en fyldt ble. Vi når lige at sige godmorgen til Morfar, som hvisker og lister rundt, inden han tager på arbejde - og vi går i seng igen. Det er nærmest alt for spændende at være her. I hvert fald vil Matthias helst ikke falde i søvn igen. Jeg er absolut ikke klar til at stå op, så jeg ammer ham i sengen og vi sover til kl. 8-30. Ja, faktisk vågner jeg før Matthias - og dét er bestemt ikke noget, der sker hver dag! Jeg har dog ikke sovet helt så godt, fordi knægten ligger på den anden side af mig, i forhold til, "hvad jeg er vant til", så jeg føler flere gange, jeg er ved at slå ham i hovedet. Men han sov da, heldigvis.

- Leger på gulvet med Mormor. Matthias har stort set alt hans legetøj med - men Mormor ser vi ikke så ofte.

Vi tager tøj på og går ovenpå kl. ca. 9. Så hygger Matthias på gulvet med Mormor. Hunden er i hundegården, for der er den vant til at være hele formiddagen. Og det er jo rart nok, når der nu er så meget andet at undersøge også. Det er hårdt at lege med Mormor - især sådan et helt nyt sted, så kl. 11 er Matthias meget pylret. Jeg pusler ham og så putter jeg ham i barnevognen. Vi beslutter at gå en tur, men vi når knap nok ud af haven, før drengen sover. Det var sikkert også meget godt, for barnevognen er punkteret!

Kl. 12.30 er der lidt uro i vognen, men ikke nok til, at han vågner. Han græder lige kort kl. 12.45, men vågner først kl. 13.15. Hold da op, han har sovet længe! Han sidder ligeså stille hos mig og vågner. Der er mange nye indtryk og spændende ting at kigge på. Især hunden er spændende! Den synes også, at Matthias er spændende og vil gerne have hans fingre og tæer i munden! Der sker heldigvis ikke noget, men jeg tror ikke, den "bare" vil slikke på ham. Hun vil sikkert gerne gnufle på de små fingre og tæer!

Der er meget varmt heroppe! Mormor havde besvær ved at tænde brændeovnen da vi stod op, så vi sad i os et stykke tid, inden hun fik gang i den. Nu er her så bare alt for varmt! Der var også varmt i kælderen, for Matthias var nærmest helt klam, når jeg tog ham op i løbet af natten, for at amme ham. Vi hyggede på gulvet, mens Mormor fik sig en lur. Matthias blev pylret igen omkring kl. 17, så da lagde jeg ham ud i barnevognen igen. Han faldt nærmest i søvn, inden jeg fik båret barnevognskassen ud på terrassen og klikket den fast på stellet, så træt var han!

Kl. 17.30 var der uro i vognen! Den rokkede meget og der blev sparket og vinket. Jeg var lige ude at kigge ned til ham. Da lå han og fingererede med sutten. Jeg fik at vide, at han nærmest havde vinket, da jeg vendte mig om for at gå ind igen. Der var ingen lyd i alarmen, men det regnede også meget. Godt der er overdækket terrasse. Et kvarters tid senere kom der lidt lyd og så hentede jeg ham ind. Han lå og kiggede, og så ligefrem glad ud. Skønt! Morfar tog det flade hjul af og ville lappe det. Han kunne dog ikke finde noget hul at lappe, så han pumpede det godt op og satte hjulet på igen. Det har aldrig været så hårdt pumpet!

Matthias fik lidt mad og så lå han ellers og hyggede sig på gulvet, mens vi andre spiste. Derefter forsøgte Morfar at introducere hunden, med det meget misvisende navn - Killer! Han mente, at Matthias bare skulle op på ryggen af hunden (men en F.T.Spaniel er altså ikke særlig stor), have fat i begge ører og så ellers lege motorcykel! Det var Morfar dog ret ene om at mene, for især Matthias var ved at blive lidt træt. Vi sagde godnat og gik i bad. Matthias var meget vågen, da vi ammede, men faldt da heldigvis i søvn. Der var "natmad" kl. 22.

