Fireogtredivte uge

 

Torsdag d. 9/6 - uge 33 + 1

Matthias vågnede kl. 4.30, hvor han havde fyldt bleen. Han ville gerne have noget hos mig, men havde da heldigvis ikke mere travlt, end at han havde tid til at få en ren ble på - heldigvis. Jeg gjorde, som sædvanlig, puslebordet klar, inden jeg tog ham op, og da jeg kom tilbage til soveværelset, lå han og legede med alarmen - den bandit! Så gik vi til puslebordet, hvor han hyggede, pruttede(!) og smågrinte, mens vi var ved puslebordet og så faldt han ellers hurtigt i søvn igen, da han blev ammet. Kl. 7.30 var han klar igen - og han var vist ikke blevet helt færdig med at fylde bleen tidligere, for der var gevinst endnu en gang. Han blev ammet i stolen og så hyggede vi lige lidt i sengen, sammen med Bjarke, inden vi stod op og fik havregrød kl. 9.

Knægten blev hurtigt træt og jeg ammede ham lidt kl. 10, hvor han faldt i søvn og jeg puttede ham i barnevognen, ude på altanen. Det regnede nemlig og jeg tænkte, han forhåbentlig ville sove længere i barnevognen, end de få minutter han plejer at tage, når jeg putter ham i tremmesengen, efter at have ammet ham i søvn i løbet af dagen. Det var lidt af en udfordring at give selen på et sovende barn - men på, det skulle den jo! Det lykkedes og da han sov, gik jeg en tur i kvickly, som åbnede deres nye butik i dag, og bl.a. have 50 % rabat på alt deres børnetøj.

Jeg var hjemme igen til frokost, hvor Matthias var lidt sur, fordi Bjarke ikke skyndte sig nok med hans frokost. Knægten var vågnet kort efter jeg var gået og så havde de hygget på gulvet, til jeg kom hjem. Matthias var charmerende nok til at fylde bleen, mens han spiste - hvis ikke han havde fyldt den, mens Bjarke lavede grød. Jeg skiftede bleen og så forsøgte jeg at putte den trætte dreng ude i haven kl. 12.30. Det var han over hovedet ikke med på og kom så med ind igen, efter et kvarters tid. Bjarke og jeg fik franskbrød til frokost og Matthias fik en endeskorpe (med birkes) at tygge på. Han fik den af flere omgange og til sidst fik han vist også guffet det meste i sig. Det sidste lille stykke fiskede Bjarke ud af ganen på ham, inden jeg ammede ham lidt - og kun lidt, fordi han bed mig! Så blev han puttet igen ude i haven, hvor han sov halvanden time. Dejligt!

- Skal jeg godt nok bare sidde her?

- Ihh, hvor er det bare sjovt at gynge!

Nu var klokken jo så blevet 16 inden han vågnede og han lå da også lige 10 minutter og hyggede sig i barnevognen, inden vi hentede ham ind. Så blev der lavet en portion grød, inden Bjarke begyndte at gøre klar til aftensmaden. Matthias var lidt pylret og kontaktsøgende. Det endte med, at vi fandt en gynge frem og hængte op i stuen, bare for at prøve noget nyt. Han fik også en kuglebane fra jul og bObles-hvalen han fik i dåbsgave. Det var måske lidt dumt at give ham flere nye ting på en gang, i stedet for at give ham en ting ad gangen - men det er for sent at lave om på nu! Kuglebanen blev primært sparket til, og der gik ikke længe, inden den ene streng var gået løs. Vildbasse! Men det var vist sjovt, at den kunne larme. Hvalen fik ikke den store opmærksomhed. Gyngen til gengæld - den var et hit! Det var sjovt at sidde i den, og han smilte og grinte, når man gav den fart. Men han kunne godt sidde og hænge og se trist ud - og det var jeg ikke helt glad for. Heldigvis kom smilet frem igen med det samme, når man så tog fat i ham igen, så jeg stod en del og skubbede ham på fødderne, mens han gyngede, for at holde ham i fart. Det var dejligt. Knægten sad i gyngen en halv times tid. Så gik vi ud i køkkenet, hvor Bjarke var ved at være klar med aftensmaden.

Matthias fik kartoffelmos omkring kl. 19 og vi tog os god tid med aftensmaden. Han kom i bad ca. kl. 20 og kl. 20.30 sov han.

 

Fredag d. 10/6 - uge 33 + 2

Matthias møflede noget, da Bjarke og jeg gik i seng, men vågnede først lige over midnat, hvor han dog hurtigt faldt i søvn igen, mens jeg ammede ham. Så let gik det ikke, da han vågnede igen kl. 4.30. Han var meget vågen! Der var ren råhygge på puslebordet og han var ikke meget for at ligge stille, da jeg ammede ham - og da slet ikke, da jeg puttede ham. Jeg var oppe og putte ham, jeg ved ikke, hvor mange gange. Han fik sutten, fik dynen på (det var lidt køligt, syntes jeg - og hans ben var kolde), et godnat kys og så lagde jeg mig selv igen. Der gik et godt stykke tid, så var der ro. Men pludselig stak han i et ordentligt vræl! Bjarke var også godt på vej ud af sengen, trods hans store smerter i ryggen, så slemt lød det. Jeg fór op og tog ham op til mig og så blev han puttet imellem os, hvor han hurtigt faldt i søvn, mens han blev ammet. Stakkels lille pus!

- Putter med Far!

- Vi har det SÅ sjovt!

