Enogfyttetyvende uge

 

Torsdag d. 28/7 - uge 40 + 1

Jeg kom hjem ca. kl. 00.25 og skyndte mig bare i seng. Matthias og Bjarke sov trygt og godt og rørte sig ikke, da jeg gik i seng. Efter et stykke tid havde Bjarke dog registreret, at jeg var hjemme, for han vendte sig om og gav mig et kram, mens han sagde godnat. Matthias lavede nogle ordentlige prutter imens! Bjarke sov videre og jeg faldt i søvn og vi vågnede ca. kl. 6.30 - nærmest uden uro i løbet af natten. Det var bare skønt! Der var morgenhygge i sengen en times tid, hvor Matthias moslede rundt og ind imellem forsøgte at putte sig. Desværre kunne han ikke rigtig finde hvile, så han pylrede en del, inden vi til sidst stod op.

Der var morgenmad kl. 8 og derefter var der hygge på gulvet. Matthias krøb rundt og hyggede sig og ca. kl. 10.15 blev han puttet i barnevognen ude i haven. Her sov han halvanden time, inden han kom ind og fik en skive rugbrød og en ostehaps. Osten er noget underligt noget, han lige skal vænne sig til. Det smatter lidt ud mellem fingrene. Der var igen hygge på gulvet, inden vi tog Oddergrisen ind til byen, for at se på et digital kamera. Som altid var det spændende at skulle med ud at gå. Matthias rokker vildt, hvad enten han sidder på gulvet eller er oppe hos os, når barnevognen køres gennem stuen - og så vil han bare ned i barnevognen, for han skal i hvert fald ikke gå glip af noget. Det er åbenbart dejligt at gå tur med Far og Mor.

Vi startede med at besøge Japan Foto, hvor vi fik en god snak omkring, hvilket kamera, vi bør købe. Bjarke havde fået anbefalet to modeller i Fona i sidste uge, som jeg så havde kigget nærmere på via google. Sælgeren mente også, at det ene af de to var fint nok (og det var endda endnu billigere hos dem end hos Fona), men han syntes vi skulle vælge en lidt dyrere model. Til gengæld havde de så en billigere forsikring, som skulle være mindst ligeså god som den i Fona. Og så var det nok også mere interessant at købe kamera i en fotoforretning, hvor de virkelig ved, hvad de taler om, frem for at købe i Fona, hvor de er mere fokuserede på TV. Vi gik og snakkede lidt om, hvad vi egentlig ville få for de ekstra penge. Umiddelbart syntes jeg, det andet kamera var dyrt.

Vi besøgte Kære Børn, for at få byttet et par "svømmesko" som Far og Farmor havde købt til Matthias. Bjarke havde for kort tid siden været nede med en slange fra det ene hjul, som var ret så ødelagt, så de spurgte til, hvordan det gik med hjulene. "Ja, vi kommer nærmest kørende på fælgene," sagde Bjarke kækt, hvortil jeg bemærkede, at det ene hjul manglede luft. Det viste sig så, at vi faktisk var punkteret! En af ekspedienterne er brandmand, og han havde nogle tricks i ærmet - og så kunne fyrene jo hygge sig med at skifte slange, mens jeg lige kiggede på flyverdragter. Dem havde de så ikke i knægtens størrelse, så det blev i stedet til et sæt regntøj. Matthias var ved at blive pylret, fordi han var ved at være træt. Barnevognen kunne ikke helt stå på kun tre hjul, så jeg holdt barnevognen - og kunne samtidig ikke finde flere ting, der skulle købes. Da Matthias gerne ville op, fandt vi dog nogle "futter" - en slags bløde støvler eller vandtætte sokker, i stedet for gummistøvler, når nu han ikke kan gå endnu. I mellemtiden havde Bjarke fået luft i alle fire hjul - og der skal altså være et dæktryk på 2,1 bar i hver.

