Toogfyrretyvende uge

 

Torsdag d. 4/8 - uge 41 + 1

Matthias vågnede kl. 4, hvor jeg tog ham over i vores seng, hvor der lige gik en lille halv time, inden han faldt til ro og faldt i søvn. Han pylrede og var urolig, men der gik da lige et par timer, inden han vågnede kl. 6.30 og var klar til at stå op. Far og Mor var godt trætte, fordi vi ikke havde sovet ret meget efter kl. 4, så vi lå længe og morgenhyggeputtede, inden vi stod op kl. 7.30. Matthias fik havregrød, efterfulgt af en bolle og så var der ellers hygge på gulvet. Han kom ud at sove i barnevognen kl. 9.45.

- Så kan man nå kanten af bordet!

- Heldigvis er hylden under sofabordet mere interessant - lidt endnu.

- Næh, kan verden også se sådan ud?!

Knægten vågnede igen kl. 11 og lå lige og hyggede lidt i barnevognen, inden vi hentede ham ind. Så blev han puslet og vi hyggede lidt, inden han fik rugbrød med leverpostej. Der blev leget på gulvet og kl. ca. 14.30 tog vi en tur ind til byen. Vi skulle ind og hente vores nye danskvandsmaskine. Vi tog barnevognen med, i håb om, at knægten ville sove. Vi kom med en af de busser, hvor man står ind bagest og Bjarke sad ved barnevognen, mens jeg stod op. Der kom selvfølgelig mange andre passagerer, og bussen havde vist lidt travlt - eller også var passagererne bare ikke opmærksomme. Lige pludselig faldt en større dame ned over Bjarkes knæ. Det var der jo ikke lige noget at gøre ved, men da vi havde hentet danskvandsmaskinen, var Bjarke ikke glad for at gå ret meget længere. Så i stedet for at gå op ad strøget, gik vi ned i Bruuns Galleri for at få en is. Matthias og jeg kiggede på vinduer, mens Bjarke gik udenfor og ringede til vagtlægen. De ville gerne se ham, men der var kø deroppe, så han skulle lige vente et par timer og så lægge is på knæet i mellemtiden. Vi gik en tur i Matas efter isposer og satte os så til at vente nede i banegårdshallen. Matthias og jeg holdt Bjarke med selskab halvanden times tid, inden vi tog en bus hjem, mens Bjarke tog en taxa til skadestuen. Da gad Matthias ikke sidde i barnevognen længere! Vi havde holdt ham hen med boller og puttet penge i toget, men nu gik den altså ikke længere.

- Nam, nam!

Hjemme igen blev Matthias parkeret på køkkengulvet, mens jeg lavede pasta med kødsovs. Der gik ikke længe, inden Bjarke kom ind af døren, for han var kommet til med det samme og fik at vide, at der ikke var gået noget i stykker på ham, så han skulle bare tage hjem og slappe af. Det var jo en god nyhed! Vi fik aftensmad og Matthias nød at spise pasta - selv. Han kom i bad kort efter kl. 19, for han var jo bare træt og han faldt da også i søvn, med det samme han havde fået sin mælk og var blevet puttet. Der var en smule pylren kl. 21, kl. 22 og igen til midnat, men da skulle han bare have sutten.

 

Fredag d. 5/8 - uge 41 + 2

Der var ro til kl. 6.30 og det var forældrene rigtig glade for! Dagen i går havde været lang og udmattende, så vi var glade for, at have fået lov at sove - hele natten. Der var en halv times morgenhygge i dobbeltsengen, inden vi stod op og fik morgenmad. Knægten blev puttet i barnevognen på altanen kl. 9.30, hvor det lige tog nogle minutter, at få ham til at sove. Han vågnede igen kl. 10.45.

Der var leg på gulvet, rugbrød kl. 12.30 og så tog vi en tur i kvickly kl. 13.30. Da vi kom hjem igen havde Matthias fyldt bleen, så den skulle lige skiftes. Derefter var han godt træt, så han blev puttet ude i haven. Det tog ca. 10 minutter at få ham til at sove. Himlen så noget truende ud, så vi kørte ham ind på altanen, hvor han sov halvanden times tid. Da han kom ind igen, havde han fyldt bleen endnu en gang.

Aftensmaden stod på kartoffelmos med blomkål og kødboller til knægten. Det guffede han ivrigt. Kartofler og grøntsager er bare sagen, men kød går man heller ikke af vejen for. Mad er dejligt. Især, hvis Far og Mor spiser det samme!