 

Fredag d. 1/4 - uge 23 + 2

Ca. kl. 2.40 vågnede jeg ved, at Matthias rumsterede og småbrokkede sig. Og han pruttede! Jeg var sikker på, han fyldte bleen. En halv times tid senere kom "efterfyldet," tænkte jeg. Jeg havde vel lagt vågen i over en time og ventet på, han skulle vågne for at få en tør ble. Men det generede ham åbenbart ikke nok til det. Omkring kl. 6 begyndte han igen at rumstere og kl. 6.40 sagde jeg "godmorgen" til ham, hen over kanten på barnevognskassen, da han slog øjnene op. Så puslede jeg ham - og der var knap nok en lille prut i bleen. Sådan en snyder! Han faldt næsten i søvn under amningen, men vågnede igen, da jeg ville lægge ham i kassen og så gad han ikke sove mere. Jeg forsøgte at "overtale" ham til at sove lidt mere, men der var alt for meget krudt i drengen til det! Så stod vi op og Matthias var bare glad.

På gulvet var han lidt pylret. Vi brugte megen tid på at sidde op. Han fik også lov til at hænge lidt hen over mit lår, hvorfra han kunne nå tingene på tæppebøjlerne. Dét var jo fantastisk! Så sang vi "Mariehønen Evigglad", mens jeg bevægede hans arme - og vi hyggede os. Kort før kl. 11 fik han tørt tøj på (han gylper jo en del, den lille dreng) og så kom han ud i barnevognen. Han var lidt ked af at ligge der, så jeg måtte gå lidt længere end i går, før han faldt i søvn. Men det gjorde han nu hurtigt. Jeg var ude for enden af fortovet på Skovvænget, inden jeg vendte om - men Matthias sov længe inden jeg nåede så langt.

Kl. 12.50 vågnede han og havde altså sovet lige knap 2 timer. Han fylder bleen, mens jeg ammer ham og da jeg pusler ham kort efter, lykkes det ham at gylpe næsten ud over hele badeværelset. Tsk tsk. Så gik vi op og legede på gulvet i stuen igen. På et tidspunkt rakte han muh-koen frem, som om han ville dele - og han så nærmet helt bekymret ud, da jeg tog den! Men han fik den selvfølgelig igen med det samme og så var han jo glad og tilfreds igen.

- Den elskede muh-ko studeres nøje.

- Se lige, hvor smart det er med de her tygge-lapper!

Kl. 14.40 kom Oldemor og Oldefar på besøg. De var lige til at grine af, syntes Matthias. Måske kunne han kende dem - eller også var han bare glad for at se nye mennesker. De havde jo kun lige mødtes ganske kort i kirken og til dåbsfesten, så alle skulle lige se nærmere på hinanden. Oldeforældrene syntes begge Matthias var tung - men han er jo også en stor dreng. Han blev lidt pylret og fik mad kl. 15. Da faldt han nærmest i søvn, så jeg lagde ham i barnevognskassen. Jeg var godt klar over, at han ikke ville sove ret længe, så jeg lod kassen stå på gulvet. Han kom op og ligge på tæppet igen, da han vågnede, mens vi fik kaffe. Omkring kl. 16 begyndte han igen at blive pylret, og da Oldeforældrene var taget hjem igen, gik jeg en tur med ham. Jeg måtte gå næsten dobbelt så langt som i formiddags. Og hjulet var igen fladt!

Han sov en times tid og så var der hygge på tæppet igen med Mor. Han nåede også at hygge lidt med Mormor og Moster, inden han skulle i bad. Jeg ved ikke, om han blev bange, men i hvert fald blev han pludselig bare ked af det, mens jeg fyldte badekarret. Så kom Mormor ned, for at se til os, men hun gik hurtig igen - for det havde vi jo fint styr på. Så blev han smurt ind i cremer og puttet. Det var fantastisk at ligge på maven, mens ryggen blev smurt ind! Men han var træt - meget træt! Han kiggede lige rundt i barnevognskassen, da jeg lagde ham ned. Så sov han ellers.

Mormor og Morfar har købt punkterfri på vejen hjem og Morfar og jeg får ordnet det flade barnevognshjul. Vi er spændte på, om det virker!

Han rumsterede lige lidt, da jeg gik i seng, men han sov videre.

