Lidt om mig:

Jeg er årgang 1980 og bor i Egå ved Århus. Jeg er så heldig at have et boligforeningshus med have hele vejen rundt. Jeg bor "på den rigtige side af Grenåvej - men den forkerte side af Strandvejen" - tæt på Egå Gymnasium. Jeg bor sammen med min hund og min kat og 3-4 dage i ulige uger har jeg min søn (årgang 2010) hjemme. Vi har begge autisme og ADHD, hvilket kan være en større udfordring. Min søn bor hos sin far, med hvem jeg har et fornuftigt samarbejde, i lige uger. Vi boede sammen i 11½ år, inden han forlod mig i slutningen af 2019. Min søn blev udredt i 2005 og jeg selv blev udredt i 2021.

Jeg er født i Holstebro og har boet mange steder, både gennem min opvekst og ifm. uddannelse. Efterhånden er Vestjylland blevet til Østjylland, mens mine forældre fortsat bor midt i Jylland, i en lille by der hedder Haderup - midt mellem Holstebro, Viborg, Skive og Herning. Dem besøger jeg gerne, ligesom jeg gerne har min søn med op til hans oldeforældre i Holstebro, når jeg har ham hjemme hver 4. weekend.

Hvorfor Tina "Skytte"?

Jeg har gået til riffelskydning siden 12. januar 1993 og i efteråret 1999, hvor jeg var færdig med gymnasiet, tog jeg et halvt år på Idrætshøjskolen i Århus (IHÅ), hvor jeg havde skydning, og volleyball, som speciale. Vi var flere der hed Tina, så jeg blev kaldt "Skytte-Tina" hvilket dog hurtigt ændrede sig til "Tina Skytte". Året efter tog jeg den 1-årige HH og her fik jeg også lynhurtigt tilnavnet "Skytte". Det har så hængt ved lige siden, uden at jeg selv har nævnt, at andre tidligere har kaldt mig Skytte. Mens jeg boede i Birk, ved Herning, og læste på AU-HIH, var jeg mere kendt som Tina Skytte end Tina Jensen og de fleste troede faktisk jeg hed Skytte til efternavn. Jeg har da også forsøgt at tage navneforandring og få Skytte som mellemnavn, men det kunne så ikke lade sig gøre på daværende tidspunkt. Men det at jeg er blevet kaldt Skytte så længe, er altså årsagen til navnet på mit domæne m.v..
I starten af 2010 besluttede jeg at "lægge riflen på hylden". Jeg er ikke skytte længere og vender sandsynligvis ikke tilbage til sporten, da jeg har overbelastet mine knæ ved at slæbe rundt på rifler og skydegrej til stævner i hele landet, samt flere internationale stævner og mesterskaber. Det var en hård beslutning at tage, da jeg satte mine rifler, skydetøj og andet grej til salg. Men jeg følger stadig lidt med i, hvad der foregår indenfor min idræt. Skydebanen har i mange år nærmest været som et hjem for mig og jeg har mange gode bekendtskaber derfra.

Uddannelse

I foråret 2001 var jeg til åbent hus på det daværende Handels- og Ingeniørhøjskolen i Herning (HIH - nu: AU-HIH). Jeg skulle høre om HA-uddannelsen, men blev grebet af de spændende ting der foregik på ingeniøruddannelserne. Efter sommerferien startede jeg derfor på E-studiet og troede, at jeg skulle være svagstrømsingeniør. Men mit hoved kunne ikke rigtig greje den avancerede matematik - og forstå hvordan strøm påvirkes af forskellige komponenter i et kredsløb. Så selvom der var andre ting, som gav mening, måtte jeg opgive ingeniørstudiet. Det fandt jeg så først frem til i efteråret 2003, efter at have dumpet re-eksamen for 1. år af uddannelsen. I stedet blev jeg indskrevet på den internationale HA-uddannelse, HAim. Det tog mig 4,5 år at gennemføre uddannelsen. Først blev jeg forsinket, fordi jeg blev syg kort før eksamensperioden i foråret/sommeren 2006. Jeg var indlagt på Holstebro Sygehus, fordi min læge mistænkte, at jeg måske havde kræft. Det viste sig dog "bare" at være en irriteret mavesæk (som måske har været de første tegn på stress). Men jeg måtte gå 2. år af min uddannelse om.

