Syvogtredivte uge

 

Torsdag d. 30/6 - uge 36 + 1

Matthias har været lidt urolig igen i nat. På et tidspunkt skreg han pludselig. Jeg fór over til tremmesengen, og da lå han må maven, med et ben stikkende ud mellem tremmerne. Han har vel vendt sig i søvne, med benet stikkende ud, og så har det gjort ondt. Jeg tog ham op med det samme og han puttede sig bare med hovedet på min skulder. "Bare læg mig i seng igen, Mor".

Kort før kl. 7 var der glade grin og hvin fra tremmesengen. Han stod på alle fire og rokkede, med bagdelen mod det ene hjørne af tremmesengen. Han hyggede sig og kunne næsten kigge over tremmerne til os. Han havde sparket dynen af sig så mange gange i nat, at jeg bare havde brugt min T-shirt som dyne til ham og dynen hang nu hen over tremmerne, så han næsten ikke kunne se os, hvor han stod. Der var liv og glade dage! Knægten kom med over i dobbeltsengen, hvor han først hyggede lidt med Bjarke, mens jeg lige gik på toilet og da jeg kom tilbage, var jeg "klatretræ". Vi stod op ret hurtigt og han fik tøj og en ren ble på. Morgenmaden var klar ca. kl. 7.30. Der blev hygget og leget med maden og kl. 8.30 blev Matthias puttet i barnevognen. Det havde regnet meget i nat og der var lige opholdsvejr nu, så jeg satte vognen ud i haven og håbede han hurtigt ville falde i søvn. Han lå bare og grinte og det så nærmest ud som om han legede gemmeleg med "blomsten"! Han lå og sparkede vildt, tog dynen op over hovedet og vippede den ned igen i et væk. Han hyggede sig! Til sidst gav jeg mig til at trille ham, for han skulle helst falde i søvn, inden jeg tog ham med ind på altanen - for sove i haven, var nok lige risikabelt nok, når vejrudsigten sagde regn hele dagen! Det lod til, han faldt hen, men han kiggede op på mig igen, da vi kom ind på altanen. Så måtte jeg lige trille lidt mere, og så faldt han endelig i søvn. Det tog et lille kvarters tid i alt.

Matthias sov 2,5 time! Han vågnede stille og roligt og lå og smilte til blomsten og sparkede lidt. Han havde fyldt bleen, og da han var blevet puslet, fik han en portion grød - og en skorpe at hygge sig med. Han er meget interesseret i den klare voksdug! Bjarke skulle på stadion omkring middagstid, og da vi tjekkede busplanen tog jeg en hurtig beslutning og valgte, at Matthias og jeg ville tage afsted sammen med ham. Vi var ikke helt hurtige nok, til at nå bus nr. 1, men vi nåede da nr. 25 og skiftede så til bus nr. 9 på Viby Torv. Han sad op i barnevognen, selvom det regnede. Han var meget interesseret i regnslaget og fik både stukket hovedet og den ene arm ud. Han fik vådt hår og blev lidt kold på den arm han havde ude, men han lod til at hygge sig. Og det var lidt heldigt alligevel, for han gylpede lidt undervejs - og det landede så udenpå regnslaget og ikke i barnevognen.

- Hey - luk mig ud!

Ude på stadion fik Bjarke og jeg buffet, hvorfra Matthias fik en bolle. Da vi havde spist gik vi over i loungerne og pillede mærkater af, mens Matthias legede på gulvet. Omkring kl. 14.15 fik Matthias lidt vand og en bolle mere, for han var ved at være lidt sulten igen, hvilket jo egentlig ikke var så mærkeligt. Han hyggede og legede også lidt med Anders, som havde snore i sin hættetrøje - og de var bare spændende! Til sidst var vi nødt til at gå, for Matthias var både træt og sulten. Vi tog bussen ca. kl. 16.30 og knægten faldt i søvn på vej til stoppestedet. Så gik vi lige en tur i Netto på vej hjem og købte Cirkeline-ting. Tallerken, skål, glas og kop - og en stor Cirkeline dukke! Matthias vågnede på vej ud af butikken og fik dukken til selskab til resten af busturen.

- Det er nu alligevel godt nok at sidde herinde i tørvejr!