 

Lørdag d. 2/4 - uge 23 + 3

Som foregående nat pruttede Matthias ca. kl. 2.30, men der var stadig kun urolig rumsteren fra barnevognskassen. Kl. 5.30 tog jeg ham op og puslede ham. Stadig ingen "gevinst". Der var fuglesang mens jeg ammede, men vi sov heldigvis videre til kl. 7.40. Vi lå lidt og hyggede, inden vi stod op. Vi gik op i stuen og legede på gulvet, ligesom i går. Allerede kl. 9 var Matthias pylret, så han blev puslet, fik tørt tøj på og så ammede jeg ham. Han sov en halv times tid under amningen og så var han klar igen. Han ville helst lege "stå-og-hoppe"-leg - hvilket er meget hårdt for Mor, fordi hans små ben slet ikke kan holde ham endnu! Han blev pylret inden klokken var 11 og kom i barnevognen ca. 11.15. Jeg gik 15-20 minutter med barnevognen, inden han faldt i søvn - med sutten i munden! Det var ikke noget hit at gå med barnevognen på grusvejen, så vi vendte ret hurtigt om og fortsatte bare med at gå frem og tilbage på fortovet. Det lappede hjul holder fint luften, så forhåbentlig har det virket med det såkaldte punkterfri.

- Mormor sidder klar med en stofble, hvis nu knægten skulle gylpe - og det gør han!

Kl. 12.10 græd han. Jeg forsøgte at rokke ham til ro, men det nyttede ikke. Han vågnede først, da han kom med ind. Han var sulten, så han blev ammet og så legede vi lidt på gulvet. Han var meget pylret, så kl. 13.10 røg han i barnevognen igen. Denne gang gik vi en lang tur! Jeg gik noget længere ud på grusvejen, men det lod ikke rigtig til at virke, så jeg vendte alligevel om, før end jeg havde planlagt (jeg ville have gået helt ud til hundeskoven). Da vi kørte af grusvejen igen og op på fortovet faldt han langt om længe i søvn. Så kørte jeg hjem igen og stillede barnevognen på terrassen. Jeg glemte helt, at det kan blive ret varmt deroppe, når det er godt vejr - og det var det tilfældigvis i dag. Kl. 14.10 viste termometeret i babyalarmen 25 grader, så da flyttede jeg ham op i skyggen ved skuret og hundegården. Samtidig tog jeg så hunden med ind og den var helt vild. Det var vist godt den kom ud, så den kunne rende noget krudt af, inden Matthias vågnede igen!

- Godnat! Har et godt greb om sutten. Den skulle jo nødig smutte!

Matthias vågnede 14.45 og jeg kørte ham op på terrassen. Han græd voldsomt, da jeg kørte med ham - han troede vel, at jeg ville forsøge at lulle ham i søvn igen. Men han kom med ind og det var han da heldigvis glad for. Så var der dømt hygge med Mor og Mormor. Vi gik en tur i haven, for at se på blomster osv. Mormor bar rundt på Matthias - og han hyggede sig. Pludselig, da vi satte os på terrassen, blev Matthias bare ked og så kom han tilbage til Mor. Han var vist blevet sulten igen - i hvert fald blev han glad igen, da han havde fået noget at spise. Lidt senere blev han dog pylret igen og kom en tur i barnevognen kl. 17. Han græd ca. 10 minutter og så sov han til kl. 17.50.

- Leger med Mormor og Moster Susanne. Men hov! Hunden Killer syntes da lige, der var plads til hende også!

- Den nysgerrige hund må nøjes med at se til fra sidelinien. Hvem der er mest nysgerrig er dog svært at afgøre.

Matthias hyggede på tæppet med Mormor og Moster - og den meget nysgerrige vovse, som slet ikke kunne holde sig væk. Da Matthias bliver pylret tager Mormor ham op og leger med ham i sin favn. Og så nulrer hun hans gummer og mener at kunne mærke noget i hans venstre underkæbe. Vi venter spændt på den første tand i undermunden! Matthias sidder helt stille, mens gummerne bliver gnubbet. Uha, hvor er det spændende!

- Det er altså bare SÅ hyggeligt, at være på besøg hos Mormor og Morfar!

- Morfar vil også gerne lege, og han holder godt fat i Killer, så Matthias kan "ae" den.