Matthias faldt i søvn, kort efter jeg havde været en tur i Søstrene Grene, og havde fundet nogle plastickopper. Dem mangler vi nemlig, syntes jeg. Matthias fik vand af hans nye drikkedunk, som lige var blevet afprøvet, inden vi tog hjemmefra. Den virkede fint og han ved godt, hvordan han skal drikke af den. Skønt! Mens han sov gik vi tilbage til fotohandleren. Overfor lå en anden fotohandler, som vi lige kiggede ind til. De havde ikke nogen tilbud, men ville have 2.199 for det kamera, vi var blevet anbefalet i Japan Foto. Til gengæld købte vi et kikkertstativ for kun kr. 150. Det har vi tidligere snakket om til kikkerten, men det kan også bruges til kameraet. Smart!

Vi gik over i Japan Foto igen og fik så købt det dyre kamera. Det kostede kr. 1.499 og var altså 200 kr. dyrere end dem i Fona (som til gengæld kunne fås til kr. 999 her). Med taske, hukommelseskort og en 4-årig superforsikring, kom det til at koste kr. 2.299. Det var jo så lige 1.000 kr. mere end jeg havde regnet med at skulle af med - men jeg tror nu det var det rigtige valg. Og så havde jeg jo heller ikke lige regnet med prisen på taske, kort og forsikring, inden vi tog afsted. Matthias vågnede igen, netop som vi var ved at færdiggøre papirerne. Derefter gik vi en tur i Bruuns Galleri efter aftensmad - og en softice. Matthias hyggede med en bolle. Vi tog Oddergrisen hjem igen, hvor der var hygge i køkkenet, mens Bjarke lavede mad og jeg lå på gulvet. Vi grinte lidt af, at jeg både har været blind, døv og glemsom det meste af dagen!

- Leger med musikbolden. Den er altså bare go´!

Vi fik aftensmad kort efter kl. 18, hvilket var ret godt gået, eftersom vi først var hjemme kl. 17.30. Matthias havde fyldt en smule i bleen, inden han fik en bolle i køkkenet, mens vi ventede på aftensmaden. Efter aftensmaden fyldte han så bleen ordentligt. Jeg var ellers ved at blive lidt nervøs for, om han mon var ved at få forstoppelse, siden han ikke rigtig var kommet af med noget - så vi havde købt sveskegrød til afhjælpning. Det fik vi heldigvis ikke brug for i denne omgang. Matthias kom i bad kort før kl. 20. Bjarke sad lidt hos os, mens Matthias fik sin "godnat-mælk", inden han gik ind på kontoret. Matthias brokkede sig lige kortvarigt, inden han lagde sig til at sove - på maven og med hovedet i det ene hjørne af tremmesengen.

 

Fredag d. 29/7 - uge 40 + 2

Jeg måtte give sutten kl. 4.15 og igen kl. 6.15. Kort efter seneste suttehjælp, måtte Matthias med over i dobbeltsengen. Her pylrede han vel og moslede rundt et kvarters tid, inden han faldt til ro og sov en times tid mere. Der var morgenhygge i sengen til kl. ca. 8 og havregrød kl. ca. 8.45. Jeg tog afsted til lægen kl. 9.15 og var hjemme igen en times tid senere. Bjarke havde lagt knægten ud i barnevognen kl. 10.15, hvor han lå et stykke tid og pylrede, inden han endelig faldt i søvn. Jeg nåede lige at høre, at han pylrede lidt i alarmen da jeg kom hjem, inden han faldt hen.

 

- Mor leger med kameraet, mens Matthias leger på gulvet.

Han sov desværre kun en time. Da havde han fyldt bleen og kl. 11.45 fik han så et stykke rugbrød. Matthias moslede rundt på gulvet og hyggede sig. Det er dejligt at kunne komme rundt og nå ting og sager. Især de ting, Far og Mor helst ikke vil have, at man piller i! Jeg forsøgte at putte ham i haven igen kl. 13.30, men uden held. Da han kom op fik han så lidt yoghurt. Den første skefuld var han lige ved at spytte ud - men han spiste resten af det jeg havde hældt op.

