Graviditeten

Mine forældre - Far Bjarke og Mor Tina

Projekt Baby

I slutningen af oktober 2009 kiggede Far Mor dybt i øjnene og spurgte, om ikke hun skulle til at stoppe med de P-piller - og det gjorde hun så, selvom hun var ca. en uge inde i en pakke. En uges tid efter kom der en blødning, men det har nok bare været hendes krop, der blev forvirret over de manglende hormoner fra P-pillerne, for derudover fortsatte hendes menstruation som forventet. Hver fjerde uge gik Far og Mor og var spændte på, om der nu var "gevinst", eller de skulle prøve igen. De tog det nu meget stille og roligt og tænkte ikke videre over, hvorvidt der nu kom et barn ud af deres handlinger eller ej. I februar, ca. 3,5 måned efter starten på "Projekt Baby", var Mor ret sikker på, at der ikke kom noget resultat, så hun forberedte sig på hendes 30 års fødselsdag, som hun planlagde som en slags "sidste udskejelse", inden der virkelig skulle gøres noget ved "Projekt Baby". Men Mor blev klogere! Der skal jo kun ét "skud" til, så den sidste uge inden hendes fødselsdag, hvor hun egentlig skulle have sin næste menstruation, begyndte hun i stedet at føle visse forandringer i kroppen. Menstruationssmerter og let kvalme som hun plejer - men ingen blødning. Til gengæld lidt ømme bryster og "en underlig fornemmelse i kroppen". Uha, nu blev det faktisk lidt spændende, og Far og Mor snakkede en del om - hvad nu? Er den god nok, denne gang, eller hva´?

Testen

Dagen før Mor blev 30 skulle hun til jubilæumsfest på Idrætshøjskolen i Århus og havde egentlig regnet med at skulle drikke sig en kæp i øret. Far skulle køre darten til stævne på Fyn og ville tage afsted tidligt lørdag Morgen. Mor havde besluttet at tage en graviditetstest, for hun ville ikke drikke alkohol, hvis hun var gravid. Og det er jeg jo kun glad for :-) Testen blev taget lørdag Morgen kl. ca. 05.25 - og den var positiv! Der stod på pakken, at man ikke måtte aflæse testen efter mere end 10 minutter, så hun tog et billede og smed den ud. Det er vel egentlig også ulækkert at gemme en papirstrimmel med urin på! Så gik Mor i seng igen og ventede på, at Far skulle op kl. ca. 06.00. Han havde været meget træt om aftenen og havde desuden en lang dag foran sig, så han skulle have lov at sove så længe som muligt. Straks Far vågnede ved vækkeuret spurgte han Mor, om hun var klar til at tage den graviditetstest - eller om hun havde taget den. Han fik julelys i øjnene, da han fik at vide, at testen var taget og at den var positiv. "Nu har jeg slet ikke lyst til at tage nogen steder hen," sagde han til Mor. Mor mente nu, at det måtte han hellere, for dartspillerne ville nok blive sure på ham, hvis han brændte dem af. Desuden skulle hun til fest og ville ikke blive hjemme, "bare" fordi hun var gravid. Men drikke alkohol ville hun ikke - og hun skulle nok passe på maven, til han kom hjem igen på Mors fødselsdag, søndag aften.

Mandag morgen ringer Mor til lægen - det må jo ligesom skulle bekræftes. Mor fortæller lægen, hvordan hun har haft det den seneste uge og at hun har taget en graviditetstest - og den var positiv. "Nå," siger lægen så alvorligt, "Er det godt eller skidt?" Mor forsikrer, at det er godt og straks ændrer lægen tone, ønsker tillykke og aftaler en tid til første graviditetsundersøgelse. Den skal ligge ca. 9 uger henne i graviditeten. Mor og Far har lidt svært ved at forstå, at lægen siger, Mor er i femte graviditetsuge, når de først lige har fundet ud af, at de venter mig - især når det ikke er meget mere end to uger siden Mor sidst havde ægløsning. Men sådan hedder det sig altså indenfor lægeverdenen. Der regner man fra første dag i sidste menstruation, selvom man faktisk slet ikke er gravid før et par uger senere.

Den glade nyhed - hvem skal have det at vide?

Uha - så lykkedes det altså! Far og Mor er glade og spændte over, at de nu venter mig. Hvad mon jeg er for en - hvor mange gemmer der sig i maven - hvad skal jeg hedde - og mange andre spørgsmål melder sig på banen. Og den glade nyhed MÅ de bare dele med nogen - men ikke for mange, for de første tre måneder, er de mest kritiske og meget kan gå galt. Den første der får besked, er Fars bedste ven Kenneth. Han er nødt til at få det at vide, fordi både Far og Mor er med på AGF SkilteTeam - og Far har nu forbudt Mor at løfte på noget som helst, der vejer ret meget. Så Far og Kenneth skal finde en afløser for Mor til holdet - og de skal altså mødes i weekenden, så de har lidt travlt.

Om eftermiddagen mandag d. 8. marts besøger vi Farmor Bente på Trøjborg. Hun bliver den første i familien, der får den glade nyhed - og ihh, hvor er hun glad! Hun glæder sig meget til at blive Farmor, og har faktisk allerede sidste sommer købt den første gave til mig, nemlig en AGF-sparkedragt! Mor har ellers næsten lige lovet at hjælpe med at male Farmors stuer, men nu hvor hun er gravid, må hun hverken løfte på ret meget, male noget som helst, eller bruge hendes elskede borehammer. Det er Mor lidt ked af, men hun vil heldigvis hellere passe på mig, end risikere at jeg tager skade. Så Farmors malerarbejde er udsat. Så kan hun nå at stoppe helt med at ryge inden. Det går nemlig rigtig godt for hende med rygestoppet :-) Farmor får lov at sige nyheden videre til hendes gode veninde Tina, som bor øverst oppe i opgangen, hvis nu hun bare MÅ fortælle det til nogen, ligesom Far og Mor bare MÅTTE til at fortælle det til hende og, lidt senere, Mors forældre. Farmor siger, det bliver spændende, hvor mange der er - fordi Fars far er tvilling. Far har ikke noget forhold til hans rigtige far. Han ved, hvem han er, men har stort set ikke set ham hele livet. I stedet har han "adopteret" en han kender fra PW (Peder Wessel - et værtshus på Trøjborg) som sin "Far", nemlig Jann Nedergaard - også kaldet "Dingel". Og hvis Jann er Fars Far, så må hans datter jo være Fars søster, og hun er både gift og har børn, så Far har også en svoger og to nevøer. Selvom de ikke er "rigtigt" i familie, holder Far og Mor meget af Fars "pap-familie", som omtales både med og uden "pap", når de er sammen med andre.

Efter at have besøgt Farmor kører Far og Mor til Haderup og besøger Mors forældre, Anker og Birthe. Mors Mor forstår det ikke lige med det samme, men da Mor siger til hende, at hun skal være bedsteMor udbryder Anker, at "han skal i hvert fald ikke være bedsteFar!" (Senere i graviditeten beslutter Mor, at hendes forældre skal være Morforældre, for hun har selv kun kendt til bedsteforældre, og det har ofte skabt tvivl i hendes barndom, hvem der egentlig skulle besøges, når de skulle ud til bedsteforældrene. Og så hænger det også bedre sammen med, at Fars Mor Bente vil kaldes Farmor.) Men de er selvfølgelig også glade. Mormor får også at vide, at hun må fortælle det til hendes gode veninde Diana, hvis hun absolut MÅ fortælle det videre. Resten vil Far og Mor gerne selv fortælle nyheden. Så kører Far og Mor hjem til Rosenhøj igen; glade over at have delt deres lille hemmelighed med deres forældre. Mormor syntes også, at det blev spændende at høre, hvor mange der gemte sig inde i Mors mave, for min Oldefar er nemlig (også) tvilling.

En lidt træls påske

Kort før påske får Mor at vide af Mormor, at hun har fortalt Mors ældste søster, Marianne, at hun skal være tante, fordi "hun er så ked af det for tiden og trænger til noget opmuntring". Det er både Far og Mor faktisk lettere irriterede over, for de ville jo gerne selv have fortalt det - når de selv mente, tiden var inde. Situationen bliver ikke bedre i påsken, hvor der er familiehygge i Haderup. Mormor mener det vil være en rigtig god idé, hvis onkel Christian får at vide, jeg er på vej, fordi "han arbejder jo i BabySam og kan få nogle rigtig gode rabatter! Og når de nu har givet ham en bamse til jeg ved ikke hvor mange hundrede kroner, hvem ved, hvad de så kan finde på at give ham, hvis han siger, han skal være onkel?" Om Mormor og Marianne har aftalt det på forhånd, vides ikke, men i hvert fald presses Mor til at afsløre, at hun er gravid. Morfar var vist heller ikke enig i, at Mormor skulle blande sig i, hvem der skulle vide hvad og hvornår. Da Far og Mor kører hjem senere, er de skuffede og bliver hurtigt enige om, at næste gang de venter sig, bliver det nok endnu færre de fortæller noget, inden de har været til første scanning. Uha, uha.

Første besøg hos lægen

Fredag d. 9. april kl. 9.45 er Far og Mor ved lægen til den første graviditetsundersøgelse. Sekretæren siger til Mor, at hun lige skal lave en urinprøve, inden de skal ind til lægen - og det skal hun i øvrigt hver gang hun skal til graviditetsundersøgelse. Inde hos lægen, Dorthe Fisker, bliver der udfyldt en del papirer og snakket om arvelige sygdomme, og Mor bliver vejet. Mor er en "stor pige" på 113,4 kg - inklusive lillebitte mig! Lægen påpeger, at Far og Mor er meget disponerede for at få tvillinger, eftersom Fars rigtige far et tvilling og Mors bedstefar også er tvilling. Så det vil blive rigtig spændende at se til første scanning - nakkefoldsscanningen. Derudover får Mor et par gode råd om kost og vitaminer. Mor skal desuden testes for sukkersyge senere, en såkaldt glukosebelastning, fordi Mormor har Type2 Diabetes og Mor samtidig er så stor som hun er. Mor fortæller lægen, at hun har sagt til Far, at det eneste han må bestemme er, om de skak vide, om jeg er en dreng eller pige. For Mor betyder det ikke så meget, men Far kan ikke helt bestemme sig for, om han vil vide det eller ej - så den beslutning får han selv lov at tage. Det syntes lægen er rigtig godt, fordi fædre sjældent får ret meget at skulle have sagt. Lægen beregner desuden min termin - den dag jeg forventes at blive født - til 9. november 2010. Datoen er beregnet ud fra, hvornår Mor sidst havde menstruation.

Første scanning - nakkefoldsscanningen

Uha, Far og Mor er spændte! Hvor mange er der - og er alt som det skal være? Det er de vigtigste spørgsmål at få besvaret - så er alt andet stort set lige meget.  Jeg bliver scannet første gang mandag d. 3. maj 2010 kl. ca. 12.15. Sygeplejersken siger, at hun lige kigger lidt for sig selv først og derefter skal hun nok forklare en masse. Far spørger, om hun vil kunne se kønnet og sygeplejersken svarer med det samme, at det vil man slet ikke kigge efter denne gang, for det er simpelthen for usikkert at sige noget så tidligt. Om Far har bestemt sig, vides ikke, men nu får han i hvert fald lige nogle uger ekstra til at tænke over det i.

Så går scanningen i gang. Da jeg toner frem på skærmen bliver Far og Mor helt tavse. Her er jeg - deres lille barn! NU, hvor de kan se mig, kan de først virkelig fatte, at de er på vej til at blive forældre! De kan, med lidt god vilje, tælle alle mine fingre og tæer. Jeg har hikke, sutter på tommeltot - og driller sygeplejersken, for jeg vil ikke ligge stille. "Nå, det er en med egne meninger," sagde sygeplejersken. Far og Mor tilføjer, at i så fald passer jeg godt ind i familien :-) De lytter til mit hjerte, som lyder lidt som en fiskekutter. Alt ser fint ud og risikoen for mongolisme er [1:flere tusinde] - så nu tør Far og Mor godt sprede nyheden til alle, så det bliver skrevet på FaceBook, kort efter de kommer hjem, hvor der tikker rigtig mange lykønskninger ind. Sygeplejersken laver en masse målinger og beregner en ny termin, baseret på min størrelse. Hun ændrer min termin til 6. november 2010 - tre dage tidligere end lægens beregning. Sygeplejersken ændrer også min tid til næste scanning, da de gerne vil have, at Mor er fulde 21 uger henne, så de kan se mest muligt - især fordi, Mor er overvægtig. Så i stedet for 18. juni har Far nu helt til 21. juni at tænke over, om han vil vide, hvad jeg er for en.