Som en del af uddannelsen, skulle 3. og sidste år af uddannelsen foregå i udlandet. Jeg ville gerne have været til Østrig, men de tog så ikke studerende ind det år, hvor jeg nu skulle af sted, efter min forsinkelse. Derfor endte det med, at jeg tog til Mälardalens Högskola / Mälardalen University i Västerås i Sverige - ca. 100 km vest for Stockholm. Ikke ligefrem eksotisk, men det var måske meget godt, at det var lidt mere hjemligt. Det var egentlig meningen, jeg skulle have skrevet min bachelor i Sverige og færdiggjort min uddannelse der, men jeg kom uheldigvis i gruppe med nogen, som ikke kender reglerne og ser stort på, om man kopierer andres arbejde direkte, uden nogen form for referencer. Er der noget jeg ikke vil finde mig i, så er det snyd og bedrag - så jeg valgte at bryde ud af gruppen, selvom det så betød at jeg blev yderligere forsinket og måtte skrive min bachelor-opgave alene, da jeg kom hjem til Danmark igen. (Det var så min uopdagede autisme, der spillede ind. Autismen elsker regler, gentagelser og genkendelighed.) Min kæreste lånte mine forældres bil og hentede mig, hvorved vi flyttede sammen i Århus. Min far havde joket med, om vi skulle have traileren med også - og det havde måske alligevel været en fordel, hvis jeg havde sagt ja til det. Nogen gange tror jeg min far kender mig bedre, end jeg kender mig selv... Men jeg kom hjem og fik færdiggjort mig hovedopgave, alene, i efteråret 2008. Jeg færdiggjorde og printede opgaven hos mine forældre, mens jeg var syg med lungebetændelse. (Min far spurgte på et tidspunkt, under et af mine hosteanfald, om de skulle have fat i "en et-værelses med låg", til mig. En alternativ måde at spørge på, om jeg var ved at dø.) Da jeg kom hjem til Århus fik jeg tid hos lægen, hvor jeg fik at vide, at jeg havde lungebetændelse.

I januar 2009 blev jeg endelig færdig med HAim (Handels Akademiker med International Management). Sammen med den har jeg en "double-degree", fra Mälardalens Högskola / Mälardalen University. Det var en hård omgang, og den ulmende finanskrise gjorde desværre, at udsigten til job så meget sort ud. Jeg ville gerne have haft overbygningen som Cand.Merc. med, men den mulighed har jeg desværre ikke, da jeg ikke har flere SU-klip. Jeg har længe kæmpet med en større SU-gæld, da jeg måtte tage slutlån for at kunne afslutte min uddannelse.

Selvom det så sort ud, og jeg gik ledig længe, inden jeg fik mit første "rigtige" job, er jeg nu langt om længe ved at være gældfri. En situation jeg længe har set frem til.

Job

Jeg blev ansat i løntilskud hos Regnskab ved Aarhus Universitet i august 2012. Her skulle jeg assistere regnskabschefens sekretær, som var ved at gøre klar til at gå på barsel. Jeg fik hvad der svarede til dagpenge på dimittendsats og startede med at have ansvaret for postomdeling og ugentlig rengøring af afdelingens kaffemaskiner. Dertil kom diverse forefaldende opgaver, hvor jeg fx tog portrætbilleder af alle kollegerne i Regnskab og lagde billederne ind på deres profiler. Jeg tror ikke jeg har en fremtid som fotograf... I december 2012 blev jeg overflyttet til Debitorgruppen, stadig i Regnskab, hvor jeg bl.a. lærte at oprette fakturaer i Navision. Jeg håbede på en fast stilling, men jeg var desværre ikke blandt de heldige. Jeg var til to jobsamtaler, mens jeg var i løntilskud. (de eneste jobsamtaler jeg har været inviteret til - ud over samtalem ang. løntilskudsstillingen) Den første forpassede jeg fuldstændig, fordi alt var gået galt om morgenen. Det regnede, der var bøvl med at aflevere sønnen i vuggestuen - og jeg var faldet på vej ned ad trappen med barnevognen/klapvognen. Min kæreste betalte en taxa, men jeg var bare sur, da jeg kom ind til samtalen. Det var vist ikke så mærkeligt, at jeg ikke fik den stilling... Anden samtale var hos en lillebitte afdeling på universitetet. Her fik jeg også afslag, selvom de havde følt sig fristet af mine kompetencer. Et par måneder senere ringede direktøren fra afdelingen til mig og spurgte, om jeg stadig var interesseret i stillingen. Hende de havde ansat, ville hellere have haft en stilling som det jeg lavede i mit løntilskud, og HR-afdelingen havde givet dem lov til at kontakte mig, frem for at slå stillingen op igen. Jeg var parat til at starte med det samme! Det var lige op til pinse, så direktøren mente, at vi nok hellere måtte vente til ugen efter. Så fik HR-afdelingen også lige et par dage mere, til at udfærdige en kontrakt og den slags. Jeg kan huske, at i det øjeblik var friville ved årets Classic Car Race og stod vagt ved parkeringen ved Tangkrogen. Jeg var ikke til at skyde igennem - jeg var bare SÅ glad for, at jeg endelig havde fået mit første job!