Da vi skulle have aftensmad var knægten ikke helt tilfreds med at skulle ligge på gulvet, så Morfar tog ham op til sig. Mormor og Morfar syntes han skulle have en kogt gulerod, men det var Matthias vist ikke helt enig i. I hvert fald røg den ud igen og igen, for det var da noget underligt noget at få puttet i munden. Til gengæld fyldte han bleen! Der var lige tid til at lege lidt på gulvet med Morfar. Det var bare SÅ hyggeligt! Og så mødte Matthias også vovsen og rørte lidt ved den. Der var så meget hygge, at vi først gik i bad kl. 20.10. Så var der til gengæld også bare ro kl. 20.50, da han var blevet puttet!

 

Søndag d. 3/4 - uge 23 + 4

Matthias vågnede ca. kl. 01.40 med en masse prutter. Det lød fuldstændig som om han fyldte bleen, men det var ren luft. Scenariet gentog sig kl. 6 og igen da vi stod op kl. 8. Her mødte vi Morfar, som var på vej ud med vovsen. Resten af huset sov endnu, så Matthias og jeg måtte hygge på gulvet alene.

Matthias gnuflede meget på sine hænder, og på muh-koen, så man ligefrem kunne høre det. Der gik ikke lang tid, før han skulle have skiftet tøj pga. gylp. Jeg skulle lige til at give ham bukser på igen, da jeg så, han havde haft held til at gumle på hans bodystocking, mens jeg havde skiftet hans ble, så den nu også skulle skiftes - og så var det af med alt tøjet igen. Han havde også fyldt bleen - helt oppe foran. Han var lidt pylret, så Mormor, som var stået op, kom ned og legede med ham på gulvet. Matthias ville lege hoppe-leg og han var bare en grinebider!

Kl. 10.30 var Matthias kørt træt - meget træt, så jeg puttede ham i barnevognen. Vi nåede nærmest ikke af terrassen, før han havde lukket øjnene. Den gik dog ikke, bare at stille ham, for han begyndte at græde, så snart jeg holdt stille. Så gik jeg en tur. Han græd igen, da barnevognen stod stille, mens jeg åbnede havelågen, men vi behøvede ikke gå ret langt, inden han faldt i søvn, og jeg kunne stille ham på terrassen.

Kl. 12 begyndte Matthias at græde. Han vågnede, igen, først, da jeg tog ham op. Hans dyne var lidt kold, så jeg ved ikke, om han måske har frosset lidt. Hans skuldre var lidt kolde, men der var lunt midt under dynen. Han kommer ned på gulvet og gummerne gnubbes med muh-koen, så det virkelig kan høres! Vi får frokost og Matthias kommer op til Morfar og sidde, fordi han pylrer lidt. Uha, det er spændende, men der er ikke noget at spise til knægten i dag. Han synes også at have det helt fint med at sidde og kigge på os andre. Da vi har spist bliver Matthias ammet, og leger lidt på gulvet med Mormor, mens Morfar og jeg pakker bilen.

Det hele - inkl. barnevognsstellet og nogle ting, som Morfar skulle have med til Marianne (støvsuger, boremaskiner mm.) kunne pakkes ind i Nissan'en! Matthias var vågen i 17 minutter og sov så de efterfølgende 35 minutter. Da vi havde kørt en times tid forlod vi motorvejen og da syntes Matthias efterhånden ikke det var sjovt at køre bil længere. Han var ikke helt så ked af det, som da vi kørte til Haderup, men han var bestemt heller ikke glad!

Da vi kom hjem, var barnevognen igen ved at blive flad på det ene hjul. Pokkers også! Hjulene havde jo været taget af under hjemturen, så vi var ikke helt sikre på, om det var det samme hjul, men Morfar troede nok, at det varr det. Det måtte jeg se på senere. Da vi kom op i lejligheden kiggede Matthias forventningsfuldt rundt og det så ud som om han genkendte det hele. Gensynet med musikbøjlen var stort! Morfar havde travlt, for han skulle have Marianne med i JYSK efter mørklægningsgardiner, så vi sagde tak for turen og farvel til ham. Så var der hygge på gulvet.

