Seksogtredivte uge

 

Torsdag d. 23/6 - uge 35 + 1

Matthias havde pjevset frem til kl. 00.30. Så pjevsede han omkring kl. 03.30 og igen kl. 5.45. Alle gange var jeg oppe for at give ham sutten. Da han vågnede kl. 6 tog jeg ham direkte over i dobbeltsengen, hvor han blev ammet. Vi lå og blundede en lille time, inden vi stod op. Jeg havde lige lagt en ren ble på og skulle til at give Matthias tøj på, da han fyldte bleen - den helt nye ble. Men sådan er det jo bare. Matthias kom ind på gulvet i stuen, mens jeg lavede havregrød. Der gad han dog ikke rigtig være, så jeg forsøgte at binde ham på ryggen - og det lykkedes. Hvis jeg skal betale en mindre formue for at få syet en ordentlig mei tai bæresele, skal vi jo nok til at bruge den noget mere! Knægten grinte, da jeg svingede ham om på ryggen og det var bare skægt. Her kunne han rigtig holde øje med, hvad der foregik, og jeg havde hænderne fri til at kunne lave noget. Vi tog os god tid til at spise morgenmad og der gik ikke lang tid, efter vi havde spist, før Matthias var blevet træt og blev puttet ude i haven.

Der gik kun en times tid, før Matthias vågnede igen, men han lå næsten en halv time ude i barnevognen, inden jeg gik ud til ham. Han lå bare og hyggede, gjorde han. Da han kom ind, lavede Bjarke en portion grød til ham. Det blev en med yoghurt og frugt, til 8 måneders børn. Den kunne knægten vist godt lide! Far og Mor fik et par boller, og Matthias fik også en. Så var der leg og hygge og jeg forsøgte at putte Matthias igen kl. 11.45, da han virkede træt. Det gad han dog ikke, og da jeg tog ham med ind igen, var Bjarke klar til at smøre en rugbrød med leverpostej. Den blev skåret i små mundrette stykker og de blev bare guffet. Det var noget Matthias kunne lide! Efter frokosten fortsatte legen på gulvet, indtil det lykkedes at få knægten puttet kl. 13.45.

- Kan man mon blive mere magelig?

Denne gang sov han halvanden time. Han fik en "normal" portion grød, som han spiste meget hurtigt - men da der ikke var mere tilbage, blev han bare gal. Jeg ved ikke lige, hvad der var galt, men Bjarke kom os til undsætning med en bolle, og så var knægten glad igen. Måske var han bare så sulten, og havde spist så hurtigt, at han ikke lige havde registreret, at sulten måske var mættet? Men bare det, at han blev glad igen, var jo dejligt. Han fik også en del vand - og gylpede noget, da han forsøgte at sluge et lidt for stort stykke bolle, han havde fået bidt af.

Bjarke havde en aftale, så han forlod os kort før kl. 17. Jeg puttede Matthias i haven kl. 17.15 og så benyttede jeg lejligheden til at få boret et par huller i køkkenet. Jeg var lige blevet færdig, og havde konstateret, at jeg havde lavet en stor fejl, da jeg syntes, der lugtede af røg. Jeg skyndte mig ud i haven, hvor det lugtede endnu mere og der kom vist også en brandbil. Matthias lå vågen og sparkede lidt. Jeg ved ikke, om han havde sovet, det kvarter han havde været derude, eller om han bare havde lagt stille og kigget, men jeg tog ham med ind. Han blev jo glad og spjættede endnu mere, da han så mig, og desuden lugtede der af brand. Jeg kunne ikke lige se noget, men umiddelbart var det ikke i vores blok, der var sket noget.

Matthias var ikke meget for at ligge ned, så jeg bandt ham om på ryggen igen. Der måtte to forsøg til denne gang og det første var lige ved at gå galt - men der skete heldigvis ikke noget. Matthias grinte heldigvis bare, og syntes, det var sjovt. Nok mest fordi han nærmest blev væltet ned i dynerne, da jeg skulle have ham sikkert ned igen, for at binde ham rigtigt fast. Der sad han så, mens jeg lavede aftensmaden færdig og det var bare dejligt. Vi fik kartoffelmos med gulerødder og så var der hjemmelavede kødboller. Jeg havde lavet en rimelig stor portion til Matthias - men var noget overrasket, da han næsten spiste det hele. Resten blev tværet ud over bordet og gulvet.