Mit første job var nærmest mit drømmejob! Masser af spændende, forskelligartede opgaver (okay, nogle opgaver var mindre spændende - men så det var godt at kunne veksle lidt mellem opgaverne) og titel som: "Regnskabs- og administrativ medarbejder". Mit kendskab fra Regnskab gjorde nogle ting lettere. Alligevel havde jeg, selvfølgelig, meget at lære. Hende jeg skulle afløse, havde halvanden måned tilbage, inden hun gik på pension - og heraf 4 ugers ferie. Så jeg fik ca. 14 dages oplæring. Det betød, at flere af de største opgaver, som lå langt fremme i kalenderen, kun lige blev strejfet. Det tog lang tid at udarbejde den første store statistik og den første årsrapport! Men jeg klarede den og fik ros for mit arbejde. Også selvom direktøren og jeg ikke altid var helt enige om, hvordan tingene skulle være (jeg fandt dog ret hurtigt ud af, at det er bedst, hvis chefen får ret). Jeg fik efterhånden indarbejdet nogle rutiner og forbedret mine procedurer for at udføre de forskellige opgaver, så de ikke tog nær så lang tid.

Diagnoser

Jeg har nok altid følt, at jeg ikke var helt som alle andre. At jeg opfattede og forstod nogen ting anderledes. At jeg måske var mere følsom. Men jeg har aldrig tænkt, at jeg måske kunne have en diagnose. Ikke før jeg var blevet mor, og lederen af den børnehave vi fik vores søn flyttet til, efter en turbulent tid i en integreret institution (vi blev ret hurtigt "stemplet" som dårlige forældre og vores søn som en "bulderbasse"), kom hen til os kort efter og sagde, at der lige var noget vi skulle snakke om. Herfra gik der næsten 2 år, før vi blev henvist til BUC (Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center) kort før sommerferien i 2005, og vores søn fik sine diagnoser, dagen før sin 5-års fødselsdag, i efteråret 2005. De første mennesker vi mødte, var enten på vej på pension eller nyt job. En PPR-psykolog kom til i foråret 2004, men han havde kun tid til at mødes hver 3. måned - og én gang dukkede han slet ikke op. Så var det, at vi endelig blev henvist til BUC. Ved netværksmødet, hvor diagnoserne blev fremsagt, var der en fra kommunen, som var meget forundret over, at vores søn havde været "under radaren" så længe, at hun først hørte om ham nu. Han blev straks tildelt plads i en specialbørnehave, fra januar 2006. Her skulle han gå i halvandet år, for at kunne "få nok ud af det", og han blev dermed skoleudsat et år. Herfra kom han direkte i specialskole.

Min søn blev udredt i 2005 og jeg selv blev udredt i 2021. Da min søn blev udredt fik vi at vide, at "Han har autisme fordi .... - og han har ADHD fordi ....". Vi fik samtidig at vide, at vi sandsynligvis ville kunne genkende en del af symptomerne hos os selv, men at det altså ikke var ensbetydende med, at vi også skulle have/ville kunne få diagnoser. Alle symptomer som blev nævnt, kunne jeg genkende hos mig selv. Det var dog først i foråret 2018 jeg fik taget kontakt til en psykiater, med henblik på at blive udredt. Efter en håndfuld konsultationer, hvor min mor havde deltaget i en enkelt, fik jeg at vide, at jeg havde ca. en tredjedel af alle symptomerne for både autisme og ADHD - men det var ikke "nok" til en egentlig diagnose. Han ville dog gerne afprøve, om medicin ville kunne hjælpe mig. Det takkede jeg nej til - for det var næppe nødvendigt, hvis der ikke var en diagnose. Og jeg var dengang godt tilfreds med, at der alligevel var en slags forklaring, på nogle af alle de udfordringer jeg følte, at jeg havde haft gennem livet.