Jeg kunne ikke lige overskue at skulle gå en tur med barnevognen - den skulle jo ligesom ned på gaden først, og det magtede jeg bare ikke. Jeg forsøgte derfor at putte Matthias i tremmesengen, da han var ved at være godt træt omkring kl. 17. Han lå ca. 10 minutter derinde og bare græd og græd. Jeg var derinde et par gange, for at give ham sutten, men den røg ud igen med det samme - og så græd han bare endnu højere. Til sidst ammede jeg ham lidt derinde, til han faldt i søvn. Det ville nu være rart, hvis han kunne sove i tremmesengen om eftermiddagen - uden at skulle ammes i søvn. Det er så hårdt, når han ligger og græder :-(

Matthias vågner i gråd kl. 18. Han har sovet ca. en halv time. Det tager et øjeblik at dysse ham ned. Så lægger jeg ham på gulvet, mens jeg lige går på toilet. Det er han ikke helt glad for. Faktisk er han ret ked af det og nærmest utrøstelig. Det viser sig, at han "bare" gerne vil stå og hoppe. Det er hårdt at holde ham, men han nyder det og er glad. Alt for husfreden! Ca. 18.45 begynder han at blive pylret igen og jeg vælger at tage ham i bad. Det går nogenlunde. Han bliver hys, mens jeg giver ham nattøj på, ganske som han plejer. Heldigvis falder han hurtigt i søvn.

 

Mandag d. 4/4 - uge 23 + 5

Midnat var det tid til mad igen. Så sov han til gengæld til ca. 6.30, men var da lidt urolig et sted derimellem, hvor han lå og sparkede dynen af. Jeg var bestemt ikke frisk, så jeg fik overtalt Bjarke til at pusle ham, og så tog vi da lige en lur sammen i min seng - med amning. Skønt! Kl. 9 var vi klar parat igen. Vi skulle lige rundt og kigge i lejligheden, at alting nu var som det plejer. Bjarke var på arbejde, men det er han jo også for det meste. Det lykkedes at få ham puttet i barnevognen kl. 11. Det tog da lige nogle minutter at rulle ham i søvn og han sov kun ca. 45 minutter. Så ville han have mad og sov en god halv time i min favn, for han var bare så træt. Jeg ved godt nok ikke, hvorfor han vågner efter 45 minutter og bare er SÅ ked af det. Det er synd for ham, for han har slet ikke sovet nok, når han vågner så hurtigt. Og han har jo heller ikke godt af at få mad hele tiden. Øv!

- Er jeg ikke bare dejlig? :-)

Så var Matthias vågen ca. 4 timer og kl. 16.30 var han meget pylret og lidt hys, så der puttede jeg ham igen i barnevognen. Jeg stod og kørte hurtigt frem og tilbage på altanen og talte efterhånden til ca. 67, samtidig med, at jeg kæmper lidt med sutten. Til sidst faldt han da heldigvis i søvn og så kørte jeg ham helt ud i haven, midt på græsplænen! Der sov han så en halv times tid. Så var han hys igen og ville endnu en gang have mad.

Det er efterhånden ikke så sjovt længere, at ligge nede på gulvet. Han vil meget hellere sidde eller stå og hoppe - men det er jo svært, når man ikke kan nogen af delene selv endnu. SÅ det er hårdt at være Mor! Det er ikke slemt, når han kan stilles tilfreds med at sidde op, for der kan balancen klares med en arm på hver side af ham, eller ved at sætte ham med ryggen mod min mave. Men knægten vil jo hellere bruge benene, og det er altså hårdt at holde ham oprejst - med eller uden hop!

Bjarke var lidt sent hjemme og begyndte til gengæld at lave mad. Matthias fik kartoffelmos og det gik nogenlunde. Han kom i bad kl. 19, blev noget hys og kom så i seng. Han drattede nærmest om i soveværelset. Han kiggede lige op på mig, da jeg lagde ham ned i tremmesengen, efter at have taget ham fra (han kan jo sutte i flere timer, hvis han fik lov - det er jeg sikker på!), så drejede han hovedet - og så sov han! Han vågnede dog op igen kl. 22 for at blive fyldt op igen, og så sov han videre.