Vi gjorde klar til badet kl. 19.15. Matthias var med og han holdt hånden ind under bruseren. Det var lidt spændende - men han ville vist hellere have fat i termometerfisken. Han havde trykket en del under aftensmaden, men der var stort set ikke noget i bleen. Bare han ikke har forstoppelse! Det var et dejligt bad og vi skyndte os at blive klar til putning. Han var noget ked og træt. Det var godt at komme ind i soveværelset og blive ammet. Og han var helt rolig - og faldt meget hurtigt i søvn. Jeg var inde ved ham et par gange, hvor han var pylret, for at give ham sutten og lægge ham ordentligt. Ellers var der ikke noget. Da jeg lagde ham på plads igen kort før midnat, syntes jeg dog, der lugtede lidt af "sur tis" fra hans ble. Vi må have gjort noget for at få mere væske i ham. Egentlig synes jeg , han drikker fint nok, når han får tilbudt koppen, men det er svært at bedømme, hvor meget han får - især fordi han gylper sådan, når han har drukket en del. Øv, altså!

 

Fredag d. 24/6 - uge 35 + 2

Der var uro ca. hver anden time efter midnat. Dog vågnede Matthias omkring kl. 5.30 og blev ammet - og det lykkedes mig at putte ham igen. Han sov ca. 45 minutter og vi vågnede af han hygge-lyde. Han lå på maven og kiggede over til os gennem tremmerne, og var vild af begejstring, da Bjarke vinkede til ham. Jeg kunne desværre ikke rigtig se noget, fordi jeg ikke havde briller på. Vi tog ham over til os, hvor han fik lidt mere at spise. Så hyggede vi lige lidt, inden Matthias og jeg stod op. Knægten blev parkeret i stuen, mens jeg tømte opvaskemaskinen. Men det var ikke sjovt at ligge i stuen ret længe, så jeg tog ham i krammeselen. Det var spændende at kunne følge med i processen for havregrøden, men han var lidt for interesseret i at få fat i gryden, til at jeg kunne hælde op, da det var færdigt. Han var absolut ikke tilfreds med at komme ned på gulvet, mens jeg øste op, selvom det ikke varede ret længe. Men det var dejligt at få morgenmad. Matthias og Bjarke deler en portion havregrød, lavet af 2,5 dl gryn og 5 dl vand, med en knivspids salt og en spiseske flydende becel. Bjarkes tallerken er fyldt, mens Matthias' kun får dækket bunden. Og Matthias spiser næsten op!

Der gik ikke lang tid, fra vi var færdige med at spise morgenmad, til Matthias blev puttet kl. ca. 8.45. Han sov ca. 2 timer og Bjarke og jeg fik da også næsten en time i soveværelset, da jeg havde sat min hylde op. Det var rart! Der blev lavet grød kl. 11 og da vi var færdige med at spise, gik vi en tur i Bauhaus og kvickly. Vi skulle have fat i en karabinhage til sansegyngen og nogle græsfrø til haven, og så skulle vi have købt ind til weekenden. Dertil var der tilbud på juice, så vi havde taget "oldemorvognen" med. På vej ind i kvickly mødte vi Anders, som var på vej ud. Vi tog ham med ind igen, for han kunne da lige hjælpe med at slæbe juice hjem - og så kunne vi købe 10 liter mere, fordi det var max 10 liter pr kunde. Så vi fik 30 liter juice med hjem. Så kan vi vist godt klare os et stykke tid!

Vi var hjemme igen kl. 14, hvor det var mere end tid til frokost. Matthias var ved at være meget sulten, så han fik en bolle at hygge sig med, mens Bjarke lavede grød. Så fandt vi sansegyngen frem og det var bare skønt at ligge der og gynge. Efter gyngeturen kom han op til mig og han var noget urolig, da vi fulgte efter Bjarke ind på kontoret. Han moslede rundt - og gylpede en del. Kl. 16 puttede jeg ham ude i haven og der gik ikke lang tid, før der var ro. Det er pudsigt, at han nærmest bliver hyperaktiv, inden han skal ud at sove - men dejligt, at han putter sig selv uden problemer, når han er puttet i barnevognen. Han sov en god time og lå så og hyggede sig i barnevognen, inden jeg tog ham ind. Jeg behøvede ikke stikke hovedet ned til ham for at vide, at han havde fyldt bleen!

Aftensmaden var klar kort efter kl. 18 og så var der dømt hygge på gulvet. Jeg havde ryddet op i legesagerne, så alt var puttet i kasser og der faktisk kun var de "store" ting (aktivitetstæppet, musikbøjlen, bObles hvalen, samt sækkestol og ammepude) fremme. Matthias møvede rundt og hyggede sig og fik så interesse for den ene kasse. Han fik et par ting fra den, og det var åbenbart fint nok til at underholde ham. Han møvede godt rundt og det var bare hyggeligt. Vi kom først i bad kort før kl. 20 og vi gik i soveværelset kl. 20.30. Matthias smånynnede til godnatsangen. Det var så sødt. Han spiste en del, slap og kiggede over mod tremmesengen, tog lidt mere og kiggede på tremmesengen igen. Så puttede jeg ham og han krammede min bluse og puttede sig. Så gik jeg i bad og kort efter var der gråd i alarmen. Bjarke var inde og kigge til Matthias. Han stod på alle fire midt i tremmesengen og græd. Og han blev ikke mindre ked, da Bjarke så lagde ham rigtigt igen. Men han faldt da til ro med sutten. Dog var der en del uro efterfølgende, nærmest med en halv times mellemrum. Jeg gik ind til ham, hvor han typisk lå på maven, tog ham op og rettede tingene til i tremmesengen og puttede ham igen. Han skulle bare have sutten og så lige nusses lidt, så sov han videre. Til sidst valgte vi at gå i seng, i håb om, at det kunne gøre en forskel, hvis vi var i samme rum som ham - og så fordi, det var blevet sent.