Når man har autisme, vil man ofte "maskere" - forsøge at være som alle andre - og passe ind. Det har jeg bestemt også gjort, og jeg tror, næsten helt automatisk, at jeg "lod masken falde", da jeg fik diagnoserne.

Sygemelding, genudredning og langtidssygemelding pga. stress

Jeg var glad og tilfreds med mit job! Dog havde jeg haft en hård periode ifm. min søns udredning, og blev sygemeldt først et par uger i december 2015 og så et par måneder i starten af 2016. I forlængelse heraf fik jeg tilkendt tabt arbejdsfortjeneste, for bedre at kunne tage mig af min søn og hans udfordringer. Da han, pga. flytning i foråret 2018, blev frivilligt anbragt, fandt vi ud af, hvor hårdt pressede vi faktisk var, og anbringelsen, som egentlig ikke skulle have varet mere end 3 måneder, varede knapt 3 år, indtil januar 2021. Her havde en familierådgiver, som vi havde fået tilknyttet ganske kort efter at min søns far havde afbrudt vores forlovelse og forhold, fået mig overbevist om, at jeg skulle udredes igen. Det hjalp hun med og psykiateren var ikke i tvivl om, at jeg både har autisme og ADHD/ADD (om det er med eller uden H betyder ikke så meget, fordi behandlingen er den samme). Et års tid senere fik jeg tildelt en Mestringsvejleder (det har man valgt at kalde en "bostøtte i eget hjem", i Aarhus Kommune).

Nogle år inden da, havde afdelingen jeg var ansat i fået ny direktør, mens den tidligere gik på pension. Det var både godt og skidt, for mens den nye direktør var mere "mild" og mindre tilbageholdende, hvis der fx var ønsker om nyindkøb, havde han også sin helt egen tolkning af de regler, som gælder for alle ansatte i universitetsverdenen. Ministeriet udarbejder et regelsæt, som skal efterleves og de enkelte universiteter har så lov til at tolke reglerne "mere strengt", hvis de føler det er nødvendigt, for at kunne holde budgetterne. Min autisme elsker regler - og hader når de bliver brudt (dog - "ingen regel uden undtagelse"). Da jeg så, samtidig, efterhånden fik påtaget mig flere opgaver, uden nogen af dem blev fjernet igen, var jeg i foråret 2022 ved at være godt udkørt. Jeg følte mig udbrændt - og jeg så virkelig frem til sommerferien! Da ferien kom, forsøgte jeg at slappe af, men jeg ved ikke helt, om det lykkedes. Under alle omstændigheder, følte jeg mig ligeså presset på den første dag efter ferien, som jeg havde haft det inden. Den uge blev jeg sygemeldt med stress. Jeg kunne ikke mere!

Ca. samtidig bad jeg min læge om at blive henvist til en psykiater, fordi jeg var usikker på, om min medicin virkede som det skulle. Jeg havde nemlig, inden sommerferien, glemt at tage min ADHD-medicin i nogle dage - uden selv at bemærke noget. Det var først da jeg skulle fylde min medicinæske op, at jeg opdagede, at noget var galt. Der var da 89 ugers ventetid på en psykiater! Det ville sige, at jeg formodentlig ville få en tid omkring april 2024...

Jeg forsøgte at vende tilbage til mit arbejde, ganske langsomt, fra midten af november 2022. Jeg havde hørt flere historier om "de skrækkelige jobcentre", men jeg må have været heldig, for jobkonsulenten (eller hvad titlen nu var) jeg fik tilknyttet var fuld af forståelse for min situation og mine udfordringer. Midt i maj 2023 var jeg oppe på 16 arbejdstimer om ugen - men så knækkede filmen. Jeg havde overforbrugt og presset mig selv - og der var regler, som ikke blev overholdt (flere har siden givet mig ret - men det har ingen konsekvenser fået, for andre end mig selv). Herefter blev HR-afdelingen pålagt at finde frem til, om der kunne ske afklaring til fleksjob et andet sted på universitetet. Personligt ville jeg gerne prøve at arbejde i BI-enheden, men de vil udelukkende acceptere kandidater, hvor jeg kun har en bachelor-grad. Heldigvis sagde de ja til at hjælpe i Regnskab, hvor jeg for mange år siden startede i løntilskud.