På første billede er jeg i profil. Det er hovedet til venstre, og et ben der stikker op øverst til højre. Næsen titter frem og munden er næsten i midten.

Andet billede er taget oppefra. Sygeplejersken kalder det et "bamsebillede". Mit hoved er nederst til venstre, kroppen i midten, og mine arme og ben ligner små bolde fæstnet til kroppen.

Det er dejligt for Far og Mor at finde ud af, at jeg bare er mig! Mor er måske en smule skuffet, fordi chancen for tvillinger er så stor, men hun er nu alligevel meget glad for, at jeg er alene i maven, som den første. Så må jeg gerne få tvillingesøskende senere :-)

Far ringer til Farmor og fortæller, at jeg er den eneste og at alt er som det skal være - ingen umiddelbar risiko for mongolisme eller noget. Det er jo bare dejligt! Da de kommer hjem ringer Mor først til hendes bedsteforældre i Holstebro. De er meget glade for at høre, at de skal være oldeforældre (igen - for Mors kusine Hanne har allerede to børn). Bedstefar siger, at det skal fejres med marmelade på bollerne til kaffen. Han lyder lidt skør ind imellem, ham Oldefar. Oldemor har fortalt Mor, at han engang ville have et stykke lagkage på hans franskbrød! Herefter ringer Mor til Morfar og siger, at han vil få ét barnebarn til at starte med. Morfar er meget glad på Fars og Mors vegne, for han mener, det vil være hårdt at starte med at få tvillinger. Så hellere få dem næste gang. Det kan de hurtigt blive enige om, Mor og Morfar. Til sidst ringer Mor til Mormor og fortæller også hende, at jeg er alene i maven og at alt er som det skulle være. Alle ønsker selvfølgelig tillykke.

Hvad mon jeg er for en?

Nu ved Far og Mor, at de venter sig ét barn. De har tidligere snakket en del om de der tvillinger, der er chance / risiko for at få, men de er glade for, kun at vente mig. Nu er næste store spørgsmål så, hvad jeg mon er for en - er jeg en dreng eller en pige? Far har vist ingen præferencer - han er bare glad for, at han skal være far :-) Mor vil også være glad, uanset hvad jeg er for en, men hun håber altså, at jeg er en dreng. Hun har nemlig selv tit ønsket, at hun havde haft en storebror, da hun var lille. Men Far og Mor tror vist mest, jeg er en pige. Mor har set en udsendelse i fjernsynet, hvor de sagde, at under visse omstændigheder, som fx hvis den ene eller begge forældre er stressede, så er der størst risiko for at få en pige. Det er noget med, at de sædceller der bliver til piger, er mere modstandsdygtige, end dem der bliver til drenge. Der er flere omstændigheder og Far var en del stresset i februar pga. arbejdet, så de forventer vist at få en pige. Navnet er næsten lagt fast til Rebecca Ella Pejtersen. Men det vil vise sig til næste scanning, hvis Far har taget en beslutning. Det ene øjeblik vil han gerne vide, hvad jeg er for en - det næste øjeblik, vil han hellere vente, til jeg kommer ud. Far og Mor laver begge sjov med, at han sikkert først tager den endelige beslutning, når de står inde til næste scanning.

Første besøg hos jordemoderen

Onsdag d. 26. april 2010 kl. 10.10 er Far og Mor til første besøg hos jordemoderen. Hun udfylder også en masse papirer, gentager noget af det lægen også har sagt - især omkring sygdomme og tvillinger, hvorefter hun mærker lidt på Mors mave. Far fortæller, at han har en bekendt, som også fik at vide til første scanning, at de kun skulle have en enkelt, men at der altså havde været to derinde, da de kom til næste scanning. Så nu er Far og Mor igen spændte, på om jeg alligevel har selskab, eller stadig bare er mig. Mor fortæller, at hun ikke rigtig har haft nogen gener. Jo, hun har da haft lidt ondt i ryggen, men det har hjulpet meget, at få en ny kontorstol, og om ikke så længe, får de måske hæve-/sænkeborde. Mor har kun haft kvalme 3-4 spredte dage og ellers ikke rigtig mærket noget til graviditeten, ud over, at hun ikke længere kan passe alt hendes tøj og så småt er begyndt at "låne" Fars T-shirts. Hun har købt alle de største T-shirts hun har kunnet finde, når de har været på tilbud - så får Far dem, når jeg engang er kommet ud og Mor håber på at komme til at passe sit "gamle" tøj igen, rimelig hurtigt. Der er ellers mange der har spurgt Mor, om hun er kommet over hendes kvalme, hvortil Mor jo bare har svaret, at det har hun altså ikke rigtig haft noget af. De fleste har derefter skulet ondt til hende - sikkert fordi de selv har været plaget af kvalme, under deres egne graviditeter.

Én ting har dog ændret sig hos Mor, udover hendes størrelse. Hendes humør kan svinge meget - rigtig meget! Det fandt de ud af for nogle uger siden, da Far havde aftalt med Kenneth, at der skulle skiftet stikkontakter i stuen. Der var en episode, hvor Mor blev sur - nærmest over ingenting - og derefter troede, at Far ikke ville snakke med hende. I virkeligheden ville Far bare give Mor plads til at være sig selv, og havde derfor taget stand foran fjernsynet, sammen med katten, mens Mor var sur på hendes kontor, eller i soveværelset. Den følgende aften havde Far så sagt til Mor, at nu bestilte han altså noget mad - og hun havde bare at spise noget, uanset hvor sur hun så måtte være. Så gik mor ind til Far og sagde "Undskyld, jeg er så svær at leve med for tiden," hvortil Far grinte venligt og de fik sig en snak. Det var godt, de blev gode venner igen! Til det siger jordemoderen, at der nok skal komme flere af den slags hormonforstyrrelser og at det er godt, at Far og Mor kan snakke sammen. Hun giver Mor nogle brochurer, bl.a. nogen om rygestop, som Mor kan give til hendes forældre. Far siger, at Farmor er ved at stoppe med at ryge, hvilket jordemoderen giver stor ros for. Til gengæld kigger hun lidt skæptisk, da Mor fortæller, at Morfar sandsynligvis vil bruge hendes folder til at tænde op med! Jordemoderen slutter af med at fortælle, at hvis man er utilfreds og gerne vil have en anden jordemoder, så skal man bare ringe og bede om det. Far og Mor er umiddelbart godt tilfredse med Fru Idskov, så det har de ingen planer om. Hun er på jordemodercenteret om onsdagen og ellers er hun på Skejby det meste af tiden.

Nogen gravide får sære spisevaner. Mor har indtil videre kun bemærket, at hun spiser mindre is, slik og chips end hun plejer - hvilket sikkert er godt for både hende og mig. Mor håber vist på, at hun kan ende med at tabe sig. Dels ved at skære ned på de søde sager og dels ved at amme. Bare hun spiser sundt, så jeg ikke tager skade, så er det vel fint nok.

Første glukosebelastning

Tirsdag d. 8. juni 2010 skal Mor til glukosebelastning hos lægen kl. 8.15. Hun har fastet, hvilket vil sige, at hun hverken har spist eller drukket, siden i aftes. Dog har hun fået lov at drikke lidt almindelig postevand, men ikke for meget, bare for ikke at dehydrere. Det er jo lunt, her om sommeren. Mor skal slet ikke ind til lægen i dag - sygeplejersken klarer det hele. Først tager hun en lille blodprøve og måler Mors blodsukker. "Det ser fint ud," siger sygeplejersken. Så får mor en flaske sukkervand, som hun skal drikke indenfor fem minutter. Herefter skal hun sidde stille i to timer. Hun må ikke gå rundt, men hun må heller ikke sove. En ældre herre skal også testes og han snakker lidt med Mor, så de får fordrevet tiden. Mor har heldigvis en bog med også. Hun synes det er trælst, at hun hverken må spise eller drikke, for hun er begyndt at blive både sulten og tørstig. Sådan noget sukkervand slukker nemlig ikke tørsten - det gør den nærmest bare værre.

Efter to timer kalder sygeplejersken på Mor, som igen får taget en lille blodprøve, for at måle Mors blodsukker. Sygeplejersken forklarer, at testen skal vise mindre end 8,9 for at være "normal". Mors test viser 8,9! Sygeplejersken siger så, at deres måler generelt måler 0,2 for højt, og så ligger Mor lige præcis under grænsen for at være mildt "sukker-forstyrret" - eller hvad det nu kaldes. Sygeplejersken skriver på Mors vandrejournal, at testen med glukosebelastningen viser normal, så det håber vi er rigtigt. Mor skal testes igen om 10 uger - 17. august. Så får vi se, om hun stadig ligger lige på grænsen, eller om hendes blodsukker er blevet bedre - eller værre.

Hvornår lader jeg mig mærke?

Min Mor har selvfølgelig mærket mig først. Hun er ikke helt sikker på, hvornår hun mærkede mig første gang. Der har været flere tilfælde, fx under et kursus torsdag d. 3. juni, hvor hun har tænkt: "Hov, var det mon barnet, eller?" Dog er hun ret sikker på, at hun har mærket mig sparke, inden jeg skulle scannes anden gang.

Far har været lidt jaloux, når Mor har nævnt, at hun har mærket mig. Oftest har han altså selv spurgt! Men da Far og Mor gik i seng, søndag d. 18. juli, var jeg så aktiv, at Far også kunne mærke mig. Mor siger, han nærmest fik julelys i øjnene af begejstring! Far var rigtig glad - og nu behøver han ikke være jaloux på Mor over, at hun kan mærke mig. Til gengæld er jeg begyndt at holde Mor vågen, når hun har været oppe på toilet om natten. Så sparker jeg nemlig helt vildt og lader hende vide, at jeg skam også er vågen. Hvis hun har vækket mig, kan jeg vel også holde hende vågen, bare lidt?

Mor er irriteret over, at mange mennesker nærmest betragter hendes mave - mit hjem - som hvermandseje. Hun kan nemlig ikke lide, at andre end Far rører ved hende! Mor mener, at hvis folk vidste, hvorfor hun har det sådan, ville de forhåbentlig lade være. Det er bare ikke noget, hun bryder sig om at snakke om, og der er meget få mennesker, der ved det. Mormor har foreslået, at Mor bare skal gramse igen, for så finder folk måske ud af, hvor ubehageligt det er, men det bryder Mor sig heller ikke om. Folk må holde fingrene for sig selv - eller i det mindste spørge. Ellers kan det være, hun slår fra sig, hvis hun er i dårligt humør!

Anden scanning - misdannelsesscanningen

Så oprandt dagen for anden scanning - også kaldet misdannelsesscanningen. Her ser sygeplejersken primært efter, om der er misdannelser i de indre organer. Jeg blev scannet mandag d. 21. juni kl. ca. 11.30. Mor har knap nok lagt sig til rette på briksen, før Far siger: "Hvis du kan se kønnet, så vil vi gerne vide det!" Da har han netop taget den endelige beslutning. Sygeplejersken svarer, at der lige er nogle ting, hun skal igennem først, så skal hun nok se på det. Mor er godt tilfreds med Fars beslutning - men havde han sagt, at de ikke ville vide det, havde hun også accepteret det.

Alting ser fint ud på scanningen. Umiddelbart ser alle mine organer fine ud og mit hjerte lyder også fint. Terminsdatoen passer. Igen har jeg hikke. "Nå, skal vi se, om vi kan se noget?" siger sygeplejersken. Det store øjeblik er kommet, hvor Far og Mor skal finde ud af, hvad jeg er for en. "Der har vi den - pungen og tappen. I skal have en dreng," siger sygeplejersken. Det er både Far og Mor rigtig glade for. Far er stolt og Mor er glad for udsigten til at eventuelle søskende får en storebror.