Vi var hjemme ca. kl. 17.20 og Matthias blev puslet og derefter fik han nogle agurkestænger. Han var ked - og det var sikkert fordi han var sulten. Han blev mere og mere pylret og ville være hos mig hele tiden. Bjarke skrællede kartofler og da Matthias ikke virkede helt tilfreds med at hænge på mig i køkkenet, gik vi ind i stuen og så Phineas & Ferb. Jeg satte Matthias på gulvet og lagde mig foran ham, fordi jeg var lidt træt. Der gik ikke længe, før knægten rakte ud efter mig og ville have fat i mig. Så hjalp jeg ham op at stå, så han stod og hang op ad mig. Så kunne han jo lige træne benene imens. Han var ikke meget for at give slip! Bjarke ville gerne, at jeg lavede bøffer - så ville han underholde Matthias. Jeg skulle så lige have ryddet op i køkkenet, før jeg kunne finde kødet frem, men det nåede jeg knap nok, for Matthias var absolut ikke tilfreds med, at jeg var gået! Det endte med, at Bjarke lavede hele aftensmaden, mens jeg forsøgte at berolige Matthias. Det var ret hårdt til sidst! Matthias blev først glad igen, da han fik sin kartoffelmos, som var færdig omkring kl. 18.30. Da han havde fået de første 5-10 skefulde, virkede han nogenlunde glad igen, men det var åbenbart ikke helt nok, for da begyndte han igen at græde. Han holdt først op, da Bjarke kom ind med vores mad og overtog at made Matthias. Så var der fred igen.

Vi tænkte, knægten måske var træt også. Det havde jo været lidt en lang dag. Men da vi havde spist, var han glad igen og klar til at lege! Klokken blev faktisk 20, inden vi gjorde klar til bad og vi gik i soveværelset kl. 20.30. Matthias var lidt urolig og det endte med at jeg puttede ham. Han virkede træt og tilfreds, men jeg kunne godt høre, at han lå og sagde : "Nnnnnhh" et stykke tid. Han legede også lidt med Cirkeline og til sidst faldt han så i søvn.

Omkring kl. 21.25 var der igen nogen der borede i vægge et sted i bygningen. Vores naboer i opgang A gik amok med at banke på væggen ind til os og muligvis begyndte overboen også at trampe i gulvet. Matthias reagerede på larmen, men begyndte dog ikke at græde. Jeg gik ovenpå for at spørge overboen, om hun kunne høre, hvor der blev boret henne - men hun lukkede ikke op, selvom hun var ude ved døren. Underligt. Men det holdt da op med at larme. Det begyndte så igen en halv time senere!

 

Fredag d. 1/7 - uge 36 + 2

Der var den, efterhånden, sædvanlige uro i løbet af natten, som heldigvis kunne afhjælpes af sutten. Omkring kl. 6.30 vågnede Matthias og han og jeg stod op og gjorde klar til morgenmad. Knægten var noget pylret, så han kom ud i barnevognen allerede kl. 8. Han måtte nøjes med altanen, fordi vejrudsigen sagde regn. Dog var der ophold i vejret, så jeg satte barnevognen ud i haven til at starte med. Matthias lå vågen et stykke tid inden han faldt hen. Så kørte jeg ham på altanen, og tog mig en lur sammen med Bjarke. Vi sov en times tid, så var der fuldt hus i bleen og Matthias var desuden klar til at få en gang grød.

- Hygger med Far!

Da Matthias havde spist tog vi en tur til Viby for at hente en pakke på posthuset, medicin til Bjarke på apoteket og så en tur i Føtex. Vi fulgtes med Pia, som også havde planlagt en tur i Føtex. Vi startede med at besøge posthuset, og det var vist meget godt, vi startede der, for de kunne ikke finde min pakke. Så gik vi i stedet i Føtex og fik de ting vi skulle have der, samt Bjarkes medicin fra apoteket, og så tilbage til posthuset. Her fik vi at vide, at min pakke - som var ankommet til posthuset i går - var lagt klar til at blive sendt retur! Det er absolut ikke første gang, vi oplever problemer med den slags på Viby Posthus, desværre! Men vi fik pakken og det var jo det vigtigste. Matthias havde fået en thebolle med rosiner i Føtex og var klar til en tur i kvickly også. Her skulle vi nemlig også ned, for de havde tilbud på saft - og så gad vi ikke slæbe kartofler helt inde fra byen.