Kl. 15.15 lykkedes Bjarke det at putte Matthias i haven. Her sov han 45 minutter og så var han ellers bare ked, da han kom op! Han var varm og så helt rødplettet ud. Det lykkedes Bjarke at få ham til at drikke lidt, men knægten var nærmest utrøstelig. Først da han kom over til mig, faldt han til ro og fik drukket en del vand. Så sad han lidt og puttede sig ind til mig, mens han småsnøftede og så tegnefilm. Det er hårdt at være lille i sommervarmen!

- Hej! Kan du også zoome?

Matthias hang mere eller mindre på mig til vi skulle have aftensmad. Han fik en bolle mens vi ventede i køkkenet og aftensmaden var klar kl. 18.30. Efter aftensmaden var der hygge på gulvet, mens jeg ryddede op og Matthias kom i bad ca. kl. 19.30. Han fik lidt mælk i soveværelset og sov ca. kl. 20.

 

Lørdag d. 30/7 - uge 40 + 3

Matthias var noget urolig i tremmesengen fra kl. ca. 4 til kl. ca. 4.45. Han pylrede igen kl. 7 og lå vågen, da jeg kom tilbage til soveværelset. Han kom over i dobbeltsengen og vi lå og hyggede til vi stod op. Der var en fyldt ble, og mens jeg tog mig af den, stod Bjarke op og lavede morgenmad. Der var morgenmad omkring kl. 8.30 og derefter leg på gulvet. Matthias var træt og blev puttet i barnevognen kl. 9.45, hvor han sov til kl. 11.30.

- Kuk-kuk, Mor!

- Bøh!

Da Matthias kom ind igen fik han rugbrød med leverpostej. Vi havde lidt travlt, for det var fodbold-dag, så Far og Mor skulle på stadion. Matthias skulle op til Pia og passes imens. Vi var deroppe ca. kl. 12.30. Her fik Matthias en figenstang, som han sad og hyggede sig med, indtil Bjarke og jeg skulle afsted. Så sagde vi farvel og tog på stadion.

- Kravler lige en tur med hvalfisken!

Kl. ca. 16.30 blev vi ringet op af Pia, at Matthias var meget ked af det og vist nok godt var klar over, at Far og Mor ikke var der. Han havde drukket en masse vand, men var ikke rigtig i humør til at spise og han ville heller ikke sove - så det var nok bedst, hvis Mor kom hjem til ham. Bjarke syntes jeg skulle tage en taxa. Da jeg så kom derop, var Matthias lige faldet i søvn, siddende hos Pia. Jeg puttede ham ud i barnevognen. Han havde det varmt, men sov trygt og godt. Mens han sov, fortalte Pia, at knægten havde været pylret og kun nogenlunde rolig, hvis både Pia og Henrik havde været hos ham og leget med ham. Han havde fået en bolle og nogle rugbrødstern, men ville ikke rigtig spise noget. Han ville gerne have, at Henrik legede med bamsen, men det havde altså ikke været sjovt at komme over til Henrik. Han skulle bare lege med bamsen!

Matthias sov en halv time og var glad, da jeg stod klar til at tage ham op. Han var i godt humør, lige til han blev sulten, mens hans aftensmad var ved at køle af. Han fik kartoffelmos med blomkål og han spiste to skålfulde! Og så var han ellers bare en glad dreng igen. Dejligt! Lidt ærgerligt, at jeg måske ikke havde behøvet tage hjem fra stadion alligevel, men hellere være på den sikre side. Da Matthias havde spist hjalp Henrik mig ned af trappen med barnevognen og Pia hjalp os hjem med højstolen. Matthias skulle lige lege lidt på gulvet, inden han skulle i bad. Han var med til at fylde vand i badekarret og det var bare dejligt, at have hænderne under bruseren imens. Jeg havde glemt, at tage natdragten op af pusletasken, som nu stod i køkkenet - og Matthias satte i et vræl, da vi drejede mod stuen i stedet for badeværelset! Han havde nemlig fået tøjet af og var klar til at komme i baljen. Han blev dog hurtigt glad igen, da vi gik ud på badeværelset og han kom ned til badeanden og termometerfisken. Heldigvis. Det var dejligt at være i bad, men også rart at komme op igen og ind og blive puttet. Han pylrede lidt, da jeg lukkede døren og kort efter måtte jeg ind og trøste ham. Jeg lagde ham "på plads" igen og sad så og nussede ham på brystet, til han faldt hen, inden jeg forlod soveværelset igen. Han sov kl. ca. 20.30.