Far og Mor får ikke helt så gode billeder med hjem denne gang, som ved første scanning - men jeg ligner jo mig selv :-) Jeg ses kun i profil, med hovedet i venstre side af billedet, ligesom ved første scanning. Far og Mor er atter betagede af at se mig på skærmen, selvom det ikke er helt så imponerende, som første gang. Nu har de jo set mig og venter egentlig bare på, at jeg kommer ud, så de også kan holde mig - men jeg skal helst blive boende i Mors mave til starten af november! De vil helst ikke have mig ud for tidligt!

Mor sender en SMS til hendes forældre om, at scanningen gik fint og alt er som det skal være - og at jeg er en dreng. Senere besøger de Farmor, som ikke er overrasket. Far siger også, at han har ventet en dreng, fordi Mor ser ud som hun gør. "Du er jo ikke blevet bred over bagen - det hele sidder foran," siger de til Mor. Mor synes godt, hun ser MEGET gravid ud, sammenlignet med andre hun har mødt, som er væsentligt længere henne i deres graviditet. De har været mere brede, med knap så fremtrædende maver - og venter sig piger. Måske er det alligevel en måde at forudsige barnets køn? Selv har Mor prøvet en kinesisk kalender, men det er lige det, om man skal gå efter moderens alder ved undfangelsestidspunktet, og hvor gammel man regnes for at være. Mor blev jo gravid i februar - få uger før hendes 30 års fødselsdag. Kalenderen sagde, at hvis hun var 29 og blev gravid i februar, så skulle hun vente en dreng - og ellers en pige. Så umiddelbart ser den kinesiske kalender ud til at virke - eller også er det bare tilfældigt. Mor mener selv, at intet er sikkert, før barnet er født - men efter dagens scanning regner hun nu alligevel med, at jeg er en dreng :-)

"Hvad skal barnet hedde?"

Nu, hvor Far og Mor har fået at vide, jeg er en dreng, skal jeg jo hverken hedde Ella eller Rebecca. Moster Susanne har foreslået Hugo, mens Mormor har foreslået "Anders Gert Frederik", (som kan forkortes til AGF,) men hverken Far eller Mor synes om deres forslag. De skal nok selv finde på noget!

Far bruger ofte sine pauser på internettet. En dag har han siddet og kigget på drengenavne og deres betydning. Han sendte et forslag til Mor via MSN, dagen efter min anden scanning: "Baltazar : Kaldæisk navn for profeten Daniel. Navnet betyder "Bel (gudenavn) - fyrste". Også navnet på en af de hellige tre konger. Kan også staves Balthazar og Balthasar. I Danmark kendes navnet blandt andet fra politikeren Balthasar Christensen (1802-1882)." Mor er ikke helt sikker på, om Far laver sjov, eller det er hans alvor - men det er vist bare for sjov.

Kriterier for mit navn må være, at der ikke er nogen i nærmeste familie, der hedder det samme, og at hverken Far eller Mor kan forbinde navnet med en person, de ikke bryder sig om. Dertil synes især Mor, at det gerne må være et internationalt navn, så jeg kan begå mig i udlandet, hvis jeg skulle få lyst til det en dag, når jeg bliver stor. På den anden side, når nu mit efternavn skal være Pejtersen (også selvom Far og Mor ikke er gift - endnu), så vil jeg jo allerede der have problemer. Farmor siger også ofte, at det jo godt kan være, Far og Mor finder et navn, de synes jeg skal have, men at jeg bare ikke ligner sådan en, når jeg kommer ud. Hvad jeg skal hedde, stå derfor hen i det uvisse en tid endnu.

Andet besøg hos lægen

Mors læge er sygemeldt, så det er en anden læge, Erik Høgh, hun og Far skal ind til i dag. Inden de skal ind til lægen, kommer sekretæren ud med en seddel til Mor, som hun skal give lægen. Mors urinprøve er åbenbart ikke helt i orden. Lægen mener dog ikke, det er noget, der behøves blive gjort noget ved, fordi det er så lidt. Lægen spørger Mor, om hun har vand i benene - og dét har hun i hvert fald! Hun kan ikke stå op ret længe ad gangen, uden at få ømme fødder og det duer heller ikke at gå rundt. Lægens råd er, at få fødderne opad og vippe med fødderne, samt at holde sig i bevægelse. Så bliver Mor vejet og hun er meget spændt på, hvad vægten siger i dag. Hendes bukser er måske lidt tungere, end dem hun havde på sidst - men dem kan hun ikke passe mere. Vægten siger 114 kg, så Mor har altså kun taget 600 gram på siden første graviditetsundersøgelse i april. Mor har bestemt ikke sultet sig - det er nemlig ikke en måde at tabe sig på, hvis det endelig skal være. Til gengæld har hun skåret kraftigt ned på de søde sager, hvilket lægen synes godt om. Til sidst mærker lægen på Mors mave og måler, hvor stor livmoderen er, inden han lytter til mit hjerte og Far og Mor får lov at gå igen.

De første problemer

I slutningen af 25. graviditetsuge begynder Mor at få smerter. Efter en lille uges tid, hvor hun har læst lidt på nettet og er blevet bekymret for, om det nu er bækkenløsning, blærebetændelse eller noget helt tredje, tager hun til lægen sammen med Far. Vores egen læge holder ferie, men de bliver henvist til en rigtig flink læge i Østergade. Hun siger, at Mors bækken ikke fejler noget og det er heller ikke blærebetændelse, men at det er hendes skamben, der gør vrøvl. Mor skal passe på med, ikke at overanstrenge sig og så skal hun lytte til kroppens signaler. Mor fortæller lægen, at hun skal være vagt på Skanderborg Festivalen og spørger, om lægen vil anbefale hende at blive hjemme. Lægen siger, at der ikke er noget i vejen for at tage af sted, men hvis Mor får ondt, så skal hun tage hjem.

Skanderborg Festival - Danmarks Smukkeste Festival

Puha, Far og Mor skal tidligt op, for at møde til tiden på deres vagt! Godt jeg bare kan ligge og sove imens. Far og Mor hygger sig og nyder, at der ikke er så travlt tirsdag formiddag. Lige efter frokost bliver Far bedt om at tage ud til en anden vagtpost, hvor vagterne ikke rigtig magter opgaven. De har brug for en mand af Fars størrelse, som kan tage beslutninger og fortælle bilisterne, hvad de må og ikke må. "Bare et par timer," siger formanden. Mor får så en anden vagt ned som hjælp, men han er der ikke ret længe, for der er åbenbart brug for ekstra bemanding flere steder. Far får at vide, han skal blive på hans "nye" post til vagten er slut og det er både han og Mor ked af. Især Mor, for hun havde glædet sig til at være vagt sammen med Far. Han kan nemlig se på Mor, hvis der er noget galt eller hun trænger til en pause. Mor står så alene på hendes post i ca. 5 timer. I det tidsrum går hun ikke på toilet så ofte som hun ellers ville have gjort - selvom jeg sparker meget ind imellem. 2 gange bliver det til, hvor hun ellers plejer at bruge næsten hver eneste reklamepause på TV3! Hun vil jo så nødig være til besvær. Da hun bliver sendt op for at spise aftensmad, går hun hurtigere end ellers. Dels for ikke at bruge for lang tid, dels fordi det er på tide at komme på toilet igen - tredje toiletbesøg efter Far blev taget fra hende. På vej tilbage til vagtposten begynder det rigtig at gøre ondt på Mor, så hun skriver en sms til Far, at hun virkelig savner ham og at hun ikke har det så godt. Kort efter kommer formanden forbi og spørger Mor, hvordan hun har det. Hun siger, hun har haft det bedre og er begyndt at få ondt. Formanden vil finde en afløser og kort efter bliver Far kørt ind til Mor. Mor bliver sendt hjem og får besked på, at hun ikke må komme i morgen, hvis hun stadig har ondt. Far får lov at køre Mor ud til bilen på langtidsparkeringen, hvorefter Mor kører hjem til katten og Far tager tilbage til hans "nye" vagtpost. Mor slapper af på sofaen - sammen med katten, indtil Far får fri fra hans vagt. Så kører Mor ned og henter ham. Hun har ikke rigtig fået det bedre og det ender da også med, at hun bliver hjemme onsdag. Her er de fleste smerter langt om længe forsvundet, men hverken Far eller Mor vil risikere noget. Der skal ikke meget til, for at fremprovokere nye smerter - og det er nok bedre, at Mor kan gå resten af graviditeten, end at hun kan passe hendes vagt nogle få timer, inden hun må sendes hjem igen.

Lørdag tager Far og Mor ned til festivalen igen, for at mødes med vagtholdet. Det er en tradition, at årets vagt afsluttes med et møde over en øl eller to lørdag aften. Mor holder sig dog til sodavand og kildevand. Mor har været snu nok til at tage en stol med, så hun ikke skal stå op hele tiden og den er hun rigtig glad for! Der er mange, der spørger til, hvordan hun har det og sørger for at underholde Mor lidt, når nu hun er "helt dernede", i forhold til alle de andre, som står op. Det er rigtig hyggeligt. Far og Mor får hørt hele koncerten med Kashmir og de første numre af koncerten med Suede. Der er alt for mange mennesker til, at de kan komme hen og se scenerne. Mor vil helst ikke tættere på, for hun er ikke meget for at blive klemt inde mellem for mange mennesker - og slet ikke, når nu hun er gravid. Efter et par numre eller tre med Suede synes Mor, hun har set hvad hun behøver af årets Smukfest, så de vælger at sige på gensyn til vagtholdet. De ses jo nok til julefrokosten - i hvert fald regner Far med at komme, og Farmor har allerede meldt sig til at passe mig, så Mor også kan komme med. På vej op til shuttlebussen begynder Mor igen at få ondt, så det er sikkert godt, de netop har besluttet at tage hjem igen. Nu har de også været hernede i næsten 7 timer, hvoraf Mor i hvert fald har siddet ned i 3 timer.

Anden glukosebelastning

Tirsdag d. 17. august skal Mor igen til glukosebelastning hos lægen. Det har allerede været en hård uge, for mandag aften blev Far sendt til vagtlægen med mavesmerter i højre side, og gik derfra med en indlæggelse - til Regionshospitalet i Horsens! Vagtlægen var også overrasket, men der var åbenbart for mange på amtssygehuset og kommunehospitalet, og da Far og Mor bor i Viby, skulle Far altså til Horsens. Fars gode kammerat Kenneth kørte ham derned, mens Mor blev hjemme ved katten og fik noget at spise. Hun skal jo også tidligt op i dag. Mor har lidt svært ved at sove, når Far ikke er hjemme. Hun har vist vænnet sig for godt til, at han ligger ved siden af og snorker. Nala startede natten med at sove i Fars dyne - men lidt efter kl. 2 var katten åbenbart udhvilet, og da Mor lige havde været på toilet, mente katten åbenbart, at Mor godt kunne underholde - mindst et par timer! Jeg hjalp til med underholdningen, ved at hoppe vildt i Mors mave!

Kl. 6.30 ringer Mors vækkeur. Mor er meget træt og har meget ondt, men hun skal jo af sted. I går tog det over 40 minutter at gå hjem fra Kvickly, så hun går af sted mod bussen kl. 7.00 i håb om at nå den der kører 7.24 - eller i det mindste den 7.39, så hun kan nå tiden hos lægen/sygeplejersken kl. 8.05. Mor når lige med den bus, der har afgang fra Rosenhøj kl. 7.24 - men kun fordi den er forsinket. Det er godt, der er elevator op til lægen, som holder til på anden sal - for de otte trappetrin, alene op til elevatoren, er virkelig hårde ved Mor. Jeg kan selvfølgelig ikke se noget, inde fra Mors mave, men folk kigger underligt på hende når hun går, men små, korte og langsomme skridt - både i bussen, på gaden og i venteværelset.

