Fjerde uge

 

11/11 - uge 3 + 1

I dag oplever jeg noget, jeg bestemt ikke er glad for. Efter at have sovet ca. 3 timer, fyldt en ble, og derefter nærmest slugt mælken, gylper han en del. Så er han vågen lidt og får et bekymret udtryk i ansigtet. Og så kommer det ellers. Eksplosivt gylp, hvor han tømmer mavesækken. Gylpet rammer ca. en halv meter fra ham - ca. hans længde. Det er absolut ikke rart at være vidne til, og jeg er dybt bekymret! Gør jeg noget forkert? Får han nu nok at spise? Det var frygteligt!

Vi fik tørt tøj på og så lagde jeg ham til ved højre bryst i stedet. "Bare han nu ikke gylper det hele op igen," tænker jeg. Heldigvis går det fint, så jeg håber "bare" det er fordi han forsluger sig og har for travlt med at spise, så han får for meget luft med ned. Ja, og så har jeg måske flyttet for meget rundt på ham, da jeg har lagt ham op på skulderen for at gylpe. Jeg ved det ikke. Jeg håber bare ikke, det kommer til at ske igen - i hvert fald ikke lige med det samme!

- Man ligger godt her hos Mor.

- Også selvom hun tager billeder!

 

12/11 - uge 3 + 2 (fredag)

- Ha ha!

- Har sovet et par timer, og alligevel næsten lige gylpet. Og man kan gylpe langt!

 

13/11 - uge 3 + 3 (lørdag)

Vi vågner tidligt i dag - allerede ved 9-tiden. Knægten trænger til en ren ble, hvilket sikkert er årsag til, han ikke er helt tilfreds. Så snart der er lukket op for bleen på puslebordet og den første klud er ført, er man i godt humør igen. Det er altid rart at kigge på bien. Inden Mor når at fjerne bleen, får man lige tisset. Så er man sikret at få rent - eller i hvert fald tørt, tøj på. Mor vælger noget knægten har gylpet på i går, men som nu er blevet tørt igen. Så meget tøj har vi jo altså heller ikke - og Mor synes ikke, det betyder alverden. Det er jo bare en lille plet - og så længe det ikke er afføring, kan det vist være lige meget. Så går vi ind i stuen og får mad. Mor har en klapper med leverpostej fra i går, som hun spiser til morgenmad. Knægten er åbenbart sulten! I hvert fald sluger han mælken i sig, som om han ikke har spist i flere dage - og det er altså kun 2-3 timer siden, han sidst fik noget at spise. Det er Mor lidt bekymret over, for så får han sikkert også rigtig meget luft med ned, hvilket vil medføre en hel del gylp inden længe. Og ganske rigtig. Knægten har lige været oppe og bøvse lidt og har lige sluppet brystet, efter at have suttet lidt mere. Han ser noget bekymret ud i ansigtet - og så eksploderer han ellers bare i opkast! Uha, det er ikke rart at være vidne til! Mor er sikker på, han tømmer mavesækken. Dels fordi der virkelig bare er meget (og hvis Mor ikke trængte til et bad i forvejen - så trænger hun i hvert fald nu!), og dels fordi tredje skylle var helt gul - altså den første mælk han får i sig. Stofbleen Mor har mellem bryst og barn er gennemblødt, ligesom Mors BH og skjorte - og der er endda løbet noget ned i sofaen, som desværre ikke har været dækket ordentligt af tæppet (det er der rådet bod på nu!). Mor tænker lidt, at Kleopatra jo badede i mælk - men sikkert ikke hendes egen, som tilmed har været i maven på et spædbarn. Bjarke kommer til med tørre stofbleer og pudser Mors briller, som også er blevet ramt. Knægten virker sløv og træt lige nu, men det er vel ikke så mærkeligt, når man lige har kæmpet for at fylde maven, for så bare at tømme den igen på et øjeblik. Mor tager knægten med ind på værelset for at få tørt tøj på. Det bliver en helt ren dragt denne gang - sammen med en tør ble, for den indeholder en ordentlig tissetår. Bodystockingen virker ikke våd, så den får han lov at beholde på. Så går vi ind og får noget mad igen - fra det andet bryst, denne gang. Mor kan se i Babykalenderen, at første gang knægten havde eksplosiv opkast, havde han også diet ved venstre bryst. Da knægten falder i søvn, bliver han puttet i barnevognen ude på altanen med altandøren åben. Mor lægger mærke til, at der er en fugtig plet på dragten, så måske var body'en også blevet våd. Men da bleen er lige indenunder, går det nu nok. Så våd er dragten heller ikke. Herefter går Mor i bad, mens Far holder øje med babyalarmen, inden Mor får morgenmad (kl. ca. 11.30!) og forsøger at "redde" sofahynden.