 

Søndag d. 31/7 - uge 40 + 4

Mor nyder, at der ikke er ret megen uro i løbet af natten. Igen var der kun behov for at give sutten et par gange i løbet af natten, hvor knægten kort efter anden sut måtte med over i dobbeltsengen. Han fik sutten kl. 3.30 og igen kl. 6. Jeg tror nok han vågnede, da jeg tog ham op kort efter kl. 6. Han havde ryggen mod mit bryst, også da jeg lagde mig ned i dobbeltsengen med ham. Men da jeg kiggede på ham, sov han sødt. Vi vågnede igen kl. 7.19 og stod op kl. ca. 8. Bjarke er blevet helt god til at stå op sammen med os og lave havregrød til ham selv og knægten. Og Matthias - han nyder det!

- Hvad? Er kassen kun til legetøj? Må jeg så ikke lege i den?

Der var hygge og tegnefilm på gulvet (det var jo søndag, som faderen sagde), og der var behov for både tøj- og bleskift, inden knægten blev puttet i haven kl. 10.45. Han lå vågen lidt, mens jeg vandede tomater og til sidst gik Bjarke ud og lullede ham i søvn. Han sov en god time og var varm og ked, da han kom op. Masser af vand og så halvanden skive rugbrød med leverpostej. Knægten var jo sulten! Eller også spiser han bare alt hvad han får serveret. Bollen tog han dog kun en bid eller to af. Til gengæld gylpede han en hel del, mens han legede på gulvet.

Jeg forsøgte at putte ham i haven igen kl. 15.30. Men det var varmt og Matthias kunne ikke finde hvile. Så bar jeg barnevognskassen ind i soveværelset, i håb om at han så kunne falde i søvn derinde, men det blev han bare endnu mere ked af. Så kom han ind på stuegulvet igen, hvor han både fik vand og en bolle, mens der var Formel 1 i fjernsynet. Motorsport er noget vi kan lide! Kl. 16.15 puttede vi knægten i barnevognskassen i soveværelset. Det var han ikke videre glad for, men Bjarke rokkede ham i søvn på sengen. Han sov en halv time og var glad igen. Klar til nye narrestreger!

- Haps!

- Det er godt, man kan nøjes med bodystocking, når det er så varmt!

Der var hygge og leg på gulvet, hvor en bolle blev fortæret - og fordelt. Matthias var med i køkkenet, mens jeg lavede mad. Han sad, til tider, pænt og spiste en bolle, men var ellers på togt mod kontoret, hvor han gerne vil pille i det snavsede gulvtæppe. Mor mangler en ordentlig støvsuger! Dagens ret var ris med stegt kylling og bearnaise sauce. Vi havde ikke nået at lave kartoffelmos som back-up, så vi var lidt spændte på, hvordan det nu ville gå med aftensmaden. Heldigvis syntes Matthias det var dejligt at få det samme som Far og Mor, og han spiste godt. Han fik også lov at sidde og lege med den sidste rest. Der var ris over det hele, da han var færdig!

- Hovsa! Moar, jeg er færdig med at spise nu...