 

Lørdag d. 25/6 - uge 35 + 3

Matthias vågnede allerede kl. 5 i morges. Jeg puslede ham, fordi jeg troede der var noget i bleen, men det var altså kun en tisseble. Så puttede jeg ham igen, for jeg havde ikke nået at besøge toilettet først. Da jeg vendte tilbage til soveværelset, lå knægten og hyggede sig og jeg tog chancen og gik i seng igen. Jeg ved ikke, hvad klokken var, da Matthias blev utilfreds igen og jeg tog ham over i dobbeltsengen. Her fik han noget at spise og så sov vi lidt igen. Jeg vågnede vel omkring kl. 7 og Matthias begyndte at pylre og vride og vende sig kort efter. Jeg måtte sætte ham op og vække ham, før han holdt op. Så var der hygge i dobbeltsengen og Matthias fik sig vendt om på maven og møvede ned mod fodenden - og blev flyttet op til os igen, med jævne mellemrum. Vi stod op omkring kl. 7.30 og fik morgenmad kort efter kl. 8 - og for første gang spiste Matthias al hans havregrød! Så lå Bjarke og Matthias og hyggede lidt på gulvet, mens jeg rørte en bolledej sammen, og derefter var det tid for Matthias at sove lidt, så han blev puttet i haven kl. 9.15.

Efter kun en time vågnede Matthias i gråd. Men han smilte da heldigvis, da jeg gik ud og sagde hej til ham. Så blev der lavet grød og derefter var der hygge på gulvet. Matthias var dog ikke stemt for at ligge alene, men ville hellere tumle rundt på mig - bare lige 5 minutter. Derefter var det ok at være på gulvet - især da Far lagde sig ned til ham. Jeg havde købt en brugt "puttekasse" med masser af sjove former, som kom med posten. Knægten havde fået en helt ny puttekasse til jul, og den blev han så introduceret for nu. Den var spændende, men det der med at "putte", havde ikke den store interesse. Alt skulle selvfølgelig undersøges og så kunne Far ellers få lov at putte klodserne i kassen.

Matthias begyndte at blive træt, men han fik rugbrød med leverpostej til frokost kl. 12. Han spiste godt nok ikke det hele, men der skulle da lige forsøges med en nybagt bolle. Da vi havde spist og hygget lidt, blev han puslet og så puttede jeg ham i haven. Her sov han halvanden time og vågnede igen i gråd. Det er meget rarere, når han vågner stille og roligt. Heldigvis var der smil at finde med det samme, da jeg gik ud og hentede ham. Men derfor synes jeg stadig det er synd for ham.

Klokken var kun 14.30 så det var lige tidligt nok at få grød igen. Vi hyggede lidt og så besøgte vi lige puslebordet, for jeg syntes han lugtede. Der var da også noget, men det var meget meget lidt. Da vi var færdige ved puslebordet var det blevet tid at lave grød alligevel. Han spiste det hele ret hurtigt og så var der hygge på gulvet igen. Her pruttede han igen og da Bjarke var taget afsted til U21EM gik vi til puslebordet igen. Denne gang var der lidt mere, men det er lidt spøjst, at han ikke kommer ud med ret meget i dag. Da han havde fået en ren ble på, igen, gned han sine øjne, så jeg valgte at putte ham i haven. Jeg måtte ud og trille lidt med ham, før han lagde sig til at sove, så han var måske ikke helt træt nok alligevel - eller også var han måske overtræt. Jeg ved det ikke.