Matthias kom i bad ca. kl. 19.30, fik sin mælk i soveværelset og sov kl. 19.50.

 

Lørdag d. 6/8 - uge 41 + 3

Matthias vågnede og var meget ked kl. ca. 1.30. Vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre, men kunne blot forsøge at trøste den lille stakkel. Det vides ikke, om han har drømt noget, eller hvad det var. Der var ikke noget med bleen, han ville ikke drikke vand, så vi kunne blot give ham sutten og nusse ham i vores arme. Han kom med over i dobbeltsengen, hvor han faldt til ro hos mig. Dog var han meget urolig og pylrede med jævne mellemrum. Det var en hård nat. Han vågnede helt kl. 6 og vi tumlede lidt rundt i sengen en times tid, inden Far og Mor var klar til at stå op og lave morgenmad.

Kl. 9.15 blev Matthias puttet ude i haven. Han lå lige vågen og hyggede lidt, inden han faldt i søvn. Dejligt. Han sov godt halvanden time og lå så og hyggede lidt igen, inden vi hentede ham ind. Bjarke skulle til fodbold i Haderslev, så vi fik tidlig frokost og gjorde så klar til en tur i kvickly. Nu hvor knægten lige havde sovet, valgte vi at tage en tur med klapvognen. Den skal jo også bruges ind imellem. Matthias og jeg vinkede farvel til Bjarke på stisystemet, mens vi selv gik i kvickly.

Det var en hyggelig indkøbstur og Matthias nød hans bolle fra bageren. Der blev leget en halv times tid, da vi kom hjem og kl. 14.20 blev Matthias puttet i barnevognen ude i haven. Han sov en god times tid. Kl. 16 fik Matthias yoghurt. Det er stadig lige noget, der liiige skal rynkes bryn over efter første skefuld, men derefter smager det åbenbart godt. Det kan være han bare lige skal huske, at det der hvide stads altså er koldt, og ikke lunt som fx kartoffelmos. Aftensmaden bestod af kartoffelmos med fiskefrikadeller. Alle tiders, synes Matthias - og det er jo bare med at spise noget fisk, når Far ikke er hjemme. Bjarke kan nemlig ikke lide fisk.

- Det er altid hyggeligt at lege, mens man kan se tegnefilm.

Der var dømt hygge på gulvet, mens jeg ryddede bordet og derefter var Matthias med til at fylde badekarret. Det var bare sagen, at have hænderne under bruseren. Det var bare lidt mærkeligt, at man ikke kan "fange" vandstrålerne. Men han hyggede sig, gjorde han! Det var dejligt at være i bad og Matthias faldt i søvn med det samme, efter at have fået sin mælk, med efterfølgende godnat sang. Der var lige lidt uro, da Bjarke kom hjem igen omkring kl. 23 og vi frygtede lidt, at få endnu en urolig nat.

 

Søndag d. 7/8 - uge 41 + 4

Heldigvis sov Matthias igennem og krævede ikke noget i løbet af natten. Det var altså rart, for dagen i går havde godt nok været hård. Der var morgenhygge i dobbeltsengen en lille time, inden vi stod op og fik morgenmad. Derefter blev Matthias sat på gulvet foran fjernsynet. Det må man godt om søndagen. Imens fik jeg ryddet op efter morgenmaden, og da det var overstået, satte jeg mig til rette i sofaen, for lige at slappe af et par minutter ved computeren, mens jeg holdt øje med, at knægten ikke lavede ulykker. Mens jeg sad der i sofaen, kom der pludselig en lille hånd komme op over bordkanten for at famle rundt efter noget at få fat i. Haps! Der lå knægtens høreværn. Dem kunne man sikkert bide i. Så er sofabordet ikke længere "sikker zone"!

Matthias kom ud at sove i barnevognen kl. 10 og sov en times tid. Han havde fyldt bleen både før og efter! Vi fik frokost kort før kl. 12 og Matthias elsker ostehapser. Resten af dagen gik med leg på gulvet.

Kl. 15.45 fik Matthias noget yoghurt og der var aftensmad kl. 18. Han var træt, for han havde ikke villet sove i eftermiddags. Derfor kom han i bad allerede kl. 19 og han fik mælk kl. 19.20. Der var lidt uro kort før kl. 20 og omkring kl. 21, hvor han måtte have sutten.