- Arrrrh! Kan den spises?

- Ih, hvor er hun altså sød, hende Cirkeline!

Hjemme igen var Matthias klar til rugbrød med leverpostej. Bjarke havde købt frokost til os i kvickly, men det gør vi nok ikke igen lige foreløbig. Det er blevet noget underligt noget, de sælger. Der var hygge på gulvet og kl. 15.30 blev Matthias puttet ude i haven. Han sov en times tid igen og så var der hygge på gulvet med Far, mens jeg lavede aftensmad. Vi skulle have hamburgerryg med kartofler og så fik vi da også lige lidt persillesovs til. Selvom der ikke var plads i gryden til gulerødder, nød Matthias hans kartoffelmos. Vi gik i bad omkring kl. 19. Den nye badeand, uden hul i bunden, som havde været i pakken fra posthuset, var et hit. "Halen" var i hvert fald god at bide i!

- Cirkeline får også lige en tur i sansegyngen.

Jeg var blevet noget sur og skuffet under aftensmaden, og jeg ved ikke, om Matthias havde mærket noget til det. Måske havde han - i hvert fald måtte jeg amme ham ekstra meget, dog uden at forlade soveværelset. Jeg havde startet vaskemaskinerne, inden Matthias kom i bad og en halv times tid efter, jeg var helt færdig med at vaske, gik jeg i seng og græd mig selv i søvn. Matthias var en smule urolig, men kunne heldigvis beroliges med sutten. Jeg havde ham oppe en enkelt gang, hvor han vågnede, men han puttede sig hurtigt igen.

 

Lørdag d. 2/7 - uge 36 + 3

Matthias vågnede omkring kl. 4 og måtte ammes. Han vågnede igen kl. 6.30, og virkede som om, han gerne ville med over i sengen. Her blev han ammet lidt og så var der lidt morgenhygge, inden vi stod op og lavede morgenmad.

Jeg var stadig meget ked her til morgen, så da Bjarke var stået op og alle havde fået morgenmad - gik jeg i seng igen! Matthias fik lov at hygge med sin Far og det gjorde de godt. Dog var knægten alt andet end glad, da Bjarke puslede ham kort efter morgenmaden, for han havde fyldt bleen mere end rigeligt og skulle have en ren bodystocking på. Jeg kunne høre, han var meget ked og derefter blev han puttet ude på altanen. Det regnede meget i dag. Matthias sov halvanden time og derefter fik han en portion grød. Derefter var der hygge på gulvet med Far.

Kl. ca. 12 gjorde vi klar til at gå op til Pia med Matthias. Bjarke og jeg skulle nemlig til Råhøj Open + Lottes fødselsdag. Jeg havde egentlig ikke megen lyst til at tage med, men Bjarke fik mig alligevel overtalt. Matthias fik en halv skive rugbrød med leverpostej og jeg tror han havde det vældig hyggeligt hos Pia, Anders, Henrik og Lizette. Pia fortalte, at de havde forsøgt at lære Matthias at kravle. Og så havde Anders på et tidspunkt leget lidt med Cirkelinedukken, vist nok for at vise Matthias, at hun kunne danse. Dét havde Matthias ikke været glad for! Andre må altså ikke lege med hans Cirkeline! Lizette kunne supplere med, at Matthias både havde "lavet underlige øvelser" på gulvet, slået hende på låret og været ved at klappe hende bagi - så hun mente vist, han var på vej til at blive lidt af en bølle.

Jeg vendte tilbage til Rosenhøj omkring kl. 18. Da skulle Matthias lige til at have kartoffelmos. Det var lidt varmt endnu, men kølede nogenlunde hurtigt af. Anders fik lov at made Matthias og knægten spiste en god portion. Pia fortalte, at det havde været så nemt at passe Matthias og at han var meget nem at putte. De vil gerne passe ham igen en anden gang - og det vil Matthias sikkert også gerne. Så hjalp Anders os ned af trappen og hjem i vores egen lejlighed med barnevogn og højstol.

Hjemme igen kl. ca. 19.15 hyggede vi lige lidt på gulvet, inden vi gjorde klar til bad kl. 19.30. Matthias havde vist fået rigeligt at spise, for han gylpede flere gange, uden at det dog var ret meget ad gangen. Kl. 20 havde jeg puttet knægten, men han var lidt småpylret derinde. Han havde bidt meget i badeanden, tandbørsten og bien, så måske hans gummer klør lidt. Han havde også bidt en del i skeen oppe hos Pia. Efter et stykke tid måtte jeg ind og amme ham igen, men så faldt han også i søvn.