Mor bliver kaldt ind til sygeplejersken, får målt blodsukkeret, som er fint, og får udleveret en flaske sukkervand. Hun får at vide, at hun gerne må drikke et lille glas vand i løbet af de to timer hun skal sidde og vente - men ikke for meget. Det er hun glad for at få at vide - og hun har også taget lidt vand med til formålet. Mor kan huske, at sidste gang hun fik glukosebelastning, fik hun det pludselig rigtig skidt - hun fik både kvalme og blev svimmel, så hun næsten ikke turde rejse sig, og var bare nødt til at hente noget at drikke. Vandhanevandet på lægens lille toilet ville dog ikke blive særligt koldt, så det blev kun til en enkelt lille slurk - for det var ikke særligt rart at drikke. I dag har hun hjemmelavet danskvand med fra køleskabet, for at være forberedt. Men i dag mærker Mor slet ikke noget ubehag. Hun håber, det er et godt tegn, og at hendes blodsukker er normalt.

Da sygeplejersken kalder Mor ind igen, får hun at vide, at fordi den forrige test lå lige på grænsen, får hun ikke svar med det samme. I stedet bliver der taget en blodprøve, som bliver sendt til analysering, for at være sikker på, at få et korrekt testresultat. Mor tænker ved sig selv, at sådan som det går for Far og Mor for tiden, nu hvor Far er blevet indlagt og Mor netop har sygemeldt sig pga. de mange smerter i skambenet, så skal det da nok passe, at hun også har graviditetssukkersyge. Men hun må væbne sig med tålmodighed, for der kan gå op til en uge, før hun får svar fra lægen.

Far kommer hjem igen - og der er fejl i systemet hos lægen

Onsdag får Mor at vide, at lægerne i Horsens sandsynligvis er klar til at sende Far hjem igen senere på dagen. De har undersøgt ham på kryds og på tværs og snakket om, at hvis ikke snart de finder ud af noget, vil de lave en kikkertundersøgelse af Fars mave. Lægerne er dog ikke meget for at operere, så de prøver mange ting. De har bl.a. haft mistanke om, at nogen af Fars piller giver forstoppelse, så han ikke kan komme af med hans afføring, men det lader ikke til at være årsagen til Fars smerter. Onsdag morgen blev Far tilset af en ny læge, som er ret sikker på, det ikke er blindtarmen, for så ville man kunne se det på hans blodprøver. Han har i stedet vendt fokus mod Fars rygskader og sendt bud efter en fysioterapeut. Til gengæld har Far endelig fået lov at få noget at spise. Han ankom til sygehuset kl. ca. 20.30 mandag aften, hvor han stort set ikke havde spist noget siden frokost. Han fik lige lov at få lidt suppe kort før midnat, men siden har de holdt ham fastende, for at være forberedt på en evt. operation. Han fik dog lov at drikke lidt vand og solbærsaft tirsdag, hvor de forsøgte at få gang i hans mave med forskellige ting. Men nu har han altså fået at vide, at det er ryggen, der er årsag til hans smerter, og at han sandsynligvis får lov at komme hjem til aften. Mor og Farmor tager derfor toget til Horsens for at besøge ham og håber, de får lov at få ham med hjem.

Mor er ikke særligt godt gående i dag heller - det går meget langsomt, selvom hun måske piner sig selv lidt, fordi hun gerne vil ned til Far, men hun skal jo også passe på med, ikke at gøre skade på sig selv, ved at presse kroppen mere, end den kan klare. Da Mor og Farmor ankommer til hospitalet, er Far lige blevet udskrevet, så han møder dem ved elevatoren. Fysioterapeuten har givet Far nogle øvelser og han får en henvisning til en fysioterapeut med hjem. Nu skal der styr på den ryg! Det er desværre ikke noget, der gives tilskud til, så Far må selv betale, når han får fundet en fysioterapeut. Først skal han dog have en snak med lægen - og Dorthe er heldigvis kommet tilbage til klinikken igen. Far, Mor og Farmor får aftensmad på vej ned til banegården og tager toget hjem til Århus igen. Det er dejligt at få Far med hjem igen!

Hjemme venter der en e-mail til Mor fra Weblægen, om at der ligger en besked på nettet fra lægen. Mor ved ikke lige, hvor på siden hun skal finde beskeden fra lægen, men ser i stedet, at der er lagt to nye konsultationer hos sygeplejersken ind - og den første er allerede i morgen kl. 7.59! Mor er overrasket, skuffet og gal over, at der er reserveret en tid til hende, uden at de har ringet først. Men siden tiden nu er sat til 7.59, må det jo være vigtigt, og det kan være, hun skal møde fastende, for at få lavet en ny glukosebelastning. Det er ikke til at vide, og eftersom klokken nærmer sig 22, er det ikke muligt at spørge nogen. Mor finder også beskeden fra lægen. Der står, at han har allerede fået svar på Mors blodprøve. Der står ikke noget om, hvad værdien var, men Mor har fået graviditetssukkersyge, så lægen har givet besked til Skejby, som vil indkalde Mor til yderligere test og samtale med en diætist. Det er Mor ked af at få at vide og hun vil gerne have mere information. Det er ikke rigtig til at finde noget konkret på nettet, men det kan åbenbart være skadeligt for mig - og det er Mor især ked af. Hun må vente med at få svar, til hun skal til lægen i morgen.

Torsdag morgen har Mor endnu mere ondt. Sikkert fordi, hun har været af sted hver dag i denne uge. Far vil gerne tage med hende ind til lægen og synes, de skal tage en taxa derind. Han kan se, at Mor virkelig har ondt og næsten ikke kan gå - og der er meget kortere ned til parkeringspladsen, end der er op til bussen. Da Far ringer til taxaselskabet får han at vide, der vil gå 15-20 minutter, inden der kommer en taxa. Mor begynder at gå ned til parkeringspladsen, for det vil tage sin tid, at komme derned - især pga. trapperne i opgangen, selvom der kun er otte trin. Men hun håber at kunne nå det inden taxaen kommer og måske endda lige hvile sig lidt på en betonpille ved parkeringspladsen. Der går dog ikke så lang tid, inden taxaen er der. Heldigvis er det en flink taxachauffør, som godt kan se, at Mor har problemer, og venter tålmodigt, til hun når hen til bilen. Han holder også ind så tæt på lægen som muligt - selvom han egentlig ikke må standse der. Far og Mor takker mange gange og når lige at komme op til lægen, inden klokken bliver 8.

Hos lægen er de noget forundrede over at se Mor i dag. De kan godt se, hun har fået en besked fra lægen og spørger, hvordan hun selv tolker den. Mor forklarer, at hun tror hun vil blive indkaldt fra Skejby og at hun ikke lige ved, hvad de konsultationstider der er reserveret til hende skal bruges til. Mor siger også, at hun altså lige har brugt 150 kr. på at komme herind med en taxa, at hun er skuffet over, ikke at være blevet kontaktet for at aftale tiden, og at hun har store smerter, hvilket også er årsag til, at hun sygemeldte sig i mandags. Tror nok de forstår, at Mor er "lidt" sur nu. Sekretæren fanger lægen, som har skrevet til Mor, da han netop kommer forbi og beder ham om en forklaring. Han er også overrasket. Mor har heldigvis printet konsultationsoversigten ud fra nettet, så de kan se, hvad hun snakker om. De kan nemlig åbenbart ikke selv se det. Lægen siger så, at det må være en fejl i systemet, for de tider Mor kan se, er noget de bruger internt - og Mor burde slet ikke kunne se dem. Mor får så at vide, at de aldrig vil reservere en tid til, uden at ringe først. Hun får også at vide, at hvis hun havde valgt at trykke "afvis" ud for de nye "konsultationer", kunne hun måske have lavet rav i den hos dem, fordi de så måske havde glemt noget, de skulle have foretaget sig omkring hendes journal eller noget. Og så må Mor ellers kæmpe sig hjem igen, sammen med Far. Far får dog lige bestilt en tid hos Dorthe, så de kan få en snak om hans ryg og det videre forløb, efter hans indlæggelse. Regionshospitalet i Horsens har allerede fået sendt informationerne om Fars indlæggelse, så Far får allerede en tid mandag. Resten af dagen bliver brugt på at slappe af!

Andet besøg hos jordemoderen

Så siger kalenderen uge 29+4. Klokken er 10.50 onsdag d. 25. august og Far og Mor skal til jordemoder igen. Mor starter med at lave en urinprøve, men er lidt usikker på, hvordan hun skal læse stix'en, så hun tager det hele med op til konsultationen, hvor Far venter og siger, de bare kan gå ind. Mor er lidt overrasket, da hun bliver mødt af en jordemoderstuderende, men da Mette titter frem bagved, er hun helt rolig igen. Det er den studerende, der laver det meste, men jordemoderen følger godt med i baggrunden, kan Mor se. Det er fint nok - man lærer jo mest af at prøve, og visse ting kan man ikke læse sig til - de skal opleves! Jordemoderen spørger til Mors sidste glukosebelastning og Mor svarer, at hun ikke kender tallet, men at hendes læge skrev til hende på weblægen, at hun har sukkersyge, og fortæller også om den uheldige episode med systemfejlen. Jordemoderen er lidt overrasket over, at Mor ikke har hørt fra Skejby endnu - det er jo en uge siden - så hun slår det op i computeren. "Du har en tid på Skejby her på fredag kl. 8.30!" siger jordemoderen. "Spændende!" siger både Far og Mor. Forhåbentlig ligger der brev om det i postkassen, når de kommer hjem.

Så skal der mærkes på Mors mave. De hører mit hjerte og det lyder helt fint, siger de. Mors blodtryk er også fint. De måler hvor stor mit "hjem", Mors livmoder, er og virker overraskede over, at de måler 34 cm. Jeg kan da bare godt lide at have god plads! Den studerende er ikke sikker på, om jeg har mit hoved nede i Mors bækken, og jordemoderen er heller ikke helt sikker (Mor synes ikke, jordemoderen skal få ret meget længere negle, når hun skal mærke efter, om mit hoved står i Mors bækken), men jeg kan jo også nå at vende mig mange gange endnu. De synes jeg virker lidt, men ikke voldsomt, stor. Mor fortæller, hvor livlig jeg er og jordemoderen siger, det kun er godt. "Et aktivt barn er et sundt barn!" siger hun. Det er både Far og Mor glade for at høre! Mor fortæller også, at hun ind imellem, mest når hun sidder ned og jeg børler rundt, ligesom kan høre en "klik/smask" lyd, som når man slår med tungen. Den studerende lyder meget som om, det er noget jeg bilder mig ind (hun vil rigtig gerne vise, at hun ved noget, tænker Mor), men jordemoderen siger, at det altså ikke er fordi, de ikke tror på, hvad Mor siger. Nogen gange kan følelsen give indtryk af, at der er en lyd - men det er altså ikke noget der gør noget. Det kan måske være, det bare er barnet der har hikke. Mor siger også, at hun da bare synes det er lidt spøjst - og så længe der ikke er noget, der gør ondt, regner hun ikke med, at der er noget i vejen.

Hjemme igen ligger der et brev i postkassen. Der er rigtignok en tid på Skejby fredag morgen kl. 8.30, hvor Mor skal møde fastende, og en til torsdag d. 9. september kl. 12.30. Der er også en brochure om, hvad svangerskabsdiabetes er for noget og hvad der skal ske på fredag. Far skal til Tønder Festival og hjælpe med billetteringssystemet sammen med Kenneth fra torsdag aften til søndag engang, men er villig til at vente til fredag eftermiddag med at tage af sted, hvis Mor gerne vil have ham med til Skejby. Umiddelbart skal hun være der indtil kl. 15 og jeg skal scannes igen, for at måle min størrelse og vægt. Det vil Far helst ikke gå glip af, så Mor ringer til Svangreafdelingen på Skejby for at høre, hvornår jeg skal scannes. Hun får at vide, at de ikke har kunnet finde tid til hende på fredag, så scanningen er først den 9. september. Så Far kan sagtens deltage i hele Tønder Festivalen, for Mor skal "bare" have testet hendes blodsukker og høre en masse snak - og det behøver Far altså ikke være der til, siger Mor.