 

Mandag d. 8/8 - uge 41 + 5

Der var lidt uro kl. 3.30, men ellers sov vi til kl. 6.30. Der var hygge lige et godt kvarters tid, inden vi stod op og skyndte os at få morgenmad. I dag skulle vi besøge vuggestuen og vi havde aftalt at mødes med dem omkring kl. 9. Egentlig kunne vi komme hvilken som helst dag i denne uge, men da Far og Mor skulle til festival i Skanderborg, var i dag den eneste mulighed. Mens jeg ryddede op efter morgenmaden, holdt Bjarke øje med knægten inde i stuen. "Skynd dig lige at komme", lød det pludseligt fra Bjarke, efterfulgt af: "Nej, det er for sent nu". Og hvad var så årsagen til alt det råberi?Jo, knægten havde da rejst sig op ved sofabordet og havde lige holdt balancen nogle få sekunder, inden han satte sig ned med et drøn - halvt grebet af Far, halvt grebet af det bløde puslespilsunderlag. Og så grinte han ellers bare!

Mor skulle i bad og da jeg var ved at være færdig med det, kom knægten krybende ud til mig. Han lå, som så ofte før, og pillede lidt ved måtten og fliserne, uden dog at vove sig ud over dørtrinnet. Det er jo ret højt, ud til badeværelset. Men pludselig blev han modig, og uden Bjarke, som stod lige bag ved knægten, kunne nå at gøre noget, "væltede" knægten ud på badeværelsesgulvet, med næsen først. Det var dog ikke næsen, han tog fra med, men derimod munden! Det blødte og det var lidt svært at se, om det var læben eller hvad det var. Matthias skreg og var meget ked af det. Jeg skyndte mig at blive færdig, og kunne så konstatere, at læben var intakt, men at det blødte lidt fra knægtens højre fortand i overmunden. Bjarke fik fat i tandlægerne på Søndervangskolen. De mente ikke, der burde være noget, når tanden ikke var løs, men de ville da gerne lige se ham. Så vi skyndte os afsted til tandlægen.

Da vi endelig kom ind (den sidste dør inden tandlægen, var af en eller anden årsag blevet låst, så vi måtte ringe til dem, for at blive låst ind. Hurra for mobiltelefoner!), kunne tandlægen godt huske at have set os i foråret, til infomøde om tandpleje. "Sikke fine tænder du har", sagde hun til Matthias, som sendte hende et stort smil og gladeligt lod hende pille ved hans må skarpe tænder. Der var ikke noget, men det var fint nok lige at få det tjekket. Matthias skulle bare have skånekost den næste uges tid - altså ikke noget med hårde skorper, eller noget der skal bides hårdt i med fortænderne. Og så skulle han helst undlade at bruge sut samtidig. Det værste ville nok være sutten, for han har godt nok været sur og ked af det, når han er blevet lagt på puslebordet den seneste uges tid, og da har vi så indført en "nød-sut" til puslebordet.

Da vi var færdige hos tandlægen gik vi direkte over i vuggestuen. Her mødte vi ca. kl. 9, som aftalt. Man må ikke tage billeder og optage video derovre, så det lader vi være med. Vi fortalte, at det jo var den eneste dag vi lige kunne møde dem, når nu de først lige var kommet fra ferie i dag og vi altså var på vej til festival. De fortalte så, at de da havde haft åbent i sidste uge også, så der måtte jo være sket en fejl. Uanset hvad, var det ikke noget, vi ville gøre noget ud af, for det stod jo ikke til at ændre - og nu var vi der jo alligevel. Vi snakkede med pædagogen Anette, som fortalte lidt om stuen, indtil pædagogen Anne også kom forbi. Vi blev så foreslået af overlade Matthias til Anne, mens Anette viste os rundt. Matthias lod ikke til at have noget imod det, så vi vinkede og fulgte med Anette. Vi blev vist rundt i hele huset og undervejs mødte vi Anne med Matthias i en barnevogn. Han var blevet lidt træt og så var det oplagt lige at køre en lille tur. Han nød rigtig at kunne se det hele lidt fra oven. Vi skiltes igen og fik set det sidste. I alt var vi i vuggestuen en god time, inden vi gik hjem igen. Matthias var godt træt, men han havde hygget sig, det var der vist ingen tvivl om. Han faldt i søvn i barnevognen på vejen hjem og sov halvanden time.