Jeg fik både skåret en peberfrugt i stave, samt lavet fiskefrikadeller og kartoffelmos, mens Matthias sov i haven. Kl. 18.30 var alt klar til aftensmaden, så jeg gik ud og hentede barnevognen ind på altanen. Matthias vendte sig, da jeg klappede bremsen op og så vågnede han. Knægten virkede lidt overrasket, men han var klar til aftensmad. Han spiste næsten alt hvad jeg havde taget fra til ham. Vi var færdige med at spise lidt efter kl. 19 og da blev Matthias lagt ned på gulvet, mens jeg ryddede op. Han havde fået lov at lege med den sidste smule kartoffelmos, så der var en del, der skulle tørres op. Da jeg var færdig med det, fandt jeg sansegyngen frem og så hyggede vi ellers med den, indtil Matthias var træt og klar til at komme i bad. Det var han dog allerede kl. 19.30. Det var spændende at være med til at fylde badekarret, inden vi gjorde klar til at komme i bad. I badet sad han op til at starte med, men så lagde han sig ned og sparkede. Det var hyggeligt. Han blev puttet kl. 20, men var meget urolig. Jeg var inde ved ham med korte mellemrum, hvor han lå og vred sig. Jeg tror måske han har lidt mavepine - og jeg håber bare ikke, jeg har givet ham for meget at spise! Han havde oftest lukkede øjne, når jeg gik ind til ham, mens han lå og småjamrede med sutten i munden, og det beroligede ham lidt at blive nusset på maven. Jeg håber det går hurtigt over, så han kan få sovet.

Kl. 21. var han bare ked. Da tog jeg ham op og ammede ham lidt fra den anden side og sang godnat sang for ham igen. Der gik ikke længe, før han faldt i søvn. Han slap selv og så puttede jeg ham igen. Umiddelbart gik det fint.

 

Søndag d. 26/6 - uge 35 + 4

Det har været endnu en urolig nat. Matthias har pylret ca. hver anden time. Kl. 6 gav jeg ham sutten igen og gik på toilet. Da jeg kom tilbage lå Matthias og sparkede - og han blev helt vild, da han fik øje på mig. Han var vågen - og glad. Han kom over i dobbeltsengen og blev ammet og så lå vi og hyggede lidt, inden vi stod op. Der var en lille smule i bleen, men det var ikke meget. Matthias gad ikke rigtig ligge på gulvet, så jeg fik ham bundet om på ryggen, så jeg kunne lave noget. Vi lavede havregrød og fik tømt opvaskeren. Det var hygge. Morgenmaden var klar kl. 8 og kl. 9 var Matthias klar til at blive puttet i haven. Bjarke og jeg benyttede lejligheden til også at tage en lur.

Jeg vågnede med et sæt, da Bjarkes telefon pludselig ringede. Jeg var noget overrasket over, at klokken var 11.30 - for så havde knægten jo sovet 2,5 time. Jeg skulle lige på det lille hus og så have lidt at drikke. Jeg fik lige lagt mig igen, da alarmen begyndte at lyse. Der var bevægelse i barnevognen, men endnu ingen gråd. Han var vist også lige vågnet og lå bare og hyggede sig. Bjarke gjorde klar til grød, mens jeg hentede Matthias ind. Vi gik lige en tur ind på puslebordet, for han lugtede lidt. Og der var da også lidt igen, men det var stadig ikke ret meget. Han fik grød og en bolle kl. 12.

Kl. 13 virkede Matthias noget træt, så jeg forsøgte at putte ham. Men den var han altså bare ikke med på, så jeg måtte have ham med ind igen. Vi legede lidt og hyggede og så fik Matthias grød igen kl. 14.45. Den fik han hurtigt spist og han var ved at være godt træt igen. Så kl. 15.30 puttede jeg ham igen - og så sendte Bjarke mig i seng også. Desværre vågnede Matthias i vild gråd efter kun en halv time. Vi ved ikke lige, hvad der var årsag til det. Bjarke forsøgte at lulle ham i søvn igen, men det lykkedes ikke. Der var for megen virak fra naboerne. Matthias kom med ind igen og kort efter stod jeg også op. Jeg var næsten faldet i søvn, da Matthias vågnede, og opgav at falde i søvn igen. Jeg gjorde klar til at vaske - og Matthias var pylret. Bjarke havde taget sansegyngen med ind, men havde ikke lige fået hængt den op. Det måtte jeg gøre, mens Bjarke holdt Matthias. Nøj, hvor var det spændende - den ville han gerne ned på. Han pylrede da godt nok lidt, da han blev lagt, men så nussede Bjarke ham, mens jeg gik i vaskekælderen. Da jeg kom tilbage var der ro og Matthias hyggede sig. Han havde fået vendt sig om på maven og lå og pillede ved rebene. Han hyggede sig! Og så var der yndlingstegneserier i fjernsynet - Phineas & Ferb! Det kunne nærmest ikke være bedre. Kort før aftensmaden var færdig, ville Matthias gerne op igen, så vi gik ud i køkkenet og kiggede til Bjarke. Han stod og drak danskvand - og det skulle Matthias da også lige smage. Spøjst. Men han har jo nok været tørstig.

- Næh, man kan også ligge på maven i en sansegynge!

- Har, rent undtagelsesvist, fået sutten med ind i stuen.