Vi vågnede kort efter kl. 7, hvor Matthias begyndte at græde igen - dog mere afdæmpet. Han vågnede først, da jeg satte ham op, og så var det helt fint, at komme ned og ligge igen og putte og møfle - og sparke. Vi stod op lidt efter kl. 8 og der var morgenmad klar kl. 9. Matthias var hos Bjarke, mens jeg ryddede op efter morgenmaden og knægten var begyndt at vise tegn på træthed. Han puttede sig ind til Bjarke og gnubbede panden mod hans skulder. Jeg fik også panden mod min skulder, da jeg overtog Matthias igen, og så gik vi en tur i haven med barnevognen. Matthias pylrede lige lidt, mens jeg gjorde barnevognen klar til putning, men det har vel været fordi, det ikke gik hurtigt nok. Jeg tænkte da godt nok, at han måske netop ikke ville sove alligevel - men det skulle forsøges, skulle det! Jeg tror da heller ikke jeg havde behøvet trille med barnevognen, for han vendte bare hovedet et par gange - så sov han. Han var åbenbart blevet "taget" lige på det rigtige tidspunkt! Og han sov godt, for han vågnede først igen kl. 12. Der havde da godt nok lige været lidt uro efter et kvarters tid, men ellers havde han sovet lige knap 2 timer. Og så lå han og legede lidt derude en halv times tid. Han kan virkelig nå barnevognspynten med navn nu og ligger bare og hiver i den hele tiden. Utroligt, at den bliver siddende - men omvendt også rigtig godt, for jeg glæder mig ikke til den dag, hvor han får den hevet ned, for det kommer givetvis til at gøre ondt! Bjarke har vist nok lagt billet ind på et klippekort til skadestuen...

- Nøj - helt nyt legetøj! bObles hvalen Vera og en kuglebane!

- Hvor er de bare fine!

Der blev lavet grød og vi var næsten færdige med at spise, da Bjarke kom hjem igen. Han havde været inde i byen og købe et nyt spil han havde bestilt, som udkom i dag. Matthias var i et vældigt humør og sad og rokkede vildt i højstolen. Og det måtte jo gå galt, for pludselig slog han panden ned i bordkanten - og skreg. Det er altså også bare tarveligt, at borde sådan slår igen - nøjagtig ligeså hårdt, som man selv slår mod det! Det er bare ikke til at forstå - og da slet ikke for sådan en lille fyr. Så jeg måtte skynde mig at tørre knægten og så tage ham op og trøste. Jeg pylrede ikke om ham, for han skal jo lære det - og det bliver kun værre, hvis man pylrer. Han blev da heldigvis også hurtigt god igen. Under frokosten havde han pruttet en hel del, så Bjarke syntes jeg skulle tage ham med en tur på puslebordet. Men bleen var nærmest ren og indeholdt kun tis - og gas, så det var en snyder!

Der var lidt leg på gulvet, lidt hygge i gyngen og så blev Matthias puttet igen kl. 14.15. Igen faldt han hurtigt i søvn og det var bare skønt. Uheldigvis havde en af naboerne bestemt sig for at klippe græs - med en meget sløv og larmende håndskubber. Så det blev kun til små 20 minutters søvn til den trætte dreng. Det var synd for ham, for han var bare så træt - men nu havde han jo sovet og så skulle han da ikke sove igen lige med det samme! Han fik en portion grød og da han havde gylpet hele vejen ned ad sig, gik vi en tur på puslebordet og fik tørt tøj på, samt en tør ble.

Så hjalp Bjarke os ned ad trappen med barnevognen og så gik vi en tur i kvicly, mens Bjarke blev hjemme og gamede. Matthias var begyndt at virke træt igen, så jeg håbede han ville falde i søvn undervejs. Han fik lov at sidde op og det var vældig hyggeligt. Vi nåede lige at få lidt legetøj med også og noget af det blev hold ud over kanten af barnevognen. Jeg sagde, han skulle holde det indenfor kassen, men den gik altså ikke helt. Vi mødte Birgitte og hendes mor på vej over parkeringspladsen. Da havde jeg lige opdaget, at bien med bideringen var forsvundet! Vi stod lidt og snakkede og Matthias var jo bare så sød og så kær og så dejlig - og ihh, hvor han ligner sin Far! Han havde fået blomsten ned til sig - og den røg så en tur på jorden. den lagde jeg så i min lomme, for at holde styr på dén. Så gik vi en tur i kvickly. Der var ingen ledige kurve, men vi skulle egentlig også kun have mælk og grillkul, så det gik. Mælken kom ned i fodenden af barnevognen, hvor Matthias nærmest gik til angreb på den nærmeste karton. Kullene hentede vi på vej til kassen og der var heldigvis stadig en kvikkasse, til folk med få varer. Matthias gylpede en hel del, både ned ad sig selv, på legetøjet - og på mælken. Kassedamen kunne da heldigvis få en gylp-fri karton at scanne. Så gik vi hjem igen og holdt godt udkig efter bien på vejen. Vi kunne jo være heldige at finde den igen. Kort før rampen var vi tæt på at miste Cirkeline - for hun skulle da lige have en flyvetur, mente Matthias. Væk var hun så! Men jeg så det, heldigvis, så hun kom med hjem igen. Og bien var vi så heldige at finde midt ude i krydset, hvor der var "venteplads" mellem kørebanerne, så den fik vi også med hjem igen. Pyha!