Et tydeligt tegn på, at knægten ikke ligger stille, mens han sover, er når man ind imellem hører raslen fra Cirkeline-sengeranden!

 

Søndag d. 3/7 - uge 36 + 4

Der havde ikke været megen uro i nat. Til gengæld vågnede Matthias kl. 4.30 og havde fyldt bleen. Han ville ikke sove igen, heller ikke, da jeg havde ammet ham lidt. Jeg måtte op og amme ham igen, så vi var oppe en hel time. Men så faldt han da heldigvis i søvn og sov halvanden time mere i sin tremmeseng. Han gad ikke rigtig morgenhygge i sengen, så vi stod op rimelig hurtigt. Han havde fyldt bleen igen! Vi fik morgenmad omkring kl. 7.30 og Matthias spiste rub og stub - og tømte også Bjarkes tallerken for havregrød. Bjarke havde selv spist det øverste lag, som ellers var dækket af et tykt lag sukker. Knægten måtte jo være sulten. Vi gættede så på, at med den mængde mad, ville han jo nok gylpe en del i dag. Og det skulle også  vise sig, at vi fik ret. Der blev leget lidt på gulvet, gylpet en hel del, og så puttede vi Matthias i barnevognen kl. 9.30.

- Mmmm. Mors hjemmebagte boller er gode.

Matthias vågnede kl. 11.30 og havde da sovet ca. 2 timer. Det var lummert udenfor, så vi skal vist bare holde os inden døre i dag. Men knægten var glad og sagde masser af hyggelyde. Han havde fyldt bleen, og det var noget tyndt, så vi må lige være ekstra opmærksomme på dehydrering. Han fik en portion grød - den sidste variant vi havde, hvor der var yoghurt og frugt. Og selvfølgelig gylpede han, hver gang jeg havde givet ham noget vand - og han gylpede en hel del mere, da han kom ned på gulvet. Det er vist ikke helt godt! Han fik en af mine nybagte boller og den kom også med ned på gulvet, da Bjarke kom hjem. Mors hjemmebagte boller er bare sagen.

Der var mere leg på gulvet og ca. kl. 14.15 blev han puttet i barnevognen igen. Han vågnede i vild gråd efter kun en halv time. Han havde det varmt og var meget tørstig. Da han havde fået lidt vand, fik han også en portion grød. Derefter havde han lavet en streg i bleen, så den blev også lige skiftet. Og så lod jeg ellers bukser og T-shirt blive på værelset, så han kun havde ble, bodystocking og strømper på! Bjarke holdt øje med ham på gulvet, mens jeg gjorde aftensmaden klar. Jeg havde været forudseende nok til at skrælle kartofler, mens han sov i formiddags, men cuvetten skulle lige ridses og saltes, inden Bjarke kunne smide den på grillen. Da jeg var færdig lagde vi picnictæppet ud i haven og så var der ellers hygge under parasollen en times tid. Matthias fik megen tid til at gå med at rive og flå i den megen kløver, der er i vores græsplæne. På et tidspunkt fik han fat i en kløverblomst på en lang stilk, og i bedste "Stampe"-stil, var han ved at putte den i munden - i slow motion! Det fik jeg dog standset. "Det gør de altså kun i tegnefilmen, lille skat!" Bjarke tog vand med ud til os, men knægten var ikke rigtig interesseret i hans plasticglad. Han ville hellere have mit glas med danskvand! Han drak da også lidt af det, men der røg også en del ned af mig, så min T-shirt blev ret så våd. Matthias blev noget pylret omkring kl. 17.50, så der gik vi ind og holdt øje med, om Bjarke nu lavede maden ordentligt færdig.