Blodsukkermåling på Skejby

Uge 29+6, fredag d. 27. august. Mor har fået sovet rimelig godt i nat, for hverken jeg eller katten har generet hende. Kun lige omkring kl. 4 i morges, hvor hun alligevel skulle på toilet. Der var katten lige forbi i sengen og jeg sparkede lidt til Mor, da hun lagde sig til at sove igen. Mor stod op kl. 6.25 og gik i bad, så hun kunne blive frisk - og få frisørens voks ud af hendes nyklippede hår. Far har sagt, hun skal tage bussen 7.09 og stige om til bus 26 på Viby Torv. Der bliver godt nok noget ventetid og Mor kan godt se, da hun sidder og venter, at hun måske godt kunne have ventet et kvarter mere, for der står at 25'eren skal komme 8 minutter før den 26'er hun skal med. Men den skal selvfølgelig ikke være meget forsinket, før det kan blive svært at nå 26'eren - og så er det nok bedre at sidde og vente lidt længere på Viby Torv, for 26'eren kører ikke så tit.

Det er heldigvis ikke svært at finde Svangreambulatoriet på Skejby Sygehus. Der er jo fine skilte over det hele med, hvor man skal gå hen. De er også rigtig flinke deroppe. Sygeplejersken Lotte er hende, Mor skal have kontakt med i dag. Mor tror hun skal have endnu en glukosebelastning - men det skal hun slet ikke. Hun skal faktisk bare lære at måle sit blodsukker og så skal hun have taget en blodprøve, målt blodtryk og lave en urinprøve. Resten kommer først den 9. september, fordi man desværre ikke har kunnet finde tid til det hele i dag. Det betyder så også, at Mor ikke skal være her så længe alligevel. Der skal lige udfyldes nogle papirer, og Mor får ros for, at hun hverken ryger eller drikker alkohol. Dog skal hun helst dyrke noget mere motion, men sygeplejersken kan godt se, det ikke er helt let, når Mor har fået bækkenløsning. "Motion er insulin - og din krop har brug for insulin," siger sygeplejersken. Cykling skulle være godt, men det er jo ikke let, når Mor har en mountainbike - for der er ikke rigtig plads til mig og maven på sådan en. Svømning er også rigtig godt, men der er det så en udfordring, at Mor er vandskræk og aldrig har lært at svømme.

Det værste ved at skulle måle blodsukker er, at det ligesom kræver en dråbe friskt blod! Mor er ikke meget for at skulle stikke sig, og det lykkes da heller ikke i første forsøg. Anden gang går det meget bedre og det er faktisk slet ikke så svært. Mors blodsukker måler 4,6 og da det bare skal være mellem 4 og 6, så er det jo helt fint. Så får Mor lov at spise morgenmad - et stk. rugbrød, et lille groft rundstykke, 3 skiver mager ost og en pakke lätta, dertil vand (og lader the og kaffe stå). Så skal hun vente halvanden time, inden hun igen skal måle sit blodsukker - og der skal det helst lykkes første gang.

Da Mor har spist kommer sygeplejersken igen. Hun gennemgår, hvad der står i brochuren om svangerskabsdiabetes og Mor bliver lidt ked af det. Hun er bekymret for, om der kan ske noget med mig. Det er lidt lige meget med hende selv - for hun kan jo selv sige, hvis der er noget galt. Det kan jeg ligesom ikke. Sygeplejersken siger, at der slet ikke er noget at være bekymret for - hun kan roligt stole på, at de har helt styr på det! Mor skal bare tænke, at jeg måske bliver lidt tykkere om maven og måske kan få lidt sukker-abstinenser efter fødslen, fordi jeg måske vænner mig til, at få for meget sukker. Når man har svangerskabsdiabetes, producerer man ikke nok insulin og det gør, at babyen får mere sukker end normalt. Så bliver jeg bare lidt større og det kan så være, lægen beslutter, at jeg skal fødes lidt tidligere og måske endda ved kejsersnit - og at der altså ikke er noget galt i det. Man tager ikke skade af at blive født for tidligt. Men når nu Mor er kommet herud på Skejby, så har de helt styr på alt det der! Mor skal bare være glad for, at der bliver holdt øje med både hende og mig og så ellers bare suge til sig af alle de oplysninger de giver hende. Det kan være med til at forebygge, at Mor udvikler rigtig diabetes senere - og det vil Mor rigtig gerne undgå!

Mens Mor venter på, at hun må måle sit blodsukker igen, får hun både lavet en urinprøve og taget blodprøver. Det er lidt svært at finde ned til blodprøvetagningen, men kommer heldigvis nogen forbi, som kan følge hende derned. Det er meget nemmere at finde tilbage igen. Hun SMS'er også lidt med Far og fortæller lidt om, hvad sygeplejersken har sagt. Bl.a. det med motion og at svømning skulle være rigtig godt. Hun vil bare holde sig fra brystsvømning, mens hun har bækkenløsning. Det misforstår Far lidt og tror, at Mor skriver det i sjov, fordi hendes bryster er blevet større - men det er altså noget Mor har læst, at man skal passe på med brystsvømning, når man har bækkenløsning. Sådan som Mor kan mærke, hvis hun laver en forkert bevægelse, især i løbet af natten, er hun ikke i tvivl om, at brystsvømning, hvor man sparker i vandet lidt ligesom en frø, ikke er noget hun skal forsøge sig med!

Mor får også kigget dagens gratisaviser igennem og så måler hun sit blodsukker igen. Halvanden time efter måltidet, skal værdien være mellem 4 og 8. Mor er spændt! Hun har set i papirerne, at resultatet af den sidste glukosebelastning var 11,5 - og det er i hvert fald ikke godt, når det helst skulle være under 8,9. Så hun er spændt på, hvad måleapparatet viser nu! Det går fint med prikke-dimsen og sygeplejersken når lige at komme og se, om Mor nu også har styr på det. Hun roser Mor, fordi det lykkes i første forsøg og er glad for, at resultatet er 6,4, for det er jo lige som det skal være. Så gennemgår de lige en folder om kost, fordi Mor jo ikke kommer til at møde en diætist i dag - men så kan hun jo få lidt ideer og tænke lidt over, hvad hun spiser. Måske kan Mor også skrive ned, hvad hun spiser i løbet af den næste uges tid, så der er noget at snakke ud fra med diætisten. Mor har selv tænkt tanken og så får hun lov at tage hjem igen, fuldt udstyret til at måle blodsukker morgen og aften det næste stykke tid.

Det gælder jo om at finde de positive ting frem, når der sker noget uventet. Mor har set et opslag i venteværelset, om gratis fødselsforberedelse for gravide med diabetes. Desværre er der ikke så mange datoer på opslaget - den seneste var selvfølgelig lige i går, og næste gang er 14. oktober. Mor er spændt på, om det mon er for sent, men det må hun jo forsøge at snakke med lægen om, når hun skal til Skejby igen 9. september.

Informationsmøde om bækkenløsning på Skejby

Uge 30+4. I dag skal Mor til informationsmøde om bækkenløsning i Fysioterapien på Skejby Sygehus, kl. 9.15 til ca. 10.45. Far har lovet at køre hende, så hun slipper for at skulle alt for tidligt op. Det er hun glad for - jeg har nemlig holdt hende vågen en god del af natten. Samtidig har Mor meget ondt i hendes knæ, så hun har måske sovet 5 timer de sidste par nætter. Far er dog ikke heeelt sikker på, han gider være derude, for det er jo ikke sikkert, det er noget for ham. Så vil han hellere ned på varmestuen og have æg og bacon!

På Skejby bliver Mor bedt om at tage plads i venteværelset, og Far får at vide, at han ikke må komme med ind til mødet, så han kan enten vente i venteværelset eller køre en tur. Så far tager ud og får morgenmad.

Der er seks andre gravide til informationsmødet. Sygeplejersken starter med at fortælle lidt om bækkenløsning - som de i øvrigt helst vil kalde bækkengener, for der er altså ikke noget, der går løst! Hun fortæller, at bækkengener er ledsmerter og at hvis man har eller har haft ledsmerter før, fx i forbindelse med sportsskader, så kan de komme igen - og forsvinder sandsynligvis først engang efter fødslen igen. Herefter fortæller de fremmødte på skift, hvilke gener de har oplevet. Alle har ondt i skambenet og flere har også ondt i ryggen. Enkelte har ledsmerter fra sportsskader, som kan "behandles" på samme måde, som de tidligere har fået henvist af fysioterapeut eller lignende. Mor fortæller, at hun både har problemer med skambenet og ryggen og at hun de seneste 48 timer måske har sovet ca. 5 timer pga. smerter i knæene, som stammer fra en gammel overbelastning. Det eneste der hidtil har kunnet hjælpe Mor mod disse smerter er Ibumetin - men det må hun jo ikke få, så længe hun er gravid. Mor er dog mere end villig til at leve med smerterne graviditeten ud, men er da lidt ked af, at hun måske ikke kan få lov at sove de næste par måneder, hvis hendes knæ skal fortsætte med at holde hende vågen - og at hun ikke vil afvise, at hun måske kan begynde at græde lige pludselig, netop fordi hun er så træt lige nu. Sygeplejersken har noteret, hvad hver især har nævnt af gener og markerer især "KNÆ" ud for Mor. "Knæsmerterne kan komme af, at dine knæ bliver varmet op - fx når du lægger dig under dynen. Prøv at sove uden dynen hen over knæene eller prøv eventuelt at køle knæene ned med køleposer," foreslår sygeplejersken, henvendt til Mor. Den sidste i rækken har store problemer med hendes ryg. Hun har stor succes med brug af både varmt og koldt og anbefaler Mor at fylde fast brun sæbe i fryseposer, for de kan formes, selvom de har været i fryseren - og så er de nok på flere måder bedre end fx en pose frosne grøntsager. Dét vil Mor prøve, når hun kommer hjem, siger hun!

Efter introduktionsrunden viser sygeplejersken nogle forskellige øvelser, som vil være gode at lave, for at afhjælpe bækkengenerne. Hun uddeler desuden nogle brochurer og anbefaler, at man melder sig til noget graviditetssvømning i varmtvandsbassin. Det kan godt være svært at finde et hold med ledige pladser og flere af de fremmødte siger da også, at de har forsøgt. Er det helt slemt med gener, kan man blive visiteret til varmtvandsbassinet i Fysioterapien på Skejby, men det er ikke mange, der bliver tilbudt denne mulighed, fordi der er så stort pres på dernede.

Til sidst fremviser sygeplejersken et såkaldt "trochanterbælte", som kan støtte bækkenet. Mange kan have glæde af det, men ikke alle, siger sygeplejersken. De får alle lov at prøve og Mor er meget begejstret - selvom det måske lige er lille nok til hende. "Vi finder lige et der passer, når vi er færdige," siger sygeplejersken til hende. Det er ca. halvdelen af holdet, der gerne vil låne et bælte. Man skal skrive under på, at have fået det udleveret og så skal man aflevere det igen inden 14 dage efter fødslen.

Da mødet er færdigt og de andre har udfyldt deres papirer på udlånte trochanterbælter går Mor med sygeplejersken, for at finde et trochanterbælte hun kan passe. Dem er der åbenbart rift om, for der er ikke umiddelbart nogen hjemme. Heldigvis giver sygeplejersken ikke op og får en anden til at kigge i indleveringen, om der skulle være kommet nogen ind, som så ikke er blevet vasket endnu. Selvom man skal aflevere bælterne i rengjort stand, vasker de dem altid selv, når bælterne kommer retur igen. Det lykkes at finde et bælte, som Mor kan passe og det dufter endda nyvasket. Det er lidt anderledes, end de trochanterbælter de andre har fået udlånt, men til gengæld også lidt bedre, når man er så stor som Mor. Netop som Mor er klar til at gå hjem kommer Far ind ad døren for at se, om Mor er ved at være klar. "Hvad er det, du har på?" spørger far, mens han kigger på Mors lånte trochanterbælte og Mor forklarer, hvad det er. "Jamen hvis det virker, så er det jo fint," siger Far. Mor fortæller, hvad der er foregået og om det tip hun fik om frostposer med brun sæbe, så da de alligevel skal i kvickly, køber de en bøtte brun sæbe også, for at prøve, om det er noget der virker.