 

Tirsdag d. 5/4 - uge 23 + 6

Det har været lidt en hård nat. Matthias vågnede igen allerede kl. 01 og han var simpelthen så urolig, at jeg var ved at være godt irriteret. Han lå og sparkede hele tiden - så til sidst lagde jeg ham bare i seng igen. Han var ikke helt tilfreds, men sov da til kl. 5, hvor han var sulten igen. Det var jeg næsten godt klar over, når jeg nu nærmest havde taget ham fra i utide. Til gengæld sov vi så helt til kl. 9 - og det var da bare skønt!

Kl. 11 tænkte jeg, at nu var han lidt pylret igen, så han skulle ud og sove i barnevognen. Så var den punkteret igen! Det havde jeg ikke engang lagt mærke til i går, selvom jeg godt vidste, vi lige skulle holde øje med det hjul der. Pokkers også! Så to jeg ham med i seng og håbede, jeg kunne amme ham i søvn, for han var bare så træt, den stakkels dreng. Han blundede lidt, mens han suttede, men derefter var han bare frisk. Jeg synes ofte han virker lidt lun, men han er stort set aldrig lun i nakken.

Matthias var noget pylret, fordi han ikke havde sovet. Det lykkedes bare ikke at få ham til at falde i søvn. Kl. 14.10 begav vi os afsted mod bussen, for vi skulle til møde i banken, sammen med Bjarke. Knægten faldt i søvn omkring Kongsvang (som han plejer) og sov da lige kort i banken, inden han gerne ville op igen. Bjarke tog ham op og Matthias sad lige og skulede lidt til de andre i banken, mens han vågnede, inden han var klar til narrestreger igen. Han havde siddet hos Bjarke og samlet energi og ville gerne over til mig - og hoppe. Det var lidt hårdt, men, hvad gør man ikke for at holde ro til mødet? Han blev selvfølgelig lige lidt hys, da vi satte ham i barnevognen, men det hjalp, at han fik lov at sidde op. Så kunne han jo rigtig følge med og se verden! Jeg fik mig en bolle i kvickly, og da jeg vendte tilbage til Bjarke og Matthias, som stod ude i forhallen, var Matthias helt vild. "Jah, Moar - se mig, se mig, se mig!" syntes han næsten at ville sige. Han rokkede så meget, at jeg måtte rejse ham op igen. Så tog vi bussen hjem igen. Matthias blev træt ovre ved stoppestedet og blev lagt ned igen. Der havde også været mange indtryk inde i banken, og ved at sidde op i barnevognen. Han sov næsten hele vejen hjem, men var heldigvis ikke ked af det.

- Nøj, det er spændende at sidde op! Så kan man rigtig følge med og se det hele!

Der var dømt hygge på gulvet. Bjarke legede med Matthias mens jeg lavede mad. Matthias fik lidt grød og det gik vist nok lidt bedre. Han spiste ikke meget, men der røg da lidt ned ind imellem. Han var træt allerede 18.45, så han kom lidt tidligt i bad. Til gengæld nåede jeg så at gå i kvickly, inden de lukkede. Underligt nok vågnede Matthias allerede 21.30 og var meget ked af det. Han fik mad og så sov han igen. Jeg forventede lidt, at han så ville være vågen flere gange i løbet af natten, ligesom den seneste nat.

 

Onsdag d. 6/4 - 24 uger gammel

Først kl. 5 vågnede Matthias igen! Vi havde tid hos hudlægen kl. 8, så vi skulle meget tidligt op. Jeg skyndte mig derfor bare at amme ham og så i seng igen! Så fik jeg lige lidt morgenmad og jeg stillede alarmen lidt frem. Kl. 6.30 vågnede Matthias selv igen og begyndte at pludre. Det var så hyggeligt. Så stod vi op og han nåede lige at ligge på gulvet 5 minutter, inden vi skulle afsted. Matthias holdt sig vågen hele vejen ind til hudlægen

Hudlægen var ikke begejstret. "Vi er jo nok nødt til at starte forfra med penicillinkur og den stærke diproderm, og så trappe ud med den også," sagde han. Øv! Mor bryder sig ikke om, at give penicillin! Hudlægen kan ikke forstå, Matthias ikke vil have det, for det skulle have en sødlig smag. Forhåbentlig går det bedre denne gang! Bjarke går på apoteket, da vi går ud. Matthias sidder op i barnevognen, mens vi venter. Men han bliver hurtigt ked af det, så jeg lægger ham ned. Det duer heller ikke, men han ligger jo med sammenknebne øjne og græder, så måske savner han bare Bjarke? Bjarke kommer ud og fortæller, at apotekeren bekræftede, at det forhåbentlig går meget bedre med penicillinen nu. Så overtog Bjarke barnevognen, og da Matthias havde hørt og følt sin Far igen, faldt han i søvn. Fantastisk!