- Hvad har du gang i?!

 

14/11 - uge 3 + 4 (søndag)

Knægten har været lidt urolig i nat. I aftes gik vi i seng omkring kl. 22.30, hvorefter han lå og krampede sig lidt. Jeg forsøgte af hjælpe ham ved at nusse ham på maven. Han fik mad kl. ca. 01.30 (efter et tiltrængt bleskift) og vi lå i sengen og ammede omkring kl. 4 (og et godt stykke tid frem). Et par timer senere er han noget urolig igen. Pjevser/klynker, krummer sammen, sparker, kramper og ryster lidt. Jeg får ikke sovet ret meget af ren bekymring. Ind imellem hjælper det lige lidt, at jeg nusser ham og putter ham lidt ind til mig (jeg ligger efterhånden ret langt ude på kanten af sengen - hurra for kantstabile madrasser!), men det gør ikke nogen længerevarende forskel. Kl. 7 vælger jeg at tage ham op. Der er kun en tisseble. Midt i amningen holder han pause og det er tydeligt, der "foregår" et eller andet. Jeg frygter først, han skal til at have eksplosiv opkastning igen, og bliver ret lettet, da det "bare" er afføring, der er på vej. Vi venter lige 5-10 minutter med at pusle, for ikke at gentage scenerne fra i går, hvor vi gik ind og puslede - og der så kom en sending mere, lige da bleen blev flyttet. Der kommer en del gylp, sikkert fordi jeg har flyttet rundt på ham for hurtigt/tidligt, men han får fyldt depoterne op igen, da han er blevet puslet. Så bliver knægten lagt i seng igen, ved siden af Bjarke, mens jeg lige får mig en gang morgenmad - for jeg er bare sulten og min mave rumler enormt meget! Så går jeg også i seng igen. Bjarke har nusset knægten lidt og jeg må nu tage over, for Bjarke kan ikke holde ud at ligge ned længere. Jeg får ikke sovet mere, for knægten er stadig meget urolig - og jeg er lidt bekymret for ham.

Vi står op igen kort efter Bjarke er taget afsted. Knægten får igen noget at spise og så putter jeg ham i hans seng og det lykkes mig at få lavet en kage mens han sover (uret ringer, at den er færdig, ca. 5 minutter efter han vågner igen). Da han vågner igen et par timer senere, er han bestemt ikke tilfreds! Han har gylpet en del - formentlig ikke for ret længe siden, for han er meget våd (helt om på ryggen!), så han skal i hvert fald have tørt tøj på. Der er stadig kun tis i bleen. Han ligger og sutter en del - tydeligvis sulten i starten, herefter mest hyggesut. Han er vågen en halv times tid, inden han så vil have mere mad. Jeg lægger ham i seng igen, men må tage ham op efter en lille times tid, hvor han igen har gylpet. Dog ikke nær så meget denne gang, men han er sandsynligvis utilfreds over, at underlaget er fugtigt. Nu får han lov at ligge og sove i min favn. Han er stadig urolig. Flere gange i løbet af eftermiddagen synes jeg at have hørt hans mave rumstere - altså små-rumlen fra hans mave. Jeg har puttet dynen over ham, for at han ikke skal komme til at fryse, men opdager så, at han faktisk er ret varm. Min arm er helt våd, hvor hans hoved/nakke har lagt. Bare der ikke er noget galt! Han får mad igen kl. ca. 19 og bliver lagt i seng igen en times tid efter, hvor vores pizzaer kommer. Her har han sovet lidt i min favn igen. Babyalarmerne står til opladning, så vi skruer ned for fjernsynet og håber han giver lyd fra sig, hvis der er noget.