Bjarke lavede aftensmad og vi spiste omkring kl. 18. Matthias var træt, men han holdt ud til vasketøjet var færdig og lidt længere. Men han var noget pylret. Kort efter kl. 19 gjorde vi klar til bad. Badet blev noget kortere end planlagt, for netop da jeg var færdig med at vaske ham, tissede han i karret. Det var farveløst, så umiddelbart er der ingen grund til at bekymre sig om væskemangel - endnu da. Men jeg syntes alligevel ikke, han skulle sidde i det urinerede vand, så jeg tog ham op og vi gjorde klar til at komme i seng. Han lå meget uroligt og det var næsten umuligt at få ham smurt ordentligt. I soveværelset ville/kunne han ikke ligge stille og slap hele tiden. Til sidst puttede jeg ham. Han må snart lære at holde sig til, hvis han vil sutte meget, inden han bliver puttet. Og inden længe, skal det også helst være slut. Det er et stykke tid siden, vi har ammet i løbet af dagen, og vi er godt i gang med at indstille nat-amning. Inden længe stopper vi også med at amme om morgenen og til sidst ryger også godnat-tåren. Det bliver hårdt - især for Matthias. Men det går jo nok, for han har heller ikke taget så meget når vi har ammet på det sidste.

Der gik ikke længe, så var Matthias ked af det. Bjarke gik ind for at nusse ham - og faldt i søvn. Han kom ud igen kl. 21, men da sov Matthias så også.

 

Mandag d. 27/6 - uge 35 + 5

I dag har Matthias ikke sovet ret meget. Det har været en urolig nat, ganske som de foregående og vi har hygget med lidt amning i sengen fra morgenstunden. Der var gang i Matthias fra kl. 6.30, hvor han kiggede gennem tremmerne og søgte opmærksomhed. Jeg puslede ham inden han kom over i dobbeltsengen, hvor vi lå en halv times tid, inden vi gjorde klar til morgenmad, som var klar kl. 7.45. Langt om længe havde Matthias så også fyldt bleen - mens natbleen var noget gul og ildelugtende.

Matthias var meget træt og vi forsøgte at putte ham kl. 9.30. Jeg ved ikke lige, om det var fordi nogen var ved at få høvlet gulve, men Matthias var ikke stemt for at sove. Vi forsøgte ellers længe. Til sidst tog jeg ham med ind i soveværelset, hvor han hurtigt blev ammet i søvn og så lagde jeg mig i sengen, da jeg havde puttet ham i tremmesengen. Matthias plejer ikke ligefrem at sove længe, når jeg putter ham på den måde - det er længe, hvis han sover 5 minutter. Men i dag sov han en halv times tid, mens jeg lå og hvilede mig lidt. Det var ikke megen søvn til knægten og han var stadig træt, men det var jo ikke nemt at gøre noget.

Der var åbenbart kommet godt gang i systemet igen, for Matthias fyldte bleen endnu en gang, inden han fik grød kl. 11. Han var stadig træt, men lod sig ikke falde i søvn. Bjarke gik i gang med at give det nye havebord olie, hvilket lugtede forfærdeligt, så Matthias og jeg gik en tur i Kvickly. Vi fik lige sagt hej til Pia, som var på vej hjem fra indkøb. Det gik fint og vi hyggede. Matthias var meget interesseret i kurven, og det jeg puttede i den. Vi var hjemme omkring kl. 14 og havde da været afsted halvanden times tid. Matthias fik grød en halv times tid senere, sammen med en bolle. Jeg forsøgte også at give ham nogle friske ærter, men det skal nok vente lidt endnu. I hvert fald kunne han ikke rigtig håndtere de hele ærter og kunne heller ikke "fange" dem. Men spændende var det da.

Vi puttede ham igen kl. 15.30. Han sov en halv time og var bare ked af det. Der var larm udenfor. Vi forsøgte at lægge ham i sansegyngen, men han var ikke meget for at give slip på mig. Jeg ammede ham lidt igen, men denne gang faldt han ikke i søvn. Han hang nærmest på mig resten af aftenen. Ja, det havde han faktisk gjort hele dagen! Enten siddet oppe ved mig, lagt ovenpå mig, eller siddet op af mig. Og så har han også gylpet en del og haft det lidt varmt. Det har været "lidt" hårdt at være Mor i dag.

- Her ligger man bare godt! Og så med "Mini-Killer" lige ved hånden.

Vi fik aftensmad omkring kl. 18 og så var der hygge på gulvet til kl. ca. 19.40. Termometerfisken blev kogt i går, fordi den havde været i nærheden af noget gris - og det holdt den så ikke til, så vi må ud og have en ny. Øv! Matthias havde fyldt bleen for tredje gang i dag og vi gik i soveværelset kort efter kl. 20. Han var meget urolig og ville slet ikke ligge stille. Jeg nåede ikke engang at nynne første vers - så lagde jeg ham i seng. Han blev ked med det samme og fik lige lov at græde nogle sekunder, inden jeg tog ham op og ammede ham. Da kunne han ligge stille og fik lov at sutte, til han slap igen. Han tog lige et par sut mere, men slap så endnu en gang. Da puttede jeg ham og så var der ro. Dog hørte vi Cirkeline rasle lidt.