Jeg har nu været i jobafklaringsforløb i mere end et år. Jeg er blevet fyret og min økonomiske situation er alt andet end holdbar. Den psykiater jeg fik tid hos, virkede bestemt ikke som om, han havde erfaring (eller forstand) på autisme og ADHD! Jeg overvejede ved første konsultation, om jeg skulle vente på en ny tid - hos en anden psykiater, eller tage chancen med denne og håbe på det bedste. Jeg tog chancen - og har nærmest fortrudt det lige siden! Jobcentret ville have en udtalelse - men han ville ikke udtale sig om det, de spurgte om. Han mente ikke, at det var hans opgave, at vurdere, hvorvidt medicinen kunne bidrage positivt til min arbejdsevne. Da jeg spurgte ham direkte, sagde han til mig, at han ikke troede, at medicinen ville få nogen betydning for min arbejdsevne - men fordi han ikke ville fortælle det til jobcentret, blev mine sygedagpenge ikke forlænget. Efter jeg er blevet fyret, modtager jeg derfor ressourceydelse, hvilket svarer til kontanthjælp. Det er godt nok ikke meget! Der går flere penge ud af min konto, end der går ind - og det inden jeg begynder at bruge penge på mad, tøj osv. Det er ikke sjovt!

Jobønsker

Det vigtigste for mig, mht. en fremtidig jobsituation er, at der er et godt arbejdsmiljø med nogle gode kolleger. Det er faktisk vigtigere end en høj løn, for der er ikke noget så ødelæggende for jobtilfredsheden, som et dårligt arbejdsmiljø med trælse kolleger. Og så vil jeg selvfølgelig helst have en stilling, hvor jeg kan bruge min uddannelse. Jeg har især interesse for at arbejde med statistik og opsætning af spørgeskemaer, gerne i forbindelse med brugeranalyser, tilfredshedsanalyser, markedsanalyser og generelt marketing. Det er områder jeg synes er rigtig spændende! Derudover synes jeg også regnskab, samt organisation og ledelse er interessante arbejdsområder.

Fritid

Jeg har tidligere haft en aktiv fritid, men efter at være blevet mor - og endda til et barn med diagnoser, har der ikke været meget overskud til fritidsaktiviteter. Jeg har dog haft overskud til at lære at svømme, vha. Halliwick-metoden, som bl.a. anvendes i HASA, som træner i Lyseng Svømmebad. Da jeg selv havde lært at svømme, ville min søn også gerne med, og siden da har jeg ikke selv fået svømmet ret meget. Det har ikke været muligt at svømme samtidig og det har været for besværligt, hvis jeg skulle svømme senere end ham, fordi han skulle hjem og i seng. Efter en periode med mange aflysninger pga. forurening fra tidligere svømmehold, samt andre udfordringer, har vi helt opgivet at gå til svømning. Nu er jeg bare glad for at vide, at jeg KAN svømme.

Min fritid bruger jeg i øjeblikket mest på at læse bøger, se film, facebook, min symaskine og projekter i hjemmet.

Fordi jeg har ADHD, er jeg udfordret på mine "eksekutive funktioner". Jeg har svært ved at komme i gang! Jeg har masser af planer, idéer og ønsker - men jeg bruger enorme ressourcer på at tænke over, hvor jeg skal starte og hvor jeg skal slutte - og alt det der imellem. Især hvis det ikke liiiige er noget jeg har vildt meget lyst til... Så sidder jeg nærmest bare og stirrer ud i luften, hele dagen. Det er dybt frustrerende!
Af og til "skal der bare ske noget" (min søns far har af og til sagt, at så var der mig der "kravlede på væggende") og så er jeg bare gået i gang. Men det har ofte været noget, jeg sjældent gør eller noget jeg syntes er sjovt. Fx gik jeg en dag bare i gang med at grave et stykke blandet hæk op, fordi at jeg ville have det væk og lavet en plads til affaldscontainerne dér, frem for at de stod bag huset, længst væk fra fortovet. Da jeg var færdig (et par måneder senere!) havde jeg egentlig besluttet, at jeg skulle klippe roserne ned. I stedet tænkte jeg pludselig: "Jeg kunne også klippe hækken ind!" - hvorpå jeg kastede mig over hækken, med den store grensaks. Da jeg havde klippet ca. 1/3 af hækken, gad jeg egentlig ikke mere. Men da var jeg ligesom nødt til at gøre arbejdet færdigt. Ellers ville det se dumt ud - og jeg ville sikkert få klager fra naboerne (sådan er de nemlig, mine naboer!). Så jeg fik klippet resten af hækken ind også og efterhånden også kørt afklippet på genbrugsstationen.