 

15/11 - uge 3 + 5 (mandag)

Puha, det har været varmt i nat! Knægten har kun haft bodystocking på i nat - med korte ærmer. Og fra kl. 1 gik vi over til kun at bruge en stofble som dyne. Det var nærmest ulideligt varmt og jeg forstår bare ikke, hvorfor det er SÅ varmt! Jeg var ligefrem rundt og kigge på termostaterne, for at se, om de stod for højt - men de står ligesom sidste år. Måske pumper de bare for meget varme ud i år, eller det at Bjarke har ladet termostaten stå i stuen, mens lemmen har været åbnet ud til altanen, har sat fut i systemet, så det ligesom overopheder? I hvert fald benyttede jeg mig straks af chancen for at lufte ud, da knægten blev puttet på altanen! Han har fået en 'elefanthue' på i dag, for at se, om den passer - og det gør den. Så senere skal jeg have tegnet den af og syet nogen selv, sammen med nogle små luffevanter, så han ikke fryser sine fingre. De bliver jo iskolde, når han ikke vil holde dem under dynen! Nu håber jeg bare, temperaturen vil være til at holde ud fremover. Knægten har dog stadig mavekneb, det er der vist ingen tvivl om. Måske jeg skal notere, hvad jeg selv spiser i løbet af dagen, som forsøg på at finde ud af, om det kan være noget jeg spiser, der generer ham? Det vil kræve et avanceret skema for både mit og knægtens madindtag, samt hvornår han krummer sammen. Det bliver jo nærmest en umulig opgave! Det er slemt nok at holde styr på Babykalenderen i løbet af natten, som det er nu! Men hvad gør man ikke for sin lille guldklump! Hvis det kan hjælpe ham, vil det være det værd!

Knægten vågner ved 13-tiden og ligger hos mig til kl. ca. 17, hvor han skiftevis sutter og er vågen. Hans mave siger lyde, så måske er det "bare" luft i systemet? Det er selvfølgelig heller ikke rart for sådan en lille størrelse, men hvad kan man gøre - han sluger jo mælken, som om han aldrig fik noget at spise, og så er det klart, der kommer luft med ned i maven. Jeg tør ikke flytte for meget rundt på ham, for der skal ikke meget til, før han gylper - og han skal jo helst have glæde af det han spiser, frem for at gylpe det op igen og så være mere sulten.

 

16/11 - uge 3 + 6 (tirsdag)

Nå, ja - det er ikke lige blevet til noget med det der mad-skema, men det går da sikkert også.

Knægten sover 2-3 timer ad gangen i løbet af natten. Til gengæld sover han kun knap 2 timer til formiddag. Kl. 10 står vi op. Han er meget varm! Han har røde plamager med varmeknopper på siden af hovedet og er generelt svedig. Jeg tager heldragten af ham, så han kun har ble og bodystocking på. Han har stadig rumsteren i maven. Bjarke sagde, inden han tog afsted på arbejde, at han slog en ordentlig prut, som vist nok hjalp på mavekramperne. Det lyder som om der passerer meget luft i hans mave! Bleen blev tjekket. Den var fuld af tis. Så gik vi ind til pusleborde, men lige udenfor værelset tømte han så maven på min skulder. Så blev han både vasket og puslet. Herefter ligger han i min favn og skiftevis sutter og er vågen frem til kl. ca. 14, hvor han falder i søvn og sover et par timer i mine arme. Kl. 16.30 vågner han igen og bliver skiftet. Der er stor gevinst i bleen. De næste 3 timer bruges igen på at være vågen og sutte lidt ind imellem. Så bliver han endelig lagt i seng. Der går ikke lang tid, før han brokker sig. Jeg gør klar til at pusle - men Bjarke går ind og nusser ham og giver ham en narresut. Efter et stykke tid, får han knægten til at sove. En times tid senere, kl. 21.45, brokker knægten sig højlydt nogle få sekunder. Jeg sidder stille og roligt i sofaen - og Bjarke kommer springende inde fra kontoret. Lad da lige knægten vågne - han har sikkert bare mavekneb, som så ofte i løbet af natten, hvor han bare lige har brokket sig og så ellers er fortsat med at sove. Tsk tsk.

 

17/11 - 4 uger gammel

Knægten får bryst i sengen ved 2-tiden, men bliver urolig allerede en times tid efter. Han får en tør ble og bliver ammet lidt ved venstre bryst bagefter. Vi står først op ved 10-tiden, og Bjarke lytter efter knægten, da han kommer i seng en times tid senere. Så kan jeg lige nå et bad, inden Bjarke skal afsted for at køre AGF-drenge og derefter direkte på Stadion, hvor SkilteTeamet er indkaldt i forbindelse med landskampen Danmark-Tjekkiet.