Da vi havde spist og jeg skulle til at rydde af bordet, satte jeg Matthias ned på gulvet og gav ham den store Cirkelinedukke.  "Mmmmmmmh!" sagde Matthias, mens han gav hende en ordentlig krammer. Jo, jo. Cirkeline er vist hans allerbedste veninde! Bjarke lagde sig ned til dem og hyggede, mens jeg ordnede det der skulle ordnes. Da jeg var færdig omkring kl. 19, kom Matthias i bad og kl. 19.40 forlod jeg soveværelset, hvor Matthias var faldet i søvn, efter at have suttet godt og længe på mit venstre bryst. Det føltes lidt som hvis man får lavet et sugemærke, da han suttede, så måske der ikke er så meget tilbage til ham længere? Jeg er spændt på, hvordan det kommer til at gå med at få ham vænnet helt fra!

Matthias var faldet i søvn, da jeg puttede ham i tremmesengen, så derfor havde han ikke fået sutten. Bjarke var så inde og give ham den omkring kl. 21, hvor han pylrede lidt. Kort efter var han noget mere ked, så da gik jeg ind til ham. "Moaaaar!" lød det nærmest som om han råbte. Han havde smidt sutten igen, så den fik han, og så aede jeg ham lidt på kinden og nussede ham på ryggen. Så sov han videre.

 

Mandag d. 4/7 - uge 36 + 5

Det har været en noget urolig morgen. Matthias fik sutten kl. 5 og kl. 5.30 stod jeg op og puslede og ammede ham. Vi fik sagt farvel til Bjarke, som skulle på tur i dag og så forsøgte jeg at få os til at sove lidt mere. Det mente Matthias så ikke vi skulle, så vi fik morgenmad inden kl. 7. Jeg havde lavet en lidt større portion havregrød til knægten i dag, og der var da heller ikke meget tilbage, da han var færdig med at spise. Han fik da også lige trykket igennem, så da jeg havde ryddet af bordet, fik han en ren ble på. Derefter puttede jeg ham ude i haven. Han lå lidt længe og legede derude, inden han lagde sig til at sove. Der gik i hvert fald 15-20 minutter, hvor han stadig lå og rakte ud efter pynten i barnevognen og sagde "Nnnnnnnnnnnnh". Mor syntes godt nok, det var tidligt, men benyttede lejligheden til at lægge sig på sofaen.

Matthias sov halvanden times tid, og lå i alt 2 timer i barnevognen. Det sidste kvarters tid lå han og snakkede og legede med sutten. Han var glad for at se mig og det var også rart at komme ind i stuen igen, til alle legesagerne. Her fik han gylpet lidt og det lignede nærmest havregryn. Spøjst! Kort efter gik vi en tur i Kvickly. Vi var lige ude og kigge i haven, for at føle, hvordan vejret var. Det var lidt køligt og der var en smule vind, så vi valgte at tage barnevognen frem for klapvognen. På vej ind i Kvickly mødte vi Faster Lotte, som fik et stort smil af Matthias. Vi fulgtes ad et stykke af vejen og Lotte fik en krammer af Matthias. Matthias havde været meget interesseret i kundekurven, som jeg hængte på styret, indtil vi havde fundet nogle kartofler. Mens jeg samlede kartofler i en pose, fik Matthias fat i indkøbssedlen, som lå i kurven - og var godt i gang med at tygge den i stykker, da jeg så det. Det måtte vi jo så grine lidt af.

Hjemme igen kl. 11.40 blev Matthias spændt på ryggen af mig, mens jeg lavede biksemad til mig selv af resterne fra i aftes, og smurte en leverpostejsmad til knægten. Mens han sad der, bed han både i bæreselen og min bluse, inden han fik fat i snoren til hovedstøtten, som han også puttede i munden. Bandit! Han spiste ca. 3/4 af et stykke "Det gode solsikkerugbrød", men jeg fik ham ikke til at drikke ret meget. Og så lavede han en lille smule i bleen. Han virkede træt igen, så jeg puttede ham i barnevognen, da klokken var ca. 13.15. Jeg måtte trille ham lidt, inden han overgav sig. Det var varmt, så han fik en ble som dyne og udluftningslemmen blev åbnet helt - og så satte jeg parasollen op over barnevognen, så han ikke fik sol.

- Gamer!

- Prøver lige et stykke vandmelon.

- Yoghurt kan også spises.