Matthias kom i bad, hvor han rigtig hyggede sig. Ja, pludselig hyggede han sig så meget, at vandet absolut ikke var rent! Jeg tog ham straks op af vandet - og så fik han altså lige en tur af bruseren. Vandet var måske lidt for varmt, men han tog det nu meget roligt. Det var da også "kun" lige underkroppen jeg brusede, samt det nederste af ryggen. Bandit! Så var det ind og blive tørret og få nattøj på. Mens Far ordnede nattøjet, ryddede jeg op på badeværelset, så det ikke skulle stå og gå helt i opløsning, nede i vandet. Puha - dét er vist noget af det mest ulækre jeg har prøvet! Men der skulle jo ryddes op.

Vi gik i soveværelset og det gik fint. Der var næsten ingen sure miner, da Bjarke gik ind i stuen. Knægten var ivrig efter at få mælk, men han var også noget urolig, så da han havde drukket ca. halvdelen, fik han slået koppen ud af hånden på mig - og så var det jo ligesom slut med mælk. Han lagde sig pænt i tremmesengen, da jeg puttede ham, men var lidt urolig, efter jeg forlod soveværelset kl. 20.10. Men der var ro kl. 20.30, så da var han jo nok faldet i søvn.

 

Mandag d. 1/8 - uge 40 + 5

Matthias fik sutten kl. 1 og så var der ro igen. Jeg hørte, han var vågen kl. 5.45, hvor han lå og hyggede sig i tremmesengen. Jeg ved ikke, om han faldt i søvn igen, men han kom over til os ca. kl. 7.15. Vi lå ikke ret længe i dobbeltsengen, for Matthias gad ikke rigtig ligge i sengen længere. Han var sulten - og der skulle ske noget. Vi fik morgenmad og kl. ca. 9 havde han fyldt bleen godt og grundigt. Han virkede træt, så vi forsøgte at putte ham. Men han var pylret, overtræt og kunne ikke finde hvile. Vi prøvede at putte ham i haven og kørte til sidst barnevognen ind i soveværelset, i håb om, at det var køligt nok for ham derinde. Intet hjalp og den trætte og pylrede dreng måtte op til Mor. Bjarke sørgede for, at han fik rugbrød med leverpostej.

- Leger med kuglebanen, sammen med Far.

Kl. 12.30 lykkedes det endelig at få ham lullet i søvn i barnevognen - i soveværelset. Det holdt hårdt! Han sov desværre kun ca. 45 minutter, men det var da bedre end ingenting.

- Godt man kan spise lidt yoghurt, når det er varmt!

Resten af dagen gik med leg på gulvet, med en noget pylret dreng. Da klokken blev 17.30 fik han et stykke agurk at hygge sig med, mens aftensmaden blev færdig. Matthias fik kartoffelmos, efterfulgt af en figenstang (det syntes Far, han skulle have!). Der var en fyldt ble, inden vi gik i bad kl. 19.45 og Matthias blev puttet kl. ca. 20.30, hvor han fik en tår mælk.

 

Tirsdag d. 2/8 - uge 40 + 6

Natte-uroen har vist holdt flyttedag. I hvert fald er der nu let uro og behov for sut kl. ca. 01.00 og så igen hen omkring kl. 6. Matthias kom over til os ca. kl. 7.40, hvor han grinte, moslede rundt mellem os - og kradsede Mor i ansigtet, hev hende i håret og nikkede hende en skalle. Jo, jo - der hygges igennem om morgenen! Jeg gjorde klar til at stå op, og da jeg skulle til at gøre klar ved puslebordet, hørte jeg et vræl fra soveværelset. Knægten havde taget sit første styrt! Han havde lagt ovenpå min dyne og arbejdet sig hen mod mit natbord, mens Bjarke mente han havde nogenlunde styr på ham. Men knægten var altså tættere på kanten end beregnet og var altså gledet ned mellem natbordet og "ammestolen". Så har han også prøvet det!