 

Tirsdag d. 28/6 - uge 35 + 6

Der var ikke megen pylren fra Matthias i nat. Jeg var lige oppe omkring kl. 1 og så vågnede vi ellers først kl. 6.30. Matthias blev puslet og fik tøj på med det samme, inden vi ammede lidt i sengen. Han gad dog ikke rigtig ligge i sengen mere, så han blev sat midt på puslespillet, med nogle få legesager indenfor rækkevidde og musik på ghettoblasteren. Og så hyggede han sig ellers! Han sad op og legede mens jeg tømte opvaskemaskinen og lavede morgenmad og så grinte han stort til mig, når jeg lige var inde for at se til ham og holde øje med, at han ikke lavede ulykker. Han var glad, og det var bare dejligt.

Bjarke puttede knægten kort efter kl. 9. Bjarke skulle nemlig på tur til København og ville ikke være hjemme igen før efter midnat, så det gjaldt jo om at være så meget sammen med knægten som muligt, inden han skulle afsted. Men Matthias var træt og Bjarke blev kaldt på kontoret flere gange af folk der ville snakke med ham - så Far og Søn så næsten ikke noget til hinanden i dag. Men Matthias og jeg har hygget os! Matthias sov en god time, hvor jeg fik slappet lidt af ved computeren - og jeg nåede endda at hvile mig lidt på sofaen.

Matthias vågnede igen kl. 10.45 og lå og hyggede sig lidt, inden jeg tog ham ind. Så blev han puslet og fik en portion grød. Han virkede træt allerede kl. 11.30, så da forsøgte jeg at putte ham igen - men uden held. Jeg skulle nok have ventet en halv time mere, for da var han godt træt. Men da var det altså tid at få noget at spise igen, så han fik rugbrød med leverpostej og nogle agurkestave. Han spiste ikke det hele, men tog godt fra. Jeg ville ikke forsøge at få ham til at spise mere, end han kunne rumme - og det var jo ikke længe siden, han havde spist sidst. Da vi var færdige og han havde leget lidt, mens jeg ryddede op, puttede jeg ham i haven. Da var klokken 14 og jeg syntes det var for varmt til at han skulle have dynen på. Men han ville ikke sove, selvom jeg trillede med ham. Han virkede dog træt nok, så til sidst gav jeg ham dynen på alligevel og trillede videre. faldt han i søvn! Jeg skiftede dynen ud med en stofble og opgav at få parasollen stillet an, fordi det blæste. Bleen holdt solen fra hans bare arme og ben, så den måtte gøre det for skygge.

Mens Matthias sov fik jeg skrællet kartofler og gjort klar til at møde Hjem-Is bilen. Matthias sov halvanden time, og jeg var lige ved at blive nervøs for, om jeg nu skulle ud at vække ham, for at gå ned til Hjem-Is bilen - for det ville jeg helst undgå! Men kl. 15.30 var der gråd i alarmen. Ganske kort. Jeg fik gjort det sidste klar og taget vest (med pung, telefon og nøgler) og sko på og så ud og hente knægten. Han lå vågen og var glad for at se mig. Men jeg tror måske han blev lidt paf, da han kom i bæreselen med det samme og så ned til Hjem-Is bilen! Han sagde næsten ikke noget og sad også bare og kiggede, da jeg lavede grød til ham, da vi havde puttet isene i fryseren. Det tog nemlig ikke mange minutter, at besøge Hjem-Is bilen i dag!

Da knægten havde spist og jeg havde ryddet op, tog vi klapvognen med en tur i Aldi. Det var bare hyggeligt og rigtig spændende at være på tur! Matthias havde sin blå bøllehat på og den fik næsten lov at sidde på hovedet, under hele turen. Han havde den lige af hovedet, inde i butikken, og så tog han den af et par gange mere, fordi han ikke kunne se for den. Men han var dygtig, til at lade den sidde. Han sad og spjættede en del og nød virkelig at være ude med klapvognen, hvor han rigtig kunne følge med i omgivelserne. Han var ikke helt glad for, at være vendt fremad, fordi han så ikke kunne se mig, men det var jo alligevel også ret spændende at kunne følge med i alt det vi kom hen imod, i stedet for det vi gik væk fra - og så kunne han jo høre mig, hvis jeg talte til ham. Så kunne det godt lige gå. Han hyggede sig - men han gylpede også en hel del. Stakkels dreng.