Matthias vågnede igen kl. 14.10. Han var lun, men han nægtede at drikke noget. Jeg måtte gøre et eller andet for at få noget væske i ham, så jeg skar noget vandmelon i stykker og hældte lidt sødmælksyoghurt op i en skål. Vandmelonen var ok at tygge på. Knægten puttede i hvert fald selv stykkerne i munden igen. Men yoghurten, puha. Jeg gav ham lidt på en ske - og han spyttede det nok hurtigere ud, end man kan nå at sige "Puha!" Det var godt nok noget skidt noget at putte i munden på ham, hvis man spurgte ham, tror jeg. Han så virkelig stram ud i ansigtet, da han smagte yoghurten! Derefter ville han ikke rigtig have noget som helst, så for at sikre, at han fik noget væske, tog jeg ham med ind i soveværelset og ammede ham lidt. Derefter var der leg på gulvet og lidt fjernsyn. Bjarke kom hjem kl. 16 og det vakte stor glæde hos Matthias. Men knægten var træt, så vi puttede ham kl. 16.30. Han var ikke helt glad for det, så Bjarke kom ud og lullede ham i søvn. Han sov kl. 16.45.

- Hygger med fjernsyn og kølebidering.

Desværre sov han kun ca. 25 minutter. Godt der var Phineas & Ferb på Disney Channel, så jeg kunne få ordnet kartofler og gulerødder til aftensmaden. Da jeg var færdig, kom Bjarke ud i køkkenet med Matthias på armen - og knægten nærmest kastede sig over mod mig. Vi gik ind i stuen og Matthias kiggede bedende op på krogen i loftet. Så kom han en tur i hoppegyngen - og det var bare fedt! Her fik han lov at sidde et kvarters tid, og han gav den bare gas! Der blev virkelig hoppet igennem og sparket til gulvet. Aftensmaden var færdig omkring kl. 18.20 og bestod af kartofler med gulerødder samt en hakkebøf. Matthias fik moset sine grøntsager og findelt bøffen. Vi andre fik til gengæld også bearnaise sauce.

- Møs, møs! Cirkeline er bare den bedste!

Matthias kom i bad omkring kl. 19.30 og kl. 20.10 forlod jeg soveværelset, hvor Matthias selv havde sluppet og kigget langt efter tremmesengen. Da jeg puttede ham, gned han sine øjne med stofbleen, krammede min T-shirt og puttede sig på siden. Men han begyndte snart at pylre. Bjarke var inde for at give ham sutten, vende ham om og vikle ham ud af stofble og T-shirt. Kort efter var jeg også inde og give ham sutten, og så nussede jeg ham, indtil han faldt til ro. Det har været lummert igen i dag, og der var ikke ligefrem køligt i soveværelset, så det var vel ikke så mærkeligt, at knægten havde svært ved at finde hvile. Det er synd for ham. Og så er det ikke engang blevet rigtig varmt endnu!

Matthias har flere gange været lige ved at kravle! Han har stået på alle fire og løftet det ene knæ, eller han har nærmest kastet sig fremad. Han er jo frygtløs!

 

Tirsdag d. 5/7 - uge 36 + 6

Puha, det har været en hård nat! Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har været oppe for at give Matthias sutten eller nusse ham, for at få ham til at falde til ro. Han har pylret rigtig meget - hele natten. Omkring kl. 4 tog jeg ham over i dobbeltsengen, i håb om at han ville falde til ro, når han kunne mærke mig. Han puttede sig tæt ind til mig, men var stadig urolig. Så vågnede han og jeg ammede ham. Jeg måtte sætte mig over i stolen for at amme ham, fordi han lå så uroligt. Så faldt han i søvn og jeg puttede ham i tremmesengen igen. Han sov vel en lille time, inden han vågnede igen og krævede opmærksomhed. Jeg var bestemt ikke klar til at stå op, og hev ham bare over i dobbeltsengen igen - men Matthias var vågen og ville absolut ikke sove mere. Til sidst måtte jeg stå op sammen med ham. Han var ikke meget for at blive sat på gulvet i stuen, men da jeg tændte for musikken, var det faktisk helt fint allitegel. Morgenmaden var klar kl. 7.30 og så var der hygge på gulvet, inden han blev puttet ude i haven kl. 9. Da jeg havde sat barnevognen ud i haven, sendte Bjarke mig i seng også.