Vi var hjemme igen ca. kl. 17.20, hvor Matthias lige blev ammet lidt og så forsøgte jeg at putte ham i haven. Han var nemlig meget træt. Men sove ville han altså ikke, så han sad bare oppe hos mig og hang, indtil vi skulle spise. Klokken var hen ved 19, inden vi fik aftensmad i dag. Sådan går det ofte, når Bjarke laver mad - især, når der grilles. Sådan er det bare. Jeg havde helt glemt, da vi gik på indkøb, at der skulle købes kartofler og gulerødder, så vi skal nok afsted igen i morgen. Øv, også! Men kartofler var der da til i dag - bare uden gulerødder. Matthias kom i bad kort før kl. 20 og kl. 20.15 sov han sødt i sin tremmeseng.

Kl. 20.45 begyndte han at græde. Jeg var lige blevet færdig med at lægge tøj sammen på altanen, så Bjarke kom først ind i soveværelset. Matthias smilte til ham og spjættede, men Bjarke gav ham bare sutten og puttede ham. Der gik lige lidt, inden der var ro igen, men knægten faldt i søvn. Alarmen løb tør for strøm et par timer senere. Da jeg hentede den, så Matthias på den korte led af tremmesengen, næsten helt oppe ved hovedgærdet. Sutten var spyttet ud igen Han havde ikke dynen på, så den lagde jeg over ham, for at han ikke skulle komme til at fryse.

Da Bjarke og jeg langt om længe gik i seng, lå knægten med hovedet ned mod fodenden. Og han er ikke dum - han havde taget sutten med sig, for den lå lige over hovedet på ham, så han kunne nå den, hvis han skulle føle trang til den. Dygtig dreng!

 

Lørdag d. 11/6 - uge 33 + 3

Matthias vågnede i et vræl igen i nat. Ikke helt så vildt som i går, for han faldt til ro med det samme jeg tog ham op. Han lå på maven - og lugtede. Han fik en ren ble på og så måtte han altså lige ligge lidt på gulvet derinde, mens jeg besøgte toilettet. Det nåede jeg jo ikke lige, da jeg sprang op af sengen for at "redde" ham. Derefter blev han ammet og han var noget urolig til at starte med. Så faldt han heldigvis til ro, fik spist det han skulle og blev puttet. Han trillede om på siden og krammede min bluse og dynen, lige med det samme. Og så puttede han sig ellers bare. Dejligt.

Jeg tror Matthias vågnede igen omkring kl. 8. Kl. 8.30 tog jeg ham over i vores seng. Han lå på maven og sparkede til tremmerne i hovedgærdet - og havde sutten i munden. Han hyggede sig, men ville gerne have opmærksomhed. Og han var kold, så han fik min dyne over sig, så de kolde tæer kunne blive tøet lidt op. Så lå vi og hyggeputtede under min dyne - og hans egen dyne. Det var så hyggeligt, at Matthias også forsøgte at få fat i Bjarkes dyne! Eller også var det et forsøg på at komme tættere på Far? Og så ville han helt vildt gerne hive mig i håret! Vi lå rigtig og hyggede og kom først op da klokken var ca. 9. Det tog lidt tid at få tøj på og morgenmaden var klar ca. kl. 9.30. Matthias var lidt pylret og gned sine øjne. Vi havde vist sovet alt for længe! Han var utålmodig med havregrøden og sluttede måltidet af med at prutte igennem. Da jeg puslede ham, så det umiddelbart ud til, at der bare var en smule i bleen - men der havde været tryk på i højstolen, så det var "bare" skubbet bagud i stedet. Godt vi er gået en størrelse op i bleer, for de er lige lidt højere, str. 5 fra Aldi, så der var ikke nogen uheld. Dem har vi da heldigvis heller ikke haft ret mange af.

Matthias var meget træt og bestemt ikke glad for, at alt tøjet skulle skiftes, fordi hagesmækken ikke havde dækket ordentligt, så der var kommet mælk hele vejen ind. Bjarke måtte ind og stå og trøste lidt. Så gjorde vi klar til putning i barnevognen. Matthias var alt for træt, til bare at falde i søvn, så det tog sin tid at trille med ham i haven. Men langt om længe faldt han da i søvn. Da var klokken ca. 10.15.

Vi havde snakket om at gå en tur i JYSK efter et havebord, når Matthias vågnede. De havde 40 % rabat på havemøbler her i weekenden, så det var jo om at slå til. Og så sov Matthias selvfølgelig bare 2,5 time og vågnede først kl. 12.45! Han kom ind og sidde lidt ved Bjarke i hans stol, mens jeg gjorde klar til frokost. Matthias fik grød og Bjarke og jeg fik koldskål. Matthias pruttede helt vildt, og lugtede, men det var bare gas. He he. Så gjorde vi klapvognen klar, smurte lidt solcreme på knægtens arme og gik en tur i JYSK. Jeg havde pumpet luft i sækkevognen, som var lidt flad. Så gik vi afsted. Det var spændende, at se den "nye" vej og Matthias holdt hånden ud fra klapvognen og nød turen. Vi købte både et bord og en parasol og det var lidt uhandy at gå med, selvom jeg havde sækkevognen. Der skulle have været lidt længere håndtag på den, for at det havde været godt - men så havde den sikkert også været i en helt anden prisklasse! Vi fik det med hjem og Matthias var noget pylret, da vi kom hjem igen. Bjarke sendte mig op i lejligheden med knægten, men han ville ikke ned på gulvet, så vi hentede først parasollen og derefter klapvognen. Den kan vi nemlig godt have med op af trappen sammen, Matthias og jeg! Bjarke gik op med sækkevognen og overtog knægten, hvorefter jeg hentede bordet. Pyha!