- Vil ikke forstyrres! Ser Phineas & Ferb - og er meget afslappet!

Det tog en times tid at gå tur og da vi kom hjem, var det tid at lave aftensmad. Der skulle heldigvis bare tændes for kartoflerne og så skulle der laves kødboller. Matthias blev sat på puslespillet i stuen og fik lov at se Disney Channel. Her var hans absolutte yndlings tegnefilmserie - Phineas & Ferb! Han smilte genkendende og grinte og så var han ellers underholdt, et kvarters tid. Jeg var næsten færdig, da han blev pylret og gerne ville være i kontakt med mig. Jeg kunne bare ikke rigtig have ham oppe hos mig, mens jeg rørte kartoffelmos, og bæreselen var våd af gylp, så han måtte sidde på gulvet ude i køkkenet. Det gik da også 5 minutter, men så blev han godt nok ked af det! Han var træt og sulten og ville bare gerne have mad - og mig. Det var hårdt at gøre resten af aftensmaden færdig og vente på, at kartoffelmosen kølede af! Heldigvis blev han hurtigt god igen, da han endelig kom op til mig, og blev gjort klar til at få aftensmad. Vi spiste omkring kl. 18 og det var sjovt at sidde og lege med den sidste rest mad.

Kl. 19.15 var jeg færdig med at rydde op efter os. Matthias lå og legede på gulvet og så gjorde jeg klar til at han kunne komme i bad. Han havde fyldt bleen (anden gang i dag!), så den skulle jo lige klares først. Så kom han i bad - og nød det. I soveværelset blev han ammet, men kunne ikke rigtig ligge stille. Han fik dog mere, end han gjorde i går, inden jeg lagde ham i seng. Han var ikke færdig, så jeg lagde ham til ved det andet bryst, da jeg tog ham op igen. Det er lidt irriterende, at han ikke ligger stille med det samme, men ligesom lige skal have at vide, at det altså er nu det er nu, ved at jeg lægger ham i seng, inden han falder til ro og sutter det han skal. Men da han var færdig og blev puttet, var der ro.

Pia kom på besøg og vi så det meste af en film. Kl. 21.55 forsvandt TV-signalet, så vi fik ikke slutningen med. Pokkers også! Men så fik vi da hyggesnakket lidt i stedet. Matthias pylrede lige lidt omkring kl. 22.30, men faldt da heldigvis hen igen - helt uden, jeg havde været inde ved ham.

Matthias har "snakket" meget i dag, og han grinte og nød opmærksomheden, da jeg snakkede en del til ham under frokosten (måske mest for at holde mig selv vågen). Det var hyggeligt! Han har været lidt en hængetrold, hyggetrold, grinebider - og pilfinger. Men vi har haft en dejlig dag - og det er jo det vigtigste.

 

Onsdag d. 29/6 - 36 uger gammel

Der var lige lidt uro omkring midnat, hvor jeg langt om længe gik i seng. Matthias fik sutten og så sov han videre. Den strategi prøvede jeg også kl. 02.15. Jeg måtte have ham med ind til puslebordet, for jeg syntes, det lugtede - men der var altså ikke noget. Det havde dog vækket knægten og han var bestemt ikke stemt for at sove! Efter en god halv time, hvor jeg havde lagt ham tilbage på ryggen og givet ham sutten, valgte jeg at amme ham. Han var lidt urolig og blev puttet ret hurtigt. Alt sammen til ingen nytte. Matthias var vågen! Bjarke kom hjem kort efter kl. 3. Han var meget træt, men påtog sig at putte Matthias. Der gik dog ikke lang tid før han sagde, at jeg hellere måtte amme ham igen. Som sagt, så gjort. Knægten tog godt fra og var stadig urolig - men faldt da endelig i søvn. Det var lidt hårdt at være vågen i over en time, når man burde sove!

- Hey - kan i heller ikke sove mere?

- Kuk-kuk Far og Mor!

Jeg vågnede igen omkring kl. 7. Matthias lå og sparkede til den øverste kant på tremmesengen. Jeg stod op og gjorde klar ved puslebordet, for vi kunne ligeså godt stå op. Og så forsøgte jeg at være så stille som mulig, så Bjarke kunne få lidt mere søvn. Vi sprang morgen-amningen over, fordi Matthias var blevet ammet i løbet af natten - og fordi vi havde sovet "længe" og Matthias bare var vågen. Han kom ind på stuegulvet mens jeg lavede havregrød til ham og fandt yoghurt til mig selv. Da morgenmaden var klar, var der helt sikkert noget i bleen også - men jeg besluttede, at varm morgenmad var bedre end kold, og så kunne han jo "efterfylde", hvis han ville det. Matthias gjorde ingen indvendinger, da jeg satte ham i højstolen og han spiste godt. Så blev han puslet og fik lov at hygge lidt på gulvet, mens jeg ryddede op. Matthias var ved at være træt, så da klokken var omkring 9 puttede jeg ham i barnevognen. Der skulle lidt overtalelse til, men han ville have godt af at sove, inden vi skulle til hudlægen. Så gav jeg mig til at samle havebordet, mens Bjarke lå og vågnede.