Kl. 12 stod Matthias op fra hans formiddagssøvn. Han var glad og klar til at få noget rugbrød. Bjarke havde forladt os mens knægten sov, for han skulle til jobsamtale hos Mjølner Informatics. Imens havde jeg gjort klar til at Matthias kunne komme på ferie hos Farmor, mens Bjarke og jeg skulle til festival. Der var pænt mange ting, han skulle have med! Jeg pakkede næsten alt hans tøj og en masse legesager. Dertil skulle han have badekarret, højstolen og madrassen med også, foruden barnevogn og dyne - og en halv pakke bleer. Med lidt snilde og et par elastikker, lykkedes til at få badekarret spændt fast under barnevognen, med en taske og service mm. pakket i. Madrassen blev pakket i en klar affaldssæk med dyne osv. Den kunne jeg lige have i hånden, sammen med højstolen (som hang i bøjlen hen over min arm) og så pusletasken på styret som den plejer og den sidste taske på ryggen - så var vi også pakket godt til! Anders havde lovet at hjælpe os op til bussen, men hans bus var forsinket inde fra byen, så han kom lige et par minutter senere end forventet. Dertil skulle Matthias da lige fylde bleen, så vi kom også ud af døren lige sent nok. Vi skyndte os afsted mod bussen, som kun kører to gange i timen. Det var ikke særlig godt tænkt, at skulle med bussen netop den dag, hvor hele Århus og omegn fik nyt busnet!

Da vi kom op til stien langs Chr. X vej småløb vi, selvom der burde være et par minutter at løbe på. Anders løb i forvejen med højstol og sengesæk, og da så vi så en bus køre forbi oppe på hovedvejen. Det var bus 20, som vi skulle med - og den kørte to minutter for tidligt! Det var ikke smart, når nu det var første dag med den nye køreplan, og virkelig irriterende, når det så betød, at der var en halv time til den næste bus kom. Øv! Anders ventede sammen med os ved stoppestedet og Matthias nød hans selskab. Jeg ved ikke, hvem af dem, der morede sig mest! Da den næste bus kom sagde jeg til Anders, at hvis han bare ville hjælpe os ind i bussen, ville vi være glade og så behøvede han ikke tage med til Trøjborg. Det var han vist glad for, selvom han blev ved med at sige, at han ikke havde noget imod at tage med. Vi blev hjulpet ind og det var en lavgulvsbus med indstigning bagest, så vi ville ikke få de store problemer med at komme ud igen. Anders var lige ved at blive klemt i døren, da han sagde farvel og smuttede ud igen, men der skete heldigvis ikke noget med ham.

Matthias sad og hyggede sig og fik fat i lynlåsen på den taske jeg havde over skulderen. Den kunne han da godt lige sidde og lege lidt med, mens vi ventede på, at bussen skulle ankomme til Skovvangsvej. Men det var altså lidt kedeligt til sidst, så det var godt at Far og Farmor stod klar til at hjælpe os ud - og at der ikke var andre børn, der skulle med bussen. Vi fyldte jo en del, med barnevogn, højstol og madras! Vi gik ned til Farmor med tingene og gik derefter en tur i Løvbjerg, for at få købt ind til knægtens "ferie". Matthias og jeg ventede udenfor, mens Far og Farmor gik op i lejligheden med alle pakkenellikerne. Vi fik fundet de ting Matthias skulle have at spise og så mødte vi Bjarkes onkel Bo, som vi stod og snakkede med et stykke tid. Vi mødte også Tina Kjeldbjerg, som også lige ville hilse på knægten.

Hjemme hos Farmor blev de vante rutiner og de medbragte ting gennemgået, mens Matthias hyggede på gulvet. Vi var alle spændte på, hvad kattens reaktion mon ville være. Hun så ikke ud til, at ville flytte sig, så det kunne jo godt komme til at give skrammer. Matthias var ved at være godt træt, så vi sagde farvel og overlod vores kæreste eje til Farmor.

 

FERIE HOS FARMOR! Ingen detaljerede begivenhedsoplysninger!