Da alt var inde blev Matthias ammet. Han var tørstig, pylret og træt. Men han var også sulten, så vi gik ud for at lave grød, mens Bjarke gik i bad. Han skulle til U21EM på stadion. Matthias fik grød kl. 15.30 og så blev han puslet. Han var meget ked og det lykkedes mig ikke at give ham tøj på igen - så han blev puttet udelukkende iført ble, strømper og bodystocking! Det trak op til regn, men jeg nåede da lige at trille ham i søvn ude på græsplænen. Det tog et stykke tid, for han var så træt og ked. Men kl. 15.45 sov han! Jeg kørte ham ind på altanen og lagde en stofble over ham, så han ikke skulle fryse. Kort efter stod regnen ned i stråler. Godt vi har altanen!

Matthias vågnede kort efter kl. 17 og var meget glad. Det var en god lur, han havde fået sig! Han fik shorts og T-shirt på igen og så var det på gulvet og hygge med tegnefilm og legetøj. Det var bare sagen! Men sådan som han sparker til legetøjet, ligger det da vist næsten i kortene, at han skal være fodboldspiller...

- Nej, du må ikke låne min musikbold!

- Ser tegnefilm...

- Leger med fodboldranglen.

- Grinebidder!

Vi havde jo ikke fået købt kartofler og gulerødder i går, så Matthias måtte nøjes med grød til aftensmad. Til gengæld var den økologisk. Han spiste stort set det hele og så hyggede han sig lidt på gulvet, mens jeg ryddede af bordet. Vi nåede lige en tur i gyngen, inden knægten blev træt og vi gjorde klar til bad. Matthias ville vist gerne have været ned i baljen til termometerfisken med det samme, men han måtte altså lige vente, til vi havde været forbi puslebordet og han havde fået tøjet af! Det var dejligt at komme i bad, men det blev en kort fornøjelse, for kort efter han var blevet vasket, tissede han i vandet - og det syntes jeg altså ikke han skulle sidde i. Så han blev taget op og så var det ind og få børstet tænder, "nattøj" på og smurt kinderne. Og så var det ind og blive puttet. Han var vågen, da jeg lagde ham, men det har han jo været så ofte før, og hurtigt faldet i søvn.

Kl. 20.10 lød der et skrig fra soveværelset! Jeg skyndte mig ind for at se til Matthias. Han stod nærmest på alle fire i hovedenden af tremmesengen, med panden mod siden ind mod væggen. Han havde vel slået panden ind mod tremmerne og var blevet sur over, at det gjorde ondt. Jeg tog ham op og ordnede sengen, hvorpå jeg gav ham sutten og puttede ham igen. Jeg kunne høre i alarmen, at der absolut ikke var ro derinde!

Kl. 22 græd han pludselig igen. Da jeg kiggede til ham sov han stadig, men han havde det vist varmt - og så havde han fået foldet dynen sådan omkring sig, at han ikke bare kunne sparke den af sig igen. Så jeg fjernede dynen og lukkede døren igen. Sutten kunne jeg ikke lige give ham, men lagde den indenfor rækkevidde. Jeg kiggede til ham en halv time senere. Da lå han nede i fodenden, på maven, med hovedet krænget bagover og næsen op mod siden af tremmesengen. Sådan syntes jeg absolut ikke han skulle ligge - så jeg vendte ham resolut om på ryggen og lagde ham "rigtigt"!

 

Søndag d. 12/6 - uge 33 + 4

Kl. 1 og kl. 4 vågnede jeg ved at Matthias lå og kaldte. Han lå på maven begge gange og var sulten. Heldigvis faldt han hurtigt i søvn igen. Og så vågnede han vel omkring kl. 7 og lå og hyggede sig lidt i tremmesengen, inden jeg hentede ham over til os ca. kl. 7.20. Her lå vi og hyggede til klokken var ca. 8. Matthias lå dels på ryggen, dels på maven. Og så puttede han ved siden af Bjarke. Men når han rejser sig, kommer han efterhånden så højt op, at han faktisk får maven fri og står på hænder og knæ. Matthias havde fyldt bleen og var vist også sulten efterhånden. Ifølge sundhedsplejersken skulle vi vist nok op på 5 måltider om dagen, men det er jo lidt svært, når vi står så sent op. Vi fik morgenmad omkring kl. 8.30 og en times tid senere blev Matthias puttet.

- Nøjjj. Flere nye ting! Godt Mor har væltet kassen, når jeg nu lige præcis ikke kan nå ned i den selv.

- Mega-LEGO er sagen!

Bjarke satte sig til at spille playstation og imens fik jeg vasket sengetøj - og så gik jeg i bad. Desværre sov Matthias kun en god time. Han virkede lidt træt, men han var glad. Han fik en portion grød og da var klokken hen ad 11. Matthias var lidt pylret og virkede træt, så kl. 12 blev han ammet lidt, for at få noget væske i ham. Han havde ikke rigtig villet drikke noget ved måltiderne. Bjarke puttede ham i haven kl. 12.20, hvor Matthias lå lidt og legede, inden han faldt hen. Bjarke var ved at blive syg, så han lagde sig på sofaen. Imens fik jeg lavet nogle småting.

- Det er godt med noget at bide i, når bisserne klør!