Om eftermiddagen mødes Mor og Far med Farmor inde ved Rådhuset, for at gå en tur i Festugen. Der er mange mennesker Far kender, så Mor og Farmor bruger en del tid på at vente på Far. Der sker ikke så meget derinde, for butikkerne er efterhånden ved at lukke, men de får da set den kunstige skov nede på Store Torv. Den har åbenbart været så stor en succes, at det overvejes at gøre den permanent. Det bliver spændende - så kan jeg jo også se den.

Far og Mor tager Farmor med ned på Valhalla, hvor de får en masse lækker mad fra buffet'en. Det sted har Farmor aldrig hørt om! Man betaler for at sidde ved et bord og så er der drikkevarer, buffet med forretter, salater og hovedretter, samt softice, ad libitum. Et koncept Far og Mor holder meget af - især Far, som mener at have "det sorte bælte i ta'-selv-bord!". Mor holder dog lidt igen, for hun kan ikke rumme så meget mere. Jeg fylder jo godt i hendes mave! Far spørger drillende, om de skal være bekymrede, siden Mor kun tager en enkelt portion softice, men det er altså bare fordi, Mor ikke har plads til at kunne spise mere mad.

Far og Mor siger tak for i dag til Farmor ved Rådhuset, hvor de tager bussen hjem igen. Mor er mægtig glad for trochanterbæltet og sikker på, det er skyld i, at hun har holdt ud så længe i dag. Hun er dog også næsten sikker på, at hun får ondt i morgen - fordi selvom det føles som om, man kan klare lidt mere, skal man altså holde igen, når man har sådan et bælte på. Man styrker ikke ligefrem mavemusklerne, fordi bæltet aflaster og støtter maven, så man skal fortrinsvist bruge det, hvis man fx skal på indkøb eller ud at gå en tur. Mor har bare planer om at slappe af i morgen - hun er sikker på, hendes knæ nok skal holde hende i ro! Dem hjælper bæltet desværre ikke på.

Da Far og Mor går i seng, lidt tidligere end normalt, fordi Mor er så træt, bliver fryseposerne med brun sæbe afprøvet med det samme, fordi Mors knæ allerede er begyndt at gøre ondt, så hun ikke kan falde i søvn for bare smerter. Og det virker! Mor sover ca. 3,5 timer og vågner så, dels fordi hun skal på toilettet, dels fordi fryseposerne ikke er kolde længere - og dels fordi jeg sparker. Med ømme knæ kan Mor igen ikke falde i søvn, men ligger bare og hviler, mens frostposerne køler af i fryseren. Et par timer senere prøver Mor med frostposerne igen, for får sovet nogle timer mere, inden Far skal op og på arbejde. Mor er super glad for tippet med den frosne brune sæbe, som kan sikre en nogenlunde nattesøvn. I hvert fald indtil jeg kommer ud!

Opfølgning på blodsukkermåling på Skejby

Kalenderen siger i dag 9. september og Mor er gravid i uge 31+5. Både Far og Mor er spændte på, hvad der skal ske i dag og hvad de vil få at vide. De ved, at Mor skal scannes, for at se, hvor stor jeg er blevet og så skal de snakke med en diætist og en læge. Men de glæder sig især til at se mig igen! Mor har fået morgenmad og lidt frugt, inden hun tog af sted. Far har stort set ikke spist noget i dag, så han sørger for, de ankommer lidt i god tid, så de lige kan nå at få lidt at spise i kantinen. Far har ondt i hovedet i dag og gider egentlig ikke rigtig være der - men se mig, det vil han! Og han vil da også vide, hvad det er for noget Mor skal igennem.

Oppe på svangreambulatoriet bliver de henvist til venteværelset, inden de bliver hentet ind til scanning. Mor får en ordentlig klar gele på maven - meget mere, end hun er vant til fra de "almindelige" scanninger. Sygeplejersken mener det er nødvendigt - for hun gider ikke have bøvl med scanneren. "Det koster ikke ekstra," siger sygeplejersken. Så toner jeg frem på skærmen. Sygeplejersken laver en masse målinger, mens hun fortæller lidt om, hvad hun kan se. Alt ser fint ud - og der er ingen tvivl om, at jeg er en dreng! Jeg ligger med hovedet nedad, men det er ingen garanti for, at jeg bliver liggende der. Jeg kan sagtens nå at vende mig mange gange endnu, hvis jeg har lyst til det! Sygeplejersken mener, at Mor har meget fostervand, så jeg har ekstra meget plads at bevæge mig på. Mor bliver bedt om at tørre geleen væk, mens sygeplejersken regner på, hvor stor jeg er og Far hjælper hende. Der er kommet lidt på Mors bukser, så det er godt hun skal vaske i morgen. Mor var forudseende og er glad for, at hun tog et par bukser på, som måske burde have været til vask for et par dage siden. "Nå, hvor meget tror i så han vejer," spørger sygeplejersken. Far vil skyde på ca. 1.800 gram og Mor siger, at de forskellige nyhedsbreve hun får om graviditeten også siger, at de fleste børn vejer ca. 1.800 gram på dette tidspunkt i graviditeten. "Nej, nej - det er slet ikke nok," siger sygeplejersken, "Han vejer over 2.100 gram! Det er lige i toppen af normalskalaen," siger hun, mens hun peger på en graf. Så får Far og Mor nogle papirer med, som skal lægges ved Mors journal og de får også et billede af mig med hjem. På billedet kan det se ud som om, jeg blæser sæbebobler - men det er altså bare min navlestreng. Ellers ligger jeg i profil, med hovedet ude til højre på billedet, med den ene hånd over hovedet, hvor jeg nærmest gnider mig i øjet. Navlestrengen ses lige foran min hage.

Inden besøget hos diætisten, får Far fat i Mors journal ved skranken. Den sidder han og kigger lidt i, mens de venter på at blive kaldt ind. Der er bl.a. billeder fra forrige scanning og en masse oplysninger, som også står i Mors vandrejournal. Så bliver de kaldt ind til diætisten. Hun vil gerne se Mors skema med blodsukkermålinger, inden de skal snakke kost. "Jeg har snydt lidt i forvejen," siger Mor, "Jeg har nemlig lavet kostregistrering, siden jeg blev kaldt ind og blev instrueret i at måle mit blodsukker". Diætisten er imponeret og vil gerne vide, hvordan hun er kommet på den ide - for det er da bare super godt. Far og Mor fortæller om et forsøg de har været med i for ca. halvandet år siden, hvor Mor hver dag skulle drikke minimum en liter letmælk og Far minimum en liter vand - og så i øvrigt holde sig fra sodavand. Forsøget varede et halvt år og blev sluttet af med nogle møder med kostvejledning af en diætist. Diætisten her synes det lyder meget spændende. Så fortæller hun lidt om, hvad graviditetssukkersyge er for noget, hvad det indebærer og hvilke konsekvenser det kan få, hvad man kan gøre ved det - og hvordan man kan forebygge, at blive blandt de  ca. 50% med graviditetssukkersyge, der får Type 2 diabetes i løbet af 10 år efter fødslen. Det handler kort sagt om, at spise sundt - ofte og i små portioner, og at undgå for mange af de søde sager. Og så skal man endelig have masser af motion. Det er selvfølgelig ikke let, hvis man har bækkenløsning og, som Mor, samtidig heller ikke kan svømme pga. vandskræk.

Diætisten har ikke mange ønsker til ændringer af hvad Mor spiser. Hun skal spise lidt mindre mængder ris og pasta, knap så meget frugt og gerne rugbrød til mellemmåltider. Og så vil diætisten hellere, at Mor drikker light-sodavand end almindelig sodavand, fordi der er mindre sukker i - og der skal altså et meget større forbrug end Mors til, at hun kommer i risiko for at føde for tidligt. Der er ingen grund til at fortsætte kostregistreringen - med mindre Mor selv gerne vil. Diætisten synes Mor har gjort det godt og er glad for de ændringer, Mor har fortalt om, både siden hun blev gravid og siden hun fik at vide, hun har graviditetssukkersyge. Og så er det vist tid, at komme ind til lægen, for tiden er gået!

Der er lidt ventetid, for at komme ind til lægen. Han lader til at have travlt, men Mor føler ikke, at han ikke tager sig tid til at fortælle, det der er vigtigt. Han siger også, at Mors blodsukre er fine og gentager noget af det diætisten allerede har fortalt, om sund kost og motion. "Det er jo alle tiders mulighed for at lære at svømme," siger han, da Mor forklarer hendes problemer med bækkenløsning og vandskræk. Han synes alligevel, at Mor skal forsøge at komme i et varmtvandsbassin. Han foreslår også, at Mor skal forsøge at måle sit blodsukker ved forskellige lejligheder - fx at spise noget den ene dag og så slappe af, inden hun måler sit blodsukker efter måltidet, og spise det samme dagen efter, men så dyrke noget motion i ventetiden og se, hvilken forskel det gør. Mor beslutter med det samme, at hun vil måle sit blodsukker ved hvert eneste måltid lørdag, hvor de skal til Haderup og fejre Mormors 52 års fødselsdag. Mormor har godt nok først fødselsdag på søndag, men der skal Far på stadion, så de har aftalt at køre derop lørdag i stedet.

Så har lægen ikke mere at fortælle - han har i hvert fald travlt med et indkommende opkald og siger, at Mor skal få en ny tid om ca. tre uger, og så bare sige til sygeplejersken, hvad hun mangler af nåle og målestrips til blodsukkerapparatet. Så afleverer Mor og Far journalen ved skranken igen, får en ny tid og tager af sted igen.

Tredje besøg hos lægen - 32. graviditetsuge

Uge 31+6. Så er det blevet 10. september og Far og Mor er på vej til det sidste tjek hos lægen, inden jeg skal fødes. Far synes det virker lidt omsonst at tage derop, fordi de var på Skejby i går - hvis ikke lige det var fordi, Mor har en lægeattest der skal udfyldes, i forbindelse med hendes sygemelding. Mor er glad for at hendes læge, Dorthe, er tilbage igen. Hun lader nemlig til at tage sig god tid til sine patienter, samtidig med, at man bliver taget seriøs og lyttet til. Det kan Mor godt lide. Lægen har ikke så meget at sige - netop fordi Far og Mor lige har været på Skejby. Jeg har stadig plads til at vende mig, hvis jeg har lyst til det, men lægen mener, at jeg stadig har hovedet nedad - ligesom i går. Mit hjerte lyder fint og Mors blodtryk er også fint. Til sidst får lægen Mors papirer fra jobcenteret, som hun vil udfylde og sende med posten senere i dag.

Så hørte Far også "klik"-lyden!

Tirsdag d. 28. september, uge 34+3. Far har købt et "nyt" brugt fjernsyn til soveværelset forrige søndag. Et rigtig godt køb, og nu, hvor han også har fået et ekstra TV-kort, skal det altså hænges op på væggen. Mor hjælper med at mærke op og holder støvsugeren, mens Far borer hullerne. Mor må jo ikke bruge en slagboremaskine, mens hun er gravid. Til gengæld må hun gerne bruge skruemaskinen, og hænger en væglampe op, ovenover den plads, der er udset til min seng. Den blænder ikke så meget som loftslampen, hvis de skal se til mig om natten, når engang jeg er blevet født. Da de er færdige sætter Mor sig på sengen for at se på resultatet. Og så kommer "klik/svup"-lyden - rigtig højt endda. "Hørte du det?" spørger Mor, mens hun kigger på Far. "Ja, det der smæld?" siger Far, mens han slår med tungen, for at efterligne lyden. Mor er glad. Så er det ikke bare indbildning, som den jordemoderstuderende var ved at sige det kunne være, sidst de var på besøg hos jordemoderen.