 

Søndag d. 14/8 - uge 42 + 4

Søndag formiddag hentede vi Matthias igen. Han sov, da vi kom op til Farmor, så vi fik lige en snak om, hvordan det var gået, inden han vågnede. Han havde både været i skoven, til fødselsdag hos Farmors veninde og på besøg hos Fars onkel Bo, hvor han havde mødt Fars kusine Camilla og hendes søn Thor, som var ca. 4 måneder. Matthias havde vist været en værre bølle, for hver gang Thor havde noget i hånden, havde Matthias taget det. Sådan er børn jo i den alder! Farmor fortalte, hvordan fodboldranglen havde det med "tilfældigvis" at trille hen, hvor Matthias ikke måtte være, men det kender vi skam godt hjemme fra køkkenet, hvor det så bare er en raslebøtte. Det eneste Farmor fortalte, som vi ikke selv havde oplevet endnu var, at han selv har sat sig op i barnevognen. Ja, og så ville knægten i hvert fald ikke have hendes havregrød, så han havde altså fået yoghurt til morgenmad!

Der gik ikke lang tid, før knægten vågnede. Han havde sutten i munden, da han kom ind (Fy! Man bruger kun sut, når man skal sove, eller hvis man er helt hysterisk ked af det!), men det var tydeligt at se et stort smil i hans ansigt, da han fik øje på Mor og Far! (Mor syntes godt nok han så forandret ud - hvor kan der ske meget på 6 dage!) Der blev hygget og nusset lidt, inden vi fik pakket alting sammen og tog en bus hjem ca. kl. 14. Matthias var måske lidt træt, men han skulle da i hvert fald ikke gå glip af noget, eller risikere, at Far eller Mor stak af - så han holdt sig vågen resten af dagen! Han fik yoghurt kl. 15.30 og vi forsøgte så at putte ham i barnevognen kl. 16.30, men uden held.

- Godt i gang med at tømme kassen med LEGO-klodser!

Vi fik aftensmad kl. 18 og kl. 19 var det tid at komme i bad, få sin aftenmælk og blive puttet. Der var lidt uro kl. 21. og igen kl. 23, hvor Bjarke og jeg gik i seng. Ellers var det vist bare dejligt at komme hjem igen.

 

Mandag d. 15/8 - uge 42 + 5

Matthias møvede rundt og pylrede i tremmesengen omkring kl. 5. Jeg syntes han lugtede, så jeg tog ham med ind til puslebordet. Her viste det sig dog, at han "kun" havde tisset - men det var til gengæld en ordentlig (og lettere ildelugtende) tisseble! Han fik en tør ble på og så blev han puttet i dobbeltsengen. Han var alt for vågen til at komme tilbage i tremmesengen - og så savnede Far og Mor vist også at putte. Knægten kunne ikke helt bestemme sig for, om han skulle putte hos Mor eller Far, så han puttede lidt hos den ene og møvede så over til den anden, og tilbage igen. Det gjorde han flere gange, og brugte først Bjarkes arm som hovedpude, inden han langt om længe faldt til ro ovenpå min arm, hvor han havde hugget hele min hovedpude, og det meste af min seng.

Vi vågnede igen ca. kl. 7.30, hvor vi lige hyggede et kvarters tid, inden vi stod op. Vi fik morgenmad kort efter kl. 8 og derefter gik jeg i gang med at bage gulerodsboller. Matthias var nysgerrig og ville gerne op, hvor han kunne følge med i, hvad der foregik på køkkenbordet. Han kom op at sidde i højstolen, ude i køkkenet. Han fik en stump gulerod, mens jeg stod og rev gulerødder til bollerne og den guffede han da lidt på. Da bolledejen var sat til hævning, var der dømt hygge på gulvet i stuen.

Kl. 10 blev knægten puttet i barnevognen på altanen. Vejret var ikke så godt, så haven var udelukket. Han sov næsten to timer og var klar til rugbrød, da han stod op kl. 11.45. Der blev hygget og leget og Matthias nyder at krybe rundt - især over diverse "forhindringer". Således kravler han over mellemstangen på højstolen og på stolene ude i køkkenet. Han er en værre en, men det er godt, han selv kan finde på udfordringer. Udfordringerne går også af og til på, at komme så tæt på ledningerne under sofaen som muligt, uden at blive opdaget, hvilket Far og Mor dog ikke er helt så begejstrede for!

Vi forsøgte at putte ham i barnevognen igen kl. 14.30, men han ville åbenbart bare ikke sove, for han blev ved med at sætte sig op i barnevognen. Efter en længere kamp, som Mor i dag tabte, kom han med ind igen og fik en portion yoghurt, hvorefter der var leg på gulvet igen.