Først kl. 14.45 var der uro i barnevognen igen, så Matthias havde sovet 2 timer og et kvarter! Og det var bare godt til ham. Han fik en portion grød og så var der hygge på gulvet. Bjarke skulle ud og hente kartofler til aftensmaden, så Matthias og jeg var alene hjemme. Vi hyggede på gulvet, men Matthias blev noget svær at gøre tilfreds. Han havde så også fået fyldt bleen, men var nærmest helt umulig inde på puslebordet. Jeg var meget træt - så jeg puttede ham i barnevognen. Han lå lige og legede lidt med barnevognspynten og så drejede han ellers hovedet fra side til side nogle gange, inden han puttede sig. Det var jeg glad for - for jeg var ved at gå kold. Jeg skulle lige til at lægge mig på sofaen, da Bjarke kom hjem og bad mig hjælpe med aftensmaden. Jeg ordnede kartofler og gulerødder, mens han ordnede en svinemørbrad og pakkede den ind i bacon. Det var nu meget hyggeligt at stå og lave mad sammen igen.

- Om vi hygger os? Det kan du tro!

Matthias begyndte at sparke og legede med hovedpudekluden omkring kl. 17.45. Da han begyndte at sige lyde også, lavede Bjarke og jeg "sten, saks eller papir" om, hvem der skulle hente ham ind. Bjarke var jo blevet syg, og jeg var enormt træt. Men vi var enige om, at knægten ville nyde at blive hentet ind af hans Far. Der var hygge i stolen, hvor Matthias moslede rundt på Bjarke. Vi var lidt i tvivl om han havde fyldt bleen igen, så knægten kom over til mig, så jeg kunne tjekke. Bleen så helt hvid ud indeni, da jeg trak ned i hans bukser og lindede på kanten af bleen. Han slår godt nok nogle fæle prutter, den lille dreng! Derefter fik han en tiltrængt tur i hoppegyngen. Han kan lige nøjagtig nå jorden og har fundet ud af, at han kan hænge og svæve, hvis han lige bøjer benene - og så kan han ellers få fart på, ved at strække benene ud igen. Men han ville gerne have opmærksomhed, mens han hoppede, for han hoppede mest, når vi kiggede på ham og smilte til ham.

Maden var færdig kl. 19 og Matthias var godt sulten. Bjarke havde lavet en portion, han syntes var passende, men vi var nødt til at mose nogle flere kartofler og gulerødder. Det var godt at få noget at spise! Efter aftensmaden kom Matthias ned på gulvet igen, hvor Bjarke holdt øje med ham, mens jeg ryddede af bordet og fik startet opvaskemaskinen. Knægten legede lidt med tingene på aktivitetstæppet og vendte sig så om på maven og sparkede og møvede. Bjarke mente, han var på vej ud til mig og da jeg kiggede ind til dem, var Matthias kommet hen på siden af den korte sofa. Da jeg var færdig i køkkenet, havde han så lige drejet sig rundt om sofahjørnet og var i stedet på vej ind under sofaen! Han var faretruende tæt på at slå baghovedet mod kanten af sofaen, da jeg tog ham op og lagde ham tilbage på puslespilstæppet.

Vi gik i bad kort før kl. 20. Matthias havde hygget sig så meget på gulvet, at det næsten var synd at stoppe ham. Men da han kom ind på puslebordet var han bare ked! Bjarke mente, det var de øverste fortænder, der langt om længe var på vej. Jeg forsøgte at give ham en kølebidering, men han var bare ked af det. Så fik han et par gummedråber! Om det var dem, der gjorde udslaget, vides ikke - men han faldt da til ro. Så kom han i bad, hvor han hurtigt blev vasket og så lå han og plaskede og bed i termometerfisken. Han forsøgte så enten at vende sig, eller at komme til at drikke af badevandet - og jeg syntes ikke han skulle nogen af delene, så han kom op og blev tørret. Han var igen noget ked, men det var nok nærmere på grund af træthed. Han var glad, da vi gik i soveværelset og han blev rakt ned til mig af Bjarke. Han lå også pænt og suttede og da jeg lagde ham ned i tremmesengen, vendte han sig om på siden, nærmest inden jeg havde sluppet ham. Han krammede min T-shirt og kiggede op på Cirkelinesengeranden - og så grinte han lige lidt. Så sagde jeg godnat og lukkede døren. Få minutter senere græd han og Bjarke gik ind for at se til ham. Knægten havde fået det ene ben mast ud mellem tremmerne, helt til knæet - og sad fast. Bjarke befriede ham, hvorefter Matthias lige pylrede lidt, inden han puttede sig. Så var der ro.

 

Mandag d. 13/6 - uge 33 + 5

Matthias vågnede og blev ammet kl. 00.30. Jeg var meget træt - og glad, da han faldt hen igen. Kl. ca. 4.30 var knægten vågen igen. Bjarke snakkede til mig, og spurgte, hvor mange gange vi havde været oppe og sagde noget om, hvad klokken var. Jeg var bare overhovedet ikke klar! Matthias faldt da heldigvis hen igen, men kl. 6 blev jeg nødt til at tage ham op. Jeg magtede ikke lige, at have ham på armen, mens jeg gjorde puslebordet klar, så han kom ned til Bjarke lidt i dobbeltsengen. Der var Far-Søn hygge, da jeg kom ind og hentede knægten igen. Han havde lavet lidt i bleen, og det var et stykke tid siden (sikkert da han var vågen tidligere), for der var ligesom en træls "kant" der tog lidt tid om at fjerne. Han slog en ordentlig prut, mens jeg var i gang - og puha, hvor kan han da lugte fælt! Mens jeg fortsatte med at vaske hans numse, trykkede han lige noget mere ud. Det ramte da heldigvis bleen, som jeg ikke havde fjernet endnu, og prutten lugtede langt værre, så det var såmænd ikke så slemt, som man måske skulle tro. Da Matthias havde fået en ren og tør ble på, var klokken efterhånden blevet 6.30. Matthias var glad for at komme ned i dobbeltsengen til morgenhygge, men var også helt klar på at skulle ammes. Så faldt vi i søvn og sov lige et par timer mere. Knægten havde en hånd på Fars arm og en fod på mit lår. Der var styr på Far og Mor!