Da Matthias havde fået tøj på, fik han en bolle ude i køkkenet, mens der blev lavet havregrød. Efter morgenmaden blev der hygget lidt på gulvet og vi bevægede os ud i køkkenet, hvor jeg tømte opvaskemaskinen. Derefter satte vi os ind til Bjarke på kontoret. Matthias vil meget gerne på kontoret, for der er masser af ting at kigge på - og pille ved! Og så er det forbudt at være på gulvet derinde, fordi der absolut ikke er rent, hvilket jo kun gør det endnu mere spændende. Bjarke fandt noget Phineas & Ferb på YouTube og Matthias var ellevild. Det var bare sagen! Men han havde det varmt, den stakkels dreng. Selvom det var tidligt, valgte vi at tage tøjet af ham, så han kun havde ble, strømper og bodystocking på. Og så blev han puttet i barnevognen ude i haven. Han var ikke helt tilfreds, så da jeg havde trillet lidt med ham overtog Bjarke og knægten faldt i søvn kl. 10.20.

- Hygger i stuen.

- Er jeg slem, Mor?

Matthias vågnede igen kl. 11.45 og lå og hyggede sig lidt i barnevognen. Så kom han ind og fik rugbrød med leverpostej. Derefter var der hygge på gulvet og han fik en bolle omkring kl. 14.30. Da var han også ved at blive træt, hvilket passede fint, fordi Bjarke og jeg skulle til et møde. Imens skulle Matthias hygge med Farmor, som vi skulle hente nede ved toget. Vi gik afsted med barnevognen kl. 15 og det var dejligt, at der var lidt vind på vej ned til toget. Matthias smilte og charmede og var vist også lidt af en laban. Han faldt i søvn en halv times tid efter Bjarke og jeg var gået og sov en times tid. Det passede næsten med da vi var færdige. Derefter gik vi en tur i kvickly og købte ind til aftensmaden.

- Ha! Laver "tunnel" på Farmor!

- Leger med hunden, mens jeg ser fjernsyn og tygger på en legoklods. Jo, jo - jeg kan sagtens multitaske!

Vi var først hjemme kl. 18.30 og der var aftensmad ca. kl. 19. Matthias var i godt humør og kom først i bad, da klokken nærmede sig 20.30! Det gik fint med at give ham mælk og få ham puttet og der var kun lige behov for at give sutten kort efter kl. 22. Det havde været en lang dag for den lille dreng.

 

Onsdag d. 3/8 - 41 uger gammel

Matthias skulle lige have sutten en enkelt gang i løbet af natten og så sov han ellers helt til kl. 7 i morges. Dejligt! Der var hygge i sengen et kvarters tid, inden vi stod op alle sammen. Vi fik morgenmad kort efter kl. 8 og derefter var der hygge på gulvet, hvor Matthias krøb rundt.

- Næh, se hvad jeg har fundet!

Omkring kl. 10 havde han fyldt bleen, og da han har haft lidt rød og irriteret numse de sidste par dage, skulle han hurtigt have en ren ble på. Da vi kom ind på puslebordet pylrede han og lagde sig nærmest til at sove. Det var næsten synd, han skulle pusles - men det var desværre nødvendigt. Da det var overstået, forsøgte vi at putte ham i barnevognen. Men det var varmt og Matthias brød sig ikke om at være udenfor. Så jeg tog ham med ind. Han ville ikke ind i soveværelset, så jeg satte mig i sofaen, hvor jeg lagde mig ned efter et par minutter. Her lå han lidt og møflede rundt på mig, inden han faldt i søvn på mit bryst. Der var trygt og godt og det havde han åbenbart lige brug for. Da han var faldet i søvn, bar jeg ham ind i soveværelset og puttede ham i tremmesengen. Her sov han vel en times tid, inden han vågnede og nok var lidt overrasket over, hvor han var henne.

- Gået kold. HELT kold!