- Man fylder lidt i sengen - og har her lidt mavekneb.

- Og så er man ellers veltilfreds, hvis man vel at mærke snart får noget at spise.

Da Far er taget afsted og knægten har fået mad igen, gør vi klar til at gå en tur med barnevognen! Jeg trænger til at komme lidt ud, og så vil jeg gerne en tur i Kvickly. Jeg starter med at pakke knægten i liften, inden jeg tager sko og overtøj på og bugserer barnevognen ned til postkasserne. Så tager jeg liften, med knægten, og de øvrige ting jeg nok får brug for og går ned og pakker liften i barnevognen. Og så afsted!

Puha, det er koldt udenfor! Vi møder Masja og Milo på vejen. Turen går først til Bauhaus, hvor jeg skal have nogle skruer og beslag, til at bygge et lillebitte bord til ting på altanen. Derefter går vi i Kvickly, hvor jeg hurtigt får fyldt kurven. Det er farligt at sende en mor i byen, efter en måned uden at bruge sit dankort! Det var lidt en dyr omgang, men ok, jeg fik også både bleer, skrabejulekalendere, oksekødstern, nissebørn, en jule-DVD og chokolade til slikskålen - foruden de ting der stod på min indkøbsseddel. Knægten pjevsede 2-3 gange, mens vi var i Kvickly, men ellers gik det godt. Fra vi gik til vi kom hjem igen gik der næsten to timer! Jeg fik med besvær barnevognen skubbet ind til postkasserne, inden jeg slæbte mine varer op - bare lige indenfor døren. Så blev det knægtens tur og til sidst barnevognen. Bjarke havde foreslået, at jeg jo "bare" kunne køre barnevognen op og ned af trapperne - men så kommer bremserne altså i vejen. Så den blev hevet og skubbet med en 45-graders hældning - og derfor skal liften og knægten først i barnevognen, når den holder ved postkasserne! Da jeg kom ind med liften, kom katten ud i køkkenet - og jeg gennede hende ind på kontoret og lukkede døren. Jeg vil ikke tage nogen chancer med mit barn! Så hentede jeg barnevognen og satte den direkte på altanen. Knægten lå stadig og sov i liften, så han røg ind på sengen i soveværelset, mens jeg pakkede ud. Jeg tog bare lige dækket af liften, så han ikke skulle have det alt for varmt. Da han vågnede og jeg tog ham op, lå lufferne ved siden af hænderne. Bandit!

Bjarke har aftalt med Pia fra blok 3, at hun kommer og hjælper med at holde øje med knægten, mens jeg skal vaske tøj. Der er ikke mere rent og tørt tøj i knægtens størrelse, så det kan ikke vente til i morgen. Jeg får ham puttet omkring kl. 18 og sætter min aftensmad i microovnen. Så vågner knægten og jeg må give ham mad igen. Han har nemlig gylpet. Jeg får ham puttet igen og gen-varmet min mad. Pia kommer lidt før end jeg regner med, så jeg er stadig i gang med at spise. Hun holder øje med knægten, mens jeg går ned og sætter vasketøjet i gang. Da jeg kommer op igen, står hun inde ved tremmesengen og taler til knægten. Hun tager ham op - og han bøvser. Så bliver han puttet igen af Pia og sover videre. Fantastisk, at der ikke skulle mere til. Jeg får vasketøjet ud og til tørre hhv. i tørretumbleren og på altanen. Kort efter vågner knægten og skal have mad. Da jeg kommer ind i stuen, efter at have taget ham op, ligger katten på min plads i sofaen, og hun er ikke meget for at flytte sig. Jeg må næsten have fat i hende, for at få hende væk! Pia henter vasketøjet for mig og går hjem til drengene. Et par timer senere kommer Bjarke hjem fra stadion og vi går i seng alle 3.

Det er tydeligt at se, når knægten er utilfreds. Hvis han har gylpet - eller svedt, for den sags skyld, så underlaget er fugtigt, bliver han urolig. Det er der jo så ikke noget at sige til. Derfor er der altid tørre vaskeklude klar som "hovedpude" og tørre stofbleer til at lægge under ham, når vi ligger og ammer.