Matthias må siges at få noget ud af livet i dag! Efter at have fået skiftet dagens tredje fyldte ble, blev han puttet i barnevognen (igen) og jeg trillede lidt ude i haven. Bjarke kom og overtog ret hurtigt. Matthias kiggede lige op på ham, drejede hovedet for at putte sig, kiggede lige op på Far igen, og så faldt han i søvn, med et smil på læben. Bandit! Men han trængte åbenbart bare til at mærke, at Far altså er her.

- Hygger med Far!

Aftensmaden stod i dag på ris med kødsovs. Det var også noget Matthias kunne lide! Han fik en del med skeen, inden han fik lov at sidde med resten selv - og uha, hvor kunne de ris da komme rundt omkring! Man kunne ligefrem høre, hvordan de nærmest regnede ned på gulvet. Men knægten hyggede sig - og sådan skal det bare være! Han fyldte bleen igen, kort før vi gjorde klar til bad, men han lod sig ikke sådan putte i dag. Han var noget urolig og der gik noget tid, inden han faldt i søvn, efter han var blevet puttet.

 

Tirsdag d. 16/8 - uge 42 + 6

Kl. 3.30 vågnede Matthias i gråd og var bare ked af det. Det endte med, at han kom med over i dobbeltsengen, selvom jeg egentlig var på vej på toilet. Jeg troede han havde en sut med sig, men det havde han ikke og han græd hjerteskærende, til jeg var færdig og kom Far og Søn til undsætning med en sut! Han lå længe og møvede rundt, inden han endelig faldt i søvn. Han vågnede igen ca. kl. 5.30 og ville måske gerne sove lidt mere, men kunne bare ikke finde hvile. Det var hårdt for forældrene! Det endte med, at vi stod op kl. 6.15. Det viste sig, at knægten havde fyldt bleen og numsen var rød - meget rød. Det måtte næsten være sket mens han sov hos os, for inden han faldt i søvn, fik han møvet måsen op i mit ansigt - og da lugtede han i hvert fald ikke. Men hvornår bleen blev fyldt, er jo også fuldstændig lige meget - skidtet skal bare væk hurtigst muligt, for at undgå rød numse, eller det der er værre!

Der var tid til at lege lidt på gulvet, inden vi skulle afsted til start i vuggestuen. Vi gik afsted kort efter kl. 8 og håbede lidt, at Matthias ville sove lidt på vejen, så han kunne være bare lidt frisk - for han var træt. Men ville knægten sove? Næh, nej! Han satte sig op i barnevognen - og der blev han siddende. Han var meget interesseret i at følge med i, hvad der foregik omkring ham, og især græsslåmaskinerne fangede hans opmærksomhed. Dem brugte vi lige et par minutter på at kigge på, når de nu var ude at køre.

Vi ankom til vuggestuen ca. kl. 8.30 og Matthias så ud til at glæde sig. Mor fik sommerfugle i maven, da vi rundede hjørnet! Matthias var træt, det kunne alle se, men man skulle jo nødig gå glip af noget. Der var brød og frugt på stuen og Matthias tog sig tid til at se de andre børn an, mens han spiste, inden han gav sig til at snakke/råbe. Da de havde spist, var det tid at komme udenfor. Pædagogerne var imponerede over, at vi havde udendørstøj med til Matthias. Det var de åbenbart ikke vant til den første dag. Jeg havde forsøgt at pakke det hele, så han ikke skulle mangle noget, for jeg anede ikke, hvor længe vi skulle være der, eller hvor længe indkøringen kommer til at tage. Og man kan jo ligeså godt være forberedt, for på et eller andet tidspunkt, skal han jo bare være klar og have det hele med.