Matthias sov knap nok en time. Jeg fik lov at sove lidt længere. Matthias havde fyldt bleen og da jeg havde skiftet den, fik Matthias en portion grød. Han var stadig træt, så jeg puttede ham i barnevognen igen kl. 11.30. Han var absolut ikke meget for at overgive sig og det tog sin tid, at lulle ham i søvn. Men jeg vandt! Og han havde godt af det, for han sov 2,5 time! Da han langt om længe vågnede, viste termometeret 32 grader i barnevognen - og jeg var faktisk lidt bekymret for ham, fordi det var så varmt. Men han virkede glad og tilfreds, da han vågnede stille og roligt.

- Næh, se her, hvad jeg lige kunne få fat i, da jeg havde rokket vildt i min stol for at komme tættere på!

Egentlig skulle han vel have haft et stykke rugbrød, men jeg ville gerne sikre mig, at han fik noget væske, så jeg lavede en portion grød til ham. Han var ikke meget for at drikke noget og det huer mig ikke! Da han havde fået sin grød gik vi op til Pia med Matthias. Hun ville gerne passe knægten, mens Bjarke og jeg tog på stadion og pakkede det sidste ned derude. Og jeg tror han hyggede sig deroppe. I hvert fald så han glad ud, da vi kom tilbage - en del timer senere, end vi først havde snakket om. Vi var vist tilbage kl. 19, så Matthias havde været hos Pia ca. 5 timer. Han havde sovet ca. 45 minutter og så havde han fået kartoffelmos med blomkål til aftensmad. Det var vist noget, han kunne lide! Da han fik øje på mig, kiggede han lige lidt på mig, inden han sendte et stort smil. Mens vi andre også fik aftensmad, fik han en krydderbolle at tygge i, så han ikke skulle føle sig snydt.

Vi var hjemme igen omkring kl. 20.15. Vi besluttede ret hurtigt, at Matthias bare skulle have nattøj på og så i seng. Han blev noget ked af det, da han fik nattøj på. Måske havde han set frem til, at skulle i bad - eller også var han bare meget træt. Han fik masser af bryst, inden han faldt i søvn og blev puttet. Jeg forlod soveværelset, da klokken var ca. 20.40. Da vi gik i seng kl. 22.30, havde det ikke været noget uro fra soveværelset overhovedet.

 

Onsdag d. 6/7 - 37 uger gammel

Der var lidt mindre uro i nat og vi sov til kl. ca. 7. Matthias havde fyldt bleen godt og grundigt, så vi gik direkte til puslebordet og derefter lavede vi morgenmad. Morgenmaden var klar kl. 8 og så var der hygge på gulvet en times tid, inden Matthias blev puttet i barnevognen kl. 9.30. Han puttede sig næsten med det samme.

Matthias sov lige knap 2 timer og så lå han lidt og hyggede i barnevognen, inden jeg hentede ham ind igen kl. 11.45. Han fik en portion grød, hvorefter han fyldte bleen. Så var der leg på gulvet, inden jeg puttede ham i haven igen kl. 13.45. Her måtte jeg trille ham i søvn og han sov kun ca. 45 minutter. Så fik han endnu en portion grød og en nybagt bolle. Han burde vel have haft noget rugbrød, men vi valgte at give ham grød, fordi han ikke rigtig vil drikke noget - og der er mere væske i grøden, end i et stykke rugbrød med leverpostej.

Vi hyggede lidt på gulvet, men Matthias gylpede meget og var noget pylret. Jeg forsøgte at putte ham kl. 16, men han var bare ked og ville ikke sove. Han var ellers træt, men sove ville han altså ikke. Jeg lagde mig ned på gulvet til ham og hyggede et stykke tid. Til sidst tog jeg ham op i bæreselen, hvor han fik et stykke agurk, mens Bjarke lavede aftensmad. Det var dejligt med agurken og den meget trætte dreng kunne slappe lidt af på Mors mave. Vi fik aftensmad kort efter kl. 18 og så var det ned på gulvet igen.

Jeg skulle vaske tøj, og Matthias kom i bad, da jeg havde startet maskinerne. Han var med ude og fylde vand i badekarret og det var vist sjovt, at have hænder og fødder under bruseren. Bjarke kom og hjalp og tog tøjet og den fyldte ble af knægten. Så fik vi ham målt og vejet. 12,4 kg og 78 cm. Matthias blev ammet i søvn og sov kl. 20. Der var en lille smule uro, da jeg gik ned for at hente vasketøjet igen, men ellers var der stort set ikke noget.

 

 

 

Næste uge