- Øv, nu kan jeg ikke komme længere!

Matthias vågnede kort før kl. 9 og tog sig lige lidt mere at spise, inden der var dømt hygge i sengen. Vi gik ind og fik tøj på og fik smurt eksemen og så blev der lavet havregrød til drengene. Vi skyndte os at spise, da klokken efterhånden var blevet 10, for vi skulle til brunch hos Pia kl. 11. Matthias var ved at være træt, så han blev puttet i barnevognen, som kom med helt op på Pias altan, efter Bjarke havde gået en lille tur med ham, i håb om, at knægten ville falde i søvn. Det lykkedes næsten, men det var nok alligevel for spændende, at komme med op til Pia, Anders og Henrik, for han vågnede i hvert fald op. Så fik han en bolle og et utal af gulerods- og agurkestænger. Det kunne tydeligt ses på gulvet, at Matthias havde været på besøg! Han fik en portion grød lidt efter kl. 12 og så var der ellers dømt hygge.

- Til Pias fødselsdag i Blok 3

- Matthias was here!

- Pia vil gerne lære mig at kravle.

Selskabet gik en tur, for at få maden til at falde på plads, og gerne lave plads til lidt mere. Vi var vel væk en times tid og Matthias fik da sovet lidt. Han sov på vej op ad trapperne, men vågnede, da han kom ud på altanen. Så måtte han jo ind og have lidt mere agurk og gulerod. Han fik også lidt hos mig, for han havde ikke rigtig drukket noget af koppen. Og så havde han fyldt bleen. Kl. 16 vendte vi næsen hjemad igen, for Matthias var godt træt og nu havde han jo fået afbrudt sin søvn 2 gange, så forhåbentlig ville han sove et stykke tid. Han blev puttet ude i haven, hvor han lige lå og legede lidt, inden han faldt hen. Det var overskyet og så ud til, at det måske godt ville til at regne og efter knap en time i haven, valgte jeg at tage chancen og kørte ham ind på altanen.

Kl. 18 var der lyd på alarmen. Nogen legede med den i barnevognen! Bjarke og jeg stod lige kort og kiggede ud på altanen, hvor Matthias rigtig lå og hyggede sig, både med alarmen og pynten i toppen af kalechen. Han havde fået skruet godt op for alarmen! Bjarke tog ham ind og de sad og hyggede i stolen, mens jeg holdt øje med aftensmaden. Den var klar ca. kl. 18.30 og kl. 19 var vi færdige med at spise. Matthias fik en tur i gyngen, og sad rigtig og hyggede sig. Det var bare skønt! Vi gik ind og gjorde klar til bad ca. kl. 19.30 og en halv time senere, gik vi i soveværelset. Matthias slap brystet og rejste sig op på hænderne et par gange, og til sidst tænkte jeg, at så var han jo nok færdig med at spise. Jeg puttede ham og opdagede, at jeg ikke havde fået skiftet blusen ud med en T-shirt, så han måtte nøjes med den fra i nat. Den var jo godt nok ikke varm og "frisk", men den lugtede vel stadig lidt af mig. Han klynkede en smule, selvom han havde fået sutten. Måske mente han ikke helt, han skulle sove endnu - men det skulle han altså.

 

Tirsdag d. 14/6 - uge 33 + 6

Matthias pylrede omkring kl. 2. Bjarke og jeg vågnede begge og Bjarke mente, at drengen vel havde mareridt. Jeg syntes det var synd for ham, men vi lod ham ligge, for der var ingen grund til at afbryde hans søvn. En times tid senere var knægten ked igen og denne gang var det alvor. Jeg fik en ordentlig nysser, da jeg tog ham op og så ville han ellers gerne have noget at spise - om ikke andet, så til at trøste sig på. Han faldt heldigvis hurtigt i søvn igen og så sov vi videre. Kl. 6 var han ked igen. Her lå han på alle fire med hovedet ind mod tremmerne. Det var vel derfor, han var sur. Jeg satte ham op midt i tremmesengen, rodede lidt efter hans sut, lagde ham ned på ryggen igen og gav ham sutten i munden. Hans øjne var lukkede, men jeg gjorde alligevel klar på puslebordet, bare for en sikkerheds skyld. Da jeg kom tilbage til soveværelset sov Matthias trygt og godt, så jeg skyndte mig at lægge mig igen også. Matthias vågnede igen omkring kl. 7, hvor jeg lige sagde "Hej", inden jeg besøgte toilettet og gjorde klar til at stå op. Matthias var ikke helt tilfreds, så da jeg kom tilbage, havde Bjarke taget ham med over i dobbeltsengen! Matthias var glad for at se mig igen, men der var kun én ting, han var interesseret i - og jeg kunne godt bare se at skynde mig, med at få knappet op! Vi hyggede næsten en hel time i sengen. Så måtte vi hellere se at stå op!