Matthias fik en jakke på og dertil regnbukser og regnfutter. Så var han klar til sandkassen! Det var spændende og der blev spist flere håndfulde sand. Det skulle åbenbart undersøges flere gange. Da han var færdig med det, begav han sig afsted på maven, ned over kanten på sandkassen, som bestod af tykke rundstokke (ikke helt så tykke som telefonpæle). Det gippede lige lidt i forældrene, da han lod sig glide ned, for det mindede meget om mødet med badeværelsesgulvet. Men der skete altså ikke noget denne gang, så enten har han lært noget af mødet med badeværelsesgulvet, eller også var overgangen bare ikke så slem her, fordi kanten på sandkassen var rund. Og så møvede knægten sig ellers fremad. Han ville hen og møde de større børn - eller i hvert fald deres cykler. Han kom så tæt på, at han faktisk fik kørt sin venstre hånd over af baghjulet på en trehjulet cykel (det er svært for så små børn at se, når de cykler, at baghjulene sidder så langt ud til siden), men det rørte ham ikke. Jeg var ellers hurtig til at få løftet hjulet væk, men knægten lod sig ikke mærke med noget. Jeg tog ham så med tilbage til sandkassen, hvor han kunne starte forfra. Da han kom ned igen, ville han gerne være ved mig, for nu var han virkelig ved at være træt. Pædagogerne syntes det var gået fint og at det var et fint tidspunkt at slutte for i dag. Vi fik lige lagt hans tøj på plads, inden vi begav os hjemad. I barnevognen lå Matthias lige og hvilede sig lidt, inden han endelig faldt hen. Det havde været en spændende formiddag!

De andre børn på vuggestuen Jorden hedder: Mizgin, Frede, Håb, Thoke, Tobias, Yunis, Younas, Ecrin ("c" udtales som "s"), Khalil og Munabi. Younas startede samtidig med Matthias. De voksne hedder Anne, Anette og Bente og så har de Nidhal, som er studerende.

Vi gik hjem via kvickly og var hjemme en times tid efter afgang fra vuggestuen. Det lykkedes at få barnevognen ud i haven, uden at vække knægten. Han sov hele to timer i alt, så det var hårdt for ham, at begynde i vuggestuen. Det bliver godt til ham, at lege med andre børn og opleve ting, som de har lettere ved i vuggestuen, end vi har derhjemme. Matthias vågnede i et vræl, og havde lidt svært ved at vågne. Der gik lige nogle minutter, hvor han sad og græd hos mig, inden Bjarke fik ham til at drikke lidt vand. Så blev han puslet og fik en skive rugbrød med leverpostej, en bolle og en ostehaps. Rugbrødet blev guffet og ostehapsen proppet i munden straks den blev udleveret. Der kan lige være en ostehaps i hamsterkinderne! Bollen spiste han ikke meget af, men den blev smidt på gulvet mange gange, indtil forældrene ikke gad samle den op til ham mere.

- Har efterladt et spor af krummer...

Der blev leget på gulvet og rokket til Åh Abe, inden jeg forsøgte at putte ham i barnevognen kl. 14.30. Det gad han ikke, og da han havde sat sig op, opgav jeg at få ham til at sove, selvom han var træt. Han kom ind og fik en bolle og noget vand og kl. 16.30 forsøgte jeg så igen. Da var Bjarke taget op til Pia for at lave mad. Igen satte knægten sig op og så lagde vi os lidt på sofaen. Matthias slappede af, mens han lå og puttede sig på mit bryst. Han spjættede, da Disney Channel viste Phineas & Ferb. Da han begyndte at gnide øjne igen og pylre, gik vi ind i dobbeltsengen i stedet, hvor han blev puttet ovenpå mig, men pylrende fik sig møvet over i Bjarkes dyne, hvor han gik kold på ryggen. Matthias sov en halv times tid og jeg hvilede mig ved siden af ham. Jeg var bange for at vække ham, hvis jeg flyttede på ham og bange for at han skulle vælte ud af sengen - enten i søvne, eller hvis ikke jeg hørte ham vågne, så jeg hvilte mig ved siden af ham. Der var liiige plads til mig. Han fylder meget!

- Det er hårdt at være lille! Gået kold i Fars side af sengen...

Bjarke og Anders hentede os, da Matthias vågnede igen. Jeg tog knægten med i bæreselen. Den "gamle", hvor han blev spændt på maven. Han ville vist hellere have siddet på ryggen, men det er mere besværligt og tager længere tid - og vi skulle jo "bare" op til Pia. Men næste gang må det vist hellere blive den nye - også så vi kan få den brugt. Der blev hygget lidt hos Pia, inden Matthias fik kartoffelmos med kødboller, ærter og blomkål. Som sædvanlig spiste knægten godt af Pias mad. Imens sad Bjarke og Anders og spillede PS3 på Anders' værelse og det distraherede knægten en del. Til sidst flyttede Pia ham med ind på værelset, hvor han så fik det sidste mad. Der var rigtig hygge med drengene! Vi andre fik kalvefrikassé og det var bare lækkert. Imens fik Matthias en bolle, som han dog brugte mere tid på at smide på gulvet, end på at spise af.