Matthias vågnede igen, da vi kom hjem. Så var det tid til noget at spise, og dermed også dagens første dosis penicillin. Det gik helt fint! Jeg fik trykket penicillinen godt ud i hans kind og han sank det fint. Der røg ikke ret meget ud. Dygtig dreng! Så var det hygge på gulvet med Far, som kørte drengen træt. Kl. ca. 11 forsøgte Bjarke så at putte ham i barnevognen. Det tog lidt tid at få ham til at falde i søvn og så sov han kun en halv time - men det var skønt, at Bjarke puttede ham.

Kl. 12 vågnede Matthias i vild gråd, næsten som om noget havde skræmt ham. Jeg forsøgte at give ham sutten, men han ville ikke vide af den. Så tog jeg ham med i seng, i håb om, at han kunne ammes i søvn igen og sove lidt længere, men der gik lidt tid, inden han ville tage brystet. Stakkels dreng! Til sidst faldt han dog til og småblundede lidt mens han suttede. Da han havde fået nok var han vågen og lå og kiggede rundt. Og så gned han sig i panden, så jeg smurte lidt decubal på, inden jeg tog ham med ind i stuen igen. Her hyggede han rigtig på tæppet; pludre-grinte og sparkede i gulvet - og pruttede meget! Og så så vi Disney Channel.

Der var hygge på gulvet et par timer. Kl. 14.30 magtede jeg ikke rigtig mere leg, for han er godt nok krævende - og det er altså bare hårdt at holde ham oprejst, når han kun vil stå op! Matthias faldt hen mens han spiste og jeg sad også selv og faldt lidt i søvn. Kl. 15 tog jeg så chancen og lagde ham ind i tremmesengen. Han slog øjnene op da jeg lagde ham ned og stofbleen faldt ned på siden af hans hoved. Jeg skyndte mig ud og lod som ingenting! 15.45 gik jeg ind for at kigge til ham - og han sov bare! Så satte jeg alarmen ind til ham og kl. 16 knyede han lige lidt. Bjarke var hjemme ca. 16.30 og da vågnede han så. Men så havde han jo også sovet halvanden time i sengen :-)

Der var hygge på gulvet igen og Bjarke lagde sig ned på gulvet til ham. Mens jeg er ved at gøre maden færdig kalder Bjarke pludselig. Han har fundet en tand! Jeg skynder mig ind til dem - for det er da lidt vigtigere end aftensmaden (synes Bjarke også). Den er god nok - der stikker noget skarpt frem af gummen! Hold da op - knægtens første tand! Det er jo en stor dag!

- Nu har Matthias endelig fået sin første tand, så skal den da også børstes.

- Det skal gøres ordentligt! Han er meget grundig!

Kl. ca. 18 fik han lidt grød. Det gik da ikke helt dårligt i dag, men efter nogle skefulde blev han ked af det. Han kom op at sidde hos Bjarke, mens jeg spiste færdig (Bjarke havde nået at spise op) og Matthias fik sin tandbørste. Den blev brugt flittigt, mens han ventede og så tog vi ham med i bad. Det gik fint, men han var meget træt, så han kom hurtigt op igen. Og så skulle han jo smøres. Uha, det var ikke sjovt! Det var da nok noget af det værste, vi kunne udsætte ham for! Det var så trælst, at vi helt glemte at få målt og vejet ham i dag :-( Til gengæld gik det fint med penicillinen og Matthias faldt hurtigt i søvn. Det gik fint med at putte ham i seng, selvom jeg havde ammet ham i stuen. Det er bare så meget nemmere, når han skal have medicin, for det kan jeg slet ikke håndtere i soveværelset.

 

Næste uge