Rundvisning på fødegangen

Far har fri i dag - helt fri - så Mor foreslår, at de tager til rundvisning på fødegangen i eftermiddag. De er visiteret til fødegang 3 og de har nemlig rundvisning hver mandag og onsdag kl. 15.15-16.00. Mandag er Far ofte træt, efter at have været på arbejde, og onsdag er han chauffør for AGF's fodbolddrenge. Men i dag har han altså helt fri, så Far og Mor sætter kursen mod Skejby. Der er ikke noget med tilmelding, man skal bare møde op et bestemt sted. I øjeblikket er mødestedet ved blodprøvetagningen, men det skifter vist lidt. De får at vide, at jordemoderen, der skal stå for dagens rundvisning, bliver lidt forsinket, men der går alligevel ikke mange minutter, før der kommer nogen. Det viser sig hurtigt, at der er mange flere end ventet, der er mødt op til rundvisningen, for der sidder en del i blodprøvetagningens venteværelse, men det går jo nok.

Jordemoderen og en jordemoderstuderende forklarer, at det er her man kommer ind, når man er klar til at skulle føde. Så skal man op af trappen, hvor man møder receptionen. Derfra er der tre gange. Lige ud er akutmodtagelsen, hvor alle skal ind først, for at tjekke, om man er i aktiv fødsel, eller om man skal hjem og vente lidt endnu. Man skal nemlig både have regelmæssige veer og have åbnet sig 3-4 cm for at være i aktiv fødsel. Er man ikke det, kan fødslen nemlig ligefrem gå i stå, fordi man kommer væk fra de vante omgivelser og ind på fødegangen. Til højre ligger fødegang 3 og til venstre fødegang 1. "Den eneste forskel er umiddelbart farverne på væggene, så nu vil vi gå ned på fødegang 1. Hører i alle sammen til fødegang 1?" spørger jordemoderen. Der er ikke rigtig nogen respons, men Mor undrer sig, eftersom opslaget siger, at der er rundvisning på fødegang 3 mandag og onsdag og på fødegang 1 tirsdag og torsdag. Men når den største forskel er farven på væggene, så betyder det jo ikke noget - og nu er de her jo.

Så bliver de vist ind på en fødestue. Her kan man anmode om en stue med enten dobbeltseng eller badekar i et tilstødende lokale, hvis man har præference for det. Selve sengen på stuen er ikke særlig behagelig, og det er lidt med vilje, siger jordemoderen, for det er bedst for fødslen at bevæge sig lidt. Så hjælper man nemlig barnets hoved med at lirke sig ned gennem fødekanalen, forklarer hun. Hun nævner også, at der er musikanlæg på fødestuen og så er der et leje, hvor de undersøger barnet og eventuelt giver det lidt starthjælp, hvis det er nødvendigt.

Der er ikke rigtig nogen, der stiller spørgsmål, så jordemoderen fortæller lidt mere, for at få tiden til at gå. Der er smertestillende lige fra panodiler til epiduralblokade og de kan også tilbyde akupunktur som smertelindring. Og så skal man helst møde med et åbent sind, for der er meget der kan ændre sig, når først fødslen er i gang. Det kan være, man har drømt om at føde i et badekar, men så alligevel ikke har lyst til det, når det kommer til stykket, eller man omvendt absolut ikke har tænkt sig at nærme sig et badekar, men så alligevel finder ud af, at det faktisk er ret dejligt at sidde der - og man behøver jo ikke blive der, hvis man ikke har lyst, og de fylder altså gerne badekarret, uanset om man vil i det eller ej. Ellers kan man føde stående, siddende på en fødestol, liggende på ryggen eller stående på alle fire, hvis det er det man har lyst til.

Da der stadig ikke er nogen spørgsmål er rundvisningen slut. Den tog ikke så lang tid, som der var afsat og Mor tænker lidt: "Var det bare det?" Men hun er alligevel glad for, at have set det, så det ikke kommer som en overraskelse for hende, når det bliver hendes tur til at skulle føde. På vej ud siger Far så: "Jer har jo set en fødestue før, da Mads var blevet født, men jeg ville ikke sige noget om det, før vi havde været herude sammen". Det er Mor glad for, for det kunne godt være, hun havde følt sig lidt snydt og til besvær, hvis det "bare" var hende, der gerne ville se det. Men nu har de været her og næste gang bliver jo nok indenfor de næste fem ugers tid.

Mors sidste tandlægebesøg inden fødslen

Torsdag d. 30. september, uge 34+5. Mor skal til det halvårlige eftersyn hos tandlægen. Hun er godt nok ikke blevet indkaldt, men hun kunne huske, at tandplejeren sagde sidst, hun ville blive indkaldt i oktober. Mor vil gerne have overstået tandlægen i god tid, inden jeg skal ud, så hun ikke skal til at bekymre sig om det senere. Det er ikke en helt almindelig tur hos tandlægen. Først får Mor at vide, at tandplejeren lige bliver små 10 minutter forsinket. "Helt i orden," siger Mor - hun har ikke travlt. Der går så det meste af en halv time, inden Mor bliver kaldt ind. Mors tandkødslommer er lidt dybe, hvilket kan være tegn på begyndende paradentose - også kendt som "de løse tænders sygdom", men det kan også "bare" være fordi Mor er gravid.

En af Mors sølvplomber skal lige rettes lidt. Der er åbenbart gået en flig af. "Det er ikke noget der generer mig," siger Mor. Tandplejeren siger så, at det generer hende, dels fordi hun kan gøre noget ved det, dels fordi, der kan komme hul under fyldningen, hvis ikke der gøres noget ved det. "I så fald vil jeg gerne ændre mening til, at det også generer mig," siger Mor så, hvilket de griner lidt af. Det er en rigtig rar tandplejer Mor har. Men i dag er vist ikke tandplejerens dag. Tandlægestolen vil ikke helt som hun vil. Der skal komme vand ud ved boret, når hun skal rette Mors sølvplombe - men der vil bare ikke komme vand ud. Der går nok 5-10 minutter, hvor de prøver både det ene og det andet og der er flere inde for at kigge på problemet. Endelig lykkes det og Mor får rettet fyldningen.

Så skal Mors tænder renses. "Det bliver manuelt i dag, for ultralydsapparatet kan udsende nogle vibrationer, som kan sætte fødslen i gang - og det vil vi jo helst undgå," siger tandplejeren. Ja, Mor vil da helst beholde mig i maven i hvert fald tre uger endnu. Men heller ikke alt for længe, for hun har for nylig læst noget om, at der er større dødelighed blandt børn, der fødes efter terminen. Og selvom hun helst ser, at jeg bliver "bagt helt færdig", vil hun alligevel hellere have mig ud lidt før, hvis det endelig skal være. Det tager lægerne nok stilling til på Skejby, enten efter vægtscanningen i morgen eller efter den følgende vægtscanning.

Anden opfølgning på blodsukkermåling på Skejby

1. oktober - uge 34+6. I dag skal Mor starte med at snakke med diætisten. Det er ikke den samme som sidst, men de ved jo nok, hvad de laver. Mors blodsukre ser fine ud, og de få steder, der er udsving, har Mor en forklaring på, hvorfor. For eksempel er det ikke godt at drikke sodavand en halv time før man måler sit blodsukker - hvis man vil have et pænt tal. Diætisten forklarer Mor, hvad hun kan ændre på, hvis hun får svært ved at holde blodsukkeret nede. Så skal hun prøve at skifte yoghurten fra morgenmaden ud med rugbrød og generelt forsøge at spise flere grøntsager. Til sidst skal Mor vejes. Uha, hun er spændt. Den forrige diætist havde jo sagt, at Mor bare skulle holde vægten graviditeten ud - hvilket Mor bestemt ikke har troet muligt. Så vidt Mor lige kan huske, vejede hun 117,4 kg sidste gang - for 22 dage siden. I dag viser vægten 117,2 kg. "Så har du jo holdt vægten," siger diætisten. Mor svarer med et smil, at eftersom jeg jo nok har taget på, må det betyde, at hun bliver ædt op indefra.

Så er diætistens tid gået og det er tid til scanning. Far og Mor når lige at blive stoppet af en sygeplejerske på vejen ned til venteværelset - og de skulle faktisk bare have været ind i rummet ved siden af diætisten. Det er en lidt ældre scanner, men det burde ikke betyde noget, siger sygeplejersken. "Jeg måler lige hovedet, maven og lårbenet," siger sygeplejersken, "inden jeg går over og regner på, hvor stor han er blevet." Far og Mor nyder bare at kunne se mig på skærmen. Der er stadig ingen tvivl om, at jeg er en dreng. Far og Mor får et par billeder med hjem og de er særligt glade for et, der viser mit ansigt med næse og trutmund. Jeg har også trutmund på det første billede, hvor jeg ses i profil. "Jeg skal altså lige se, om jeg kan låne en anden scanner, for det her lyder helt vildt," siger sygeplejersken så. "Hvad får du da hans vægt til?" spørger Far, men det vil hun slet ikke sige - så vil Far og Mor bare tænke hun er en skovl, siger hun og griner. Far og Mor tager det helt roligt og sidder bare og nyder billederne. Det er bare noget af det bedste, ved at Mor har fået graviditetssukkersyge. De får mig at se meget mere end de ellers ville - og så får de mange flere billeder af mig også. "Det er næsten til at græde over," siger Far, mens de kigger på billedet med mit ansigt. De glæder sig rigtig meget til at se mig, når jeg bliver født - men ikke mere, end at de sagtens kan vente til terminen. Endnu da.

"Så, fandt jeg en ledig scanner," kommer sygeplejersken ind og siger. Far og Mor følger med lidt længere op ad gangen. "Så tager vi lige turen en gang til, hvor jeg måler hoved, mave og lårbensknoglen," siger sygeplejersken. "Nå, jeg fik da vægten lidt ned," siger sygeplejersken så. "Han vejer næsten 3400 gram, hvor jeg først havde regnet mig frem til 3900 gram," siger hun så. Far og Mor er overraskede - de havde gættet mig til at veje ca. 3 kg. "Hvad kommer det så til at betyde for resten af forløbet," vil Far gerne vide. Sygeplejersken siger, at det skal han hellere spørge lægen om, for det er alligevel lægerne der bestemmer. At jeg er så stor som jeg er nu, betyder ikke nødvendigvis, at jeg er klar til at komme ud, for det er ikke vægten, men ugerne der bestemmer den slags. Hun siger, at man kan sammenligne det lidt med børn i dagpleje, at selvom de måske ser lige store ud, behøver de ikke være lige gamle.

Far og Mor bliver bedt om at gå til venteværelset, hvor lægen vil hente dem lidt senere. Her sidder de og snakker lidt om, hvad der mon skal ske nu. Mor siger, at hvis hun alene har tabt 200 gram og jeg har taget over et kilo på, så må hun have tabt næsten halvandet kilo i løbet af de seneste 22 dage. Far mener så, at Mor skal passe på med at tabe sig, for det kan vel ikke være godt for mig. Men diætisten sagde jo, at Mor skulle holde vægten, så hvad skal man tro? Så længe alt ser fint ud, er der nok ikke noget at spekulere over.

Far og Mor snakker også om, hvorvidt det mon bliver den naturlige fødsel Mor håber på, eller om jeg skal ud ved kejsersnit. Når jeg er så stor, tror de ikke umiddelbart, det bliver som de havde forventet. Jeg skal sikkert både ud for tidligt og ved kejsersnit, snakker de om.

Lægen kommer, bedst som Mor har besluttet, at nu må hun hellere lige besøge toilettet - for så skal det jo nok passe, at lægen kommer, lige når hun er nået derud. Og det fik hun jo så ret i. Lægen er også en anden end sidst og hun siger, de skal bede om at få samme læge, næste gang Mor skal have en tid, nemlig om to uger. Hun forklarer, at jeg vejer mere end 30% mere end gennemsnittet, men Far og Mor er jo også store mennesker og når Mor så samtidig har fået sukkersyge og jeg derfor er lidt tyk om maven, så er det jo ikke så mærkeligt. Men Mor skal ikke gå længere end til terminsdagen, før jeg skal ud og Far og Mor skal nok forberede sig på, at jeg skal ud 2-3 uger før. Det vil man tage stilling til ved næste scanning eller gangen efter. Mor spørger lægen, om det vil være en god eller dårlig ide at tage imod tilbuddet om gratis influenzavaccination til gravide. Til det svarer lægen, at der jo altid vil være en risiko ved vacciner, så hun synes Mor skal vente til efter fødslen. Det undrer Mor sig lidt over, for hvorfor tilbyder man en gratis vaccine, hvis man ikke synes det er en god idé? Far spørger så lægen, om min størrelse har betydning for, hvordan jeg skal ud, men lægen mener ikke der er noget til hinder for, at jeg kan fødes normalt. "Man vil typisk sætte fødslen i gang med nogle piller, hvor du skal tage 1 max 2 om dagen, for det skal jo heller ikke gå for hurtigt," forklarer lægen, henvendt til Mor. Pillerne skal så gøre, at Mors livmoder gør sig klar til fødsel og så bliver man indlagt og får evt. taget vandet, så fødslen kan gå i gang. "Men det snakker vi mere om næste gang," siger lægen så. Nu skal Mor bare have en ny tid til scanning og snak med lægen og inden hun tager hjem i dag, skal hun lige have taget nogle blodprøver også, så de kan kontrollere hendes langtidsblodsukker.