- Hi hi, jeg er på vej ind under sofabordet!

Der var morgenmad kl. 8.30, så det var da lidt tidligere, end vi var vant til! Så fyldte Matthias bleen og da vi havde leget lidt på gulvet, blev han puttet ude i haven. Han lå lige lidt og legede, inden han puttede sig. Det er så dejligt, når vi får ham puttet i tide, inden han bliver for træt til at putte sig, uden at skulle trilles i søvn. Jeg gik da lige lidt rundt i haven og kiggede på ukrudtet og nussede om tomaterne på altanen, inden jeg gik ind igen. Knægten faldt heldigvis hurtigt i søvn. Bjarke og jeg snakkede om, at vi ville gå en tur i kvickly, når han vågnede igen - og så sov han selvfølgelig længe! Han blev puttet kl. 10 og begyndte at røre på sig igen kl. 12.15. Så fik han en portion grød og så gjorde vi klar. Vi tog klapvognen og Matthias nød turen. Han kunne rigtig se det hele, som han sad der i sin klapvogn og det var tydeligt, at han nød at gå tur med både Far og Mor. Vi mødte Anni, hendes mor og Michelle derovre og Matthias nød opmærksomheden. Men han syntes ville vist gerne have haft mere af den, for da vi gik videre, blev han småsur. Det endte med, at Bjarke gik ud med ham, mens jeg stillede mig i kø ved kassen. Da jeg kom ud til dem, havde Bjarke knægten på armen. Han var træt og havde det måske også lidt varmt - men det var lidt køligt og vinden var kold, så han måtte beholde jakke og hue på! Han var lidt hys, da vi nåede hjem.

Hjemme igen kl. 14.30 blev Matthias ammet lidt og så fik han en portion grød. Han var godt træt efterhånden, så jeg puttede ham ude i haven endnu en gang kl. 15.30. Han drejede lige hovedet et par gange - så var han gået i drømmeland! Desværre var der nogle børn der larmede udenfor hækken, så han vågnede efter kun 45 minutter. Pokkers også - for han var bare træt! Jeg var ved at sy en dyne sammen, jeg havde klippet i mindre dyner, så Bjarke måtte lige sidde med ham. Der var dog ikke megen tålmodighed fra nogen af dem og Bjarke mente åbenbart, at amning var svaret - men Matthias havde jo altså næsten lige fået både bryst og grød, så det var jeg bestemt ikke enig i. Bjarke kunne ikke selv komme på at pusle Matthias, eller måske give ham lidt at drikke fra en kop. Næh, ud i barnevognen igen, med den grædende dreng! Der stod han så og trillede ude på altanen, mens jeg blev færdig ved symaskinen. Matthias faldt selvfølgelig ikke i søvn. Da de kom ind igen, sad de lige lidt i Bjarkes stol, inden jeg fik Matthias. Så gik vi til puslebordet!

Matthias kom med ud i køkkenet, mens jeg skrællede kartofler til hans aftensmad. Klokken var efterhånden blevet 17.30, så det var på høje tid! Han legede lige lidt med "rasledåsen" og så vendte han sig ellers om på maven og sprællede og møvede. Det er jo ikke så tit, han er med derude, så der var masser af ting at kigge på. Han pillede lidt ved skråstolen og undersøgte spændet til selen, hvorefter han kastede opmærksomheden på sækkevognen, som endnu ikke havde fundet vej ned til kælderen igen, efter vores tur i JYSK. Klappen var slået ned og den fik han så fat i. Jeg var lidt overrasket, da han også fik flyttet med sækkevognen! Der hang nogle bøjler på, fra det tøj jeg havde købt til ham i sidste uge, og de raslede når han rykkede med sækkevognen, så det var jo bare skægt! Bjarke var også ude for at se, hvad der foregik.

- Bien med bideringen er bare go'!

Vi spiste ca. kl. 18.20. Bjarke og jeg fik rester fra i går og Matthias fik en stor portion kartoffelmos. Det var noget han kunne lide! Han fik også en del skefulde til sidst, hvor han selv tog fat om skeen og (næsten) selv førte den ind i munden. Han er faktisk ret god til at ramme munden! Matthias sad og trykkede lidt, da han var færdig med at spise. Det er nærmest ved at være en tradition, at der skal trykkes igennem og fyldes en ble, i løbet af mindst ét af dagens måltider! Bjarke syntes han lugtede - men det gør hans prutter godt nok også! Bjarke skulle afsted til U21EM på stadion, og Matthias og jeg ventede med at gå i bad, til vi havde sagt godnat og farvel til ham. Så gik vi ud og fyldte badekarret og så ind og få tøjet af. Der var gevinst i bleen, men det var nu ikke meget. Så skyndte vi os i bad og det var dejligt. Matthias fik plasket en hel del. Men han var træt. Han var ikke helt glad for at skulle tørres, smøres og have tøj på. Men det var dejligt at komme ind i soveværelset og blive ammet. Han slap efter et stykke tid og forsøgte at rejse sig op. Så lagde jeg an til at putte ham - men han var åbenbart ikke færdig med at spise. Han kom op igen for at blive færdig og jeg syntes han lå lidt længe. I hvert fald var jeg ved at få ondt i ryggen. Jeg tog ham fra og puttede ham. Han sov. Så benyttede jeg lejligheden til at få fejet og vasket gulvet i stuen, køkkenet og gangen - om ikke andet, så overfladisk. Den helt store rengøring må vente, til katten er væk!