Vi gik hjem ca. kl. 19.30. Da var knægten godt træt og trængte til at komme i seng. Han havde fyldt lidt i bleen igen. Bjarke fik et telefonopkald, så Matthias var med ude at fylde vand i badekarret. Det var, som altid, skønt at holde hænderne under bruseren og han var vist klar til at komme i baljen med tøj på og det hele. Men det var ikke rart at skulle ligge på puslebordet. Han vil meget gerne sidde op - og det skal han bare ikke! Hverken på puslebordet, eller når han skal have selen på i barnevognen! Basta!

Der blev smurt cremer på numsen og eksemen, inden den trætte og pylrede dreng blev båret ind i soveværelset. Han var ikke rigtig tørstig, så Bjarke blev sendt ud med næsten al mælken, mens jeg sang og puttede. Jeg måtte lige ind til ham igen, efter et par minutter, hvor han lå og småklynkede i det ene hjørne. Han skulle vist bare mærke, at han ikke var blevet efterladt, for jeg skulle bare lige stryge hånden på ham nogle gange, inden han faldt til ro igen. Så pylrede han lige lidt, da Bjarke gik i seng kl. 22, mens jeg sad oppe lidt længere, for at skrive dagbog.

 

Onsdag d. 17/8 - 43 uger gammel

Matthias vågnede, igen, kl. 3.30 og var ked af det. Jeg var ikke klar over, hvad klokken var lige da, og troede Bjarke sagde, at jeg bare skulle tage ham med over - men han mente altså, at jeg bare skulle give ham sutten. Men nu var han jo så kommet over til os, så det stod jo ikke til at ændre. Matthias ville helst putte hos Far, så jeg benyttede chancen til at få sovet lidt mere. Matthias vågnede igen kl. 6.19 og vi lå og hyggede i sengen, inden vi stod op og gjorde klar til morgenmad. Der blev hygget og Matthias fik fyldt bleen, inden vi skulle afsted til vuggestuen. Det var jo godt.

- Elsker udfordringer - og højstolen kan fint bruges som forhindring!

Ovre i vuggestuen mødte vi en pædagog, vi ikke lige havde set før - i hvert fald ikke på vuggestuen Jorden. Hun mente, at vi bare skulle gå og så ville hun aftale med dem der normalt var der, at de bare skulle ringe efter os. Det var vi noget overraskede over, for vi havde vist regnet med, at skulle blive lidt længere, end bare to minutter. Men vi havde jo så også sagt, at vi lader dem bestemme tempoet, fordi de har erfaringen med indkøring og så videre. Så Bjarke og jeg tog en tur i Føtex og kl. ca. 9.50, hvor vi var kommet hjem, ringede min telefon. "Det er fra vuggestuen. Jeg vil bare lige sige, at Matthias han sover nu og når han vågner, så får han noget at spise. Skal vi ringe når han har spist lidt, eller vil i bare hente ham kl. 14.30?" Hmm - den måtte vi lige tænke lidt over. Jeg spurgte Bjarke, hvad han syntes, og vi var enige om, at hvis de havde det fint med det i vuggestuen og der ikke var nogen problemer, så ville vi da bare hente ham kl. 14.30.

Tiden gik og ingen ringede. Kl. 14.20 stillede vi i vuggestuen, hvor Matthias lige havde fået lidt yoghurt. Han hyggede sig men var glad for at se os. Han var til gengæld ikke helt tilfreds med at skulle hjem og brokkede sig en del, det første stykke vej! Hjemme igen blev der leget på stuegulvet inden han fik en bolle omkring kl. 15.30. Vi forsøgte at putte ham i barnevognen kl. 16, men han satte sig op og var sur. Han skulle i hvert fald ikke sove! Tænk nu, hvis man gik glip af noget!

- Cirkeline får lige en ordentlig møsser!

Han fik en bolle mere kl. 17.30, mens vi lavede aftensmad. Aftensmaden var først klar omkring kl. 18.20, men vi fik da spist og hygget lidt. Matthias kom i bad kl. 19.30, fik lidt mælk i soveværelset og gik omkuld kl. 20.

 

 

Næste uge