Matthias fik rugbrød med leverpostej og æg, efterfulgt af en ostehaps og en bolle. Bollen spiste han ikke meget af og han gylpede en del efterfølgende. Igen var der hygge på gulvet. Matthias krøb rigtig rundt og hyggede sig. Han begynder at sætte sig op ind imellem (selvfølgelig kun, når kameraet er udenfor rækkevidde!) og sad på et tidspunkt og krammede et hjørne af sofaen. Jeg tror rigtig han har hygget sig i dag!

Klokken var vel omkring 14.30, da Matthias var ved at være træt igen - og da gik jeg direkte i soveværelset. Han var vist godt klar over, at vi skulle sove. Han moslede lidt rundt i sengen og ville gerne have pillet ved natbordet, men var dog ikke meget ked, af at blive holdt ovenpå mig eller ved siden af mig. Han pylrede lidt ind imellem og havde lidt svært ved at finde hvile. Efter et kvarters tid kom Bjarke ind til os. Han kunne også godt bruge en lur. Der gik ikke mange minutter, før Bjarke snorkede. Matthias var glad for at have Far med i seng også og møflede lidt videre, inden han endelig faldt i søvn. Jeg lå lidt og betragtede mine dejlige drenge der sov trygt og godt ved siden af mig, inden jeg også lagde mig til at sove. Og så tror jeg faktisk vi sov en god time, hvis ikke mere.

- Ihhh - bøger!

- Nå, et plysdyr ved man da, hvad er!

Matthias fik en bolle ude i køkkenet, hvor vi gjorde klar til aftensmaden. Klokken var blevet 16.30 og vi havde lidt travlt, hvis Bjarke skulle nå at have aftensmad, inden han skulle til møde med afdelingsbestyrelsen. Matthias hyggede på gulvet. Han var dog lidt pylret, men det var ikke så slemt, at han måtte have sutten. Heldigvis da. Vi fik aftensmad kort før kl. 18 og en halv times tid senere tog Bjarke afsted. Matthias kom ned på gulvet mens jeg ryddede op. Fjernsynet havde vist ikke været tændt i dag, før efter aftensmaden, hvor vi da lige skulle hygge lidt, inden knægten skulle i bad.

Kort før kl. 19 krøb Matthias mod køkkenet og ville gerne have mig med. Det var tid at komme i bad. Han trængte også til at få en ren ble! Han var med til at fylde badekarret og det var bare spændende og dejligt, at holde hænderne under bruseren. Det var vist lidt mærkeligt, at han ikke kunne "fange" vandstrålerne, men han hyggede sig. Og det var dejligt at komme i bad. Han hyggede sig - og fik gylpet lidt. Så tændte jeg bruseren igen og han blev bruset lidt over det hele. Det var lidt trælst, da han fik vand i hovedet, men han brokkede sig ikke. Han så bare lidt vred ud. Da jeg havde rejst ham op, skyllede jeg ham lige lidt med bruseren, inden jeg tog ham helt op af vandet. Han var ikke helt enig i, at han var færdig i badekarret - men han skal jo heller ikke sidde der for længe.

Han drak en del mælk, da jeg puttede ham og han var noget urolig, da jeg lagde ham. Han pylrede også lidt, og da jeg havde ordnet badekarret og startet opvaskemaskinen, måtte jeg ind og trøste ham. Jeg sad vel 15-20 minutter ved siden af tremmesengen og nussede ham, i håb om, at han ville putte sig. Men han var meget urolig og kunne ikke finde hvile. Han blev ved med at pylre og begyndte flere gange at græde. Til sidst tog jeg ham over i dobbeltsengen og puttede med ham. Han møflede lidt og ville gerne sove. Til sidst faldt han i søvn i Bjarkes seng. Han lå stille længe, hvor han havde øjnene let på klem og ligesom ikke helt ville overgive sig. Men han faldt i søvn og jeg lod ham lige sove nogle minutter, inden jeg løftede ham over i tremmesengen. Han ænsede det nærmest ikke. Men det tog altså nærmest 40 minutter at putte ham i dag. Det var lidt hårdt!

 

 

 

Næste uge