Så er det jo ikke så slemt alligevel, bliver Far og Mor enige om, mens de venter på, at kunne få en ny tid. Der er nemlig kø ved skranken. Da det bliver deres tur og Far siger, at de gerne skal ind til samme læge, siger sekretæren, at det kan lægen jo sagtens sige - de er der jo ikke i døgndrift. Men det lykkes dog at finde en tid hos samme læge om to uger. Der bliver godt nok lidt ventetid mellem scanning og lægetid, men det må Far og Mor jo så leve med og evt. benytte lejligheden til at få en kop kaffe eller lidt frokost i ventetiden. Næste scanning skal foregå i ultralydsafsnittet, hvor de første, almindelige, scanninger også blev lavet, og så skal de så tilbage til svangreambulatoriet en times tid efter scanningen.

Nede ved blodprøvetagningen er der tomt i venteværelset, mens der sidder fire mennesker ved skranken og snakker. "Ja, der bliver nok en del ventetid," siger en af dem med et lille grin, inden han viser Far og Mor vej til et prøverum. "Det er en stille og rolig fredag," fortsætter han. Det tager ingen tid at få taget blodprøver og så kan Far og Mor tage hjem igen.

Tredje besøg hos jordemoder

6. oktober - uge 35+4. Så blev det tid til tredje besøg hos jordemoderen. Far og Mor er spændte på, om de kommer til at besøge hende fjerde gang også, eller om Mor bliver sat i gang næste fredag, når de kommer til opfølgning på Skejby. Jordemoderen har igen selskab af den jordemoderstuderende fra sidst og hun står for det meste - ligesom sidst. Mor har skrevet spørgsmål ned, som hun starter med at stille. "Må vi bruge en mobiltelefon til at tage billeder under fødslen - hvis nu den står i flytilstand, så man hverken kan ringe til eller fra den?" starter hun med at spørge. "Ja, det må i gerne - hvis bare den er sat på lydløs, og skulle der komme en situation, hvor mobilen skal være slukket, så skal i nok få det at vide," svarer den jordemoderstuderende. Mor vil også gerne vide, om der er noget hun kan gøre, for at forberede sig på fødslen, og nævner lige, at der er et tilbud til diabetikere på Skejby. Hverken jordemoderen eller den studerende har nogen forslag - mest fordi Mor er så langt henne i graviditeten og min fødsel er så tæt på. Men de synes da, at Mor skal tage ud på Skejby og se, hvad de fortæller derude. Mor vil også gerne vide, hvordan hun kan vide, at "nu er det nu!" "Jamen når veerne kommer i samme interval og styrke, med ca. 5 minutter fra starten af en ve til starten af den næste ve, og de gør lige meget ondt, så er det på tide at tage af sted - men i må altid gerne ringe. Der sidder en jordemoder klar ved telefonen kun for at svare på spørgsmål, så ring endelig, hvis i er det mindste i tvivl," svarer den studerende. Til sidst spørger Mor så til den gratis influenzavaccine til gravide. Lægen på Skejby sagde jo, at Mor skulle vente til efter fødslen, mens hendes egen læge har sagt, da Mor ringede til dem i går, at de anbefaler vaccinen inden fødslen - og ellers skal Mor selv betale, hvis hun vil vaccineres. Den jordemoderstuderende er ikke helt sikker, og jordemoderen synes næsten lige hun har læst noget om det. Hun får så skubbet til sin computer, så kabinettet vælter - og så er der ikke mere kontakt til den. "Vi kigger lige lidt på maven imens de roder med det," siger den studerende, da Far giver jordemoderen gode råd til, hvad hun nu kan gøre, for at få computeren til at køre igen.

Det gør mere ondt på Mor i dag, end det gjorde sidst, da hun blev trykket på maven. Det er jo nok fordi jeg fylder så meget efterhånden. Jeg driller lidt i dag, for jeg ligger ikke stille, da de forsøger at lytte til min hjertelyd. Men den er helt fin. Jordemoderen opgiver computeren og kommer også over og mærker. Mors livmoder måles til 39 cm og de gætter begge på, at jeg i dag vejer 3700 gram. De har lidt en konkurrence kørende - mennesket mod maskinen - om de kan gætte min vægt bedre end dem der "bare" bruger scanneren. Så det vil de holde lidt øje med. Og hvis jeg bliver født inden næste tid hos jordemoderen, som er planlagt til 27. oktober - uge 38+4, får jordemoderen automatisk besked, så Mor skal ikke tænke på at aflyse, hvis hun går i fødsel. Far spørger, hvor lang tid der vil gå, fra Mor eventuelt bliver sat i gang til fødslen foreligger. "Det er svært at sige. Det kan være indenfor få timer og det kan tage flere dage," svarer jordemoderen. Far skal nemlig være chauffør for dartklubben weekenden efter næste scanning, så han vil gerne vide, om han skal melde afbud eller om han godt kan tage af sted. Han siger så, at hvis Mor bliver sat i gang den 15. oktober, så bliver han hjemme. Så er dagens besøg overstået og jordemoderen vil bruge den korte pause på at ringe til IT-afdelingen.

Tiden fordrives

Far og Mor har kigget på listen over drengenavne og sorteret kraftigt i den. De er nu nede på 4-5 navne de mener kan være mulige for mig. Hvilke er dog en hemmelighed. Hvad jeg skal hedde beslutter de først, når jeg engang er kommet ud og de har set mig. Det er jo ikke sikkert, jeg fx ligner en Baltazar eller en Otto - men derimod en helt anden. Uanset hvad, kommer jeg næppe til at hedde hverken Otto eller Baltazar!

Mor nyder at være gravid. Selvom hun er ved at have det lidt hårdt ind imellem og nærmest ikke kan komme nogen steder eller lave noget, er det jo noget hun kan se en ende på. Det generer hende absolut ikke, at have styr på mig, mens jeg ligger i hendes mave - heller ikke selvom jeg af og til sparker hende, så det gør ondt. Mor vil hellere end gerne holde på mig til terminsdatoen, så jeg kan få den bedste start på livet, ved at have tilbragt så meget som muligt af de 40 graviditetsuger i hendes mave. Far er en god støtte for Mor og han hjælper hvor han kan. De glæder sig begge rigtig meget til at se mig, men de er heldigvis tålmodige. Det er vigtigere, at jeg får en god start på livet, end at de får mig at se, før jeg er helt klar! De skal nok få set rigeligt til mig, når først jeg kommer ud!

Tredje opfølgning på blodsukkermålinger

Fredag d. 15. oktober - uge 36+6. Far og Mor er spændte - meget spændte! Hvad kommer der til at ske i dag? Hvor stor er jeg blevet? Bliver fødslen sat i gang, eller skal de vente lidt endnu? Og er der stadig mulighed for en naturlig fødsel? Det vil tiden vise. Scanningen skal foregå på ultralydsafdelingen, hvor de første scanninger blev lavet. Jeg bevæger mig godt, mens Far og Mor sidder i venteværelset, så Mor tror også jeg er spændt. Da det bliver Mors tur spørger scanningssygeplejersken, som altid, om Mor mærker liv. "Ja - han er vågen lige nu," svarer Mor. "Åh nej," siger scanningssygeplejersken. Det er nemlig ikke så let at scanne, hvis jeg ikke ligger stille.

Billederne på skærmen er noget mere gnidrede i dag, end de plejer at være. Far og Mor får heller ikke noget billede med fra scanningen. "Øv, også," tænker de - men de fik da set mig. Efter at have scannet sætter scanningssygeplejersken sig over for at regne på, hvor stor jeg er. Far spørger Mor, hvad hun tror jeg vejer, og siger, han selv tror på 4200-4300 gram. Mor siger 4100 gram. Scanningssygeplejersken siger, at mine mål og vægt følger den kurve de nu er på, og at jeg lige nu vejer 3902 gram. Far og Mor er lidt overraskede over, at jeg ikke har rundet de 4 kg, men hvis min vægt følger en kurve, er det jo sikkert helt fint. Der er en times tid til Mor skal ind til lægen oppe på svangreambulatoriet, så Far og Mor går ned i cafeteriet og får lidt at spise.

Far og Mor er nu endnu mere spændte på, hvad der skal ske. Nu er det måske ikke sikkert, at fødslen bliver sat i gang, fordi jeg ikke har rundet 4 kg. Mor ved ikke helt, om hun vil blive skuffet, hvis de bliver sendt hjem og bedt om at komme igen i næste uge. Hun vil helst tage tingene som de kommer - men nu har hun jo lige sat sig op til, at der skal ske mere i dag. De må vente og høre, hvad lægen sider.

Endelig skal de ind til lægen. Lægen spørger Mor, om hun har det godt og vurderer Mors blodsukkermålinger til at være fine. Hun genfortæller hurtigt, hvad scanningssygeplejersken sagde - at jeg nu vejer ca. 3900 g, hvilket er 32 % mere end gennemsnittet, at jeg trives og har det godt. Lægen vil så lige snakke med en kollega, for at være sikker på, at man er enige om, hvad der nu skal ske. Imens får Mor målt sit blodtryk, som er ligeså fint som hendes urinprøve. Så kommer lægen igen. "Vi har besluttet at sætte dig i gang på onsdag," siger hun til Mor, "Er der nogen spørgsmål eller noget i er bange for?" Far og Mor vil gerne vide lidt mere om, hvad der kommer til at ske og lægen forklarer, at Mor vil blive undersøgt af en jordemoder, som så giver Mor en pille, som skal få livmoderen til at modnes. Eftersom det er første gang Mor er gravid, kan der godt gå noget tid, inden der sker noget, så det kan være, der skal flere piller til - men ikke flere end to piller om dagen, for det skal helst heller ikke gå for stærkt. Og det bliver simpelthen sådan, at Mor og Far bliver indlagt, så man kan holde øje med forløbet. Mors blodsukkermålinger har været fine, men der er lige et par stykker, som ligger lige på grænsen, så derfor vil de godt holde lidt ekstra øje med hende. Dét er Mor rigtig glad for at høre! Hun har nok været mest nervøs for, at skulle pendle mellem Rosenhøj og Skejby, og det at hun af gode grunde ikke vil vide, hvornår hun vil være i aktiv fødsel. Hun har jo ikke prøvet det før. Men hun er ikke i tvivl om, at hun vil være i de bedste hænder, når hun bliver indlagt.

Så går Far og Mor ud til skranken, for at få en tid til onsdag. De skal møde ved igangsættelse af fødsel - lige ved siden af ultralydsafdelingen, onsdag kl. 10.30. Mor vil ikke være "bundet" til sengen, men må gerne gå rundt på sygehuset eller tage en tur ind til byen, hvis hun vil - de skal bare have styr på, hvor hun er, så de kan holde øje med hende.

Far og Mor synes det er dejligt, at de nu ved, hvornår der skal ske noget - og hvad der skal ske. Mor er også glad for, at hun lige får nogle ekstra dage, til at gøre nogle af de ting færdige derhjemme, hun så gerne vil have styr på, inden jeg kommer til verden. Det er ikke sikkert, hun når det hele - men det går jo nok alt sammen. Og det kan jo også være jeg overrasker alle, og "bryder ud" inden.

Igangsættelse på Skejby

onsdag d. 20. oktober - uge 37+4. Se Fødslen.