 

Onsdag d. 15/6 - 34 uger gammel

I nat vågnede Matthias først kl. 4.30. Han blev puslet og ammet og så var det i seng igen. Han vågnede vel igen omkring kl. 7.30. Her lå han og møvede og pludrede i tremmesengen en halv times tid, til jeg stod op kl. 8. Han lå på maven og kunne kigge over til os, hen over sengeranden. Det var lidt sjovt og hyggeligt. Jeg kunne kun se, han lå på maven og havde ansigtet vendt mod os, fordi jeg ikke lige havde briller på - men det var tydeligt at høre, at han hyggede sig. Jeg tænkte vi ville stå "tidligt" op og så forsøge at få to måltider til formiddag. Men det tog altså sin tid at stå op og få tøj på, så der var, som sædvanlig, morgenmad kl. 9. Matthias var til gengæld ikke blevet ammet til morgen, og spiste godt af sin havregrød.

Knægten var rimelig hurtigt træt i dag og vi havde planlagt at tage en tur i bilka. Planen var, at Matthias skulle sove i bussen, men han faldt først i søvn på vej ud fra centrum. Det gyngede godt nok også en del i barnevognen, i den bus vi var med! Han sov desværre kun en halv times tid og var ret træt. Det var spændende nok at være med i bilka. Et helt nyt sted, med masser af ting at kigge på. Desværre havde de ikke den sansegynge, vi var taget afsted efter, og der var problemer med leverandøren, så det vides ikke, hvornår vi kan få en. Øv! Eneste lyspunkt var vist, at turen havde været "gratis", fordi billetautomaten ikke virkede. (Det gjorde den heller ikke på hjemturen.) Billetkontrollen kom forbi og de fik syn for sagen, at automaten var uhyre langsom og ikke ville tage imod kortbetaling.

Matthias blev ammet lidt i bilkas bistro. Der var meget at kigge på, så han kunne ikke helt koncentrere sig. I stedet fik han bidt mig - så det blødte! Da han ikke ville ligge stille og hele tiden slap, pakkede vi sammen og gik videre. Vi tog en tur i Stof & Stil, når nu vi alligevel var på de kanter. Matthias blev noget ked og Bjarke kørte rundt i butikken med ham, mens jeg fandt de ting jeg skulle have. Det var ikke lige den gode oplevelse, jeg havde håbet på. Men jeg fik da i hvert fald det vigtigste! Nu skal jeg bare høre fra Thyholmslynger, hvordan og hvorledes; om jeg skal have vasket og tørret stoffet, inden jeg sender det afsted, eller hvad jeg lige gør. Så vil jeg have mig sådan en! Det kommer godt nok til at koste, men sådan er det bare.

Matthias faldt i søvn mens vi stod og ventede på bussen og han sov da også lige en halv time ude i haven, inden han vågnede igen. Han græd lige kort i alarmen, så opdagede han vist, hvor han var og lå bare og holdt øje med hækken og legetøjet i barnevognen, inden Bjarke hentede ham ind. Han fik straks en portion grød - som han åd i løbet af ingen tid! Det gik ikke helt godt med vand og mælk og Bjarke nævnte, det måske kunne have noget at gøre med de nye tænder. Det kunne jo være, det var lidt koldt for de nye små bisser. Så var der lidt hygge, inden jeg forsøgte at putte knægten igen. Han var pylret og virkede meget træt, men han lå og græd og vred sig i barnevognen. Det virkede som om, han var træt nok til at sove, men noget generede ham. Jeg tænkte han måske var tørstig, men der var ingen ændring, da jeg havde ammet ham. Matthias kom tilbage på gulvet, hvor han møvede sig rundt - og pludselig lå han omme ved siden af mig, på den anden side af sofabordet! Han er en værre lille en, er han.

- Rækker tunge til Far!

Resten af aftenen var han noget pylret og sad meget hos mig. Det var lidt hårdt at være Mor. Men det var også hyggeligt nok at tumle rundt på gulvet. Måske det er den sidste nye tand, der lige er på vej igennem, men som ikke er helt fremme endnu, der generer ham. Vi fik aftensmad kort efter kl. 18 og gjorde klar til bad kl. 19. Matthias var træt og det blev et kort bad. Han lagde an til at vende sig, hvorfor jeg rejste ham op. Han ville ikke sidde ned igen, men stod bare og grinte med termometerfisken i hånden. Den skulle jo altså blive i badekarret og han kiggede langt efter den, da jeg lod den plaske tilbage i vandet. Øv. Den var nemlig god at bide i. Da han var blevet tørret så vi, at hans ryg var fuld af varmeknopper. De var måske årsag til, at han ikke havde kunnet finde ro i barnevognen kl. 16, hvor jeg havde forsøgt at putte ham. Bjarke sagde godt nok, at Matthias var noget varm, da han tog ham op, efter vores indkøbstur. Han fik smurt både ryg, hænder, albuer og ansigt og så var det i seng. Han suttede godt og længe, men faldt også ret hurtigt i søvn, så det endte med, at jeg tog ham fra. Han sov, da jeg puttede ham og jeg håbede han ville sove længe. Klokken var 19.45, så det var tidligt Matthias gik kold i dag. Det havde været en lang og hård dag for knægten.

 

 

 

Næste uge