Kort efter kl. 10 var det tid at gå afsted mod bussen. Det gik lidt hurtigt, og vi glemte bøllehatten, som jeg måtte løbe tilbage efter, da vi opdagede det for enden af blokken. Jeg fik lige en pakke af posten på vej ud og det lykkedes mig at løbe op til blok 4 - så kunne jeg ikke mere. Men jeg nåede bussen, sammen med Bjarke og Matthias. Det var gået lidt stærkt med at komme ud af døren, så vi havde heller ikke fået legetøj med. Det plejer jeg altid at huske, når jeg gør plads til at køre barnevognen gennem stuen, men det var altså Bjarke der tog den tjans i dag.

- Sidder lige og chiller i min barnevogn!

- Se mig - uden hænder!

Matthias kom op at sidde, da vi kom op til bussen og han nød at kunne følge med. Der kom flere barnevogne der ville med, så jeg måtte op og sidde på et skråsæde, mens Bjarke blev ved barnevognen. Det var Matthias ikke helt glad for, så da vi var næsten inde i byen, måtte jeg stille mig ned til dem igen. Det var rart at komme af bussen igen og køre tur i gågaden. Hatten er lidt for stor, så den gled ofte ned i øjnene, så han ikke kunne se noget. Men det var rart at være ude med Far og Mor. Oppe hos hudlægen var der ventetid - det har vi ellers ikke oplevet før. Vi kan nu nøjes med at smøre en enkelt gang med elidel og så supplere med diproderm efter behov. Gennem den seneste måned, har vi kun brugt det to gange. Vi skal afsted til hudlægen igen om 3 måneder.

Matthias var ved at være både tørstig og sulten, så vi gik op til Føtex, hvor Bjarke købte vand og theboller. Jeg havde nemlig været forudseende nok til at tage en kop og den lille hagesmæk med. Det var dejligt at få noget at drikke og thebollen var også fin. Den blev dog fordelt over det meste af barnevognen og så er det jo ikke fordi, der ligefrem er meget næring i sådan en! Men de gav ro - og det var det vigtigste. På hjemvejen var vi en tur i Imerco efter nogle tilbud og på posthuset, for at sende stof afsted til en Mei tai bæresele fra Thyholmslynger. Uha, hvor jeg glæder mig! Så tog vi toget hjem og her fik Matthias en thebolle mere.

Vi var hjemme igen omkring kl. 13 og Matthias fik lidt vand, mens Bjarke lavede grød. Så var der hygge på gulvet og kl. 14.30 blev Matthias puttet i barnevognen. Imens samlede Bjarke og jeg resten af havebordet og parasollen - og vi var godt tilfredse med resultatet. Matthias sov kun en time og vågnede i vild gråd. Han var svedig og tørstig. Han fik noget vand og så var han klar til at lege lidt på gulvet. Bjarke tog afsted til stadion, for at "pakke stadion ud igen", efter U21EM. Jeg kom i tanke om, at det egentlig var længe siden Matthias havde fået noget at spise, så han fik grød kl. 16.30. Lidt sent - men bedre sent end aldrig.

Matthias var godt træt, da aftensmaden endelig var færdig omkring kl. 18. Han måtte nøjes med kartofler og gulerødder. Til gengæld fik han dem både som mos og i tern. Han fik de første "kritiske" skefulde som mos og derefter fik han nogle tern puttet i munden. Han så lidt "hvad var nu det for noget"-ud i hovedet, når han fik et tern i munden, men gumlede bare videre og var klar til mere. Han fik også lidt at drikke, men det var nu ikke fordi, det var så meget igen, syntes jeg.

- Tumler rundt på gulvet.

Vi gjorde klar til bad allerede kl. 19. Matthias sad med hænderne i vandet omkring bruserhovedet og det var åbenbart rigtig spændende. Det er vel også noget af en oplevelse, at mærke vandet sprøjte ud af bruseren. Han har gylpet en del i dag og fik da også lige gylpet på håndklædet, inden han kom i badekarret. Så da han kom op igen, måtte vi nøjes med babybadehåndklædet. Han fik lidt decubal på maven og det var så det smøren for i dag. I soveværelset kl. ca. 19.20 lå han for en gangs skyld pænt og suttede. Jeg puttede ham, da han slap og kiggede over mod tremmesengen. Men han var noget utilfreds, da jeg havde sagt godnat, så efter nogle minutter var jeg inde og amme ham igen. Så sov han.

 

 

 

Næste uge